"Se, disse er de yderste Grænser af hans Veje, og hvor svag er Lyden af det Ord, som vi har hørt deraf? Men hans Vældes Torden hvo forstår den!" - Job.

"Planetsystemet indtager en Plads i Rummet på et Tværmål af ca. 9500 Mill. km, og dog synes dette enorme Område at være kun et lille Punkt i Uendeligheden. Allerede i Forhold til Orionstågen, som kun er en lille Plet på Himmelhvælvingen, er det kun at ligne ved et Gran; og uden for Planetsystemet er der Hærskarer af lysende Kloder, nogle strålende med pragtfuld Glans, andre skinnende i dunkel, tilsløret Skønhed. Det mindste Teleskop er nok til at forøge deres Antal i en utrolig Grad, medens de mægtige Instrumenter, som nu anvendes, fremstiller Stjernehimmelen i en så ophøjet Pragt, at Fantasien svimler, og vor Forstand overvældes. Verdner og Solsystemer og Stjerneklynger, Univers efter Univers fremtræder som i et ophøjet Panorama og forsvinder i Himmelrummets uransagelige Dyb, indtil selve Tanken må opgive sine Forsøg på at overskride det Svælg, der skiller os fra disse underfulde Syner." - Gen. O. M. Mitchel.

Det er aldeles umuligt at få noget rigtigt Begreb om Stjernernes Afstande. Kilometer og Mil er alt for små som Måleenheder i de store Beregninger, som kræves for at angive disse Afstande. En eller anden stor Målenhed er uomgængelig nødvendig. Astronomerne anvender derfor Lysåret som Enhed. Lyset synes ikke at kræve nogen Tid; men hvad vort Øje angår, behøver det alligevel Tid til at gennemvandre Rummet. Dets Hastighed er ofte blevet målt af mange forskellige Personer og ved mange fuldt pålidelige Metoder, og de temmelig ensartede Resultater viser, at det går med en Hastighed af 300,000 km i Sekunnet, eller 18,000,000 km i Minuttet. Den Afstand, som Lyset ville tilbagelægge på et År, finder man ved at multiplicere 25,920 Mill. km, en Dagsrejse, med 365, hvilket giver 9,460,800,000,000 km. Dette er et Lysår; det er Enheden ved Målinger af Afstanden til Fiksstjernerne. Det er for Astronomen, hvad Metermålet er for Snedkeren.

Den uhyre Afstand, som Lyset kan tilbagelægge på et År, overgår vor Fatteevne. Og dog er der Stjerner så langt borte fra Jorden, at der medgår Hundreder af År, inden deres Stråler når herned. Nogle af Afstandene mellem 05 og disse Stjerner er virkelig blevet målt.  

"I Tilfælde af, at et lysende Legeme pludselig blev til på en Afstand af 18,000,000 km borte fra en, som stod og spejdede efter dets Lys, ville Lyset derfra ikke nå ham, før ét - Minut efter nævnte Legemes Tilblivelse; og hvis det pludselig ophørte at eksistere, så ville Iagttageren kunne se det indtil ét Minut efter dets Ophør."  

Nu nogle få Ord angående Fiksstjernernes Parallakse. "Hvis det var muligt på Jordoverfladen at afmåle en Grundlinie på 1500 km Længde, og der ved hver Ende af Linien var en Iagttager forsynet med passende Instrumenter til at bestemme Månens Plads mellem Fiksstjernerne, så ville disse to Iagttageres Teleskoper, samtidig rettede mod Månens Centrum, hælde mod hinanden, og Synslinien fra disse Instrumenter ville mødes i Månens Centrum og danne en Vinkel."  

Dette giver en Triangel, hvis Vinkler afmærkes ved Månen foroven og en Iagttager ved hver Ende af Grundlinien. Den ene Iagttager ser Månen i en Retning, den anden ser den i en anden Retning. For hver af Iagttagerne synes Månen at befinde sig på et forskelligt Sted på Himmelen. Denne Forskydning, denne Forskel i Retningen som Følge af Iagttagerens forskellige Stilling, kaldes Parallaksen.

