Jobs Bog indeholder mange Hentydninger til Forhold i den materielle Verden. I de sidste Kapitler i Bogen fremlægger Skaberen nogle af Videnskabens fundamentale Problemer for den forvirrede Job. Grunden hertil er let at indse.

Job var blevet hårdt prøvet. Berøvet sin Familie og al sin jordiske Ejendom og selv lidende af en modbydelig Sygdom får han omsider Besøg af tre Venner. Disse tre kender kun én Livsbetragtning: Lidelse skyldes altid Synd og tildeles i nøjagtigt Forhold til Syndens Størrelse. Hvis en Mand er sund og rask, og det går ham godt, er det et Bevis på hans Retfærdighed; rammes han af Modgang, er det et Bevis på hans Synd.

De tre Venner kan ikke opdage noget hos Job, som minder om, hvad han før var. De opløfter deres Røst i Gråd, sønderriver deres Kjortler, bedækker deres Hoveder med Støv og sætter sig ned på Jorden i syv Dage og syv N ætter uden at mæle et Ord.

Til sidst bliver Jobs Lidelser så svære, at han forbander den Dag, da han blev født. De tre hører på ham i nogen Tid, men til sidst giver de deres indespærrede Følelser Luft og lader deres Mening om, at Lidelse altid kommer som en Følge af Synder, der er begået, frembryde i Ord og Billeder og Argumenter i en overvældende Forvirring over den arme Job. "Hvor er en uskyldig gået til Grunde?" siger de, "eller hvor er de oprigtige udslettet? Så vidt jeg har set, kommer de, som pløjer Uret, og de, som udsår Møje, til at høste ind derefter."

Men Job ved, at en sådan Betragtningsmåde ikke er fuldstændig; han ved, således som også Kendsgerningerne i dette Tilfælde viser, at deres Ord ikke passer på ham. Alligevel befinder han sig i Mørke. Han forstår ikke Meningen med den Tilstand, han nu er i. Han ved imidlertid, at han ikke er skyldig i nogen ond Hensigt eller Handling. Derpå begynder den skarpe og langvarige Ordveksling. Munden på de tre Rådgivere bliver endelig lukket, og en fjerde, hvis Navn er Elihu, forsøger videre at klargøre Hemmeligheden.

Ingen af Jobs Trøstere ville indrømme; at den uskyldige kunne lide eller den retfærdige blive plaget. De klare Stråler fra Korset havde endnu ikke kastet Lys over Hemmeligheden. I Kristus ser vi den uskyldige plaget og den retfærdige lide Døden. Skønt Job ikke var sig det bevidst, udfyldte han dog, hvad der fattedes "i Kristi Trængsler". "Kol. 1,24. Uden selv at vide det havde han Samfund med Jesus i hans Lidelser.

Da så Mørket omkring Job var allerstørst, og Problemet vedrørende hans Tilstand syntes umuligt at løse, åbenbarede Gud sig. I sin Tale til Job underviste hall den plagede Mand om, at dette Mysterium med Hensyn til, at den uskyldige lider for den skyldige, kun er én af de mange store Gåder, som Mennesket med sin stærkt begrænsede Forstand stilles over for.

I Tanken førte han Job tilbage til Skabelsens Morgengry, derpå ud i det store Univers og stillede ham til sidst over for de enkleste og mest almindelige Ting i N at uren omkring ham og bragte ham til at forstå, at overalt er der ubesvarede Spørgsmål og uløste Problemer - Hemmeligheder, som ligger for højt for Menneskeforstanden i Barnealderen hernede, i de få År. et Menneske opholder sig på Jorden.

Men selvom Job forstandsmæssigt set ikke kunne løse sit Livs Problemer, så kunne han, der han stod Ansigt til Ansigt med Skaberen, indse Guds Godhed og slog sig Øjeblikkelig til Ro og fandt Fred og hellig Beskyttelse i de evige Arme.

Skaberens Spørgsmål til Job henleder vore Tanker til nogle af de Hemmeligheder, som omgiver os på alle Hold. Disse Hemmeligheder viser først af alt, at der er endnu mere for os at lære, at der er et Rigdomsdyb, som endnu er ganske urørt. Disse Hemmeligheder bør lære os Beskedenhed og gøre os villige til under vore Betragtninger og vor Søgen at vente på Sandhedens fulde Udfoldelse.

