| |
Der er én Tanke, som enkelte Astronomer har fremholdt,
og som, prøvet med Guds Ord, viser sig at være
fuldstændig uden Grund. Jeg føler mig tilskyndet til at
kalde den Fortvivlelsens evige Evangelium. Det er den Tanke, at Solen
og alle Stjernerne engang må afkøles og uddø.
Rigtignok er den Dag ifølge disse Videnskabsmænds Teorier
meget langt borte; men de påstår, at den ikke desto mindre
sikkert vil komme. Engang i en fjern Fremtid vil Solen og Stjernerne
rulle omkring ude i Rummet, kolde som Isstykker og døde som
Slakker.
"Hvis intet indtræffer, som vil vende omkring på
Tingenes Gang, så må Solen til sidst stivne og blive en
mørk, hård Klode, stivfrossen og livløs som de
andre livløse Planeter i dens Gruppe. Dette er i det mindste den
nødvendig Slutning, af hvad dens nuværende Virksomhed og
dens Livshistorie ifølge Videnskabens Opfattelse i
Øjeblikket virkelig synes at tyde på."
"Én Ting synes at være givet, nemlig at de
nuværende Stjerne- og Verdenssystemer ikke er en evig Ordning."
"General Astronomy", al Young, Side 524.
"Før eller senere må Solen blive en mørk
Klode, der ikke længere flammer og stråler, ikke
længere er Kilden til Lys og Varme for sin Gruppe af Kloder. Den
blændende Lyssfære må tabe sin glødende
Klarhed, og til sidst vil vor Sol ikke længere være en
Sol." "Én Ting synes at være klar og umulig at tage fejl
af, nemlig at ikke alene vor lille Jord, ikke alene Solsystemet, men
hele det uhyre Stjernesystem, hele Stjerneverdenen, så vidt vi
kan vide noget derom, er et omskifteligt, forgængeligt,
døende Univers" "Radiant Suns", Side 307-309.
De lærde fremsætter disse Tanker blot som Teorier
og Antagelser og ikke som Dogmer. De indrømmer, at der
måske kan være Midler, hvorved Solen og Stjernerne vil
kunne fortsætte deres Tilværelse; der kan være
Måder, hvorpå deres Liv ligesom fornyes; men Videnskaben
ved intet derom. Alligevel fremkommer de stadig med deres Advarsler
vedrørende dette store Spørgsmål, som de ved
så lidet om.
"I disse Anliggender, som hører hjemme i de tvivlsomme
Regioner hinsides Grænserne for videnskabelig Vished, må vi
være forsigtige. Vi må være villige til at vente,
villige til ikke at være for sikre i vor Sag. Vor Udsigt er i
bedste Fald kun delvis og meget dunkel. Forbindelsen mellem os og
ethvert af de fjerne, funklende Punkter består kun af nogle
Lysstråler. Vi kan iagttage disse Stråler; vi kan dele dem,
vi kan analysere dem, og vi kan læse os til lidt af den Stjernes
eller Stjernetåges Sammensætning og Bevægelser,
hvorfra de udgår - og dog, hvor ringe er ikke Summen af al vor
Viden!" - Samme, Side 421.
Bør vi ikke modtage endog Videnskabens Lære
angående "Naturlovene" i stadig Erindring, om at alt, hvad vi
ved, selvom det stammer fra Videnskaben, er afhængigt af vor
meget begrænsede Sansning og Erfaring og vor endnu mere
begrænsede Evne til at fatte noget, som denne Erfaring ikke har
forberedt os til?
