Ingeniørgeologien har udviklet sig over mange år. I slutningen af forrige århundrede blev enkelte geologer tæt knyttet til større anlægsprojekter. På den tid var dr. Charles Berkey bl.a. ansvarlig for en række dæmnings- og tunnelprojekter i forbindelse med New Yorks vandforsyning, og Albert Heim beskæftigede sig med fortolkningen af en stenskredskatastrofe i Schweiz. Det var dog først i 1920'rne, efter at St. Francis-dæmningen i Californien var brudt sammen, at geologiske undersøgelser begyndte at blive alment accepterede som nødvendige forud for store anlægsarbejder. Udviklingen af Tenacoon Valley i det følgende årti omfattede anlæggelse af dæmninger, som ofte blev placeret på en skrøbelig kalkstensbund. Derfor samlede man en gruppe ingeniørgeologer, som tog sig af både planlægning og udførelse.

Efter anden verdenskrig udvikledes ingeniørgeologien hurtigt på internationalt plan inden for anlægsindustrien, da man indså vigtigheden af nøjagtige forudsigelser om geologiske forhold. Ingeniørgeologien er nu en del af den geotekniske geologi og sammenkædet med de beslægtede discipliner jordbunds- og bjergarts teknik. Ingeniørgeologens opgave er at bestemme de primære geologiske begrænsninger for et projekt og derpå sørge for, at en passende mængde oplysninger fremskaffes, så de tekniske problemer, der måtte opstå, kan løses. 1 dag arbejder de fleste ingeniørgeologer for firmaer, som specialiserer sig i søgen efter mulige placeringer af større anlæg. Mange beskæftiger sig med de geotekniske aspekter af anlæggelse af større bygningsværker og med overvågning af konstruktionen. Efterhånden som omfanget af anlægsprojekter er øget og de mere åbenlyse beliggenheder er blevet udnyttet, er de geologiske og geotekniske problemer blevet stadig mere indviklede, og ingeniørgeologien indtager en stadig vigtigere position i forbindelse med alle større anlægsarbejder.