Et meget enkelt Eksperiment vil hjælpe os til at se, at en Forandring af Synspunktet medfører en tilsyneladende Forandring af Synsobjektets Stilling. Ret f.eks. Blikket mod Væggen i dit Værelse, hold Pegefingeren rettet opad et lille Stykke lige foran dit Ansigt og luk det venstre Øje. Du vil da se, at din Finger dækker et vist Punkt på Væggen (A). Hold Fingeren urørlig stille, men åbne dit venstre Øje og luk det højre. Fingeren vil da tilsyneladende skifte Stilling til højre og dække et andet Punkt på Væggen (B). Denne tilsyneladende Forandring i Fingerens Stilling kaldes efter Astronomens Sprogbrug dens Parallakse.

Den tilsyneladende Forandring i Månens Stilling bliver da Månens Parallakse, og den samme Forandring hos en Stjerne bliver vedkommende Stjernes Parallakse.

Ved Målingen af den ovenfor nævnte Triangel kender man Grundliniens Længde, afmærket ved de to Iagttageres Stilling. Når Grundliniens Længde og Vinklernes Retning er kendt, så er det en meget let Sag ved Hjælp af Trigonometri at beregne Længden af hver Side, som - i dette Tilfælde altså ville udgøre Afstanden mellem Iagttageren og Månen.

"Almindelig udtrykt er Parallaksen således den tilsyneladende Forandring af Stedet, hvor en Genstand befinder sig, foranlediget ved den virkelige Forandring af Iagttagerens Opholdssted."  

For Solens, Månens og Planeternes Vedkommende har en Grundlinie svarende til Jordens Diameter (ca. 12,700 km) været tilstrækkelig til at frembringe en mærkbar og målelig Parallakse; men et Forsøg på med denne Grund. linie at opdage en Forskydning af Stjernernes Stilling er fuldstændig Ørkesløst. Man kan, udrustet med passende Instrumenter, betragte en Stjerne og udmåle dens Sted på Himmelhvælvingen og derefter foretage en ny Måling på et andet Sted 12,700 km borte, og man vil finde, at de to Vinkler er uforandrede. Med en Grundlinie på kun 12,700 km Længde kan man ingen synlig Forflytning af Stjernen opdage; den har ingen Parallakse. Dersom Stjernen befandt sig inden for en Afstand af 160,000 Gange. Længden af vor Grundlinie, eller 2,032,000,000 km, ville man kunne opdage en Forskel. Stjernen er altså over 2000 Mill. Kilometer borte; men hvor meget længere borte den er, har vi ingen Forestilling om, før vi har foretaget andre Beregninger.

For bedre at kunne forstå, hvor ubetydelig Stjerneparallaksen må være, behøver vi kun at erindre, at Månen har en Parallakse på 57", Venus og Mars 40" og Solen kun 8,8".

Men kan vi ikke få en længere Grundlinie end disse 12,700 km? Vi har foretaget én Observation på den ene Side af Jorden og en anden på den modsatte Side, og disse to Punkter ligger 12, 700 km fra hinanden. Kan vi finde en længere Grundlinie? Ja. Vi kan foretage en observation på en vis Dato og så vente nøjagtig et halvt År, indtil Jorden har ført os halvvejs rundt sin Bane, til et Sted, som netop ligger tværs over for vort første Iagttagelsessted, og her kan vi foretage en ny Observation. Vor Basis er nu en lige Linie gennem Rummet, gennemskåret i Centrum af Solen, og udgør altså i Længde to Gange Afstanden fra Jorden til Solen, eller ca. 298,000 Mill. Kilometer. Vi har da en Grundlinie, som er over 23,000 Gange så lang som den første. Med en sådan Forandring af Stedet for vor Iagttagelse må vi sikkert kunne opdage en tilsyneladende Bevægelse hos Stjernen!

Men selv med denne enorme Grundlinie søgte man i Årevis efter Parallaksen, før det endelig lykkedes. Forsøgene på at finde Stjernernes Afstand havde været forgæves. ... En negativ Løsning var rigtignok fundet. At deres Afstand var enorm, fremgik deraf, at Parallaksen forblev upåviselig trods de omhyggeligste og fineste Undersøgelser ved Hjælp af Instrumenter. Man begyndte næsten at mistvivle om Muligheden af en absolut Løsning, da Håbet atter blev vækket til Live ved de fortrinlige Refraktor-Teleskoper, for hvilke Verden har den berømte Fraunhofers Dygtighed og Geni at takke. Bistået af den dygtige Videnskabsmand Bessel lykkedes det denne Mand at opfinde og fremstille et overordentlig kraftigt Instrument, som særlig egnede sig til Forskninger for at finde Fiksstjernernes Parallakse.