Jeg har etsteds læst en Beretning om en Art Efemerider
(Døgninsekter), som kun lever en Time. For dem, der fødes
i den tidlige Morgenstund, vil Solopgang være Ungdomsalderen. De
dør af Ælde, medens dens Stråler endnu tiltager i
Styrke, og kun deres Efterkommere lever til Middag, medens den
Slægt, der ser Solen gå ned, er en anden end den, som
så den stå op. Lad os forestille os, at Solen er ved at
gå ned, og at den hele Nation af Insekter er samlet under Skyggen
af en Paddehat (der for dem er lige så gammel som Solen selv) for
at høre, hvad deres største Vismand har at sige om de
triste Fremtidsudsigter. Hvis jeg husker rigtigt, så fortalte han
dem først, at så utrolig det end kunne synes, så var
der ikke alene en Tid i Verdens Barndom, da selve Paddehatten var ung,
men at Solen i hine tidlige Tidsaldre befandt sig på den
Østlige og ikke på den vestlige Himmel. Siden den Gang,
forklarede han, har "Videnskabsmænd" iblandt os Efemerider fulgt
den og på Grundlag af omfattende Erfaringer fastslået den
store "Naturlov", at den kun bevægede sig mod Vest. Og han
påviste, at eftersom den nu nærmede sig den vestlige
Horisont, hældede de lærde til den Anskuelse, at den stod i
Begreb med at forsvinde for al Tid sammen med den store Slægt af
Døgnfluer, for hvis Skyld den oprindelig blev skabt.
Hvad hans Tilhørere mente om dette Foredrag, erindrer
jeg ikke; men det er blevet mig fortalt, at Solen stod op igen den
næste Morgen! - "The New Astronomy".
Vi finder altså, at Videnskaben ikke har noget bestemt
at frembyde. Ønsker vi at kende Sandheden angående disse
Ting, må vi søge andetsteds hen. Er Verdnernes Levetid
begrænset? Har Gud bygget Universet, for at det skulle vare kun
til en Tid? Stillede han Solen under sådanne Forhold, at den til
sidst må ud slukkes? Vil Jorden engang blive lige så gold
og øde, som Månen nu synes at være? Skal Solen
engang blive død som Slakker og mørk som
Dødsskyggens Dal? Den såkaldte Videnskab siger ja; Guds
Ord siger nej.
Gud satte Solen til at regere Dagen og Månen til at
regere Natten. 1 Mos. 1,16. Han siger: "Dersom I kan bryde min Pagt med
Dagen og min Pagt med Natten, så at der ikke bliver Dag og Nat,
når Tiden er: da skal også min Pagt med David min Tjener
brydes, at han ikke skal have en Søn til at være Konge
på hans Trone." Jer. 33,20-21. Denne Pagt med Dagen og med Natten
indbefatter Solen og Månen, og Pagten med David er Løftet
om Kristus. På et andet Sted taler Gud således om den samme
Sag: "Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er
gået over mine Læber. Ét har jeg svoret ved min
Hellighed, jeg vil ikke lyve for David: Hans Sæd skal blive
evindelig, og hans Trone som Solen for mig; den skal befæstes som
Månen evindelig; og Vidnet i Skyen er trofast." Sl. 89,35-38.
Dette er et Løfte om, at Kristus, Davids Sæd,
skal regere i Evighed; og Gud fremstiller denne Regering som
værende af samme Varighed som Solen og Månen.
Guds Løfter i Kristus er bestandige som Solen og
Månen. Hvis vi tror, at Kristi Rige vil blive et evigt Rige,
så må vi også tro, at Solen og Månen
udfører deres Opgave ved Hjælp af den Kraft, Gud har
skænket dem. De er lige så varige som Kristi Rige. Guds
Løfter i Kristus er lige så pålidelige som Solen og
Månen. Går den ene af dem til Grunde, så går de
begge til Grunde. Alle Ting er i Kristus; og alt, hvad han opholder,
bliver ved, så længe han bliver ved. De opholdes ved hans
Ords Kraft.
Tror nogen, at der er Fare for, at Solen og Månen vil
svigte? Nej, nej! "Formedelst hans vældige Magt og store Kraft
fattes ikke én." Es. 40,26. "Så stor er hans Magt,
så vældig hans Kraft, at ikke en eneste udebliver." (Svensk
Bibelovers.). "Formedelst hans store Magt og Styrke og Kraft savnedes
ikke én af dem." (Vulgata.)
