| |
Vildfarelse og Sandhed vedrørende et vist Emne kan ikke
samtidigt bo til Huse hos det samme Menneske. Sandhed og Vildfarelse er
Modsætninger; den ene er fuldstændig i Strid med den anden.
Hos den, som hylder en bestemt Vildfarelse, vil den Sandhed, som er
dens Modsætning, ikke kunne få Rum.
I lange Tider var der i Astronomien én Grundsandhed,
som ikke var almindelig forstået, den nemlig, at Jorden ikke er
Universets Midtpunkt. Den Forestilling, at Jorden var Midtpunktet, var
en væsentlig Hindring for videre Fremskridt i den Videnskab, som
kaldes Astronomi. Alle deres Undersøgelser var påvirket af
den, og prøvet på Grundlag af denne Forestilling viste
hele det synlige Univers sig at være i sørgelig Grad ude
af Lave. Hele Oldtidens astronomiske System var bygget på en
kolossal Fejltagelse.
Som et absolut sikkert og ubestrideligt Faktum holdt man fast
ved, at vor Jord denne lille rullende Klode, mindre end 13,000 km i
Gennemsnit - var en uhyre, umådelig Flade, der strakte sig ud
over måske endeløse Afstande og var fast anbragt på
ubevægelige Grundvolde. Man hævdede, at omkring dette
store, stillestående Centrum bevægede de andre
Himmellegemer sig - en lille Sol, en lille Måne og nogle få
Tusinde bitte små Stjerner, alle sammen anbragt i Nærheden
ene og alene i den Hensigt at oplyse og opvarme vor vældige Jord!
Når det nu engang var en fuldt ud antaget Mening, at vor
Jord var Altets faststående Midtpunkt, så måtte alle
andre Forhold passe ind i denne Teori, som de bedst kunne. Studiet af
Himmelhvælvingen blev længe i håbløs Grad
hindret ved denne ene store Vildfarelse. Det er ejendommeligt at
gennemgå de tidligste astronomiske Beretninger og se, hvilke
forskelligartede Teorier der opkom, den ene efter den anden, alle
beregnet på at skulle forklare de Foreteelser, som man så,
men alle sammen hjælpeløst umulige på Grund af denne
ene fundamentale Fejltagelse.
De gamle Grækere hævdede en Tid hårdnakket,
at Solen var en Fakkel og Stjernerne Lys, som skiftevis blev
tændt og slukket. En af deres Filosoffer "forbedrede" senere hen
Teorien ved at hævde, at Stjernerne var en Art Meteorer
udgået fra Jorden - en Slags "terrestriske Effluvia".
En anden Forklaring, som var gængs iblandt dem, var, at
vor Jord flød på et grænseløst Ocean, og at
når Solen gik ned om Aftenen, roede Vulkan den omkring Nordpolen,
bag nogle høje Bjerge, der tjente til at skjule dens Glans, og
så nåede den omkring til den anden Side i rette Tid til at
komme frem igen næste Morgen.
Efterhånden gik det dog op for dem, at denne Forklaring
neppe holdt Stik. De antog så den Formodning, at Jorden i Stedet
for at flyde på et Ocean var bygget på kolossale
Søjler, og at Solen om Natten virkelig gik ned under Jorden,
hvor den fandt sin Vej mellem Søjlerne og kom op igen på
den anden Side. - "Radiant Suns", Side 15,16.
Således klyngede man sig til den Forestilling, at Jorden
var Altets Midtpunkt, og på dette Grundlag søgte de at
forklare ethvert Fænomen. Men fordi de fastholdt en Vildfarelse
som selve Grundlaget, gik det sørgeligt langsomt fremad mod
Sandheden.
Vor Jord er ikke Universets Midtpunkt. En sådan
Grundsandhed troede jeg længe måtte findes i Skriften, men
kunne ikke opdage den. Skriften er en fuldkommen Vejleder til alle
Tider og under alle Forhold, og derfor måtte denne Sandhed jo
findes der. Til sidst fandt jeg den åbenbaret på flere
Steder. Det Sted, som forekommer mig at være det mest
betydningsfulde, er Job 26,14. Den Ordlyd, som denne Tekst har
fået i de almindelige Bibeloversættelser, bibringer os
aldeles ikke den egentlige Mening. Dette er der imidlertid ingen
særlig Grund til at undres over. Gud lod denne Sandhed komme til
Orde i det hebraiske Sprog, og der var den påpeget tydeligt nok;
men da Bibeloversætterne søgte at gengive den samme
Sandhed i vort Sprog, var de enten ude af Stand til eller også
bange for at gengive den bogstaveligt. Det kunne ikke betyde, netop
hvad der stod udtrykt, mente man; men Sandheden lå hele Tiden
udtrykt i dette Skriftsted og ventede på nogen, som kunne tro
den. Kundskaben er vokset, og nu indser man, at denne Fremstilling i
den hellige Skrift kan være en bogstavelig Sandhed.
Jeg sigter her særlig til den første Del af
Verset. Det lyder således: "Se, disse er de yderste Grænser
af hans Veje" (eller efter den engelske Bibeloversættelse: "Se,
disse er Dele af hans Veje."). En anden Oversættelse med en
Bemærkning dertil lyder således: "Se, disse er Dele af hans
Veje; og hvilken Hvisken der høres om ham!» Det Ord, som
er oversat "Dele", betegner "Liniernes Ydergrænser", blot og bart
Punkter; men jeg kender intet godt [engelsk] Ord, som jeg kunne
sætte i Stedet for. Udtrykket "Hvisken" (eller "hviskende Ord")
er den allerbogstaveligste Gengivelse og er alt for smukt til at give
Slip på, således som man har gjort i vor autoriserede
[engelske] Oversættelse." - Dr. Pye Smith.
