| |
"Engang troede man, at alle Stjernerne lignede hverandre meget
med Hensyn til Størrelse og Beskaffenhed; ikke at der ikke var
betydelig Forskel, men at de lignede hverandre omtrent på samme
Måde, som de enkelte Individer i samme Race kan ligne hverandre."
"Astronomy", af Young.
At den ene Stjerne lyser klarere end den anden, har man altid
kunnet se; men man mente, at den ene Stjerne var klarere end den anden,
blot fordi den var os nærmere. Man troede ikke, at denne Forskel
på Stjernernes Glans skyldtes en virkelig Forskel hos selve
Stjernerne.
Men der kom en Tid, da man indså, at denne Forklaring
ikke var fyldestgørende. Vel kunne der være
Tilfælde, hvor den ene Stjerne var klarere end den anden, blot
fordi den var nærmere; men efterhånden som man begyndte at
måle Afstanden til Stjernerne, fandt man, at en meget klar
Stjerne undertiden faktisk er mange Gange længere borte fra os
end en anden Stjerne med langt mindre Glans.
Alfa Centauri befinder sig omtrent 230,000 Gange så
langt borte fra os som Solen. Denne Stjerne har en Ledsager, hvis
Lysglans kun er omtrent en Sjettedel så stor. Ifølge de
nøjagtigste Beregninger af Alfa Centauris Lysstyrke udgør
det Lys, som vi får fra den, omkring 1/1695ooooooo af det, som vi
modtager fra Solen.
Men hvis Solen lå i samme Afstand fra os som Alfa
Centauri, så ville den kun lyse med 1/529oooooooo af sin
nuværende Glans. Deraf følger, at nævnte Stjerne
udsender omtrent tre Gange så meget Lys som Solen. Set fra Alfa
Centauri, ville vor Sol skinne med en Tredjedel af den Styrke, som Alfa
Centauri har, set fra Jorden.
Her står man over for en Forskel, som ikke kan forklares
ved, at Afstanden er forskellig Lad os tage et andet Eksempel, nemlig
Stjernen Sirius. Fordi vor Sol er meget nærmere end Sirius, lyser
den meget stærkere. Man antager, at Sirius er en halv Million
Gange så langt borte fra os som Solen. Hvis Jorden befandt sig
midt imellem disse to Himmellegemer, så ville Solen kun give 1/12
af det Lys, som Sirius nu giver, medens Sirius ville skinne fire Gange
så klart. Sirius skinner altså med et Lys, der er 48 Gange
så stærkt som Solens.
På Grundlag af samme Slutning mener man, at dersom Alfa
Centauri blev hensat til den samme Afstand fra os som Nr. 61 i Svanen,
og dens Lys derved blev formindsket til 1/9 af sin nuværende
Styrke, så ville den alligevel overstråle hver enkelt af de
to Stjerner, som udgør 61 i Svanen, over elleve Gange.
I disse Tilfælde ville Afstanden ikke kunne forklare
Forskellen i Lysstyrke. Tænker man sig Stjernerne anbragt i samme
Afstand fra os, så synes der at foreligge en virkelig Forskel i
de enkelte Stjerners Glans. For dette Forhold havde man en Forklaring
på rede Hånd, idet man sagde, at man i dette havde et Bevis
for, at Stjernerne ikke havde samme Størrelse. Hertil er at
sige, at Sirius har en Diameter, som må antages at overgå
Solens Diameter omtrent i Forholdet 14 til 1, eller at have en Diameter
af omkring 19 1/4 Mill. Kilometer og et Rumindhold ca. 2688 Gange
så stort som Solens.
Men kan denne anden Forklaring sammen med den første
forklare Stjernernes forskellige Glans? Nej, der foreligger endnu en
anden Faktor. Astronomerne har fundet, at der er et andet Forhold at
tage med i Betragtning, hvis man vil være i Overensstemmelse med
Kendsgerningerne.
«Forskellen i Glans skyldes for det første
Afstandsforskellen, for det andet Størrelsesforskel, eller
Forskel på Udstrækningen af den lysende Flade; for det
tredje Forskellen i Lysoverfladens Klarhed, som betinges af Forskel i
Temperatur og Beskaffenhed. ...
Der er, som Bessel udtrykker det, ingen Grund, hvorfor der
ikke kan være "lige så mange mørke Stjerner som
klare". ... Sirius's Ledsager, som kun afgiver omtrent 1112ooo så
meget Lys som Sirius selv, vejer i det mindste 1110 så meget,
således at den, når de to Stjerners Masseindhold tages i
Betragtning, ikke kan være en Tusindedel så lysstærk.
