| |
Nøje knyttet til den gamle Vildfarelse, at Jorden var
Universets Centrum, var der en anden Vildfarelse, som var lige så
stor og måske endnu mere hindrende for en fremadskridende
Forståelse af Sandheden. Vi sigter til den Anskuelse, at Jorden
hvilede på en materiel Grundvold. Nogle mente, at Jorden var flad
og svømmede omkring på et uhyre Hav. Andre, som også
troede, at den var flad, hævdede, at den hvilede på
kolossale Søjler. Hvad disse Søjler hvilede på, lod
de ganske roligt stå hen i det uvisse. De måtte have et
Støttepunkt for Jorden; at undersøge Sagen længere
ud end dertil var noget, de ikke bekymrede sig om.
Et Skridt bort fra denne hemmende Vildfarelse var Erkendelsen
af det Forhold, at Jorden er rund. Så vidt man nu kan konstatere,
synes der altid at have været i det mindste nogle få, som
indså, at Jorden er rund; men det var endnu ikke den almindelige
Opfattelse. For Århundreder siden blev denne Sandhed fremholdt i
den hellige Skrift. Der er flere Steder i Bibelen, som ikke kan
forklares uden i Lyset af denne Sandhed, og på et enkelt Sted
står det udtrykt meget tydeligt: "Han er den, som sidder på
Jordens Cirkel." Es. 40,22 (eng. Bibelovers.). "Han er den, som sidder
på Jordens Kugle [Globus]." (Katolsk Overs., på Engelsk, af
den latinske Vulgata.) "Han sidder på Jordens Sfære."
(Gesenius, citeret af Warren.) I Stedet for "på" bruger andre
Oversættelser Ordet "over" (således den danske). Lindbergs
Overs. på Dansk lyder: "Han sidder højt over Jordens
Bold." Således kan man som en mulig Oversættelse af dette
Vers gengive det: Han [Gud] sidder over Jordens Cirkel, Sfære,
Kugle eller Bold.
Men medens nogle kunne tænke sig Jorden som et rundt
Legeme, så kunne ingen af dem forestille sig, at den ikke havde
noget synligt eller materielt at hvile på. En sådan Tanke
ville have forfærdet dem. Den ville kuldkaste alle deres Teorier
om Astronomi, stille dem ganske hjælpeløse midt i et
videnskabeligt Kaos. Lad os tænke os en massiv, faststående
Jord, hvilende på en fast Grundvold af Søjler, Klipper,
Skildpadder, Elefanter, eller hvad man nu måtte gætte sig
til. Lad os dernæst afpasse alle vore astronomiske Begreber efter
en sådan Forestilling. Og lad os endelig søge at
tænke os, hvad det ville betyde, om vi pludselig opdagede, at
Jorden svinger rundt i Rummet med en Hastighed af over halvandet
Tusinde km i Timen, og at den iler fremad på sin Bane med den
ligefrem forfærdende Hastighed af over 1700 km i Minuttet uden
noget hverken over eller under eller omkring den til at holde den oppe.
Kunne Menneskefantasien i et Nu fatte et sådant Forhold?
Neppe, thi dertil er en Vildfarelse for forkrøblende i sin
Virkning. "Selve Tanken om en sådan rastløs, snurrende
Klode, hvor man havde betragtet alting som absolut faststående,
virkede overvældende på Fantasien, indtil Menneskene havde
vænnet sig til den." Romerkirken satte sig imod den nye
Forestilling; men selv den måtte bøje sig for de
astronomiske Sandheder. Menneskene lod sig bevæge til at tro
på Romerkirkens Ord, selvom det åbenbart gik Guds Ord imod;
men det var vanskeligt at få dem til at tro på Kirkens Ord,
når Naturen fremkom med en tydelig Benægtelse deraf.
Udfoldelsen af astronomiske Sandheder rystede Kirken i dens Grundvold.
Menneskene blev lagt på Pinebænken og brændt på
Bålet, men Sandheden skred fremad i uimodståelig
Majestæt. Skriftens Ord begyndte at oplyse Jorden. Disse
Sandheder grundede sig på Skriften. Guds Ord havde været et
Vidne ned gennem hele den mørke Tidsalder, men Romerkirken
søgte at hindre dets Vidnesbyrd. Men se! - da kaldte Gud et
andet Vidne frem for Skranken. Naturen begyndte med Tordenrøst
at forkynde den Sandhed som beviste, at Romerkirken var
upålidelig. Naturen stod Kirken imod, fordi Kirken stod Naturen
imod. Og Menneskene ville hellere tro Naturen, end de ville tro:
Kirkens Diktum.
Medens Kirken pinte Menneskenes Legemer, pinte Sandheden deres
Sind. Således fortsattes Kampen, og den raser endnu. Men
Sandheden var Guds Ords Sandhed, og det dæmrende Lys var Lys fra
Gud. Således gik det til, at Forestillingen om en flad Jord
hvilende på Søjler måtte vige Pladsen for den store
Sandhed, at Jorden er rund og hænger i Rummet.
For at en Person kunne komme bort fra den gamle Forestilling
og så at sige afskære Jorden fra enhver synlig
Støtte og sende den ud i Rummet, måtte hans eget Sind i en
vis Forstand også løsrives fra enhver synlig Støtte
og svæve ud i det store Ukendte. Og det var Sandheden, som
løsrev Menneskesindet og satte det i Frihed. "Sandheden skal
frigøre eder." Et Sind, der således blev befriet for
Vildfarelse, var at ligne ved et Skib, der løses fra sine
Fortøjninger for at begive sig ud på det store Verdenshav.