Forsynet med mikrometriske Apparater af forbavsende Præcision og i Stand til at foretage Målinger af store såvel som yderst små Afstande var Teleskopet således indrettet, at det ved et fint Urværk blev ført fremad med en Hastighed, der nøjagtig svarede til den døgnlige Bevægelse af det iagttagne Himmellegeme. For at danne sig en Forestilling om, hvilke fine Instrumenter disse Teleskoper er forsynet med, behøver man kun at erindre, at Mikrometret på den store Refraktor ved Observatoriet i Cincinnati kan dele en Tomme i 80,000 lige store Dele!

Da mekanisk Snille ikke formåede at tilvirke Linier af den nødvendige matematiske Finhed, kom Edderkoppen det til Hjælp, og det er med Tråde af dens fine Væv, at disse Målinger foretages. To parallelt løbende Edderkoptråde anbringes i Mikrometrets Brændpunkt, og når Lyset fra en lille Lampe beskinner dem, ser det Øje, som ser gennem Teleskopet, to meget fine Guldtråde trukket hen over Synsfeltets Centrum derude på Himmelhvælvingen. Disse Tråde kan kontrolleres af Iagttageren. Han kan efter Behag forøge eller formindske deres Afstand og dreje dem i en hvilken som helst Stilling, idet enhver Bevægelse nøjagtigt måles ved Hjælp af passende inddelte Skalaer.

Antag nu, at man Ønsker at fastslå en Dobbeltstjernes Afstand og Sted. Teleskopet rettes imod de to Stjerner, således at de står i Synsfeltets Centrum. Urværket sættes i Gang; det tager det mægtige Instrument, som vejer over en Ton, og driver det fremad med den mest forbavsende Nøjagtighed, således at dets mægtige Øje stadig holder fast ved den Genstand, der skal iagttages. Iagttageren har sålede8 begge Hænder fri og kan foretage sine Målinger.

Først drejer han Spindelvævstrådene på sit Mikrometer rundt, indtil én af dem nøjagtigt gennemskærer hver af de to Stjerners Centrum. Denne Stilling bliver noteret, og deraf udregnes den Vinkel, som denne Linie danner i Forhold til Meridianen. Derpå drejer han dem en kvart Gang rundt, således at de står lodret på deres første Stilling. Nu fjerner han Trådene fra hinanden, indtil den ene nøjagtig halverer den ene Stjerne, medens den anden Tråd går gennem Centrum af den anden Stjerne, hvorpå han aflæser denne Afstand på Skalaen. Ved disse to Observationer har han bestemt hver af disse to Stjerners Sted og indbyrdes Afstand. Dette foregår med en sådan Nøjagtighed, at selv den allermindste Bevægelse ikke kan undgå at blive opdaget. Hvis de to Stjerner skiller sig fra hinanden selv med en så ringe Hastighed, at det ville kræve en Million År at tilbagelægge Kredsløbet over Himmelhvælvingen, så ville deres Bevægelse blive opdaget i Løbet af et halvt År.

Med et Maskineri af noget forskellig Art, som var endnu finere og tillige svarede bedre til Hensigten, genoptog Bessel fornyede Efterforskninger efter de uopnåelige Stjerneparallakser. Hans store Instrument, som blev kaldt Heliometer, blev opstillet allerede i 1829, men en Række af Omstændigheder tilligemed nogle mislykkede Forsøg forsinkede hans egentlige Arbejde til i August 1837. Tre store Principper bragte ham til at vælge 61 i Svanen som den Stjerne, hvorpå han ville foretage sine Observationer. For det første havde den en meget stor Egenbevægelse, ... der viste, at den måtte være en af de nærmeste af alle Fiksstjerner. For det andet var den en Dobbeltstjerne, hvad der gjorde den særlig egnet til det Instrument, han ville benytte. For det tredje rummer det Himmelstrøg, hvor 61 i Svanen befinder sig, flere meget små Stjernepunkter i Nærheden af Dobbeltstjernen. Disse udgør fortrinlige faste Punkter, ved Hjælp af hvilke den relative Bevægelse hos de to stjerner kunne konstateres.