Sirius og dens Ledsager udgør to Stjerner, der ligger
lige langt eller omtrent lige langt borte fra os. Men ved
Undersøgelser vedrørende Afvigelser (Perturbationer) i
deres Baner på Grund af deres indbyrdes Tiltrækning, der
står i nøjagtigt Forhold til deres Masse, har man
konstateret, at Sirius er omtrent ti Gange så tung som den anden,
og omhyggelige Målinger af det Lys, vi modtager fra hver af de to
Himmellegemer, viser, at Sirius udsender tolv Tusinde Gange så
meget Lys som dens Ledsager. Det kan således med Lethed
fastslås, at i Forhold til sin Masse er den ledsagende Stjerne
ikke en Tusindedel så lysstærk som Sirius.
Dette er, hvad Nutidens Astronomi har opdaget. Stjerneforskere
har endelig fundet den store Sandhed, at "den ene Stjerne er forskellig
fra den anden i Glans" eller Klarhed. Det kostede megen tålmodig,
omhyggelig og nøjagtig Undersøgelse og tog også
lang Tid at indsamle tilstrækkelige Fakta til endelig at kunne
konstatere denne store Sandhed. Men Bibelgranskeren fik vide for
næsten to Tusinde År siden, at den ene Stjerne
overgår den anden i Glans. Skriften åbenbarede denne store
Sandhed, meddelt af den Gud, som dannede Stjernerne. Her var en
Sandhed, som indbefattede de faktiske Forhold. Men Menneskene ville
ikke godkende Sandheden, førend de fandt den i de foreliggende
Fakta.
Havde de troet på Bibelen og foretaget deres
Undersøgelser i dens Lys, så ville det utvivlsomt have
været dem en uvurderlig Hjælp. Hvis en sådan Tro
havde været til Stede, så ville Kundskaben om Sandheden
være kommet med denne Tro. Det eneste, som der da ville have
været tilbage at gøre, havde været at finde
Kendsgerningerne. Men Gud vidste, at det ville hengå lange Tider,
før Kendsgerningerne lidt efter lidt kunne indsamles. Af Hensyn
til vort eget Bedste overlod han det til os at opsøge dem; men
for at vi i Mellemtiden ikke skulle være i Uvidenhed, gav han os
den evige Sandhed. Og denne enkle og ligefremme Oplysning fra Gud ville
Astronomerne aldrig kunne revidere eller forbedre, selvom de levede i
al Evighed.
Den ene Stjerne overgår den anden i sin Glans. En
Mængde samlede Fakta og meget omhyggelige Slutninger ud fra disse
Fakta har stillet os Ansigt til Ansigt Ii1ed det Forhold, at den ene
Stjerne er forskellig fra den anden i Lysstyrke. Således må
det også være, ikke fordi Menneskers ufuldkomne Forstand
siger det, men fordi Guds Ord, som står over Menneskets Forstand,
og som er hævet over al menneskelig Videnskab og stedse og altid
repræsenterer sand Videnskab, erklærer, at det forholder
sig så.
Ordet siger, at "den ene Stjerne er forskellig fra den anden i
Glans". Der er ikke to Stjerner, som ligner hinanden, og Skriften
erklærer, at den store Forskel hos Stjernerne ligger i deres
forskellige Glans. Den siger til os: Ønsker I at kende
Forskellen mellem den ene Stjerne og den anden, så
undersøg deres Glans eller Herlighed; thi deri ligger
Forskellen.
Ordet "Glans" er her oversat fra et græsk Ord, som
betyder "Herlighed" og også er således oversat (f.eks.
Matt. 25,31 o. a. Steder). [1 Kor. 45,41 lyder i den engelske Bibel:
"Thi en Stjerne er forskellig fra en anden Stjerne i Herlighed."] Ordet
"Herlighed" betegner i Bibelen hovedsagelig Karakter og
Stråleglans. Jeg vil ikke her forsøge at påvise
dette, men en omhyggelig Undersøgelse af Udtrykket vil
åbenbare Forholdet. Herlighed betyder Karakter; men den
indbefatter altid Begrebet Glans, Klarhed, Lys. Forholdet mellem
Karakter og Klarhed, som det indbefattes i Ordet "Herlighed", synes at
være som Forholdet mellem Årsag og virkning: Klarhed er en
Udstråling eller Åbenbarelse af Karakteren. Den er
Karakterens synlige Udtryk.