Det var som en Fugl, der på sine Vinger begynder at svæve
opad for at få et større Udsyn over Guds Gerninger.
At nære en så indskrænket Forestilling om
Guds Gerninger, som disse Mennesker gjorde, var ensbetydende med at
nære indskrænkede Forestillinger om Gud. Herren
Ønsker, at alle skal have rigtige Begreber om hans Gerninger,
thi derved ledes Sindet til at nære rigtige Begreber om ham. I
sit Ord har han givet os Åbenbaringer vedrørende disse
Ting; men hvor sene vi er til at lære! For Årtusinder siden
stillede Herren Job Spørgsmålet: "Hvorpå er dens
[Jordens] Piller nedsænket?" Job 38,6. Og hvis det samme
Spørgsmål var blevet stillet Oldtidens
Videnskabsmænd, ville de sandsynligvis have svaret: "Piller?
Jorden har jo ingen Piller, langt mindre noget, hvorpå de kunne
nedsænkes."
Men vi ved, at Spørgsmålet ikke var
fuldstændig spildt for Jobs Vedkommende. Han indså det
berettigede i Spørgsmålet: "Hvorpå?" Han havde
tidligere sagt: "Han udbreder Norden over det Øde, han
hænger Jorden på intet." Job 26,7. Her forsøgte Job
at fortælle, hvorpå Jordens Piller var nedsænket. Han
sagde, at Jorden hænger på intet. Omtrent så langt er
Videnskaben nu nået. Den siger at Jorden ikke hænger
på nogen Ting, men at den ophold es af en Kraft, som kaldes
"Tyngdekraften". Job sagde, at Gud "hænger Jorden". Hermed
påviser han, at det, som bærer Jorden oppe, virkelig er en
Kraft, og at denne Kraft er Guds Kraft.
Men Job havde åbenbart endnu ikke fået det
endelige Svar på en sådan Måde, at han kunne afholde
sig fra yderligere Spørgsmål i samme Retning; thi en kort
Tid derefter stillede den Almægtige ham det altid ubesvarede
Spørgsmål: "Hvorpå er Jordens Piller
nedsænket?" Uanset hvor højt Menneskene måtte
nå, så vil dette Spørgsmål, lig alle de andre
Spørgsmål, Gud stillede Job, aldrig kunne besvares
fyldestgørende af Mennesker. Vor Tid kan ikke besvare
Spørgsmålet bedre, end Job kunne. Vi vil aldrig kunne
besvare det til Fuldkommenhed. At kunne give et fuldstændigt Svar
på et hvilket som helst af Guds Spørgsmål ville
være ensbetydende med at kunne udmåle ham på det
Punkt. Men dette vil vi aldrig kunne. De endelige og fuldstændige
Svar ligger skjult i Skaberens uransagelige Forstand. Har man opklaret
én Hemmelighed, så fremtræder der utallige andre,
som er endnu dybere og mere overvældende. "Videnskabelige
Fremskridt foregår med stedse større Hurtighed fra det ene
Tiår til det andet; men de nye Problemer forøges endnu
hurtigere. Guddommens Forstand kan aldrig udforskes af Mennesket."
Gud Ønsker, at Menneskene skal kende Sandheden
vedrørende alt det, han har gjort. Han har oplyst Himmelen og
Jorden med sine Åbenbarelser; han har givet Menneskene sin
Ånd og overladt dem sit Ord, som er fuldt af Lys. Således
åbenbarer Gud med gavmild Hånd den ene Sandhed efter den
anden. Han oplyser os om, at Jorden ikke befinder sig i Universets
Centrum, men i Udkanterne, at den ikke er flad, men rund, og at den
ikke bæres oppe af nogen materielle Støtter, men af en
Kraft (som Menneskene kalder Tyngdekraften, men), som er Kraften af
hans Ord åbenbaret Kristus.
Disse Sandheder er åbenbaret som Sandheder, der
vedrører Menneskenes Sjæle. Overalt, hvor Gud har
åbenbaret en videnskabelig Sandhed, viser det sig, at den
står i Forbindelse med Menneskets evige Skæbne. Al Sandhed
er åndelig. Al Sandhed er af Gud, og eftersom Gud er en
Ånd, er Sandheden åndelig. Gud siger selv, at hans
Ånd er Sandheden. 1 Joh. 5,6.
Der gives ingen anden Sandhed end Guds Sandhed, og den frelser
Sjælen. Gud har bogstaveligt talt fyldt Verden med Fakta, som er
Åbenbarelser af Sandheden. Han spreder Lyset ud, ligesom Bonden
udsår Sæden - ikke nogle få Kærner, ikke nogle
få Stråler; han udsår det. "Lys er sået." Og
han udspreder Lyset i samme Hensigt, som Bonden sår Sæden
nemlig for at det skal forøges og bære Frugt. "Lys er
sået for den retfærdige." Sl. 97,11.
Gud give, at vi måtte være iblandt disse
retfærdige, for hvem Lys er sået! Han give, at vi
måtte være iblandt de vise, som "forstår disse Ting"!
Han give, at vi måtte være de "forstandige", der "kender
dem"! Hos. 14,10. Og Gud forbyde, at nogen af os skulle være
iblandt "de ugudelige", som "handler ugudeligt"; thi "ingen af de
ugudelige skal forstå det"! Dan. 12,10.
|
|