| |
Det er umuligt for Mennesketanken at sætte en
Grænse for Rummet. Vi springer ud i det ufattelige Dyb, så
langt som Fantasien vil bære os, og når vi er nået
til den yderste Grænse, og Fantasien ikke vil føre os
længere, kan vi ikke sige til os selv: «Her er Enden;" thi
den eneste Skranke, som vi kan forestille os, er øjeblikkelig
noget, der ligner en vældig Mur, og bag denne findes der endnu
uigennemforsket Rum uden Mål. Vi kan tænke os lige så
meget uden for vor Grænse som inden for den; vi kan kalde denne
'Afstand en Enhed og multiplicere den med et hvilket som helst Tal, vi
måtte Ønske at vælge - et Tusinde, en Million eller
en Billion og endda kan vi tænke os lige så meget Rum uden'
for denne Grænse som den, vort Regnestykke spænderover.
Matematisk set kan Mennesketanken ingen Grænser finde
for Rummet. Heraf slutter mange, at Rummet må være uden
Grænse - at det strækker sig udad og atter udad ligesom
Evigheden. Men når vi kommer til denne Slutning, føler
Tanken sig slået af den mægtige Åbenbarelse - Rum
uden nogen som helst Grænse! Tanken svimler, og Forstanden tier.
Kan det passe? Er der ingen Grænse for Rummet?
Vi vil antage, at det er Aften. Se Mælkevejen histoppe.
"Et Bånd eller en uregelmæssig Strøm af mildt Lys
fremtræder, hist og her besat med Stjerner på Overfladen.
Vi henter en Teaterkikkert og ser igennem den. Nu ser vi mange flere
Stjerner, med Lysstriben fremdeles i Baggrunden. Vi tager et lille
Teleskop. Nu ser vi et stort Antal Stjerner, men det bløde
Lysbånd skinner endnu bagved. Vi går til et Observatorium,
hvor der er et stort Teleskop, og igennem dets mægtige Rør
ser vi utallige stjerner tindre - Hundreder, ja Tusinder, hvor vi med
det blotte Øje kun så nogle få lysende Pletter; men
Lysbåndet i Baggrunden er fremdeles uforandret. Til sidst rejser
vi til Amerika og iagttager Mælkevejen gennem det kraftigste
Teleskop, som endnu er fremstillet. En vidunderlig Hærskare af
utallige Stjerner blinker derude; men bag dem har vi endnu det samme
tilslørede, bløde Lys, som heller ikke nu er forsvundet
og endnu ikke er helt opløst i Stjerner." - Agnes Giberne.
Kan vi nogen Sinde nå frem til Enden af dette store
Univers? Vil vi, uanset hvad vore Evner og Muligheder måtte
være, nogen Sinde kunne sige: "Her er Grænsen; vi har set
alt, hvad der er at se i denne Retning?" Er der ingen Grænse for
Rummet? Har vi intet fuldgyldigt Svar på dette
Spørgsmål?
Antag, at et Væsen af den højeste Rang er,
udrustet med Evnen til at bevæge sig hurtigere end Lyset (300,000
km i Sekunnet), og også er udrustet med en tilsvarende Grad af
åndelig Styrke; antag videre, at vedkommende Væsen har
fløjet uophørligt i 6000 År og vil fortsætte
med samme Hastighed endnu et Tusinde Millioner År. Det er
højst sandsynligt, om ikke absolut sikkert, at han ved
Afslutningen af sin lange Flugt ikke ville være kommen
længere end til "Skabningens Udkanter", og at alle de Ordener af
materielle og intellektuelle Skabninger, som han har set under sin
hastige Flugt og i Løbet af så mange År, lige
så lidt kan sammenlignes med hele den Almægtiges Rige, som
det mindste Sandkorn kan sammenlignes med alle de Materieatomer, som ti
Tusinde Verdner indeholder.
