Nøje knyttet til den gamle Vildfarelse, at Jorden var Universets Centrum, var der en anden Vildfarelse, som var lige så stor og måske endnu mere hindrende for en fremadskridende Forståelse af Sandheden. Vi sigter til den Anskuelse, at Jorden hvilede på en materiel Grundvold. Nogle mente, at Jorden var flad og svømmede omkring på et uhyre Hav. Andre, som også troede, at den var flad, hævdede, at den hvilede på kolossale Søjler. Hvad disse Søjler hvilede på, lod de ganske roligt stå hen i det uvisse. De måtte have et Støttepunkt for Jorden; at undersøge Sagen længere ud end dertil var noget, de ikke bekymrede sig om.

Et Skridt bort fra denne hemmende Vildfarelse var Erkendelsen af det Forhold, at Jorden er rund. Så vidt man nu kan konstatere, synes der altid at have været i det mindste nogle få, som indså, at Jorden er rund; men det var endnu ikke den almindelige Opfattelse. For Århundreder siden blev denne Sandhed fremholdt i den hellige Skrift. Der er flere Steder i Bibelen, som ikke kan forklares uden i Lyset af denne Sandhed, og på et enkelt Sted står det udtrykt meget tydeligt: "Han er den, som sidder på Jordens Cirkel." Es. 40,22 (eng. Bibelovers.). "Han er den, som sidder på Jordens Kugle [Globus]." (Katolsk Overs., på Engelsk, af den latinske Vulgata.) "Han sidder på Jordens Sfære." (Gesenius, citeret af Warren.) I Stedet for "på" bruger andre Oversættelser Ordet "over" (således den danske). Lindbergs Overs. på Dansk lyder: "Han sidder højt over Jordens Bold." Således kan man som en mulig Oversættelse af dette Vers gengive det: Han [Gud] sidder over Jordens Cirkel, Sfære, Kugle eller Bold.

Men medens nogle kunne tænke sig Jorden som et rundt Legeme, så kunne ingen af dem forestille sig, at den ikke havde noget synligt eller materielt at hvile på. En sådan Tanke ville have forfærdet dem. Den ville kuldkaste alle deres Teorier om Astronomi, stille dem ganske hjælpeløse midt i et videnskabeligt Kaos. Lad os tænke os en massiv, faststående Jord, hvilende på en fast Grundvold af Søjler, Klipper, Skildpadder, Elefanter, eller hvad man nu måtte gætte sig til. Lad os dernæst afpasse alle vore astronomiske Begreber efter en sådan Forestilling. Og lad os endelig søge at tænke os, hvad det ville betyde, om vi pludselig opdagede, at Jorden svinger rundt i Rummet med en Hastighed af over halvandet Tusinde km i Timen, og at den iler fremad på sin Bane med den ligefrem forfærdende Hastighed af over 1700 km i Minuttet uden noget hverken over eller under eller omkring den til at holde den oppe.

Kunne Menneskefantasien i et Nu fatte et sådant Forhold? Neppe, thi dertil er en Vildfarelse for forkrøblende i sin Virkning. "Selve Tanken om en sådan rastløs, snurrende Klode, hvor man havde betragtet alting som absolut faststående, virkede overvældende på Fantasien, indtil Menneskene havde vænnet sig til den." Romerkirken satte sig imod den nye Forestilling; men selv den måtte bøje sig for de astronomiske Sandheder. Menneskene lod sig bevæge til at tro på Romerkirkens Ord, selvom det åbenbart gik Guds Ord imod; men det var vanskeligt at få dem til at tro på Kirkens Ord, når Naturen fremkom med en tydelig Benægtelse deraf. Udfoldelsen af astronomiske Sandheder rystede Kirken i dens Grundvold. Menneskene blev lagt på Pinebænken og brændt på Bålet, men Sandheden skred fremad i uimodståelig Majestæt. Skriftens Ord begyndte at oplyse Jorden. Disse Sandheder grundede sig på Skriften. Guds Ord havde været et Vidne ned gennem hele den mørke Tidsalder, men Romerkirken søgte at hindre dets Vidnesbyrd. Men se! - da kaldte Gud et andet Vidne frem for Skranken. Naturen begyndte med Tordenrøst at forkynde den Sandhed som beviste, at Romerkirken var upålidelig. Naturen stod Kirken imod, fordi Kirken stod Naturen imod. Og Menneskene ville hellere tro Naturen, end de ville tro: Kirkens Diktum.

Medens Kirken pinte Menneskenes Legemer, pinte Sandheden deres Sind. Således fortsattes Kampen, og den raser endnu. Men Sandheden var Guds Ords Sandhed, og det dæmrende Lys var Lys fra Gud. Således gik det til, at Forestillingen om en flad Jord hvilende på Søjler måtte vige Pladsen for den store Sandhed, at Jorden er rund og hænger i Rummet.

For at en Person kunne komme bort fra den gamle Forestilling og så at sige afskære Jorden fra enhver synlig Støtte og sende den ud i Rummet, måtte hans eget Sind i en vis Forstand også løsrives fra enhver synlig Støtte og svæve ud i det store Ukendte. Og det var Sandheden, som løsrev Menneskesindet og satte det i Frihed. "Sandheden skal frigøre eder." Et Sind, der således blev befriet for Vildfarelse, var at ligne ved et Skib, der løses fra sine Fortøjninger for at begive sig ud på det store Verdenshav. Det var som en Fugl, der på sine Vinger begynder at svæve opad for at få et større Udsyn over Guds Gerninger.

