Idet vi tænker os at den geologiske profil og den tidsskala som tilhængere af evolutionsteorien har fastsat er korrekt, vil vi nu undersøge karakteren af de fossiler som de omfatter. Dr. Merson Davis, D.Sc., Pli.D., etc., der er en omhyggelig forsker inden for geologiens område, gør indsigelser mod professor Julian Huxleys hypotese om langsom udvikling gennem geologiske tidsperioder, i sin artikel The Science of Dr. Julian Huxley der i august 1951 blev offentliggjort i The English Churchman. "De geologiske kendsgerninger er i fuldkommen modsætning til den (udviklingslæren). For alle de store dyregrupper, og alle de mest højtspecialiserede typer, dukker op pludseligt og fra første færd i fuld effektivitet, og der findes ingen forbindelsesled mellem rækker, klasser, eller selv ordener. Med andre ord, forbindelsesleddene mangler fuldstændigt, netop på det sted i den darwinistiske teori hvor de skulle være mest talrige.... De nye strukturer som så ofte dukker op viser forvirrende gensidige forhold ,mellem forskellige dele, som ville være ubrugelige inden fuldførelsen. Selve den naturlige udvælgelse ville have elimineret mellemliggende former i stedet for at bevare dem."

Dette indrømmes af H.H. Newmann i hans bog om evolutionslæren, arvelighedslære, og racehygiejne (Evolution, Genetics and Eugenics) under hovedfaktum nr. 3. "Dyrene og planterne i de ældste geologiske lag repræsenterer alle eksisterende rækker med undtagelse af chordata, men de forskellige rækkers repræsentanter er relativt generaliseret sammenlignet med eksisterende typer."

Over for den sidste påstand skriver dr. D.H. Scott, en af de største autoriteter på fossilbotanikkens område, i Extinct Plant and Problems of Evolution, side 147: "Gennernsnitshøjden på ulvefoden (lyco podium) fra kulperioden var langt større end på den der tilhører samme gruppe i vor tid." Og videre: "Nogle af de mest komplicerede frø man kender er fra palæozoikum ... senere ændringer har i det store og hele været i retning af forenkling" (side 169).

Det gamle argument om at dyr og planter ikke ' kunne forstenes i disse krystalinske bjergarter står ikke for en nærmere prøve. For som prof. McRcady Price ville henlede opmærksomheden på: "En bjergarts beskaffenhed med hensyn til dens størknings eller krystalliseringsgrad er ikke garant for hvilke slags fossiler den kan indeholde. Enhver type af liv, selv hvad man sædvanligvis benævner som det alleryngste, kan rimeligvis findes i krystallinske eller metamorfe bjergarter der fremtræder lige så gamle som nogen andre på jorden." 

Videre siger Newmann, i sit faktum nr. 10: "De fleste hvirvelløse rækker havde allerede gennemgået mere end halvdelen af deres udvikling på det tidspunkt da de tidligste fossile efterladenskaber blev aflejret."

Dette synes bare at være en undskyldning for den pludselige tilsynekomst af de fleste hvirvelløse grupper (og enkelte fiskeskeletter, ifølge Dunbar) med tilhørende udprægede specialiseringer. Der findes overhovedet ingen antydning af at de langsomt har udviklet sig fra en smule protoplasma, sådan som fortalerne for evolutionsteorien ville vente.

Prof. A.H. Cook (Cambridge Natural History, bind 111, side 5) udtaler: "De første ubestridte spor af liv som dukker op i kambrium, fremviser de samme fyletiske distinktioner som nu eksisterer. Svampe, pighuder, bløddyr, og orme der allerede blev dannet i disse umådelig fjerne tidsaldre, er grupper der øjensynligt i det hele taget er hinanden lige så forskellige som de er i nutiden. Faktum er, der findes ingen fossilbeviser på de hvirvelløse dyrs udvikling, de fremstår alle pludseligt, og fuldt ud specialiserede."

Nu erklærer Newmann i sit faktum nr. 5: "Der er almindeligvis en gradvis fremadskriden henimod højere typer når man går fra de lavere til de højere lag." Men Charles Darwin erklærede (Origin of Species, bind 11, side 49): "Geologien fremviser ingen sådan fint inddelt organisk kæde, og dette er måske den mest påfaldende og alvorlige indsigelse der kan fremføres mod evolutionsteorien." Og et hundrede års forskning siden Darwins tid har på ingen måde svækket denne indsigelses gyldighed. 