De kan ikke svigte. Han er for mægtig til at tillade, at
nogen af hans Gerninger skulle gå til Grunde. Guds Love
vedrørende Himmellegemerne er lige så ubrydelige som den
Lov, der blev indskrevet på Stentavlerne. Hans Løfter med
Henblik på Naturen er lige så sikre som hans åndelige
Løfter til os.
Solen er en af Stjernerne. Der står, at Stjernerne skal
lyse i al Evighed. "De forstandige skal skinne som den udstrakte
Befæstnings Skin; og de, der førte de mange til.
Retfærdighed, som Stjernerne, evindelig og altid." Dan. 12,3. I
én Henseende skal de, der fører mange til
Retfærdighed, skinne som Stjernerne. Hvad dette sigter til, er
her angivet: de skal, ligesom Stjernerne, skinne "evindelig og altid".
I Stedet for at Solen skulle blive koldere og mørkere,
vil den ifølge Guds Løfte engang blive endnu klarere.
Månen skal ikke miste sit Lys, men stråle langt herligere,
når Solen efter altings Genoprettelse ifører sig sin
syvfoldige Glans. "Månens Lys skal være som Solens Lys, og
Solens Lys skal være syvfold, som de syv Dages Lys, på den
Dag, da Herren forbinder sit Folks Brøst." Es. 30,26.
Således har Gud på forskellige Måder og
på mange Steder med klare og utvetydige Ord åbenbaret
Universets Fremtid. Videnskaben har med sine Gisninger og de
forholdsvis små Oplysninger, den har samlet, misforstået
Sandheden. Den har misforstået Sandheden, fordi den mangler visse
nødvendige Fakta. Men Guds Ord kender alle Fakta og har givet os
Sandheden, som er i Overensstemmelse med Kendsgerningerne. Lad ikke
menneskelige Teorier besvære os, så længe vi har Guds
evige Ord at holde os til. Ingen sand Videnskab modsiger dette Ord; thi
Guds Ord er Videnskab.
"Det er en bekendt Sag, at al Energi af en højere Art
har en Tendens til at udarte til en lavere. Der er Damp i Kedlen; men
den taber sig, dersom Ilden ikke holdes ved lige. Der er Elektricitet i
Akkumulatoren; men hver eneste Luftpartikel bortstjæler lidt
deraf, medmindre vi bevidst anstrenger os for at indsamle det igen. Der
er Lys i Solen; men et uendeligt Rum står rede til at modtage
det, og det optager det så hurtigt, som Lyset kan vandre. Vi
nævnte, at hvis Solen bestod af bare Kul, så ville den
udbrænde i Løbet af fem Årtusinder; men den
stråler med ufordunklet Glans i Millioner af År. Hvorledes
hænger det sammen? Forskellige Teorier har været fremsat:
kemisk Forbrænding, men den har ikke holdt Stik; Meteorers Slag
mod dens Overflade, men det er ikke en fyldestgørende
Forklaring; Fortætning, men den er ikke blevet bevist - og selvom
den var, så er den kun et mellemliggende Stadium på Vejen
tilbage til Fortætningens oprindelige Årsag. Den, som skuer
videre ud, ser i Solen den i dette Øjeblik virkende Kraft fra
ham, som først sagde: "Der vorde Lys," og som hvad
Øjeblik det skal være, kan møde en Saulus på
Vejen til Damaskus med et Lys, som overgår Solens Glans om
Middagen, og om hvem der i den ufordunklede Klarhed i det evige
Hinsides, hvor Solen og Månen ikke behøves mere, skal
siges: "Guds Herlighed oplyser den [Staden], og Lammet er dens Lys.""
"Recreations in Astronomy", af Dr. theol. H. W. Warren.