Og derfor siger Skriftstedet: Den ene Stjerne er forskellig
fra den anden Stjerne i Karakter og Glans. Undersøg denne
Klarhed og dette Lys, dersom du Ønsker at vide Stjernernes
forskellige Karakter. Den ene Stjerne er forskellig fra den anden i
Klarhed, og dette betyder for os, at der er Forskel på deres Lys.
Undersøger vi dette Lys, så vil vi kende deres Forskel.
Hvis vi undersøger Forskellen mellem visse kunstige
Lys, så er der én Forskel, der frem for alle andre
vækker vor Opmærksomhed. Dersom et Stearinlys, en Lampe, et
elektrisk Lys og et Acetylenlys stilles i samme Afstand fra
Øjet, og Lyset i hvert Tilfælde har samme
Størrelse, så vil den skinnende Flade i hvert
Tilfælde være lige stor. Men Glansen er ikke den samme.
Stearinlyset er ret dunkelt, Lampen skinner lidt klarere, medens
Acetylenlyset og det elektriske Lys, som i Størrelse kan
være mindre end de to andre, langt overgår dem i Klarhed.
Det ene Lys er forskelligt fra det andet i Glans.
Overfører vi vore Undersøgelser til
Himmelhvælvingen for at finde Forskellen mellem stjernerne ved
Hjælp af deres forskellige Lys eller Glans, så
spørger vi: Er den ene Stjerne klarere end den anden? Og efter
omhyggelig Granskning og megen Tænkning svarer Astronomien, at
nogle Stjerner er meget klarere end andre, netop ligesom det elektriske
Lys overstråler Stearinlyset. Den ene Stjerne er forskellig fra
den anden i Klarhed eller Glans.
Lad os gå tilbage til de kunstige Lys og begynde en ny
Undersøgelse. Brænder vi Salt i et hvidt Lys, så
forvandles Lyset fra hvidt til gult. Vi blander Alkohol og Borsyre og
tænder Ild på; Resultatet bliver en smuk grøn Farve.
På samme Måde vil Alkohol og Strontiumnitrat give en
rød Flamme. I disse Eksperimenter vil den forskellige
Beskaffenhed i de Ting, som brændes, medføre en Forskel i
det Lys, som udgår.
Idet vi atter vender os til Stjernerne, undres vi, om et
lignende Forhold vil være at finde i det Lys, som udgår fra
dem. Vi lægger Mærke til, at Aldebaran og Betelgeuze
skinner med et klart rødt Lys; Sirius, Regulus, Vega og Spika er
hvide; Prokyon, Kapella og Polarstjernen er gule. Ligesom
Forskelligartetheden hos de kunstige Lys medfører Forskel i
Lysets Farve, således mener også Astronomerne, at en
Forskel i Stjernernes Beskaffenhed medfører en Forskel i deres
Lys. Man har også fundet, at Damp påvirker Farven i det
Lys, som går igennem den. Hvis man opheder et Jern, lægger
man Mærke til, at det til at begynde med bliver svagt
rødt, men når det bliver stærkere ophedet, udsender
det et hvidt Lys. På lignende Måde kan man slutte, at det,
som fremkalder den forskellige Farve i Himmellegemernes Lys, enten kan
være Stjernernes egen Beskaffenhed, eller det kan skyldes Dampe,
som omgiver dem.
Hvad er en sådan Granskning andet end en omhyggelig
Undersøgelse, som blev påbegyndt og anvist ved Bibelens
Udtalelse om, at "den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans"?
Undersøgelsen af denne Glans eller Herlighed har måske
bibragt os en eller anden Forestilling om en Forskel hos Stjernerne
selv. "Vi fryder os over de forskellige Blomster i vor Have her
på Jorden; men han, som bringer Marken til at fyldes med Blomster
under Solstrålernes varme Kys, har beplantet sin større
Have ude i Rummet med farvede Stjerner. "Regnbuens Blomst ved hans
Fodskammel og Stjernernes Blomster ved Tronen" forkynder, at et og
samme guddommelige Væsen har skabt dem alle. - H. W. Warren.
Men der er andre Forskelligheder ved Lyset, og denne Forskel
fortæller os om ny Variationer i Himmellegemerne. Det Skriftsted,
som vi betragter, siger, at "én er Solens Glans og en anden
Månens Glans". Derpå angives Årsagen: "Thi den ene
Stjerne er forskellig fra den anden i Glans" eller Herlighed.