I Newmanns niende hovedfaktum fastslås desuden: "Hvirveldyrklassernes udvikling er mere tilfredsstillende vist end nogen anden gruppes, sandsynligvis fordi de repræsenterer den sidste række der udvikledes, og det meste af deres historie falder sammen med den periode hvori man har kendskab til fossiler."

Prof. Newmann henviser sandsynligvis til hestens, kamelens, og elefantens stamtavler der er udstillet som beviser på udviklingsteorien på New Yorks Naturhistoriske Musæum. Et blik på disse serier, specielt hestens stamtavle, forekommer fuldstændig overbevisende for en tilfældig iagttager. Hvis bare de forstenede heste var blevet fundet i den rækkefølge som de er arrangeret i, i på hinanden følgende yngre lag i overensstemmelse med loven om overlejring, så ville der være nogen fornuft i at antage at den moderne hest er udviklet af former som Eohippus. Men kendsgerningerne stiller sig anderledes. Knoglerne fra hestene i stamtavlen blev indsamlet fra forskellige egne af jorden og arrangeret i en udviklingsrækkefølge. På intet enkelt sted på jorden kan man finde disse 'forfædre' til hesten i denne udviklingsrækkefølge. Det er faktisk lige så rimeligt at antage at de alle eksisterede på jorden på samme tid. Den eneste grund til at arrangere fossilerne i denne orden, fra 'Urhesten' (Eohippus) til nutidshesten, er formodningen om at en udvikling har fundet sted.

Således, efter kunstigt at have arrangeret fossilerne så de kan fortælle historien om udviklingen, vender darwinisterne om og fremlægger det samme som bevis på udviklingslæren! Det er dette der fik Charles Duperett  en af de største franske palæontologer  til at kalde denne særlige form for bevis for " et løgnagtigt bedrag" (se Transformations of the A nimal World, side 105). 

Her gælder den samme indsigelse fra T.H. Morgan mod beviset fra klassifikationen. Alligevel må man desværre sige at ikke bare professorer og studerende på universiteterne men selv den almindelige offentlighed lader sig bedrage af sådanne kunstige arrangementer af disse fossiler på de store musæer, og af de fotografier af afstøbninger som er offentliggjort i lærebøger i geologi. Det kan her være passende at berette om en oplevelse som forfatteren havde for nylig på Ceylon under en diskussion om evolutionsteorien med de universitetsstuderende. En af professorerne (en dr.phil.) som opponerede mod ham, fremlagde hestens stamtavle som et uigendriveligt bevis på udviklingslæren. Som mange andre professorer havde han den fejlagtige forestilling at disse fossiler var blevet udgravet i på hinanden følgende jordlag, sådan som det er opstillet på New York musæet. Han var ikke klar over det faktum at en hov fra en nutidshest er blevet fundet i Colorado i ældre lag end knoglerne fra Eohippus.

En sådan uvidenhed om de virkelige kendsgerninger angående hestens stamtavle er, selv blandt professorer, ikke overraskende. For fakta der er i modstrid med evolutionsteorien bliver ofte ikke offentliggjort i lærebøger. Undertiden bliver de forsætligt tilbageholdt.

Selv hvis hestens eller kamelens eller elefantens stamtavle kunne fremvises i bjergarterne, ville den ikke desto mindre kun vise variation indenfor den art som er nævnt i Bibelen. Forbindelsesledene mellem de oprindelige arter som er nævnt i Første Mosebog vil fuldstændig mangle. Denne mangel på forbindelsesled mellem arterne udgør en meget alvorlig indsigelse mod evolutionsteorien, som Darwin selv har fastslået i sin Origin of Species, som allerede anført 

Der eksisterer i dag et vist antal dyr af særegne former, skarpt afgrænset fra andre. Hvis disse er modificerede efterkommere af ensartede former, som darwinisterne holder på, så må hver enkelt have en række forfædre af mellemliggende former mellem sig og den ensartede stamfader. Men, som fremhævet af afdøde Mr. Douglas Dewar, de fossiler som er fundet indtil nu, viser ikke en eneste dyreart der i sin form ligger mellem den ensartede stamfader og de nu eksisterende, skarpt differentierede former.