At nære en så indskrænket Forestilling om Guds Gerninger, som disse Mennesker gjorde, var ensbetydende med at nære indskrænkede Forestillinger om Gud. Herren Ønsker, at alle skal have rigtige Begreber om hans Gerninger, thi derved ledes Sindet til at nære rigtige Begreber om ham. I sit Ord har han givet os Åbenbaringer vedrørende disse Ting; men hvor sene vi er til at lære! For Årtusinder siden stillede Herren Job Spørgsmålet: "Hvorpå er dens [Jordens] Piller nedsænket?" Job 38,6. Og hvis det samme Spørgsmål var blevet stillet Oldtidens Videnskabsmænd, ville de sandsynligvis have svaret: "Piller? Jorden har jo ingen Piller, langt mindre noget, hvorpå de kunne nedsænkes."

Men vi ved, at Spørgsmålet ikke var fuldstændig spildt for Jobs Vedkommende. Han indså det berettigede i Spørgsmålet: "Hvorpå?" Han havde tidligere sagt: "Han udbreder Norden over det Øde, han hænger Jorden på intet." Job 26,7. Her forsøgte Job at fortælle, hvorpå Jordens Piller var nedsænket. Han sagde, at Jorden hænger på intet. Omtrent så langt er Videnskaben nu nået. Den siger at Jorden ikke hænger på nogen Ting, men at den ophold es af en Kraft, som kaldes "Tyngdekraften". Job sagde, at Gud "hænger Jorden". Hermed påviser han, at det, som bærer Jorden oppe, virkelig er en Kraft, og at denne Kraft er Guds Kraft.

Men Job havde åbenbart endnu ikke fået det endelige Svar på en sådan Måde, at han kunne afholde sig fra yderligere Spørgsmål i samme Retning; thi en kort Tid derefter stillede den Almægtige ham det altid ubesvarede Spørgsmål: "Hvorpå er Jordens Piller nedsænket?" Uanset hvor højt Menneskene måtte nå, så vil dette Spørgsmål, lig alle de andre Spørgsmål, Gud stillede Job, aldrig kunne besvares fyldestgørende af Mennesker. Vor Tid kan ikke besvare Spørgsmålet bedre, end Job kunne. Vi vil aldrig kunne besvare det til Fuldkommenhed. At kunne give et fuldstændigt Svar på et hvilket som helst af Guds Spørgsmål ville være ensbetydende med at kunne udmåle ham på det Punkt. Men dette vil vi aldrig kunne. De endelige og fuldstændige Svar ligger skjult i Skaberens uransagelige Forstand. Har man opklaret én Hemmelighed, så fremtræder der utallige andre, som er endnu dybere og mere overvældende. "Videnskabelige Fremskridt foregår med stedse større Hurtighed fra det ene Tiår til det andet; men de nye Problemer forøges endnu hurtigere. Guddommens Forstand kan aldrig udforskes af Mennesket."  

Gud Ønsker, at Menneskene skal kende Sandheden vedrørende alt det, han har gjort. Han har oplyst Himmelen og Jorden med sine Åbenbarelser; han har givet Menneskene sin Ånd og overladt dem sit Ord, som er fuldt af Lys. Således åbenbarer Gud med gavmild Hånd den ene Sandhed efter den anden. Han oplyser os om, at Jorden ikke befinder sig i Universets Centrum, men i Udkanterne, at den ikke er flad, men rund, og at den ikke bæres oppe af nogen materielle Støtter, men af en Kraft (som Menneskene kalder Tyngdekraften, men), som er Kraften af hans Ord åbenbaret Kristus.

Disse Sandheder er åbenbaret som Sandheder, der vedrører Menneskenes Sjæle. Overalt, hvor Gud har åbenbaret en videnskabelig Sandhed, viser det sig, at den står i Forbindelse med Menneskets evige Skæbne. Al Sandhed er åndelig. Al Sandhed er af Gud, og eftersom Gud er en Ånd, er Sandheden åndelig. Gud siger selv, at hans Ånd er Sandheden. 1 Joh. 5,6.

Der gives ingen anden Sandhed end Guds Sandhed, og den frelser Sjælen. Gud har bogstaveligt talt fyldt Verden med Fakta, som er Åbenbarelser af Sandheden. Han spreder Lyset ud, ligesom Bonden udsår Sæden - ikke nogle få Kærner, ikke nogle få Stråler; han udsår det. "Lys er sået." Og han udspreder Lyset i samme Hensigt, som Bonden sår Sæden nemlig for at det skal forøges og bære Frugt. "Lys er sået for den retfærdige." Sl. 97,11.

Gud give, at vi måtte være iblandt disse retfærdige, for hvem Lys er sået! Han give, at vi måtte være iblandt de vise, som "forstår disse Ting"! Han give, at vi måtte være de "forstandige", der "kender dem"! Hos. 14,10. Og Gud forbyde, at nogen af os skulle være iblandt "de ugudelige", som "handler ugudeligt"; thi "ingen af de ugudelige skal forstå det"! Dan. 12,10.