(Termodynamikkens 2. hovedsætning)
Biokemikeren Isaac Asimov, som er en af USAs mest kendte forsvarere af evolutionsteorien, summerer indholdet i termodynamikkens 2. hovedsætning op på følgende måde: »Alle ændringer sker i retning af øget uorden, øget entropi, øget tilfældighed, altså mod nedbrydning«.

Efterhånden som tiden går, vil ethvert system, også universet, blive mindre ordnet. Et mål for uorden i et system er entropien. Entropi er den mængde ener, der ikke er tilgængelig for arbejde. Entropien øges med tiden. Et eksempel: En klods, som ligger på en vej, vil aldrig kunne optage varmeenergi fra vejen og begynde at bevæge sig ud ad den. I så fald ville entropien blive reduceret. Termodynamikkens 2. hovedsætning siger, at noget sådant ikke vil ske. Det modsatte vil indtræffe: når en klods bliver sat i bevægelse hen ad vejen, vil den bremses efterhånden, som bevægelsesenergien omdannes til varme.

At entropien øges med tiden er en af de få universelle love i naturen. Albert Einstein var overbevist om, at termodynamikkens love aldrig ville blive brudt. Dez kendes ikke eksempler på undtavelser fra gyldigheden af termodynamikkens 2. hovedsætning. Den britiske astronom Arthur Eddington siger, at »det er ofte vanskeligt at udrydde teorier, men hvis man har en teori, der strider mod termodynamikkens 2. hovedsætning, er der intet håb  den må bryde sammen i sviende ydmygelse« (citat fra bogen »The Nature of the Physical World«).

Evolutionsteorien strider mod termodynamikkens 2. hovedsætning. Hvordan løser evolutionisterne dette problem? Ifølge Isaac Asimov: »Livet på jorden er gradvis blevet mere sammensat, komplekst. ... Hvordan kan den store øgning i orden være foregået'? Svaret er, at den ikke kunne være sket, uden at jorden blev badet i store mængder energi fra solen". Asimov siger altså her, at tilførsel af energi er nødvendig, for at livet kan opstå. Det kan alle være enige i. Men dette er ikke svaret på det spørgsmål, han først stillede. Mange andre evolutionister har derimod givet svar på spørgsmålet. De hævder, at tilførsel af store mængder energi er tilstrækkelig til løsning af problemet. De siger, at termodynamikkens 2. hovedsætning gælder for lukkede systemer, som er isoleret fra omgivelserne. De hævder, at den ikke gælder systemer, som får tilført energi udefra, såkaldt åbne systemer. I sådanne systemer kan der tilfældigt opstå orden af kaos, siger de.

Men der findes ingen holdepunkter for en sådan tand. Der er ingen modsætning mellem åbne og lukkede systemer. Orden opstår ikke af sig selv, heller ikke i åbne systemer. En bilkirkegård kan være badet i solenergi i millioner af 'ar, men der vil aldrig alene derved kunne opstå en køreklar racerbil af gamle, rustne bilvrag.

Skal der opstå orden, må vi have at gøre med et åbent system. Dette er en nødvendig forudsætning, men ikke tilstrækkeligt i sig selv. Vi behøver også en omformer, der kan omdanne tilført energi til energi, der kan bruges til arbejde. Og vi behøver et program, en plan at udføre arbejdet efter. Først da kan der opstå orden af kaos. Evolutionister henviser ofte til levende organismer som eksempler på, at orden opstår af sig selv. Men levende organismer er tværtimod eksempler på, at orden ikke opstår tilfældigt, men kun fordi de er i stand til at omforme den tilførte energi, så den kan bruges til arbejde (eksempelvis for planternes vedkommende ved fotosyntesen). Samtidig findes der i forvejen en plan, som organismerne udfører arbejdet efter (DNAkoden).

Evolutionen skal være sket uden en sådan mekanisme, uden nogen omformer og uden noget program. Hvordan kan livet være opstået af ikkelevende substans, og hvordan kan livet på jorden være blevet stadig mere komplekst, uden at man har en motor, en mekanisme, til at drive det? Enkelte evolutionister er enige i, at dette er et problem og siger, at »levende organismer muligvis kan være underlagt andre, hidtil ukendte fysiske love«. Professor Jostein Goksøyr, Bergen, har forsøgt at løse problemet ved at påstå, at »evolutionen er en naturlov, næsten på samme måde som tyngdeloven« (citeret fra Bergens Tidende 29/3 1982). Når man tænker på, at makroevolution aldrig er blevet observeret, og at der desuden er stærke indicier (fra forædlingsarbejde og bananfluestudier) for, at makroevolution ikke kan foregå, virker en sådan påstand mildest talt urimelig og fuldstændig grebet ud af luften. Men det viser, hvor fortvivlet situationen er for evolutionisterne, idet de mangler en mekanisme til at drive evolutionen med.

Andre evolutionister henviser til nobelprisvinderen flya Prigogine, idet de mener, at han har løst problemet. Prigogine er egentlig ikke kommet med noget nyt. Han overfører velkendte principper fra hydrodynamikken (turbulens) til den fysiske kemi. Det er ikke korrekt, at Prigogines teori løser problemet om, hvordan orden opstår. Orden opstår ikke af sig selv, om så en nobelprisvinder påstår det. Uden nogen drivende mekanisme er tilstede, vil uorden plus energi kun give større uorden.

»På mange måder er Prigogine lige så stor en mystiker, som han er fysiker og kemiker. Det syn, han har på livet, kan måske være rigtigt, men det lader sig ikke undersøge ved videnskabelige metoder ... det er ikke videnskab, således som vi kender det« (udtalt af fysikeren Eduardo Balanovski, London).