Som tidligere nævnt kan der ske små forandringer i en plante eller dyrepopulation bade ved variation og ved mutationer. Dette kaldes mikroevolution. Neodarwinismen lærer, at sådanne små forandringer akkumuleres med tiden således, at der kan opstå nye typer organismer. Dette kaldes makroevolution. I bogen »Evolutionsteorien  status i norsk forskning og samfundsdebat«, udgivet i forbindelse med Darwinjubilæet (Gyldendal 1984), udtrykkes det på denne made: »At en mikroevolution finder sted er et empirisk (dvs. bygger på erfaring) faktum. "At en makroevolution har fundet sted kan vi udlede som et empirisk faktum".

Det er vigtigt at skelne mellem mikro og makroevolution. Ingen tvivler på, at der sker en mikroevolution, altså små forandringer inden for arterne. Derimod er det problematisk at »bevise« makroevolutionen, f. eks. forandringen fra fisk til padder. Det er yderst vanskeligt at finde videnskabeligt belæg for idéen om en makroevolution. Fossilmaterialet giver ikke grundlag for denne idé, ej heller eksperimentelle data eller simple observationer af nutidens planter og dyr giver nogen støtte til den. Vi skal nu se på det teoretiske grundlag for makroevolution, dvs. nødvendig arvelig forandring.

I 1980 blev der afholdt en konference ved Field Museum, Chicago, hvorunder mange af evolutionsforskningens autoriteter var tilstede, forskere fra alle relevante fagområder. En af deltagerne, professor Anthony Hallam, Birmingham, udtalte, at konferencen af eftertiden vil blive betragtet som en historisk begivenhed. Tidsskriftet Science opsummerer den på følgende måde: »Det centrale spørgsmål på Chicagokonferencen var, om mekanismen for mikroevolution også kan forklare makroevolution. Svaret kan gives som et klart nej!« (Science, nov. 1980)

Forskellen på mikro og makroevolution kan mest enkelt forklares kemisk. Mekanismen bag mikroevolution er mutationer, og mutationer er kemiske ændringer i DNAets struktur. Mutationer vil føre til større eller mindre forandringer af allerede eksisterende strukturer eller organer. I tidens løb må der imidlertid være sket nydannelse af en række organer og strukturer, hvis man skal kunne forklare udviklingen fra éncellet organisme til menneske. Mennesket er meget mere kompliceret opbygget end de fleste andre levende organismer, så det er ikke så mærkeligt, at menneskets DNAmolekyle er længere end bakteriers, fisks og krybdyrs DNA (fig. 10). DNAmolekylets længde er forøget fra 1 mm (bakterier) til over 1 m (menneske) i løbet af den påståede evolutionshistorie. Hvis vi siger, at bakteriens DNAmolekyle indeholder information svarende til et etbinds leksikon, vil menneskets DNAmolekyle svare til et leksikon på 1000 bind! Hvorledes kan dette være fremkommet? DNA er et makromolekyle, og nydannelse eller forlængelse af et makromolekyle kaldes polykondensation. Makroevolution indebærer altså en polykondensation, en vækst af DNAmolekylet i længde. Dette er øgning i kompleksitet. Evolutionsteorien siger ikke bare, at der er sket forandringer inden for plante og dyre grupper, men også, at forandringerne er gået mod større kompleksitet.

En forlængelse af DNAmolekylet fra 1 mm til 1 m svarer til en Øgning i antallet af gener med mindst 50.000. Et gen er et kort stykke af DNAet, som styrer produktionen af et enkelt protein. Men et enkelt gen er ikke nok til at danne en ny struktur eller et nyt organ. Eksempelvis har bananfluestudier vist, at et stort antal gener er involveret i dannelsen af hver enkelt struktur. For eksempel skal der 3040 gener til for at danne en enkelt vingestruktur. Øjenfarven alene er afhængig af 13 forskellige gener. Det er meget vigtigt, ja, helt afgørende, at disse gener virker sammen. »Det er omtrent, som hvis en komponist skulle finde på at omskrive en del af sin symfoni. Det ville ikke være nok at omskrive partituret for soloinstrumenterne i forhold til hinanden, men han måtte også tage hensyn til resten af orkestret«, skriver Gordon Taylor i bogen »The great Evolution Mystery«. Hele orkestret må fungere sammen. Hvis ikke, bliver det ikke musik.

Tilsvarende er det sådan, at sammensætningen af generne er helt uden mening, hvis ikke de virker sammen. Før alle gener er der samtidig  og i rigtig rækkefølge  har de ingen fysiologisk virkning, og der er da heller ikke mulighed for selektion. Hvis en organisme har et enkelt af de 3040 nødvendige gener for en vingestruktur, vil den ikke have nogen fordel i kampen for tilværelsen. Fordelen eksisterer ikke, før alle generne er til stede, og vingestrukturen er et faktum. I en levende organisme som mennesket er der tusinder af sådanne strukturer og organer.

Professor Bruno Vollmert, Karlsruhe, som er specialist i makromolekyler, siger dette på følgende måde»Antallet af forskellige gener fra f.eks. krybdyr til pattedyr er mindst 10.000. Sandsynligheden for, at der bliver et nyt gen til hos et krybdyr ved tilfældig polykondensation  et gen, som både koder for et protein og som fungerer sammen med allerede eksisterende gener  er en titusindedel. Sandsynligheden for, at 10.000 gener opstår ved tilfældig polykondensation i rigtig rækkefølge  hvilket er helt afgørende er af størrelsesordenen er så små, at de i praksis er lig nul, star et andet alternativ, hvad oprindelsen til DNA og styring af polykondensation angår  en intelligent skaber.