Hvis en Seraf på en sådan Tur gennem
Skaberværket nogen Sinde kom til en Grænse, uden for
hvilken der ikke mere var noget Spor af Guddommens Hånd at se,
så ville han overvældes af Tanker og Følelser, som
ikke kan udtrykkes; han ville føle, at nu havde han i nogen Grad
omfattet alle den Almægtiges Planer og Virkemåder, og at nu
var der ikke flere Åbenbarelser af guddommelig Herlighed tilbage
at udforske. Men vi kan være forvisset om, at noget sådant
aldrig vil falde i en Skabnings Lod. Følende sig som fortabt ved
Tankens forfærdelige Flugt dåner Menneskehjernen under sine
Anstrengelser for at fatte det uendelige.
Kan alt dette være sandt? Det synes så; det synes
rimeligt, ja næsten sikkert. Men har vi til Besvarelsen af dette
Spørgsmål intet andet at holde OS til end Spekulationer,
Ræsonnementer og næsten sikre Sandsynligheder? Findes der
intet Ord fra Gud? Jo. Med Undren og Spørgen slår jeg op i
hans Ord og læser: "Så siger Herren: Dersom Himlene heroven
til kan måles, ... så vil jeg og forkaste al Israels
Sæd for alt det, som de har gjort, siger Herren." Jer. 31, 37. Om
dette Ord kan der ikke tvivles. "Siger Herren" står der som
Indledning, og "siger Herren" følger som Afslutning. "Så
siger Herren: Dersom Himlene heroventil kan måles, ... så
vil jeg og forkaste al Israels Sæd for alt det, som de har gjort,
siger Herren." "Siger Herren" og "siger Herren" - visselig, dette
må være sandt!
Og hvad er det, Herren siger? Han siger, at dersom Himlene
heroventil kan måles - ikke hvis jeg eller nogen anden kan
måle dem, men hvis de kan måles, ligegyldigt hvorledes -
så vil han give Slip på Israel og dermed erklære sig
besejret. Hvis endog blot hans Gerninger kan måles af hans
Skabninger, så siger han, at han ikke længere vil
træde frem for dem som Gud. Det vil da være godtgjort, at
Gud er kommet til kort. Men priset være hans Navn! - han er evig
og uudgrundelig. "Uransagelige er hans Domme, og hans Veje usporlige."
Rom.
11, 33. På hans Forstand og på hans Veje er der
"intet Mål". Sl. 147,5. "Så siger Gud Herren som skabte
Himlene og udspændte dem: ... Jeg, Herren, har kaldet dig i
Retfærdighed, og jeg vil tage dig ved din Hånd; og jeg vil
bevare dig. ... Jeg er Herren, det er mit Navn; og jeg vil ingen anden
give min Ære." Ei. 42,5-8. Israel vil ikke blive forkastet, og
derfor kan Himlene ikke måles. Det ene er lige så vist som
det andet, og begge Dele er lige så tilforladelige som Guds
Sanddruhed.
Rummet kan ikke udmåles, og dette Forhold har Gud brugt
som det evige Grundlag for et af sine Løfter. Således
sammenknytter han sit Ord og sine Gerninger. Og når du
tænker på Rummets Uendelighed, vil det da ikke hjælpe
dig til at forstå Pålideligheden af hans Pagt?
Når du skuer ind i det Dyb, som strækker sig ud
til Stjernerne - ja strækker sig ud i en Afstand, der lige
så lidt som Evigheden kan måles - vil da den Tanke
opstå hos dig, at således er der heller ingen Grænse
for, hvad han vil gøre for din Sjæl? Måtte Gud
hjælpe os alle til at fatte, at vi stedse og altid vil være
ude af Stand til at se alt, hvad der er at se af hans Barmhjertighed og
af hans "Nådes overvættes Rigdom ved Godhed imod os i
Kristus Jesus"!
Måtte Guds Løfter blive alt dette for os! Og
grebne af Tanken om den store og herlige Kraft, som opholder den
Sjæl, der forlader sig på Gud, kan vi sige, som Jeremias
sagde, da Sandheden først blev åbenbaret for ham: "Ak
Herre, Herre! se, du har skabt Himmelen og Jorden ved din store Kraft
og ved din udrakte Arm; der er ingen Ting underlig for dig!" Jer.
32,17.
|
|