Under disse gunstige Betingelser og forsynet med et fortrinligt Instrument påbegyndte Bessel sine Iagttagelser. Han målte Afstanden fra Centrum af en Linie, der forenede de to stjerner, til to af de små Stjerner, der gjorde Tjeneste som Henvisningspunkter. Disse Observationer blev gentaget Nat efter Nat, så snart Stjernerne var synlige, fra midt i August 1837 til Slutningen af September 1838. Den hele Række Observationer blev da gennemgået og rettet for enhver mulig kendt Fejl, og hvis der da viste sig at være nogen påviselig Forandring at opdage, så kunne den ene og alene tilskrives Parallaksen.

Efter en overmåde omhyggelig og møjsommelig Undersøgelse begyndte en Forandring at gøre sig gældende, og denne forøgedes nøjagtig således, som en Variation i Parallaksen burde forøges', og formindskedes, således som den burde formindskes. Disse Forandringers Varighed udgjorde præcis et År, og svarede i alle Henseender nøjagtig til dem, som burde fremkaldes ved Parallaksen. Men så ubetydelig var deres Størrelse, at Bessel var betænkelig.

Endnu et andet År blev Observationerne gentaget. Man kom til de samme Resultater, og hvad han før havde konstateret, bekræftede sig. Et tredje Års Iagttagelser med præcis det samme Udfald fjernede enhver Tvivl, og den store Filosof fra Kønigsberg kunne meddele Verden, at han havde befaret Rummets ufarbare Svælg og havde målt Afstanden til Fiksstjernerne! Men hvorledes skal jeg kunne bibringe nogen en rigtig Forestilling om denne overvældende Afstand? Millioner og atter Millioner af Mile tjener kun til at forvirre Tanken. Lad os benytte en anden Målenhed.

Som vi allerede har set, bevæger Lyset sig med en Hastighed af 18 Mill. Kilometer i Minuttet. For at nå herned til os fra den fjerneste af alle Planeter, Neptun, hvis Afstand fra Solen er omtrent 4,494,475,000 km, vil Lyset foretage en Rejse på lidt over fire Timer; men for at fuldføre sin Flugt over den Afstand, som skiller vor Sol fra 61 i Svanen, vil det behøve et Tidsrum, som hverken kan betegnes ved Timer, Dage eller Måneder. Næsten ti År vil hengå, inden det med sine 300,000 km i Sekunnet kan fuldende sin mægtige Vandring!

Dersom Tanken modsætter sig denne" Slutning, dersom Afstanden er for stor til at kunne fattes, dersom Universets Storhed, som den her antydes, endog bringer Fantasien ud af Fatning, så kan jeg kun sige, at alle senere Iagttagelser på den mest tilfredsstillende Måde har bekræftet Rigtigheden af de Resultater, som Bessel kom til. Denne store Astronom var den første, som banede Vej over det mægtige Svælg, der skiller os fra Fiksstjernerne. Efter at Afstanden en Gang er tilbagelagt, har Vejen været forholdsvis let at befare, og senere Iagttagere har konstateret Parallaksen for et tilstrækkelig Antal Stjerners Vedkommende til at vise, at deres Resultater er fuldt ud pålidelige. - Gen. O. M. Mitchel.

Polarstjernen eller Nordstjernen, hvis Afstand er en af de største, man har målt, ligger mellem 45 og 60 Lysår borte fra J orden. Dette vil sige, at Lyset fra Polarstjernen trods sine 18 Mill. Kilometer i Minuttet behøver 45 a 60 År for at tilbagelægge Afstanden mellem os og nævnte Stjerne. Men selv så uhyre Afstande er kun at ligne ved et Punkt i Forhold til selve Himmelrummets mægtige Udstrækning.