Her står, at én er Månens Glans, og at
Solens Glans er en anden Glans. For at konstatere dette samler vi Lyset
fra dem begge for at finde Forskellen; thi Solen er forskellig fra
Månen i sit Lys.
"Dersom de direkte Solstråler falder på en poleret
Plade af sort Glas, så kan de tilbagekastes i en hvilken som
helst Retning på Væggene i et Værelse. Arten af det
således tilbagekastede Lys undergår en fuldstændig
Forvandling. Egenskaberne hos det tilbagekastede Lys er ikke nu
symmetriske omkring Strålen. Der er visse Retninger, hvori det
ikke atter kan tilbagekastes"
Lys fra Solen kan tilbagekastes i enhver Retning ved
Hjælp af et Spejl eller en sort, poleret Glasplade. Det er en
Væsenegenskab ved Lyset fra Solen - eller for den Sags Skyld fra
et hvilket som helst selvlysende Legeme - at det kan tilbagekastes i en
hvilken som helst Retning.
Men det Lys, som engang er blevet tilbagekastet, kan ikke
atter tilbagekastes i enhver Retning. Der er én Retning, hvori
det ikke vil lade sig tilbagekaste på ny. Man siger da, at det er
polariseret. Anbringer man to Spejle således, at Lyset fra hvert
har en Indfaldsvinkel på 54° 35', vil intet Lys tilbagekastes
fra det andet Spejl; en sort Plet vil fremtræde i Synsfeltet.
Hvis Spejlene holdes i denne Vinkel, og det Øverste drejes om en
vertikal Akse, vil Lyset tiltage i Klarhed, indtil Spejlet er blevet
drejet 90°; det vil da stadig aftage, indtil Spejlet er drejet
endnu 90°, da det atter fuldstændig forsvinder.
For at opdage, om Lys er tilbagekastet, benytter man et
såkaldt Polariskop eller Polarisationsapparat. Ved Hjælp af
dette kan man undersøge en bestemt Lysstråle og bestemt
afgøre, om den kommer direkte fra et selvlysende Legeme, eller
om den er tilbagekastet. En sådan Undersøgelse
konstaterer, at Månen skinner med tilbagekastet eller lånt
Lys; og ved det samme Middel kan vi altid afgøre, hvorvidt Lyset
fra Himmellegemerne kommer fra Planeter og Måner, eller om det er
udgået fra en Sol.
Ved at give Lyset denne Beskaffenhed bestemte Skaberen,. at de
Legemer, som tilbagekaster Lys, ikke skulle forveksles med selvlysende
Legemer. Månens Lys er væsensforskelligt fra Solens. Om
ikke så var, ville vi sikkert have taget fejl af disse to
Himmellegemers Art. Men Gud vil ikke vildlede; han vil ikke engang
tillade, at der skulle være noget vildledende i hans
Hænders Gerninger.
Men han, som skabte Lyset og gav det alle dets Egenskaber,
vidste netop, hvilke disse Egenskaber er. Han vidste, at Solens Glans
eller Herlighed ikke var Månens Glans, og han meddelte os, at
"én er Solens Glans og en anden Månens Glans", idet den
ene skiller sig fra den anden i Glans. Vi burde jo have troet på
hans Ord. Han dannede Lyset på en sådan Måde, at det
ville bringe os Budskab om denne Forskel på Solen og Månen,
og dernæst sendte han os det samme Budskab i sit Ord. Havde vi
ikke holdt så fast ved vore egne Meninger, så ville vi have
modtaget dette Budskab for længe siden, hvilket ville have
været til Gavn for videnskaben, og Astronomien ville
således have været langt mere fremskredet, end den nu er.
Gud Ønsker ikke, at vi skal være i Uvidenhed. På
alle Hold giver han os Opmuntringer og Tilskyndelser. Han har givet os
den alvorlige Indbydelse: "Dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede
derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal
den gives ham." Jak. 1,5.
Men Lyset åbenbarer på en endnu mere vidunderlig
Måde den ene Stjernes Forskel fra den anden; og husk på, at
denne Forskel mellem Stjernerne åbenbares ved det Lys, som de
udsender. Lyset antages at være Svingninger i Æteren. Disse
Svingninger er meget små og af en forbavsende Hastighed. Lad en
Lysstråle, der trænger ind i et mørkt Rum, passere
gennem et Prisme. "Den bringes Øjeblikkelig ud af sin Retning,
enkelte Dele mere og andre mindre, efter Svingningernes Antal, og
fremtræder som syv Farver på forskellige Dele af
Skærmen."
