I dette kapitel vil vi undersøge det bevismateriale som fossilerne har givet, idet vi husker på at det hovedsagelig var Darwins tillid til Lyells geologi der fik ham til at fremlægge teorien om den organiske udvikling. 

Ifølge tilhængere af udviklingslæren, er palæontologi studiet af fossile efterladenskaber af uddøde dyr og planter, indbefattende ethvert spor af deres eksistens såsom fodspor og aftryk i skifer, ler eller kul. T.H. Huxley skrev at "det primære og direkte bevis for udviklingslæren kan kun skaffes fra palæontologien ... hvis der har fundet en udvikling sted, vil dens spor være efterladt der, hvis den ikke har fundet sted vil dens gendrivelse være at finde der." Desuden erklærer T.H. Morgan i Critique of Evolution, side 24, at dette bevismateriale fra jordlagene "sandsynligvis er det stærkeste bevis på udviklingsteorien". Lad, os derfor undersøge dette 'det stærkeste bevis'! 

I mange dele af verden langs bjergsider, flodbredder, osv. kan jordlag eller "strata" af forskellig tykkelse iagttages liggende horisontalt, det ene ovenpå det andet. Disse lag blev øjensynligt lavet ved vandets virksomhed, de nederste er blevet aflejret først og de øverste sidst. Tilhængere af evolutionsteorien fortæller os at den første aflejring fandt sted for omkring en milliard år siden, og de følgende lag i intervaller på hundrede af millioner år. I det samme tidsrum opstod en smule protoplasma 'på en eller anden måde', og udviklede sig efterhånden til de forskellige grupper af planter og dyr som har efterladt deres spor i bjergarterne. Vi finder altså i de dybere liggende lag fossiler af simple former for liv, og i de øverste lag de mere komplekse. Dette udgør det palæontologiske argument i evolutionsteoriens favør. Lad os derfor undersøge beskaffenheden af jordlagene og de fossiler som de indeholder. 

Den geologiske tidstavle
Moderne geologer deler fortiden i seks tidsaldre, disse er igen opdelt i ca. seksten perioder der hver dækker et spand af tid der omfatter fra 25 til 90 millioner år. Fra den kambriske tidsalder til sen kænozoisk bliver det i alt. ca. 500 millioner år. Til dette lægges de proterozoiske og arkæiske tidsaldre (som ikke er opdelt i perioder) der hver omfatter endnu 500 millioner år. Disse tidsaldre og perioder er arrangeret i en lodret rækkefølge eller 'tidstavle' og offentliggjort i lærebøger.

Men det vil være et chok for mange studenter at få at vide at der ingen steder på jordens overflade findes en sådan rækkefølge og at man intetsteds har fundet mere end to eller tre "systemer" ovenpå hinanden. Som prof., dr.phil. S.J. Bole, professor i biologi, har peget på: "Grabau fastslår at det er af største vigtighed at forskeren i stratografi må finde en sammenhængende forekomst for at han kan have et mål hvormed han kan bedømme de delvise forekomster. Men der findes ikke en sådan sammenhængende forekomst .... Typeprofilen af tidstabellen siges at være 150 km tyk. Men tykkelsen af de lagdelte bjergarter varierer overalt fra nogle få cm op til et par km, Typeprofilen er en sammensat 'historie', opbygget ved sammensætning af veludformede sektioner der er blevet fundet i vidt spredte områder af jorden." Og T.H. Huxley fastslår, "Alt hvad geologien kan bevise er en lokal rækkefølge. ... Devons fauna og flora på De britiske Øer kan have været samtidig med silurs liv i Nordamerika, og kultidens fauna og flora i Afrika. ... Geografiske områder og zoner kan have været ligeså tydeligt markeret i den palæozoiske tidsalder som i dag." 

Det er også interessant at lægge mærke til at rækkefølgen i lagdelingen ikke er den samme alle steder hvor lagene er blevet fundet liggende oven på hinanden. Prof. S.J. Bole udtaler at "et af de spørgsmål som de geologer der er tilhængere af evolutionsteorien, ikke kan besvare, er vedrørende den op og nedvending af bjergarter som man har fundet vidt omkring". Sådanne 'op – og  ned' områder kan man se i Kina, Norge, Alperne, Skotland, New York, Tennessee, Georgia, og andre steder. Hvor sådanne uregelmæssige og prekære situationer opstår, har darwinisten altid en forklaring om at en eller anden voldsom omvæltning har fundet sted jorden har en opkastet fold og viser derfor fossilerne i en anden orden. Således, for at citere McReady Price, "vil tilhængeren af evolutionsteorien, selv hvor det drejer sig om områder der dækker tusinder af kvadratkilorneter hvor lagdelingen ligger i en fuldstændig normal rækkefølge og uden at vise et eneste tegn på omvæltning eller foldning, hellere bebrejde gamle Moder Jord det og betragte det som hendes 'fejl', end at indrømme at der var noget galt med hans geologiske tidstavle." 

Den geologiske tidstavle synes at være forfalsket, for først er fossilerne blevet arrangeret i forhold til de lag hvori de er blevet fundet, og derefter er lagene blevet arrangeret i forhold til de fossiler som er fundet i dem.

Når fossiler bliver fundet i uvelkomne lag, sker det ofte at enten deres navne eller dateringen af den bjergart hvori fossilerne dukkede op, bliver ændret. Da f.eks. Equus blev fundet i Indien i miocæne bjergarter (ældre end de bjergarter som indeholdt deres forfædre) blev de først ændret til pliocæne, og derpå til kvartære, for at vise hestens stamtavle. Derfor siger Grabau i Principles of Stratigraphy, side 1103: "den primære inddeling af den geologiske tidsskala er, som vi har set, baseret på forandringerne i livsformerne, med det resultat at Jossilerne alene afgør hvorvidt en formation tilhører den ene eller den anden af disse store inddelinger."