I Årene 1842 og 1851 var der to forskellige Iagttagere, som undersøgte en anden Stjerne, Alfa Centauri, for at finde dens Parallakse. Det første Resultat blev 3,6 og det andet 3,5 Lysår. "Observationer, der blev foretaget for at konstatere, hvorvidt denne Stjerne viser noget Tegn til en årlig Stedforandring svarende til Jordens årlige Omløb, belønnedes med Opdagelsen af en meget tydelig Bevægelse. Jordens årlige Bevægelse i en næsten cirkelrund Bane med en Diameter af ca. 298,000,000 km åbenbarer, at Alfa Centauri beskriver en ganske lille oval Omløbsbane ude i Rummet, en Oval, hvis Længdeakse udgør omtrent 1/900 af Månens tilsyneladende Diameter.

Det fremgår heraf, at Afstanden fra Jorden til Alfa Centauri med et rundt Tal udgør ca. 32 1/4 Billion Kilometer. Jordens Afstand fra Solen bliver til ingenting i Sammenligning med dette enorme Svælg. Selv Neptun, som løber omkring Solen i en Afstand, der er 30 Gange større end vor Afstand fra Solen, er forholdsvis så meget nærmere end Alfa Centauri, at hvis en Sol, der fyldte hele Neptuns Omløbsbane, blev betragtet fra nævnte Stjerne, så ville den kun se ud til at have 1/900 af den Størrelse, hvori Solen fremtræder for os." - Richard Proctor.

Undgå ikke at lægge Mærke til dette. Lad os udtrykke det på en anden Måde: Hvis Solen var så stor, at den fyldte hele Neptuns Bane - med andre Ord: hvis den var en flammende Sol med en Størrelse af ca. 8990 Mill. Kilometer i Tværmål - så ville den set fra Alfa Centauri, kun fremtræde 1/900 så stor, som vor Sol ser ud for os. Den ville kun være som et ganske lille lysende Punkt ude i Rummet.

Betragtet i sådanne uhyre Afstande, som kun Astronomien kan opvise, synes Solsystemer og Verdenssystemer at svinde ind til små Prikker ude i det fjerne. "Ved Hjælp af de mest fuldkomne Instrumenter, som findes, har Nutidens dygtigste Astronomer fundet, at de nærmeste Stjerners Parallakse ikke overskrider 11 af 4000 en Grad, eller ét Sekund." Alfa Centauri er den nærmeste, med en Parallakse på 0,9 Sekund, "således at hvis hele Jordens Omløbsbane var forvandlet til en Ildkugle, over 900 Mill. km i Omkreds, så ville den fra den nærmeste Stjerne kun se ud som et lysende Atom; og for en Iagttager på samme Afstand ville vor Sol med hele dens Følge af Planeter fylde en Plads, der neppe ville overskride Tykkelsen af en Edderkoptråd". - Burritt.

Hele Solsystemer lig vort eget svinder således ind til små Punkter, når de ses fra en af de fjerne Fiksstjerner. Dette er, hvad Astronomien siger. en Guds Ord går endnu videre;

thi det omtaler alle de synlige Stjerner på Himmelen og erklærer, at disse, alle de Stjerner, som ligger inden for vort Synsfelt, kun er yderpunkterne af hans Gerninger - d. v. s. set fra de enorme Afstande i hans Univers er de kun små Punkter. Ikke blot således, at hele det Område, der ligger inden for Neptuns Bane, kun er et Yderpunkt af en Linie set fra et andet fjernt Sted i Rummet, men at hele det synlige Universet kun er som Punkter i Sammenligning med den Øvrige Del af Guds Skaberværk. Og alt dette blev sagt allerede på Jobs Tid. Trods den moderne Astronomis kæmpemæssige Fremskridt er Bibelen alligevel så langt foran, at Videnskaben med fuld Grund kan opgive Håbet om nogen Sinde at indhente den.

