Endnu et bevis fra morfologien som bliver fremført af darwinisten, er tilstedeværelsen af såkaldte 'rudimentære organer' i visse dyr. Rudimentære organer er, ifølge prof. H.H. Newmann "unyttige repræsentanter for organer som fungerer i andre beslægtede dyrearter". Det siges at i dyrenes kroppe findes der dele som ikke har nogen funktion overhovedet, men som fungerede i deres forgængere og som blev rudimentære i efterkommerne, i overensstemmelse med evolutionsteorien. Jo højere et dyr man står over for, desto større er antallet af sådanne rudimenter man finder, og mennesket som er det højeste, formodes at bære rundt på en masse unyttig bagage (hen ved 180 organer ifølge Weidersham). Af disse kan vi betragte nogle få markante eksempler som af darwinisten ofte anføres som 'beviser'.

Før vi går videre vil det være godt om vi husker på, at set ud fra det faktum at alle skabninger på denne jord skal indånde den samme luft, drikke det samme vand, og leve ved 'indre forbrænding' af føde, skulle vi forvente at der i menneskelegemet er de samme muskler og organer som findes i de lavere dyr, bare tilpasset menneskets behov. Dette er lige nøjagtigt hvad man kan iagttage. F.eks. er musklerne i en hests hoved de samme som i et menneskes hoved, Men disse musklers funktion er ikke helt den samme i dem begge. De muskler ved hjælp af hvilke hesten kan bevæge ørerne og fremkalde kraftige trækninger i pandens hud for at drive fluer bort, er ikke så veludviklede hos mennesket, af den simple grund at det har andre midler til at drive dem bort med. Men ikke desto mindre bevæger disse muskler sig virkelig, og er ansvarlige for de fleste af menneskets ansigtsudtryk. Hvis disse såkaldte 'rudimentære' muskler blev fjernet fra menneskets hoved, ville det hverken være i stand til at le eller smile, eller give synligt udtryk for andre følelser. Ligeledes er det at kalde menneskets øre muskler for 'rudimentære', at fordreje kendsgerningerne. Mennesket bevæger ikke ørerne sådan som dyr gør det (skønt nogle er i stand til at bevæge dem!), men det beviser ikke at dets øre muskler er unyttige. For hvis øremusklerne fjernes bliver der ingen ordentlig cirkulation af blodet og resultatet må blive forfrysninger i ørerne, i kolde egne. Tilsvarende findes der mange andre organer i menneskelegemet, og nogle i lavere dyr, som darwinisterne anser for at være unyttige. Lad os undersøge nogle få stykker af dem, 

1. Os coccygis. Dette er den faglige betegnelse for den sidste del af menneskets hvirvelsøjle. Ifølge darwinisten er det en rudimentær  nu indadvendt  hale som har haft en funktion på et lavere trin af den zoologiske stige som mennesket siges at have bevæget sig op ad. Men i virkeligheden er os coccygis den sammensmeltning af de sidste fire hvirvler hvortil den vigtige udtømningsmuskulatur er fæstnet, og dens fjernelse ville direkte eller indirekte gribe forstyrrende ind i afføringsprocessen. I alle landhvirveldyr er udgangspunktet for bagbenene et sted på hvirvelsøjlen omkring otte eller ti hvirvler fra afslutningen, og disse baghvirvler er beregnet til forskellige ting i forskellige dyr  såsom halen i aben, eller os coccygis i mennesket. Os coccygis har derfor en bestemt funktion og kan ikke længere anses for at være et rudimentært organ. 

2. Hormonkirtlerne. Sådanne kirtler som hypofysen, skjoldbruskkirtlen og brisselen, og indtil for ganske nylig også corpus pineale, blev en gang anset for at være rudimentære eller unyttige organer. Men som Paley erklærede: "Vor fortegnelse over unyttige strukturer aftager eftersom vor kundskabsforråd tiltager" (som citeret af Sir Arthur Keith i Conceming Man's Origin, 1941, s. 147). Med hensyn til brisselen og mandlerne erklærede Sir Arthur, der er darwinist, at "ingen ville beskrive dem som rudimenter" i Nature, 12. december 1925. 

3. Rudimentære lemmer. Blandt de lavere dyr, beskrives pytonslangens bagben og klor som værende rudimentære organer. Men i virkeligheden er disse, rigtige ben der er blevet reduceret ved mutation. Andre eksempler på tabet af lemmer ved mutation er velkendte. I The Principles og Heredity, 3. udgave, s. 393, skildrer L.H. Snyden (1946) en familie i hvilken faderen og børnene hverken har hænder eller fødder. Bananfluer med rudimentære vinger, er ikke resultatet af en række gradvise reduktioner, men en ændring på grund af mutation i en generation. Imidlertid bruges en pythonslanges klor til at drive dens svære krop frem, hen ad jorden, og videre til at tilføje byttet sår, hvorefter slangen dræber det ved at sno sig om det, Disse klør er derfor nyttige for pythonslangen og kan ikke anses for at være rudimentære.

Hos hvalerne findes der i kødet nogle få bruskagtige stave på omkring femten til femogtyve em's længde, uden forbindelse med rygraden. Disse strukturer optræder mellem de foransiddende luffer, og halefligene. Disse udpeges til at være hvalens rudimentære bagben. De kan også være knogler fra en reduceret finne. Men i virkeligheden har disse stave, som ikke rager frem udenfor kroppen, en ganske bestemt funktion: de understøtter bl.a. kønsorganerne hos denne kæmpe som er et havpattedyr med haleflige i stedet for bagben. De kan derfor ikke retmæssigt kaldes rudimentære. 