Lyset blev skabt i Begyndelsen; Gud talte, og se, der blev
Lys! "Han bød, så stod det der" - vedbliver at være,
som det var. (Sl. 33,9.) Lad mig gentage det: Han bød, at Lyset
skulle blive til; det blev til. Og ved denne sin første
Fremtræden var det kun en Kraft fra Gud en Åbenbarelse af
Gud ved Kristus.
Mærk nu det næste Trin: Gud udgav den Befaling, at
som Lyset var kommet, således skulle det også vedblive. Da
det fremkom ved. Guds første Befaling, var det en Kraft, en
Energi fra Gud - en Guds Åbenbarelse. Derpå bød Gud,
at ligesom det var kommet, således skulle det vedblive "det
stod der" [eller "stod fast", som den engelske Bibel udtrykker det].
Det er fremdeles en Kraft eller Energi fra Gud; det er fremdeles en
Åbenbarelse af Gud i Kristus. Den samme Kraft, som først
fik det til at fremstå, nærer det endnu den Dag i Dag.
Lysets Skin er således en Fortsættelse eller en Vedbliven
af Skaberakten; det er en Forlængelse al Skaberhandlingen. Den,
som om Foråret lægger Mærke til Lysets Indvirkning
på de bristende Knopper og det spirende Græs, kan ikke
være i Tvivl om denne Sandhed.
Hvorledes Gud kan fortsætte en sådan Virksomhed
uden efterhånden at udtømme sin Kraft, ville det
være tåbeligt at spørge om. Mon Gud taber eller
mister noget? Kraftens Vedligeholdelse er en Lov, som vi ikke kender
nogen Undtagelse fra. I Guds Univers går intet tabt. Bladene
på Træerne i År kan vel visne, falde og gå i
Forrådnelse; men de falder kun ned på Jorden for at
gøre den frugtbar og skaffe Næring til de Blade, som
springer ud År derefter. Vandet forlader ustandseligt Havet og
løftes op i Skyerne for senere at falde ned på Jorden og
væde og vederkvæge den; men hver eneste Dråbe kommer
i Tidens Løb tilbage for senere hen at gentage det samme
Kredsløb. Mon Gud sender Lys og Varme ud i Rummet, således
at den derved går tabt for ham, og han ikke mere har Magt til
atter at indsamle den? Måske bryder han sig ikke om at indsamle
den igen; måske tjener den til andre Formål. Ét er
dog sikkert: den går ikke tabt.
"Ved Tro fatter vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord."
Det Ord, som dannede Verdnerne, frembragte også Lyset. Dette er
alt, hvad vi ved derom: det blev til ved Guds Ord. Lyset fremstod
på Guds Ord, og det vedbliver, fordi han udstedte sin Befaling
derom. Ved at tale Ordet frembragte Gud alt det, som fylder hans
endeløse Universet, og på samme Måde kan han
gøre, at Solen frembringer Lys og Varme i Tidsaldre uden Ende.
Solen vedbliver at lyse, men den fortæres ikke.
Moses så i sin Tid et Vidunder, da "Herrens Engel
åbenbaredes for ham i en Ildslue, midt af Tornebusken, ... og se,
Tornebusken brændte i Ilden, dog blev Tornebusken ikke
fortæret".
Dette var visselig ejendommeligt. "Tornebusken brændte i
Ilden, dog blev Tornebusken ikke fortæret." Det var et stort
Mirakel. Men på Himmelhvælvingen ovenover os ser vi hver
eneste Dag det samme Under - et Under, som vil vedblive i Evigheders
Evighed. Med hele sit Væld af Lys og Varme vedbliver Solen stedse
at skinne, at bade Jorden i sine Stråler og udsende Lys og
Energi. Dog fortæres den ikke.
Intet Under, at Mennesker, som havde tabt Gud af Syne, tilbad
Solen; men lad os se opad, bort fra dette store Midtpunkt i vort
Solsystem, og skue hen til ham, som er Universets Midtpunkt, Kilden og
Ophavet til alt, hvad vi er eller nogen Sinde ha aber at blive, og hvis
Miskundhed er over alle hans Gerninger!
|
|