Efter at have fået et Begreb om, hvad Udtrykket Parallakse betyder, vil vi bedre kunne forstå Jak. 1,17. nisse Betragtninger bibringer Apostlens Udtryk en Vægt og en Ophøjethed, som intet Ord kunne forstærke. I nævnte Skriftsted står der i Virkeligheden, at hos Gud er der "ikke Parallakse eller Skygge af Om!3kiftelse". "Som om Apostlen kunne have sagt, at under en Vandring på Millioner og atter Millioner af Mile gennem det endeløse Rum vil der måske vise sig en synlig Parallakse hos nogle af Fiksstjernerne; men hvad Lysenes Fader angår, da er han uden Parallakse eller Skygge af Omskiftelse, ... fra hvilket Synspunkt vi end betragter ham." Således kommer det inspirerede Ord de videnskabelige Opdagelser i Forkøbet og anvender selve de videnskabelige Udtryk og giver dem en Betydning, som vil blive større og herligere, efterhånden som vor Kundskab nærmer sig det fuldkomne. Hvilket ophøjet Billede af Guds Uforanderlighed! Det vil tage os hele Evigheden at fatte Betydningen af dette ene skriftsted (Jak. 1,17); thi hele Universet

benyttes for at belyse dets Indhold. Således kan Gud lægge en Evighedsbetydning i sine Ord og Jade et helt Videnskabens Universum få Plads i den hellige Skrifts ubegrænsede Sandheder. Deri har han åbenbaret sit evige Forsæt. Den udgør en Lærebog, som aldrig forældes, og rummer en Videnskabens Fylde, som aldrig udtømmes.

Men hvilken Forestilling kan vi allerede nu danne os om Universet s Omfang? Alle vore Forsøg på at forstå de mægtige Afstande tjener kun til at overraske og forvirre Tanken Men lad os alligevel gøre endnu et Forsøg på at få et Overblik over Rummet. Lad os i Fantasien foretage en Rejse til nogle af de synlige Stjerner.

Hvis det var muligt for os i Aften at foretage en Vingeflugt til en af de klare Stjerner, som stråler omkring os, hastende af Sted, bort fra vort eget Solsystem, indtil Planet efter Planet forsvinder i det fjerne, og til sidst Solen selv ser ud som blot en Stjerne, kunne vi måske stige ned på en fremmed Klode, der kredser sig omkring en ny og mægtig Sol, som for vort Syn har vokset og udvidet sig, indtil den stråler med en Glans lige så klar som vor egen Sol. Her standser vi og betragter Stjernehimmelen omkring os.

Vi har tilbagelagt over 96 Billioner Kilometer. Vi er nået frem til et nyt System af Kloder, der kredser omkring en anden Sol; og fra dette fjerne Sted har vi Grund til at vente at kunne se en ny Himmelover den ny Jord, hvorpå vi nu står. Men nej; løft Blikket op, og se! - de gamle, kendte Stjernebilleder ses alle sammen derude! Her har vi den strålende Orion med sit mægtige og pragtfulde Bælte; der kommer Arkturus, og histhenne kredser Bjørnen sig på sin endeløse Vandring omkring Polen. Alt er uforandret, og den store Afstand, som vi har gennemløbet, udgør kun en Tusindedel af Gennemsnittet af hin mægtige Klynge af Sole og Verdenssystemer, som vi kalder Mælkevejen. Skønt vi har fløjet fra vor Sol til en af de nærmeste Fiksstjerner, Nr. 61 i Svanen, og har tilbagelagt en Afstand, som selv Lyset ikke kan tilbagelægge på mindre end ti År, så har denne mægtige Rejse dog ikke medført en større Forandring i Stjernehimmelens Udseende end den, der ville opstå i Forholdet mellem de enkelte Personer, hvoraf denne ærede Forsamling består, om en af dem, der sidder midt i Salen, skiftede Plads med sin Sidemand.

Efter en sådan Skala er altså stjernehimmelen bygget. Hvis vi ved at undersøge nogle af de fjerneste Planeters uhyre Baner og ved at efterspore nogle af de vidtomflakkende Kometers Løb korn, til at frygte for, at der måske ikke var Plads nok for dem til at fuldende deres lange Flugt, så er vor Frygt nu fjernet. Der er Plads nok i Uendeligheden!  