4. Det ormeformede vedhæng. Dette er den snævre blinde ende på 'coecurn' der er sæde for den sygdom hos mennesket som er kendt som blindtarmsbetændelse (appendicitis). I de lavere dyr, specielt planteæderne, er det af stor størrelse, og nogle darwinister tror at det er et af menneskets rudirnentære organer. Med hensyn til appendix' nøjagtige funktion, eksisterer der nu stadig usikkerhed, men at den har en funktion indrømmes af alle alvorligt tænkende mennesker. Sir Arthur Keith skriver i Nature (det anførte sted, se s. 11): "Appendix fortjener ikke navnet 'rudimentær'. . . . Den er aldrig rudimentær i et nyfødt barn, og vi har al mulig grund til at tro at den er lige så veludviklet i et nyfødt barn af i dag som den var i børn født for 10.000 år siden, for den er næsten ikke større i en nyfødt antropoid abe end i et nyfødt barn." Prof. William Straus erklærer i Quarterly Review of Biology, 1947, s. 149, at "det er ikke længere berettiget at anse det ormeformede vedhæng for at være et rudiment." Alligevel anfører prof. H.H. Newman i sin lærebog med titlen Evolution, Genetics and Eugenics dix som et eksempel på et rudiment. På side 113 er der vist diagrammer af forskellige dyrs appendix, for at opstille beviserne fra morfologien i evolutionsteoriens favør! I denne sammenhæng stilles sagen i en interessant belysning af det faktum at de højere aber er i besiddelse af en appendix, mens deres mindre nære slægtninge, de lavere aber, ikke er det, men den dukker op igen hos de endnu lavere pattedyr såsom opossumen. Hvorledes kan darwinisten forklare dette? 

Den fuldstændige absurditet i at kalde appendix 'rudimentær' i mennesket, er imidlertid frem for alt gjort klart af dette faktum: at dens funktion er ukendt, ikke bare i mennesket men også i alle de dyr som er i besiddelse af den. Det ser ud som om evolutionen har frembragt et fuldkomment unyttigt organ i hele dyreriget, og darwinisterne må nu forklare hvorledes et sådant unyttigt organ har udviklet sig gennem naturlig udvælgelse! Den videnskabsmand som tror på skabelsen påstår på den anden side, at et dyrs krop er opbygget sådan at den passer til dyrets levevis, og at den ingen organer besidder som ikke er nyttige på et eller andet tidspunkt i dyrets levetid. Darwinisten kalder enhver muskel, enhver knogle, og enhver sene som er mindre udviklet i en art end i en anden, rudimentær. Ja, tilmed ethvert organ hvis funktion er ukendt, og undertiden selv Vialletons embryonale organer, kaldes rudimentære. 

Vialletons lov (1924) eller Loven om fylektisk isoskematisme angiver at det tidlige foster til at begynde med har samme bygning og form indenfor alle dyr fra den samme gruppe. Således er ethvert foster i besiddelse af anlæggene til alle gruppens organer skønt nogle af dem ikke udvikles, f.eks. brystkirtlerne hos hannen. Det faktum at brystkirtlerne hos hannen er svagt udviklede, er ikke tegn på at de er rudimentære organer som engang var veludviklede og funktionsdygtige da hannerne ammede deres unger men som efterhånden blev rudimentære efter at funktionen blev overdraget hunnerne! Nej. Eksistensen af sådanne uudviklede organer kan meget vel forklares ved hjælp af Vialletons lov om fylektisk isoskematisme og mutationslovene. 

Det er sandt at der findes nogle få strukturer hvis funktion på nuværende tidspunkt er ukendt, men uden videre at konkludere at sådanne organer er unyttige og at fremlægge dem som 'bevis' for udviklingslæren, er overhovedet ikke videnskabeligt korrekt. Prof. E.S. Goodrich erklærer i sin bog Evolution of Living Organisms (1912) s.68: "Den som nu ville påstå at nogen del af det menneskelige legeme er unyttigt, må i sandhed være et ubesindigt menneske." Helt bortset fra det, ville tilstedeværelsen af rudimentære organer, selv hvis de skulle eksistere, mere være et bevis på en devolution (degeneration) end på en evolution.

For at bevise sin teori bør darwinisten fremvise tilstedeværelsen af 'fremspirende organer' dvs. organer som et dyr har erhvervet sig som noget nyt og som ikke eksisterede i dets forgænger. Men man har end ikke fundet et eneste nyopdukket organ i noget levende eller uddødt dyr, eller i nogen levende eller uddød plante. De synes alle at være sprunget ud i tilværelsen 'fuldt bevæbnede' til livets kamp. Hvis darwinisterne havde taget hensyn til reglerne for fremførelse af beviser, ville de slet ikke anføre rudimentære organer som beviser for deres teori, eftersom nyopdukkede organer ikke eksisterer. Heraf ser vi at beviset fra de såkaldte 'rudimentære organer' slet ikke er et bevis, eftersom intet organ i noget dyr med sikkerhed kan betegnes som unyttigt. Og det er rimeligt at tro at yderligere forskning, med tiden vil vise os hver enkelt strukturs nøjagtige funktion.