Evolutionisterne antager, at livet  dvs. den første L levende celle  blev til af ikkelevende materiale og ved naturlige processer. Liv er opbygget af enkle grundstoffer som brint, ilt, kvælstof og fosfor. Men alligevel er den enkleste celle »en mekanisme, som er ufattelig meget kompleks. end nogen maskine, mennesket har udtænkt«, ifølge William Thorpe, professor i zoologi ved Cambridae University, For at få en bedre forståelse af livets kompleksitet skal vi se lidt nærmere på cellens opbygning.

Proteiner
En grundlæggende bestanddel i levende substans er proteiner. Et protein er en kæde af hundreder af aminosyremolekyler, hvoraf der findes 20 forskellige Som et argument for, at proteiner kan opstå tilfældigt, henvises der i lærebøger ofte til en række eksperimenter, som blev udført af Stanley Miller i 1950erne. Han tilførte energi i form af elektriske udladninger til luftformige blandinger af ammoniak, vand og metan, og herved dannedes aminosyrer, livets byggesten. Nu kan man tænke, at først aminosyrer er dannet, så er springet ikke så stort til dannelse af aminosyrekæder, altså proteiner. Og dermed ville et af grundelementerne i levende substans være dannet. Men mange af disse lærebøger siger ikke noget om, at disse aminosyrer, som er blevet til ved en tilfældighed, er fuldstændig ubrugelige til dannelse af liv. Problemet er, at aminosyrer optræder i to udgaver. Begge udgaver indeholder de samme atomer, men deres rumlige strukturer er forskellige. Aminosyreblandinger, som er dannet tilfældigt, består altid af en ligelig blanding af de to typer. Det er kun muligt at adskille de to typer via kompliceret teknik i laboratoriet. Forskellen på de to typer svarer til forskellen på en venstre og højre hånd (fig. 1). Alt levende består udelukkende a£ aminosyrer af venstreformen, mens aminosyrer dannet ved tilfældighed altid optræder i en ligelig blanding. I laboratoriet er det muligt at adskille de to typer, men det sker aldrig ved tilfældighed. Forudsætningen for, at liv skal opstå er, at der sker en adskillelse, således at venstreformerne kan kæde sig sammen til proteiner.

Lad os se på et eksempel, som kan give os en vis forståelse for, hvor usandsynligt det er, at et protein bliver til ved tilfældigheder. Sandsynligheden for at få krone ved møntkast er 50%. Sandsynligheden for at få krone to gange i træk er 50% x 50% = 25%. Sandsynligheden for at få krone hundrede gange er 50% ganget med sig selv hundrede gange, altså et meget lille tal, men ikke helt lig nul. En matematiker vil imidlertid kunne fortælle os, at hændelser med uhyre små sandsynligheder må siges aldrig at ville indtræffe. Chancen for ikke at få hundrede gange krone i træk er 99,999999999999999999999999999%. Man kan altså sige med 100% sikkerhed, at ingen vil få krone hundrede gange efter hinanden ved møntkast.

På lignende måde er det med dannelsen af et protein ved tilfældigheder. Mindst 400 aminosyrer af venstreformen skal lænke sig sammen, for at der skal blive dannet et protein. Af to, typer aminosyrer er altså kun den ene brugbar. Og den enkleste form for levende substans indeholder 124 proteiner. Sandsynligheden for, at et protein vil dannes ved tilfældigheder er som at kaste krone 400 gange i træk. Og dette må altså ske 124 gange, før vi har en levende organisme, hvilket giver en sandsynlighed på et 1tal divideret med 10 ganget med sig selv 14136 gange. Der er altså uhyre lille sandsynlighed for, at proteiner opstod tilfældigt. Evolutionisterne er enige i, at sandsynligheden er meget lille, men siger, at det trods alt ikke er umuligt. Det må være sket, siden livet nu engang findes.

Alt kan ske, blot der er tid nok, hævder nogle. Enkelte andre vil sige, at et »krystallisk kogsalt er matematisk set lige så usandsynligt, som et proteinmolekyle er det« (professor Jostein Goksøyr, Bergen). Tanken her er, at når krystallisk kogsalt kan blive til af sig selv, så kan et proteinmolekyle også blive det. Det er klart, at når kogsaltkrystallet får den form, som det gør, så har det blandt andet med atomernes elektriske egenskaber at gøre. Hvis proteinmolekylet, i lighed med kogsaltkrystallet, skulle blive til af sig selv (uden styring udefra), så måtte det være »programmeret« i de atomer, som det er opbygget af. Intet tyder på, at dette er tilfældet.

Hvis sandsynligheden for at blive dræbt i trafikken var lige så lille som sandsynligheden er for, at 124 proteiner skulle blive til ved en tilfældighed, så ville man roligt kunne gå* ud fra, at ingen nogensinde ville omkomme af den årsag. Sandsynligheden for, at proteiner opstod ved tilfældigheder er så nær nul, som man kan komme. Sandsynligheden for, at en intelligens eller skaber var involveret i proteinernes opståen, er mindst lige så stor, som den er for, at de opstod af sig selv!