Meget er sagt og skrevet om Lyset. Mange tror, at man har en fuld Forståelse af Emnet. Dette er dog ikke Tilfældet. Nogle af dets enkleste Sider er fremdeles en dyb, uigennemtrængelig Gåde. Da Gud viste sig for Job, stillede han ham det endnu ubesvarede Spørgsmål: "Hvor er den Vej, hvor Lyset fordeler sig?" Job 38,24. (Kalkars Overs.)  

I vor Tid vil enkelte sige, at Svaret på dette Spørgsmål er meget ligetil. "Lyset," siger de, "skyldes Svingninger eller Bølger i den lysende Æter." Hvorpå denne storartede Definition forklares omtrent således:

Ligesom en Sten, der kastes i Vandet, bringer Krusningerne i Vandet til at bevæge sig udad over Vandfladen, således vil Toner og Stemmer afstedkomme Svingninger eller Bølger i Atmosfæren; og når disse når Øret, bringer de Trommehinden i Øret til at vibrere og fremkalder til sidst en Fornemmelse af Lyd. På lignende Måde vil Svingninger i Æteren til sidst nå Øjet og fremkalde Fornemmelsen af Lys.  

Men selv når alt dette bliver sagt og forstået, vedbliver det dog at være et Faktum, at ingen kan forklare, hvorledes Lyset forplanter sig over et mellemliggende Rum. Al vor lovpriste Videnskab til Trods kan vi endnu ikke besvare det Spørgsmål, Gud stillede Job, og den Overbevisning vokser sig stærkere, at det er uløseligt - dette enkle Spørgsmål: "Hvor er den Vej, hvor Lyset fordeler sig?"  

Og Hemmeligheden ved Lysets Overførelse er den samme som Hemmeligheden vedrørende Overførelse af Tyngdekraft, Elektricitet, Varme og overhovedet alle udstrålende Kræfter. Vi ved i nogen Grad, hvad disse Kræfter udretter; men hvorledes de udretter det, er et Spørgsmål, som endnu kun har fået en meget ufuldstændig Besvarelse.

"Vi må nøje erindre, at Ophavet til de forskellige Foreteelser ikke finder sin Forklaring deri, at det i videnskabeligt Sprog omtales som en forudsat Kraft med et højtklingende Navn. Navne er ikke Genstande; og vi ved ikke mere, end vi vidste før, om den Årsag, som bringer Æblet til at falde ned på Jorden, fordi Newton har kaldt den Tyngdekraften. Han gav os Loven for Bevægelse, viste os Formlen for dens Virken og satte os i Stand til at forudsige, hvorledes ethvert Æble vil falde, og hvorledes enhver Planet vil bevæge sig gennem Rummet; men Bevægelsens Årsag er lige så forborgen, som den altid har været. Om Tyngdeloven ved vi en hel Del, men om Tyngdekraften absolut intet - hvad vi så ellers mener og tror om den - og det samme gælder enhver anden Kraft." - Josiah Parsons Cooke, Professor i Kemi og Mineralogi ved Harvard Universitet.

Newton hævdede atter og atter, at han intet havde med Tyngdekraften som en fysisk Årsag at skaffe. Han sagde: "Hvorledes disse Tiltrækninger ved Tyngdekraften, Magnetismen og Elektriciteten måtte foregå, tager jeg her ikke i Betragtning. Det, som jeg kalder Tiltrækning, kan foregå ved Impuls eller ved noget andet mig ukendt Middel. Jeg anvender her Ordet blot for i al Almindelighed at betegne en hvilken som helst Kraft, der bringer Legemer til at ville nærme sig hinanden, uanset hvad Årsagen måtte være." "Optics", Sp. 31.

"Newton støttede visselig ikke i mindste Måde den moderne pseudovidenskabelige Filosofi, der sammenblander Love og Årsager." Huxley.

"Alt, hvad vi ved om Tyngdekraften eller en hvilken som helst anden Kraft, er, at den er en Benævnelse for den hypotetiske Årsag til en iagttaget Orden af Fakta." - Huxley.

