| |
Nutidens geologer opfatter Jordens overfladelag som en del af
et dynamisk system med vandrende kontinenter, oceanbunde, som spredes
og lithosfæreplader, som puffer til hinanden. Men længe
inden disse fænomener blev opdaget - faktisk allerede i
begyndelsen af det 19. århundrede - blev geologerne klar over, at
materialet i Jordens overflade er en del af en anden form for dynamisk
system. Bjergarter dannes, ændres, nedbrydes og gendannes nemlig
uafbrudt. Overflademiljøet er under konstant forandring og har
aldrig gennem den geologiske tid set helt ens ud to år - eller
bare to dage - i træk. Geologerne definerer en bjergart som
enhver naturligt dannet masse af mineralsk stof fundet i Jordens
skorpe. Denne definition gør det muligt at opfatte løse
materialer som fx sand og mudder som bjergarter. Almindeligvis opfattes
bjergarter dog som massive, stenede masser bestående af et antal
sammensmeltede eller cementerede mineraler.
Magma - smeltet sten!
Magma er den smeltede stenmasse, som befinder sig visse steder i
Jordens øvre kappe og nedre skorpe. Da det materiale, som
når op til overfladen i vulkaner, stammer fra den øvre
kappe og nedre skorpe, er det fristende at betragte magma som de
vulkanske bjergarters flydende fase. Faktisk forholder det sig ikke
sådan, idet magmaen gennemgår alle mulige ændringer i
sammensætningen under afkølingen og størkningen.
Selv om magma er smeltet, er det sjældent helt flydende.
For det første indeholder det op til 14 % opløste
gasarter, især vanddamp og kuldioxid. Mange indeholder også
fast materiale. Det er muligt, fordi magma ikke er en ren substans med
et præcist smeltepunkt. Det er en blanding af silikater og oxider
med forskellige smeltepunkter, og alle bestanddelene vil kun være
smeltede, når temperaturen er højere end det
højeste smelte-punkt. Magmaer er således uens blandinger
af fast, flydende og luftigt stof med forskellig sammensætning,
temperatur og bevægelighed.
To hovedtyper - basaltisk magma...
Basaltisk magma opstår ved delvis smeltning af den peridotit, som
udgør astenosfæren. Det bedste eksempel er den magma, som
stiger op og danner ny lithosfære ved oceanryggene.
Astenosfærisk materiale, som allerede er delvis smeltet, stiger
op i oceanrygzonerne, og på vej op smeltes det yderligere
på grund af det faldende tryk. De første mineraler i denne
nye smeltefase (mineralerne med lavest smeltepunkt) er de, som er i
basalt. Fordi basaltisk magma ikke er så tung som den peridotit,
den stammer fra, stiger den hurtigere op. Basaltisk magma indeholder
ca. 50 % silika. (Si02), og dens temperatur ligger mellem 900 og
1200°C.
... og granit-magma.
Granitisk magma dannes derimod typisk i plade-kollisionsområder,
under bjergkæder opstået ved kontinent-kontinent kollision
og i subduktionszoner ved oceankontinent kollisionsrande. 1
sidstnævnte tilfælde begynder oceanlithosfærens
øvre rand at smelte, når den sammen med sit tynde lag af
vandholdige aflejringer bevæger sig ned i Jordens indre.
Noget af den magma, som dannes, når
oceanlithosfæren smelter, stiger op til overfladen og
medfører vulkansk aktivitet. En del når dog aldrig
overfladen, men afkøles i skorpen og danner granitmasser.
Magmatisk aktivitet i subduktionszoner er betydelig mere indviklet end
ved oceanrygge, og man forstår den langtfra fuldstændigt.
Ikke desto mindre er det klart, at granit-magma er meget rigere
på Si02 (60-70 %) og har en lavere temperatur (under 800°C)
end basalt-magmaen og er heller ikke så bevægelig som den.
|
|