Ordet "Dele" betyder ifølge ovenfor citerede Autoritet
"Liniernes ydergrænser", d. v. s. "Linieender" eller "ydre
Punkter". "Se, disse er de ydre Punkter af hans Gerninger." Og i
overensstemmelse med denne Tanke lyder andre vel ansete
Oversættelser:
"Se, disse er kun Grænserne af hans Gerninger; hvilken
svag Hvisken vi har hørt om ham!" - Noyes's Overs.
"Se! disse er kun de ydre Grænser af hans Gerninger.
Hvilket hviskende Ord vi har hørt om ham!" - Citeret af Dr.
theol. Henry White Warren.
"Se, disse er kun Udkanterne af hans Veje; og hvor liden en
Hvisken vi hører om ham!" Revideret eng. Overs.
Alle disse Oversættelser hjælper os til i nogen
Grad at fatte det Væld af Betydning, som Grundteksten rummer.
Deres forenede Vidnesbyrd viser, at dette Vers står på
Højde med al den Kundskab om Astronomi, som Nutiden ejer, ja
endog er uendelig langt foran, idet det vover at fremholde som Vished
det, der af Astronomerne kun betragtes som sandsynligt.
Og når Menneskene så har op fanget nogle Glimt af
disse ophøjede Sandheder og har søgt at give deres
opvågnede Forestillinger Udtryk i Ord, så sker det
mærkelige, at den hellige Skrift alene giver dem Ord, som svarer
til deres Tanker. Guds Almagt alene har kunnet frembringe menneskelige
Ord med tilstrækkeligt Indhold til at udtrykke hans altomfattende
Sandheder. En ikke ukendt Astronom siger: "Hvor uhyre stort Universet
nu end viser sig at være, og hvor talrige de Verdner end er, som
måske findes inden for dets grænseløse Område,
så er Skriften og Skriftens Ord alene tilstrækkelig
omfattende og ophøjede til at udtrykke alle de Følelser,
som ganske. naturligt opstår hos en, når man betragter dets
Bygning. Dette viser ikke alene den Overensstemmelse, der er mellem
Videnskabens forskellige Opdagelser, men udgør også i og
for sig et stærkt Bevis for den Antagelse, at Bibelens
Beretninger er tilforladelige og guddommelige." - Elijah H. Burritt.
"Se, disse er kun Udkanterne af hans Veje." Ordet "disse"
sigter ikke til Jorden alene, men også til den pragtfulde Himmel,
som omtales i de foregående Vers. Selvom vi studerer den
udstrakte Himmelhvælving så meget, vi kan, samler så
mange Fakta, som vi formår, og danner os så ophøjede
Begreber om Rummet som muligt, så vil vi dog selv med al den
Granskning og al den Møje, vi kan præstere, aldrig
nå ud over dette Vers. Det vil aldrig blive gammelt.
Menneskeånden vil aldrig finde bedre Ord til Udtryk for
den Sandhed, som det rummer. Menneskeånden vil aldrig hverken her
eller hisset opdage hele Dybden i dets Betydning. Det udtrykker en
altomfattende Sandhed.
Vel er det sandt, at Verset ikke siger, at Jorden ikke
befinder sig i Universets Midtpunkt.
Universets Tale !
Men det siger langt mere; thi selvom det ikke omtaler, hvor Jorden ikke
er, så oplyser det nøjagtigt, hvor den er, nemlig i
Udkanterne.
Hvis Jorden befinder sig i Udkanterne, så kan den i al
Fald ikke være i Midten. Og eftersom de strålende Himle,
som vi ser, også kun er "Udkanterne" af Guds Gerninger, og
eftersom disse kun er en "svag Hvisken" af det Ord, som talte, så
at de blev til (Sl. 33,6 og 9), så må Afstanden til dette
Midtpunkt være mådelig stor, hvor det så end er.
Men hvorfor troede Menneskene, at Jorden var Universets
Midtpunkt? Hvad bragte dem til den Slutning? En vigtig Grund var
rimeligvis Himmellegemernes tilsyneladende Bevægelser. Men der er
i en vis Forstand noget betegnende ved dette, at det selviske Menneske
skulle tro på Jorden som Universets Midtpunkt. Det er jo den
hedenske Gengivelse af Ordene: "Alle Ting er eders."
Men den, som har beskedne Tanker om sig selv, ser alt dette i
et ganske andet Lys. For ham synes det ganske passende, at denne Jord
kun skulle være som et Punkt, yderpunktet af en Linie i
Uendeligheden, og at den ikke har nær så stor Betydning i
Universets store Maskineri, som den uøvede Forstand kunne
formode.
Disse to Synsmåder viser, at det materielle må ses
gennem det åndelige, fordi det forstås åndeligt. Vi
ser også, at den ikke-troende arbejder under uhyre Vanskeligheder
i sine Forsøg på at forstå Guds Gerninger. Dette
gør det muligt for os at fatte noget af den store Betydning af,
hvad man kan kalde en "kristelig Uddannelse". Og endelig bliver vi mere
og mere stadfæstede i vor Tro på, at Skriften i alle
Henseender er Menneskets fuldkomne Rettesnor, og endvidere, at Guds Ord
og Guds Gerninger er uadskilleligt forenede. Gerningerne vidner om
Ordet, fordi de er Åbenbarelser af Ordet, og ordet vidner om
Gerningerne, fordi disse blev til ved Ordet.
|
|