Hvordan er livet på jorden blevet til? Hvad er grunden til, at der findes så mange forskellige levende organismer?

Som svar på disse spørgsmål vil de allerfleste henvise til evolutionsteorien (udviklingslæren). Den siger, at levende væsener er opstået ved gradvise forandringer fra enkle til mere komplicerede former, og at alt har en fælles oprindelse, Den første levende encellede organisme, urcellen, blev til ved naturlige processer (dvs. af sig selv) ud fra ikkelevende substans.

Det er først og fremmest Charles Darwins fortjeneste, at evolutionsteorien slog igennem, selv om han ikke var den første, der gik med sådanne tanker. Det var imidlertid ham, som lagde en teori frem om, hvad der var evolutionens årsag. Siden er hans teori blevet bearbejdet en del og går i dag under betegnelsen »neodarwinisme«. Denne. teori siger, at alle former for levende organismer er blevet til ved tilfældige ændringer i arveegenskaberne (mutationer), kombineret med kampen for tilværelsen, i hvilken den bedst egnede overlever (naturlig udvælgelse).

Af skolernes lærebøger og massemedierne kan man få det indtryk, at udviklingslæren ikke bare er en teori, men et faktum. Af og til nævnes det ganske vist, at der findes kritiske røster, men ofte giver man indtryk af, at kritikerne er uvidenskabelige, og at de ikke ved, hvad de snakker om.

I skolernes lærebøger præsenteres også ofte en forklaring på, hvordan livet er blevet til. Vi læser, at livet blev til af livløst stof og ved en tilfældighed (af sig selv), dvs. ved fysiske og kemiske processer. Dette kaldes kemisk evolution.

Til trods for lærebøgers og massemediers udsagn er der i dag mange videnskabsmænd, som ikke vil godtage den teori, at tilfældigheder er ophav til alt levende. Der skal ikke lægges skjul på, at disse forskere er i mindretal. Videnskabelige teorier bør dog ikke vurderes efter antallet af tilhængere, men ud fra deres sandhedsindhold.

Professor Pierre Grasse, en af verdens førende biologer, kan i denne forbindelse repræsentere de forskere, som ikke godtager, at tilfældighed er evolutionens drivkraft. Grasse, der er tidligere præsident i Det franske Videnskabsakademi, siger i bogen »Evolution of living organisnis« fra 1977: »Den biologiske evolutions læresætninger kan ikke stå sig mod objektiv faglig kritik. De viser sig enten at være i strid med virkeligheden eller ude af stand til at løse de aktuelle problemer.«

Hvis man forkaster neodarwinismens teser, hvordan skal man da forklare livets ophav,? En mulighed er at gå ud fra, at alt har en naturlig forklaring, at alt er blevet til af sig selv. Flere forskere, deriblandt Grasse, hævder, at »levende organismer antagelig er underlagt andre, hidtil ukendte fysiske love. «

En anden gruppe forskere, som også tager afstand fra neodarwinismen, kaldes creationister (dvs. de, som tror på skabelse  »creo« er det latinske verbum for »at skabe«). De mener, at man ikke kan forklare livets ophav og den store variation af levende væsener alene ved fysiske og kemiske processer i naturen. Der er en sådan orden og harmoni i naturen, og levende organismer er så fantastisk komplicerede, at der må være en intelligent skaber som baggrund for det hele. Livet kan ikke have en såkaldt naturlig forklaring.

En tredje opfattelse, som er beslægtet med creationisternes, går ud på, at livet blev sat på jorden af en fremmed civilisation fra verdensrummet, og at evolutionen skyldes tilført arvemasse fra verdensrummet. De forskere, som har denne opfattelse, siger lige som creationisterne, at livet ikke har nogen naturlig forklaring, men skyldes indgreb udefra.

Der skal ikke lægges skjul på, at udgiverne af dette hæfte er creationister. Det er skrevet ud fra den holdning, at den creationistiske opfattelse bedst er i overensstemmelse med den migældende videnskabelige erkendelse. På de følgende sider i dette hæfte skal der argumenteres for 1) at livet må være skabt, og 2 at naturlige processer umuligt kan være ophav til levende organismer, I argumentationer er anvendt adskillige citater fra videnskabsmænd, hvoraf ingen så vidt vides er creationister. Det følgende er i høj grad bygget på arbejder af Hitching, Rifkin, Taylor og Wysong (se litteraturlisten). Kilderne til citater fra disse arbejder vil ikke altid være opgivet.