Darwinisterne tror f.eks. at hvaler nedstammer fra land dyr gennem en serie modifikationer i på hinanden følgende generationer. Man har beregnet at mindst tredive mellemliggende led må have været nødvendige for at et landpattedyr skulle kunne blive til en hval. Men indtil nu har studiet af fossiler ikke afsløret et eneste led i bjergarterne. 

Det samme må siges om sæler, som formodes at have haft mindst otte mellemled fra landpattedyrene, og om flagermusene der har haft ca. tyve fra vingeløse pattedyr.

Den fuldstændige mangel på sådanne led i bjergarterne slår således næsten fast at sådanne mellemformer aldrig har eksisteret. Med T.H. Huxleys kriterium: "Hvis der er foregået en evolution, vil dens spor være efterladt der (i bjergarterne), hvis den ikke har fundet sted, vil dens gendrivelse være at finde der"  med det kriterium, er der aldrig nogen sinde foregået en evolution. 

Mellemliggende fossiler.
Ofte står der i lærebøger at Archacopteryx forbinder øgler og fugle, og Ictidosauria forbinder øgler og pattedyr, og Ichthyostegus forbinder fisk og padder. Men et mere detaljeret studium af disse såkaldte mellemliggende fossiler afslører at de fossiler som er blevet anført som mellemformer mellem to klasser, alle tilhører den ene eller anden af de to klasser.

Således er Archaeopteryx en fugl med tænder som enhver anden fugl fra kridttiden, med veludviklede fjer og ensvarm legernstemperatur. Teorien om at fjer er udfrynsede skæl kan ikke længere fastholdes da de end ikke stammer fra det samme overhudslag som skællene.

Ictidosauria er ægte krybdyr, skarpt afgrænset fra pattedyrene  ved tilstedeværelsen af et enkelt søjleben i stedet for pattedyrenes tre øreknogler,  og ved den af mange knogler bestående underkæbes indirekte ledforbindelse ved hjælp af et kvadratben, i stedet for den ene knogles direkte ledforbindelse hos pattedyrene. Det er imidlertid sandt at adaptiv radiation virkelig har frembragt nogle 'pattedyrlignende krybdyr', lige så vel som de australske pungdyr har frembragt en række varieteter der lignede de placentale pattedyr.

Ichthyostegus er på sin side utvivlsomt en padde, trods dens lighed med en fisk m.h.t. visse mindre karakteristika. 

Det hævdes ofte i lærebøger skrevet af darwinister at der findes 'en ubrudt overgang fra krybdyrenes strukturplan til pattedyrenes.' en der findes ingen fossiler der viser en eneste overgang fra krybdyrets underkæbe og indre øre til underkæben og det indre øre hos et pattedyr. En sådan overgang er desuden utænkelig, eftersom sådanne mellemformer hverken ville være i stand til at spise eller høre i den lange overgangstid.

Mennesket kan ligeledes ikke være udviklet fra aber eller menneskeaber da alle levende dyr er for specialiserede til at kunne danne grundlag for så generaliseret en struktur som menneskets. Alle de såkaldte 'missing links' som man hidtil har kort frem med, er forsvundet et efter et eftersom vor viden om de fortidsmennesker som levede på denne planet, er forøget.

Dr. Henry Fairfield Osborne, tidligere kurator ved Amerikas Naturhistoriske Musæum, der havde det privilegium at undersøge flere kranier end nogen anden samtidig videnskabsmand, erklærer: "Jeg anser abemennesketeorien for at være fuldstændig fejlagtig og misvisende. Den burde være bandlyst fra al vor tænkning og litteratur, ikke af følelsesmæssige grunde men af rent videnskabelige grunde, og vi burde nu resolut vende os mod opdagelsen af vore virkelige førmenneskelige forfædre."