At lagenes karakter ikke er af betydning, fremgår klart af følgende citat af H.S. Williams fra hans Geological Biology, siderne 37 og 38. Han skriver: "Disse systemer er, på trods af den vilkårlige gruppering af de lagdelte bjergarter i særlige regioner, blevet almindeligt brugt som den primære inddeling af bjergarterne, hver gang en kronologisk rækkefølge er taget i betragtning. Når et hvilket som helst nyopdaget fossilholdigt lag, fra et hvilket som helst sted på jorden, skal beskrives, er det første skridt der må tages for at give det en videnskabelig definition, at tilskrive det det ene eller det andet af systemerne ud fra de fossiler som bliver fundet i det. Karakteren af selve bjergarterne, deres sammensætning eller deres indhold af mineraler, har intet at gøre med afgørelsen af spørgsmålet om hvilket specielt system den nye bjergart tilhører. Fossilerne er det eneste middel der findes til bestemmelse af de indbyrdes forhold. 

Den geologiske tidstavle er derfor en 'kunstig sammensat 'historie', med lagene vilkårligt arrangeret ifølge beskaffenheden af de fossiler som de indeholder, for at fortælle historien om evolutionen. Som dr. Frank Marsh udtrykker det: "Der findes intet sted på jorden hvor man kan tage hen og se mere end nogle få tusinde fod lagdelte bjergarter, målt lodret. Og ingen af disse steder kan man se noget dyrs eller nogen plantes udviklingshistorie" Evolution, Creation and Science, side 22 1. 

Kendsgerningerne fra palæontologien synes nærmere at støtte tanken om en skabelse og om Syndfloden end udviklingslæren. For eksempel optræder alle hovedgrupperne af de hvirvelløse dyr 'pludselig' i jordens første fossilholdige lag (Kambrium) med deres udprægede specialiseringer, hvilket tyder på at de alle blev skabt næsten samtidigt. Dette modbeviser darwinisternes formodning om at en gruppe er udviklet af en anden gruppe gennem et langt tidsinterval, eller at en række til enhver tid er ældre end en hvilken som helst anden række. Desuden er endevendingen af jordlagene i mange dele af verden i modstrid med udviklingslærens fossilorden. 

Hvordan blev fossilerne dannet?
Forekomsten af fossiler der er sammenhobet i store antal og som viser mærker af vold, som mammutterne i Sibirien, tyder på at de blev begravet pludseligt i en oversvømmelse, sådan som Sir Henry Haworth beskriver det i The Mammoth and the Flood. Hugh Miller siger i Old Red Sandstones, side 221, at "over et areal på mere end 25.000 kM2 har man fundet rester af fisk som bærer utvetydige mærker af en voldsom død. Formerne er forvredne, sammenpressede, krummede, halen er i mange tilfælde bøjet om til hovedet, rygraderne stikker ud, finneme er spredt helt ud." Yderligere information om pludselig begravelse af dyr kan læses i W. Buclands Geology and Mineralogy, bind 1, side 24. Under beskrivelsen af de forstenede fisk i Alperne, fastslår forfatteren: "De er altid hele, og så tæt pakkede, den ene oven på den anden, at mange individer ofte er indeholdt i en enkelt blok. Alle disse fisk må på dette skæbnesvangre sted være døde pludselig, og så være blevet begravet omgående i det sediment som på daværende tidspunkt var under aflejring. Ud fra det faktum at visse individer er blevet bevaret med antydninger af farve på skællene, er vi over bevist om at de blev begravet før en opløsning af blød delene havde fundet sted." De bjergarter har rigelige efterladenskaber af hajer som er døde i den naturlige svømmestilling, med ryggen let udfladiget under vægten af det dynd som aflejredes ovenpå dem. I beskrivelsen af de mammutter der er begravet i is i Sibirien, skriver Sir Henry Haworth, der var Bibelen fjendtlig sindet, at "intet andet end en pludselig oversvømmelse kan forklare at forholdene er som de er." En sådan begravelse i flokkevis tyder på en katastrofe i stil med den Syndflod som er beskrevet i Bibelen. Yderligere bevismateriale er videnskabeligt dokumenteret i The Genesis Flood af doktorerne Henry M. Morris og John C. Whit comb (1962). 

Forfatteren af denne bog har personligt besøgt Princeton University i 1963 for at undersøge en rektangulær blok, omtrent I m lang, der indeholder de fossile efterladenskaber af tre næsehorn. For ham synes alle de ovenfor beskrevne forhold ved fossilerne, og alle de andre kendsgerninger fra geologien og palæontologien, kun at kunne blive forklaret fornuftigt ved hjælp af den Syndflod som er beskrevet i Bibelen. En forvansket version af den samme beretning findes i mange af oldtidens dokumenter. I begyndelsen blev en verden af skønhed skabt, med en overdådig vegetation, vrimlende med en større mangfoldighed af dyr end i nutiden. Så begravede en uhyre katastrofe dem alle i slam der så har bevaret dyr og planter på forskellige lagdelingsniveauer i forskellige egne af jorden.

Dette kan måske ikke besvare alle den bibelstuderendes spørgsmål. Men hvad palæontologien angår, synes Bibelens svar at være en langt bedre forklaring end den evolutionsteorien giver. Det fossile bevismateriale, eller beviset fra den historiske biologi, synes mere at være til gunst for en skabelse end en udvikling.