Ingeniørgeologi beskæftiger sig med anvendelsen af geologi i anlægsindustrien. Derfor er den praktiske brug af ingeniørgeologi muligvis mere kendt end andre grene af geologien, hvad enten det drejer sig om et imponerende vejbyggeri tværs gennem landskabet med gennemskæringer og dæmninger, en pålidelig vand- eller elektricitetsforsyning fra et reservoir eller en pilotering af en skyskraber. De fleste vil også umiddelbart forstå, at vejret spiller en rolle, når en vej lukkes af jordskred eller sammenstyrtninger, en lækage tømmer reservoiret, eller en sammenskridning får en skyskraber til at slå revner og elevatoren til at gå ud af lod. Målet med ingeniørgeologi er at forudsige de geologiske forhold på en sådan måde, at disse store ingeniørarbejder kan tegnes og bygges både rimeligt billigt og hurtigt og samtidig fungere sikkert. Viden om geologi alene er ikke nok. Ingeniøren må også vide, hvordan den naturlige undergrund opfører sig kvantitativt: en ingeniørgeolog skal være i stand til at omsætte den egentlige beskrivelse af bjergarterne i tal, som udtrykker reaktionerne i undergrunden, når trykket, vand-strømningen og andre ydre påvirkninger ændres. Den enkelte bjergartstype er nok vigtig for geologen, men behøver ikke at påvirke stedets egnethed for anlægsarbejder. Fx kan frisk gabbro, stærk sandsten eller massiv gnejs have samme egenskaber set fra en ingeniørs synspunkt, nemlig som fundament for en tung konstruktion. Dog har nogle bjergartstyper bestemte egenskaber, for eksempel er mange lerskifer-typer skrøbelige, og kalksten er som regel let opløselig. I de senere år har man gjort større brug af ingeniørgeologien i forbindelse med større anlægsarbejder.

Ingeniører og ingeniørgeologer bruger en lidt anden terminologi end forskningsgeologer. Groft sagt inddeler en ingeniør undergrunden i bjergarter og jordbund. Bjergarter er hårde og skøre og har en styrke, som langt overgår det tryk, konstruktionerne udøver. Derimod er jordbund (set fra ingeniørens og ikke fra landmandens synsvinkel) typisk repræsenteret af de svagere og mere bløde bjerg-arter samt svagere, usammenhængende typer af sand, silt og ler. Ingeniørernes forenklede opdeling går så vidt som til at skelne mellem disciplinerne bjergartsteknik og jordbundsteknik. De forskellige mineraler har et helt spektrum af praktiske ingeniørmæssige egenskaber og adfærdstyper — lige fra det blødeste ler til den hårdeste bjergart.

Anlæggelse af større konstruktioner bevirker en ændring i fordelingen af trykket på jordbund eller bjergart. Her bør man tage højde for tre situationer, der kan opstå. For det første kan jordoverfladen blive udsat for en lodret belastning som fx ved konstruktion af en bygning eller en dæmning. For det andet kan der opstå en ændring i understøttelsen fra siden som fx i en udgravning til en vej-gennemskæring, en vold anlagt på en skråning eller en bygning på en ustabil, naturlig bakkeskrænt. For det tredje kan den vandrette understøttelse blive fjernet fx ved udgravning af underjordiske tunneler eller miner.

En særlig form for ingeniørmæssige problemer opstår, når grund-vandet flyder gennem jordbunden og undergrunden. Grundvand kan være en naturrigdom, når man pumper det op fra brønde og borehuller og anvender det til vanding eller som drikkevand. Men det er en plage, når det ukontrolleret flyder ind i udgravninger. Grundvandstrykket kan også have en betydelig indvirkning på en udgravnings stabilitet og fundamenters reaktioner på tryk.

Bjergarter og jordbundsmateriale er vigtige råstoffer i anlægsarbejder. De kan bruges som grove og fine bestanddele i beton, jord eller stenfyld ved anlæggelse af veje, samt ler, der danner en uigennemtrængelig kerne i dæmninger af jord. Placeringen og udvindingen af lokale forekomster af sådanne materialer kan spille en stor rolle i mange ingeniørprojekter især i mere afsidesliggende egne, hvor transportudgifterne ofte er meget store.

Trin i et anlægsprojekt!
Den ingeniørmæssige procedure, som kræves ved et større anlægs-arbejde, strækker sig typisk over mange år.

Først bliver behovet for projektet undersøgt, og skrivebordsarbejdet, som omfatter en vurdering af alt det indsamlede materiale, udføres, før den egentlige fysiske undersøgelse går i gang.

Den næste fase, undersøgelsen, er for større projekters vedkommende inddelt i tre trin. På det forberedende stadium undersøges forskellige placeringer, der afvejes mod hinanden, og det foretrukne alternativ udvælges. Derefter undersøges projektets gennemførlighed nøjere både økonomisk og teknisk. Endelig fastslår konstruktionsundersøgelsen jordbundsforholdene i relation til den nøjagtige placering af de planlagte byggearbejder.

Når tegningerne er færdige, skal der hos myndighederne opnås tilladelse til at udføre projektet, og derefter skal den fornødne kapital rejses. Projektet udbydes i form af en række kontraktdokumenter i licitation for entreprenører, som afgiver tilbud på udførelsen. Entreprenøren bliver ansvarlig for den fysiske konstruktion af projektet, mens konstruktøren overvåger arbejdet og sikrer, at anlægskriterierne opfyldes på den mest hensigtsmæssige måde. Når projektet er afsluttet, bør det løbende overvåges for at sikre en betryggende og økonomisk drift. Overvågningen og flere af de tidlige trin i processen forsømmes desværre tit.