Faktum er, der er ingen fossiler bevaret i bjergarterne som forbinder en række med en anden, eller en grundlæggende art med en anden grundlæggende art. Og de kategoriske og utvetydige udsagn af fyrsten blandt palæontologer, Louis Agassiz fra Harvard universitetet, er lige så rigtige i dag som i Charles Darwins dage. Han skriver i sin bog Methods of Study in Natural History, "Som pa læontolog har jeg fra første færd taget afstand fra denne nye teori om omdannelse (evolution) af arter som nu i så vid udstrækning godtages i den videnskabelige verden. I virkeligheden modsiger dens læresætninger hvad de animale former der ligger begravet i jordens klippelag fortæller os om deres fremtræden og arvefølge på jordens overflade. Teorien er en videnskabelig fejltagelse. ... Der kendes ikke et faktum inden for videnskaben der går i retning af at vise at noget væsen i den naturlige gendannelses og forøgelsesproces nogensinde har divergeret fra den kurs der er naturlig for dette væsens art, eller at en eneste art nogensinde er blevet omdannet (udviklet) til en anden." 

George Gaylord Simpson, palæontolog ved Columbia University, skriver i sin bog Tempo and Mode of Evolution på side 115: "Da det blev mere og mere tydeligt at de store huller vedblev at være tilstede på trods af vidunderlige fremskridt med fund af dele af lavere overgangsformer og fremadskridende linier, var det ikke længere tilfredsstillende udelukkende at tillægge tilfældet deres mangel på objektive data. Palæontologiens mislykkede bestræbelser på at lave sådan et bevis, føltes så bidende at nogle få disillusionerede naturforskere endog kom til det resultat at teorien om en organisk nedarvningskontinuitet var fejlagtig når det kom til stykket."

På side 7 i bogen An Introduetion to Palaeontology (1947), skriver Chester A. Arnold, professor i botanik ved University of Michigan: "Endnu har vi ikke været i stand til at følge en enkelt gruppe af moderne planters fylogenetiske historie fra dens begyndelse til nu."

Senere, i 1953, skrev G.G. Simpson (The Major Feature of Evolution, side 360): "På trods af disse eksempler, er det stadigvæk sandt, som enhver palæontolog ved, at de fleste nye arter, slægter, og familier fremtræder pludseligt som fund, og ikke bliver forberedt ved kendte gradvise, fuldkommen kontinuerte overgangsrækkefølger."

D. Dwight Davis, kurator ved the Natural History Museum, Chicago, skriver i sin bog Genetics, Paldeontology and Evolution (1949), på siderne 74 og 77 (som anført af dr. Frank Marsh): "De større adaptive typers pludselige tilsynekomst som det er set ved den bratte frerntræden i fossilfundene af familier og ordener, er stadig årsag til besvær. Fænomenet ligger i det genetiske ingenmandsland udenfor de eksperimentelle grænser. Enkelte palæontologer klynger sig, selv i dag, til den tanke at disse huller vil blive fyldt ud ved yderligere indsamling, dvs. de er tilfældigheder der skyldes prøveindsamlingen, men de fleste anser den iagttagede mangel på sammenhæng for virkelig, og har søgt en forklaring på den." "Men palæontologiens fakta stemmer lige så godt overens med andre fortolkninger som er blevet bragt i miskredit ved neobiologiens arbejde, f.eks. guddommelig skabelse, medfødt udviklende fremskriden, lamarckisme, osv., og palæontologien alene kan hverken bevise eller modbevise sådanne ideer."

Samme forfatter citerer på side 14 dr. A.S. Romer fra Harvard University, "Chancerne for at opnå en fuldstændig trindelt serie (hvis der eksisterede en) er derfor øjensynlig meget, meget mindre end i tilfældet med en mere normal fyletisk udvikling. Der mangler 'led' lige netop der hvor vi mest inderligt ønsker dem, og det er kun alt for sandsynligt at mange 'led' fortsat vil vedblive at mangle." 

Det kan derfor hævdes at palæontologiens fakta  nemlig den pludselige opdukken af alle hvirvelløse grupper med tilhørende tydelige specialiseringer i kambriumperioden, og de indiskutable fossilers komplette fravær i bjergarterne fra prækambrium, og manglen på mellemformer til at forbinde de grundlæggende dyre og plantearter,  mere argumenterer for en øjeblikkelig skabelse end for en udvikling.