Huxley kalder denne Kraft en hypotetisk Årsag. "Hypotetisk" kommer af "Hypotese", d. v. s. noget, der uden Bevis antages eller forudsættes i den Hensigt at udlede et Bevis. Men en hypotetisk Årsag er i absolut Forstand aldeles ingen Årsag. Kræfter er ikke Årsager; thi de må selv forklares. Læg Mærke til, hvorledes Hypotesen virker: Legemer har en Tilbøjelighed til at nærme sig hverandre; Hvad er Årsagen dertil? "Jo, det er Tyngdekraften eller Tiltrækningskraften," svarer Videnskaben. Men hvad er denne Kraft? "Det er den Kraft, som drager Legemer hen imod hverandre." Men hvorledes kan denne Kraft, have denne Virkning? For at komme tilbage til vort første Spørgsmål: Hvad er Årsagen til denne Tiltrækning? Vort Spørgsmål står fremdeles ubesvaret. Medens vi søger efter Årsagen, vedbliver Pseudo-Videnskabsmanden at gentage sin Formel: "Legemer drages til hinanden ved Tyngdekraften; og det er Tyngdekraften, som drager dem til hinanden." Han slutter, hvor han begyndte, og begynder, hvor han sluttede. Han ræsonnerer i en Kreds.

"Det er afgjort, at Lyset består i Overførelse af Kraft, ikke af Materie, og Bølgeteorien grunder sig på dette Forhold. Men om Måden, hvorpå Kraft således overføres, er vi fuldstændig uvidende." "International Cyclopedia", Art. "Den undulatoriske Lysteori".

Hvorledes går det til, at Lyset og Tyngdekraften gennemvandrer Rummets Afgrund? Eller med Guds Ord til Job: «Hvor er den Vej, hvor Lyset fordeler sig?» Eller for at udtrykke det med en måske endnu nøjagtigere Oversættelse: "På hvilken Måde uddeles Lyset?" Videnskaben kan intet Svar give. Den Teori, at Lyset vandrer gennem den lysende Æter ved Svingninger, forklarer ikke Sagen. Teorien er i sit Væsen selvnedbrydende. Efter denne Teori antages et Legeme at påvirke et andet Legeme gennem et absolut tomt Rum.

For endnu klarere at se Vanskeligheden ved dette Spørgsmål om Overførelsen af Kraft gennem Rummet vil vi tage Solens Lys og Varme som et Eksempel. Solen påvirker os og fremkalder Fornemmelsen af Lys og Varme. Afstanden mellem os og Solen er ca. 150 Mill. km; men Lyset og Varmen er til Stede her på Jorden efter at have gennemløbet denne uhyre Afstand, som de, har tilbagelagt i Løbet af omtrent otte Minutter.

Dette Tilfælde af Overførelse af Lys og Varme fra Solen til Jorden indbefatter også Forestillingen om en Bevægelse - den Bevægelse, som denne Kraft har foretaget for at komme fra Solen ned til Jorden. Men når vi forestiller os en Bevægelse, så tænker vi altid på noget, som bevæges eller flyttes. Derfor mener vi, at Virkningen af en Kraft over 150 Mill. km - eller over en hvilken som helst anden Afstand for den Sags Skyld - af absolut Vakuum, hvor der intet, findes, som på nogen Måde kan bevæges eller flyttes, er utænkelig. Vi kan ikke forestille os, at en Kraft skulle kunne vandre, medmindre den har noget, hvori eller hvorpå den kan vandre. Derfor vil vi ganske naturligt slutte omtrent således: Mellem Solen og Jorden foregår der en Bevægelse, der viser sig som Overførelse af Lys og Varme, og der må altså være noget, som bevæger sig. Dette Noget, som bevæger sig eller flyttes, og som altså overfører Lys og Varmeenergien - hvad er det? Videnskabsmændene kalder det Æter. Nogle iblandt dem tænker sig den som en tynd Luftart; andre mener, den er en elastisk Masse, som gennemtrænger hele Rummet og altid er alle Vegne til Stede. Som allerede bemærket antages Bølgerne eller Svingningerne i Æteren at bære Lys og Varmekraften med sig, omtrent på samme Måde som Luften bærer Lydbølgerne, eller som Vandoverfladen bærer de små Bølger, som opstår, når en Sten kastes i Vandet.