"Ingen af disse er i nogen Henseende Farver, men
påvirker Øjet forskelligt, og disse forskellige
Påvirkninger kalder vi Farve. De er simpelthen Vibrationer af
forskellig Hastighed. En Genstand lig en vis Del af vort Flag, der
optager alle Vibrationer undtagen dem, der ligger imellem 396 og 470
Billioner, og tilbagekaster dem, forekommer os at være
rød. Det blå Felt optager og ophæver alle de
Vibrationer, som udgør omkring 653 Billioner i Sekundet. En
Farve er en vedblivende Skabelse. Lyset giver hvert Øjeblik
Flaget Farve." - H. W. Warren.
Men lad os undersøge dette forskelligfarvede Spektrum i
Stedet for at undersøge den Teori, man har opstillet for at
forklare det. Undersøger vi dette Lysbånd, som danner sig
af den hvide Solstråle, så finder vi ikke, at hver Farve
kun har én Sammensætning. Rødt er ikke bare
rødt, ej heller er gult bare gult osv., men der findes hele
Spektret igennem et uhyre Antal af fine mikroskopiske Linier af
forskellig Længde. De er parallelle, på sine Steder
stående tæt sammen, på andre Steder meget spredte,
men har altid det samme Antal og den samme indbyrdes Afstand, når
man benytter samme Lys og samme Prisme.
"Et tålmodigt Studium af disse Substans Tegn bringer
større Resultater end Studiet af Kileskriften på de
assyriske Stene; thi den ene er Menneskers Håndskrift, medens den
anden er Guds Håndskrift."
Disse Linier er, som Warren siger, Alfabeterne til nye
Kundskabsområder. De frembringes af de særskilte Stoffer i
Solen. Hvert Stof har sin egen specielle Linie eller Linier. Natrium
har altid to Linier på et vist Sted i det gule. Når Lyset
passerer gennem en Natriumsdamp, bliver disse to smalle Linier i det
gule fuldstændig tilintetgjort og efterlader to sorte Felter.
Når Lys går gennem Dampen af brændende Jern, opsluges
der Hundreder af Vibrationer, efterladende i deres Sted et lignende
Antal sorte Linier; men hvis Saltet eller Jernet er i glødende
Gastilstand hos selve Lyskilden, bliver de samme Linier lysende i
Stedet for sorte.
Ved at benytte os af disse Prineipper kan vi opdage et stort
Antal velkendte jordiske Stoffer i Solen. Solspektret gennemkrydses af
mørke Linier, hvis Antal i et Instrument med stor Spredningsevne
andrager flere Tusinde; og ved et rigtigt Arrangement er det muligt
iblandt disse Linier at påvise mange, som skyldes
Tilstedeværelsen i Solens lavere Atmosfære af kendte
jordiske Stoffer i Dampform.
"Således får vi bragt hen til vor Dør en
læselig Beretning om netop de Stoffer, som udgør hver
eneste Klode, der er hed nok til at kunne skinne ved sit eget Lys. I
vor Sol finder vi mange Stoffer, som vi ved eksisterer på Jorden,
og også nogle, som vi ikke havde opdaget, da Solen skrev deres
Navne, eller rettere, satte deres Mærker på Spektret." - H.
W. Warren.
Læseren vil nu forstå, at når Lyset fra et
Himmellegeme analyseres i et Prisme, og de enkelte Farver spredes hver
for sig som på et Papirark, så er de mørke og de
lyse Linier, vi ser, at ligne ved Bogstaver i den åbne Bog, som
vi skal læse for at lære, hvad de fortæller os om det
Legeme, Lyset kom fra, eller om de Dampe, som det passerede igennem. N
år vi ser en Linie eller et Antal Linier, som vi erkender som
dem, der frembringes af et bekendt Stof, så slutter vi, at dette
Stof må være til Stede. Spørgsmålet kunne nu
stilles: Hvoraf ved vi, om ikke de Linier, som vi ser, kan være
frembragt af andre Stoffer end dem, som vi i vore Laboratorier finder
kan fremkalde disse Stoffer? Kan ikke forskellige Stoffer frembringe de
samme Linier?
