| |
Men slangen var træskere end alle markens andre dyr, som
Gud Herren havde gjort, og den sagde til kvinden: "Mon Gud virkelig har
sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?" Kvinden svarede: "Vi har
lov at spise af frugten på havens træer; kun af frugten på træet midt i haven,
sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!"
Da sagde slangen til kvinden: I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I
spiser deraf, åbnes Eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og
ondt!" Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for
øjnene og godt at få forstand af; og hun tog af dets frugt og spiste og gav
også sin mand, der stod hos hende, og han spiste. Da åbnedes begges øjne, og de
kendte, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig.
Da dagen blev sval, hørte de Gud Herren vandre i haven,
og Adam og hans hustru skjulte sig for ham inde mellem havens træer. Da kaldte
Gud Herren på Adam og råbte: "Hvor er du?" Han svarede: "Jeg
hørte dig i haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg
mig! Da sagde han: "Hvem fortalte
dig, at du var nøgen? Mon du har spist af det træ, jeg sagde, du ikke måtte
spise af?" Adam svarede: "Kvinden, som du satte ved min side, gav mig
af træet, og så spiste jeg." Da sagde Gud Herren til kvinden: "Hvad
har du gjort!" Kvinden svarede: "Slangen forførte mig, og så spiste
jeg."
Da sagde Gud Herren til slangen: "Fordi du har gjort
dette, være du forbandet blandt alt kvæget og blandt alle markens dyr! På din
bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dit livs dage! Jeg sætter fjendskab
mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved,
og du skal hugge den i hælen!" Til kvinden sagde han: "Jeg vil meget
mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn; men til din
mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!" Og til Adam sagde
han: "Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg
sagde, du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med
møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den
bære dig, og markens urter skal være din føde; i dit ansigts sved skal du spise
dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv
er du, og til støv skal du vende tilbage!"
Men Adam kaldte sin hustru Eva, thi hun blev moder til
alt levende. Derpå gjorde Gud Herren skindkjortler til Adam og hans hustru og
klædte dem dermed. Men Gud Herren sagde: "Se, mennesket er blevet som en
af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række hånden ud og tage også
af livets træ og spise og leve evindelig!" Så forviste Gud Herren ham fra
Edens have, for at han skulle dyrke jorden, som han var taget af; og han drev
mennesket ud, og østen for Edens have satte han keruberne med det glimtende
flammesværd til at vogte vejen til livets træ. 1 Mosebog 3. kapitel
| |