Men når vi nu har antaget Tilstedeværelsen af denne Æter - har antaget dens Tilstedeværelse, fordi vi ikke kan tænke os, at en Kraft skulle forplante sig, uden at noget sættes i Bevægelse for at bære eller overføre den - hvor meget mere ved vi så, end vi vidste før?

Hvad er Beskaffenheden af denne Æter, som vi således har anbragt mellem J orden og Stjernerne?

Al Materie antages af Videnskaben at bestå af Atomer eller Partikler, som tiltrækker og frastøder hverandre. Hvis disse Atomer tiltrækker stærkere, end de frastøder, siges Materien at være et fast Stof. Har de to Kræfter omtrent samme Styrke, kalder vi Materien en Vædske. Hvis Atomerne frastøder hinanden mere, end de tiltrækker hinanden, kalder vi Materien en Gasart. Ligesom al anden Materie antages nu også denne Æter at bestå af Atomer, som tiltrækker og frastøder hverandre, kun at Æterens Atomer er meget mindre end i anden Materie, og at Afstanden mellem dem er meget større.

En nødvendig Del af Æterhypotesen er den Antagelse, at Æteren er uden Tyngde og altså intet vejer; thi hvis den havde Tyngde, så ville den falde i den Retning, hvor den stærkeste Tiltrækningskraft findes, og således ophøre at være et ensartet Stof, som er alle Vegne til Stede. Hvis den nu ingen Vægt har, er vi udelukkende henvist til den ene Slutning, at Forskellen mellem disse Atomers indbyrdes Afstand og Atomerne selv er langt større end Tilfældet er i almindelig Materie, der har Vægt. Eller udtrykt med andre Ord: For at kunne passe ind i Teorien må Æterens Atomer være lige så små i Forhold til deres indbyrdes Afstand, som Solen og Jorden er i Forhold til den Afstand, der adskiller dem.

Og imellem disse Atomer er der et absolut tomt Rum. Vi har derfor gået uden om den første Vanskelighed, nemlig hvorledes Kraften gennemvandrer Rummet mellem Solen og Jorden, kun for at møde en anden Vanskelighed af nøjagtig samme Slags: hvorledes kan Kraften passere fra det ene Atom i Æteren til et andet gennem det tomme Rum, som altid findes imellem dem? Ovenstående Illustration belyser, hvad vi mener. Den store Cirkel betegner Solen, den lille Jorden, og Prikkerne betegner Æteren.

Lad os endnu en Gang stille det oprindelige skaffenhed går jo ud på, at den består af ledes overføres Lyset fra Solen til Jorden gennem et tomt Rum på 150 Mill. km?  

"Ved Æterbølger," svarer Videnskabsmanden.

"Men vent lidt! Deres Teori om Æterens Beskaffenhed går jo ud på, at den består af Atomer, som aldrig berører hverandre - Atomer, der i Lighed med Solen og Jorden er adskilte ved store Afstande, ikke sandt?"  "Jo."  

"Hvorledes går det da til, at denne Kraft under sin Vandring gennem Æteren bevæger sig fra det ene Atom til det andet?" Han tier; han kan intet Svar give.

Med vor Æterteori er vi ikke bedre stillet, end vi var i Forvejen. Vi må fremdeles tænke os at et Legeme virker, hvor det ikke er, og hvor der intet findes, hvorved det kan virke, eller hvorigennem dets Virken kan overføres. Det gør intet til Sagen, om Virkningen af en Kraft foregår efter en stor eller en lille Skala. Som Herbert Spencer udtrykker det: "Vi ser, ... at Udfoldelsen af Kraft er aldeles uforståelig. Vi kan ikke tænke os den uden et tilstedeværende Mellemled; men efter at have forudsat dette Noget finder vi, at Vanskeligheden ikke er fjernet, men kun skudt længere ud. Vi tvinges til den Slutning, at Materie, hvad enten den har Tyngde eller ikke, og hvad enten den forefindes samlet eller i sine hypotetiske Enheder, påvirker anden Materie gennem et absolut tomt Rum; og dog er denne Slutning aldeles utænkelig."  

Menneskene ved lige så lidt nu som på Jobs Tid, hvorledes Lyset uddeles. Om Foråret berører Sollyset Jorden og vækker det slumrende Liv under Muldet, og Marker og Skråninger klædes i Pragt; men hvorledes dette Lys når os, kan intet Menneske sige. Og dette er ikke den eneste Gåde.