Som Svar på dette Spørgsmål har man kun
Sandsynligheder at holde sig til. Bevisgyldigheden er i mange
Henseender omtrent den samme, som når vi betragter en Vens
Billede og slutter, at det ikke er Billedet af en anden. For alt, hvad
vi ved eller kan bevise, kunne det jo være et andet Menneske, som
havde nøjagtig de samme Træk og derfor ville fremkalde det
samme Billede; men vi ved, det er en Kendsgerning, at neppe to
Mennesker af dem, vi har set, ligner hinanden nøjagtigt, og det
er yderst usandsynligt, at to Personer nogen Sinde vil ligne hinanden i
den Grad. Det samme er Tilfældet med Hensyn til Spektralanalyser.
Iblandt det store Antal Stoffer, som man har undersøgt med
Spektroskopet, gives der ikke to, som fremkalder de samme Linier. Det
er derfor yderst usandsynligt, at en bestemt Sammensætning af
lyse Linier kunne fremkaldes af mere end ét Stof. "Astronomy",
af Newcomb.
Indtil Året 1891 havde Videnskaben ved Hjælp af
Spektroskopet konstateret Tilstedeværelsen af 36 Stoffer i
Solatmosfæren. Blandt disse er følgende vel bekendte
Stoffer: Kalcium, Jern, Brint, Natrium, Nikkel, Magnesium, Kobolt,
Silicium, Aluminium, Mangan, Kulstof, Kobber, Zink, Kadmium,
Sølv, Tin, Bly og Kalium.
Astronomerne venter i Tidens Løb i Solen at finde alle
de Stoffer, som er til Stede på Jorden. De har fundet enkelte
Stoffer, som var ukendte, indtil man opdagede dem i Solen.
Således kunne man i Solen finde Helium, Coronium og Argon, men
man vidste ikke, om disse forekom på Jorden. Der blev
Øjeblikkelig foretaget Undersøgelser, og både Argon
og Helium er siden fundet. I 1895 blev Helium endelig opdaget af Ramsay
i Forbindelse med hans Undersøgelser angående Argon. Han
fandt Heliumlinier i den Gas, som udgår fra Uraninit og andre
Mineraler, hvor det forekommer i sjældne Jordarter. Argon er
påvist i vor egen Atmosfære.
Men trods de omhyggeligste Undersøgelser af Sollyset er
det endnu ikke lykkedes at finde det ringeste Spor af Brom, Klor, Jod,
Kvælstof, Arsenik, Bor eller Fosfor. Der er tvivlsomme
Antydninger til Svovl, og med Hensyn til Ilt, "da går Beviserne i
det hele taget imod dets Tilstedeværelse, skønt Forholdet
er ejendommeligt".
Hvilket vidunderligt Budskab Lyset bringer os ved
Spektralanalyse! Lyset fra glødende Stoffer er aldrig ensartet i
to Tilfælde. Brændende Jern giver Hundreder af Bånd i
Spektret, Natrium to og andre Stoffer kun ét. Man venter lige
så lidt, at Spektret i to Stoffer skulle være ensartet, som
man ville vente, at to forskellige Personers Fotografier skulle
være nøjagtig ens.
Skaberen gav Lyset dette vidunderlige Budskab at bringe. Han
udstyrede det med Evnen til således absolut at åbenbare
Beskaffenheden af det Legeme, hvorfra Lyset udgår. Og Lyset blev
åbenbart således udstyret netop for at kunne bringe os
Meddelelse om visse Forhold på fjerne Kloder. Og eftersom ikke to
Stoffer udsender det samme Slags Lys, og eftersom sandsynligvis ikke to
Stjerner indeholder de samme Stoffer i det samme Forhold, så kan
Lyset aldrig blive nøjagtig ens i to Tilfælde. Stjernerne
er forskellige i deres Sammensætning. Enhver Lysstråle, de
udsender, rummer i selve sit Væsen eller sin Art Tegnene
på, hvad de er. "Således vil den Alvidendes Øje,
når det ser en Lysstråle på et hvilket som helst Sted
i Universet, selvom den har vandret tusinde År bort fra sin
Kilde, kunne sige, fra hvilken Klode den oprindelig udgik."
Ligesom vi kendes på vore Gerninger, således
kendes Stjernerne på deres Lys. Den Alvises Øje ser en
Lysstråle og ved, hvilket vidunderligt Budskab den indeholder,
ligesom Læseren kender Indholdet i denne Bog. "Den ene Stjerne er
forskellig fra den anden." Han, som skabte dem, ser deres Budskab i det
Lys, de udsender. Og han byder os se det, som kan ses, nemlig at "den
ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans".
|
|