"På Grundlag af foretagne vanskelige Undersøgelser har man anset det for sandsynligt, at. Stjerner af første Størrelse har en Gennemsnitsafstand fra Jorden på 986,000 Gange Jordbanens Radius, eller 986,000 Gane 148 Mill. km, en Afstand, som det ville tage Lyset 15V2 År at tilbagelægge; og endvidere, at den gennemsnitlige Afstand af Stjerner af sjette Størrelse (de mindste, som tydeligt kan ses uden Kikkert) er 7,600,000 Gange det samme Tal, således at Lyset trods sin ufattelige Hastighed ville behøve over 120 År for at nå herned. Hvis Afstanden til de fleste med ubevæbnet Øje synlige Stjerner er så uhyre stor, hvorledes skal man så kunne konstatere vor Afstand fra hine små Lyspunkter, som kun kan ses gennem de stærkeste Kikkerter?" - Hind's "Astronomy".

Således synes Stjerneverdenen omkring os kun at være som en Forstad eller en Udkant i Skabningens store Alt. Hvor vi end vender Blikket hen, og hvor stærkt vi end væbner vort Øje, så er der altid noget, der lyser bag de yderste Græser af, hvad vi kan nå ud til i Guds uendelige Univers. Job havde Ret, og med ham udbryder vi: "Se, disse er de yderste Grænser af hans Veje, og hvor svag er Lyden af det Ord, som vi har hørt deraf? Men hans Vældes Torden - hvo forstår den?"  

Gud kaldte en Mand op af Drømme til Himmelens Forsal og sagde: "Kom du herhen og se mit Huses Herlighed." Og til Tjenerne, som stod omkring hans Trone, sagde han: "Tag ham og affør ham hans kødelige Klædning, klargør hans Syn og læg en ny Ånde i hans Næse; kun må I ikke røre ved eller forandre hans menneskelige Hjerte - det Hjerte, som græder og bæver." Dette blev gjort, og med en mægtig Engel som Fører stod Manden færdig til sin uendelige Rejse, og fra Himmelens Terrasser begav de sig uden et Ord til Farvel Øjeblikkelig af Sted ud i det endeløse Rum.

Under den højtidelige Flugt på Englevinger fløj de undertiden gennem Mørkets Ødemarker, gennem Dødens Ørkener, der dannede Skellet mellem Verdner, hvor Livet myldrede. ... I en Afstand så fjern, at man kun i Himmelen kan beregne den, kunne de dernæst i nogen Tid se Lys dæmre som gennem en dunkel Tåge; med usigelig Hastighed nærmede Lyset sig dem og de Lyset. Om et Øjeblik befandt de sig ved ilende Planeter, og om endnu et Øjeblik var de omgivet af strålende Sole.

Derpå fulgte Evigheder af Tusmørke, som åbenbarede, men ikke blev åbenbaret. Til højre og til venstre tårnede sig mægtige Stjernebilleder, der fremtrådte som Åndeskikkelser fra Uendeligheden. Der var Arkitraver uden Mål, Hvælv og Porte uden Tal. Inden for disse var der Stjerner, som favnede Evighederne forneden; ovenover var forneden, og forneden var ovenover for den Mand, som var berøvet det af Tyngdekraften påvirkelige Legeme. Dybderne opslugtes af uoverstigelige Højder; Højder opslugtes af bundløse Dyb. Idet de således for frem over Verdner i Himmelafgrunden, opstod der pludselig et mægtigt Råb: Solsystemer endnu mer mystiske, Verdner rullende omkring i endnu større Kredse, andre Højder og andre Dyb kom til Syne, nærmede sig, var lige forud!

Da sukkede Manden og stansede, bævede og græd. Hans overvældede Hjerte udgød sig i Tårer, og han sagde: "Engel, jeg vil ikke længere; thi denne Uendelighed piner Meneskeånden. Uudholdelig er Guds Herlighed. Lad mig ligge ned i Graven og skjule mig og ikke længere forfølges af Uendeligheden; thi jeg ser, at nogen Ende gives der ikke." Og fra de lyttende Stjerner, der strålede rundt omkring, lød som i Kor en Røst, der sagde: "Manden taler Sandhed: om nogen Ende har vi endnu aldrig hørt." "Nogen Ende gives der ikke?" sagde Engelen højtideligt; "er der ingen Ende? Og er dette den Sorg, som dræber dig?" Men ingen Røst svarede, for at han selv kunne svare. Da rakte Englen sine herlige Hænder opad mod Himlenes Himle og sagde: "På Guds Univers er der ingen Ende. Og se, der er heller ingen Begyndelse!" - Richter.