Verden er fuld af Gåder; men dette skyldes, at Verden er større end Mennesketankens omfang. Og der er også Gåder både i Guds Forsyn og i hans Ord; men de er Gåder, fordi dette Forsyn og dette Ord er større end vor afmægtige Tanke. Ligesom Himmelen er højere end Jorden, således er Guds Veje højere end vore Veje og hans Tanker højere end vore Tanker. Es. 55,9.

Skal vi ignorere disse Hemmeligheder, således som enkelte såkaldte Videnskabsmænd gør, og sige, at alting i Naturen finder sin Forklaring uden Nødvendigheden af en Skaber? Eller skal vi tillade disse Hemmeligheder at indhylle vort Sind i Tvivlens og Uvishedens Mørke? Eller skal vi ligesom Job finde Sjælero i ham, som er større end alle Gåder, og tillidsfuldt overlade os og alle Ting til ham, som forstår alt, og som vil give os Forståelse, efter som vi tåler det og er i Stand dertil?

Lad os et Øjeblik lægge Spørgsmålet om Lyset til Side og betragte disse Hemmeligheder og vor Stilling til dem. Naturens, Forsynets og Skriftens Gåder er kun Eksempler på de Hemmeligheder, som ifølge Sagens Natur altid må omgive det, hvori Gud åbenbarer sig. Vi kan ikke begribe ham, og derfor vil hans Handlinger altid i større eller mindre Grad være indhyllet i Hemmelighed. Men nogen vil måske sige: "Hvis Gud er ubegribelig, hvorledes kan vi da tilbede ham på rationel Vis? Vel er en blind Tilbedelse mulig, men den bliver kun Overtro; en rationel Tilbedelse af et ubegribeligt Væsen er en Umulighed."  

"Tværtimod," siger Professor Le Conte, "det er kun over for et sådant Væsen, at en rationel Tilbedelse er mulig. For at kunne tilbede på rationel Vis må vi kunne gribe, men vi må ikke kunne begribe. Vi må kunne tage fat på, men være ude af Stand til at omslutte Genstanden for vor Tilbedelse og bestemme dens Grænser. For at kunne tilbede ham rationelt må vi være i Stand til at gribe ham og klynge os til ham, selv om vi kun får fat på den nederste Kant af hans yderste Klædebon; men vi må ikke være i Stand til at omfatte uden hans Fødder alene.

Vi elsker det, som ligner os selv, og som vi også helt kan begribe - det, som står på vort eget Trin eller endog står under os. På den Måde er det, vi elsker vore Venner og vore Børn. Vi elsker og højagter det, som, skønt det ligner os, dog er over os, men ikke er uden for, hvad vi kan begribe. Det er på den Måde, vi elsker og højagter de vise, de store og de gode iblandt vore Medmennesker. Men vi elsker, højagter og tilbeder kun det, som vel ligner os, men som ikke alene står over os, men som i sine højeste Egenskaber er ubegribeligt for os." "Religion and Science", Side 102.

Det er inkonsekvent af Tvivleren at kalde sin kristelige Ven urimelig, fordi han tror visse Ting, som ikke fuldt ud kan forklares. Så længe Tvivleren ikke kan forklare, hvorledes det går til, at Lyset og Tyngdekraften forplanter sig gennem Rummet, så længe han ikke kan forklare, hvorledes Lyset fra en Lampe når hans Øje, bør han ikke sige noget ufordelagtigt om sin kristelige Ven, fordi denne tror på de åndelige Realiteter, som han har erfaret, men som aldrig er blevet forklaret.

Vi tror, at Tyngdekraften strækker sig ud over Rummets Afgrund og forener alle Kloder i et fælles Enhedens Bånd, og at Lys og Varme vandrer fra Stjerne til Stjerne; men vi kan ikke forklare det, skønt vi ved, at det forholder sig så.

Og den Kristne tror, at et Menneske kan fødes på ny og således indgå til eller komme i Besiddelse af et Liv, som er hævet over Dødeligheden; men vi kan ikke forstå eller forklare det alt sammen. Ligesom Tilfældet er med Hensyn til Overførelsen af Lys, Varme og Tyngdekraft, således er også dette i større eller mindre Grad indhyllet i Hemmelighed; men det er ikke desto mindre et Faktum.