Konsekvenserne af menneskets aktiviteter - landsænkning!

 

Folk, der bor i London, Venezia, det indre Alaska, i de engelske kulminedistrikter, i saltmineområderne i Cheshire, i de engelske Fens og Everglades-sumpene i Florida, har alle noget tilfælles - deres hjemegn sænkes på grund af deres egne aktiviteter.

En sådan landsænkning kan have en lang række forskellige årsager - fjernelse af underjordiske forekomster af olie, gas og vand; fjernelse af faste materialer, fx kul, ved minedrift eller opløsning af fx salt eller svovl, varmeforstyrrelser af den frosne undergrund (permafrost) og sammenpresning eller fjernelse af aflejringer på grund af dræning eller kunstvanding.

Landsænkning som følge af en fjernelse af væsker har sænket overfladen næsten 10 m i visse dele af Los Angeles, mens grundvandspumpning har forårsaget en landsænkning på over 8 m i Central Valley i Californien. I lavtliggende områder kan en sådan sænkning af landoverfladen forøge risikoen for oversvømmelse. Dette er en af de vigtigste årsager til den øgede oversvømmelsesrisiko i London, Venezia og Tokyo. Landsænkning forårsaget af minedrift går noget længere tilbage i historien. Oversvømmede dalsænkninger, hældende huse og deformerede veje og jernbanelinier vidner om landsænkningens virkning.

Dræning kan fremme en anden form for landsænkning, især i områder med organisk jordbund. Sænkning af grundvandsspejlet udsætter tørv for iltning og luftafgivelse, hvorved dens rumfang formindskes. Ved Holme Post i de engelske Fenlands foregik der mellem 1849 og 1957 en landsænkning på 3,8 m. Også i Vildmoserne i Vendsyssel og Himmerland er dette fænomen velkendt.

Vandføringskontrol og kunstvandingsprojekter!
Man har ofte med overlæg gjort floders løb lige for at lette sejladsen og kontrollere vandføringen. Når bugtningerne fjernes, afkortes flodens løb, og herved øges hældningen og strømmens hastighed, så flodvandet ikke blot forlader flodbækkenet hurtigere, men også eroderer og fordyber flodens løb og dermed forøger vandføringsevnen. Det klassiske eksempel er Mississippi mellem Memphis, Tennessee og Baton Rouge, Louisiana, hvor flodens længde, som et resultat af kunstige afskæringer, er blevet reduceret med mere end 270 km i en dalstrækning på 600 km.

Nogle af de største ændringer er fremkaldt af kunstvandingsprojekter, især i Afrika og Nordamerika, hvor ca. 20 % af den samlede afvanding er berørt. Og tendensen er, at dæmningerne bliver større og større. I 1930'rne var Hoover-dæmningen (der oprindelig hed Boulder dæmningen) i USA med sine 221 m den højeste i verden, men i 1970'erne var dens højde overgået af mindst 13 andre. Ligeledes var Lake Mead, søen bag Hoover dæmningen, i 1936 den største i verden med et rumfang på 38 milliarder m3 vand, men i 1970'erne var dens størrelse ubetydelig: Kariba i det centrale Afrika indeholdt 160 milliarder m3, Egyptens Lake Nasser indeholdt 157 milliarder m3 og Ghanas Akosombo 148 milliarder m3. Så søerne bag dæmningerne og deres tilhørende overrislingsprojekter vokser også i takt med dæmningernes størrelser.

En særlig vigtig konsekvens af opstemningen af et reservoir bag en dæmning er reduktionen i mængden af opslæmmet materiale længere nede ad floden. Nilen er et godt eksempel på det. Indtil Aswan-dæmningen blev anlagt, var de store vandmængder i sensommeren og i efteråret kendetegnet ved så høje slamkoncentrationer som ca. 2,7 o/ af vægten, men efter dæmningens fuldendelse er partikelmængden i alle årets måneder faldet og når højst op på knap 0,05 o/oo.

En af de største ændringer af et flodsystem, som finder sted i øjeblikket, er anlæggelsen af Jonglei-kanalen tæt ved Nilen i Sudan. Den får den største indflydelse noget projekt har haft på Nilen siden fuldendelsen af Aswan-dæmningen. Større ændringer i et flodløbs form kan dog opstå tilfældigt enten på grund af menneskeskabte ændringer i strømmens vandføring eller i dens indhold af sedimenter - begge forhold påvirker flodløbets kapacitet. Fx bevirker anlæggelse af byer i et flodbækken en forøgelse af vandføringen i regntiden på grund af afstrømningen fra kloakker og vandafvisende overflader som asfalt, beton og tegl. Når en by vokser, vil der komme flere udløb, der fylder floden, og derfor vil løbets bund og sider blive eroderede. Neden for større dæmninger vil vandføringen i højsæsonen derimod blive formindsket, og her kan en ind-snævring af flodløbet forekomme. Mennesket kan således utilsigtet påvirke en flods løb på både den ene og den anden måde.

Jordskælv opstår dybt nede i Jorden, og mennesket har ikke gjort meget for at formindske eller kontrollere dem. Ikke desto mindre har man været i stand til - utilsigtet - at udløse små seismiske forstyrrelser ved forskellige ingeniørprojekter. Det kan betyde, at man med tiden kan uskadeliggøre jordskælv ved gradvis at fjerne spændinger i Jordens skorpe ved hjælp af en række bevidst udløste jordskælv af ringe styrke.

Den vigtigste form for seismisk aktivitet, mennesket har frembragt, er den, som forekommer i forbindelse med store vandreservoirer, der er blevet skabt bag de store dæmninger. Den skyldes formodentlig blot det tryk, den opdæmmede vandmængde udøver, samt måske især en ændring i vandtrykket hen over kontaktfladen i forkastninger.

Siden George Perkins Marsh for mere end hundrede år siden fastslog, at mennesket spiller en rolle i geomorfologien, er Jordens befolkning blevet mere end firdoblet. Herudover er der foregået en videreudvikling af den teknologi, som skaber ændringerne, og nye områder er blevet udnyttet. Menneskets rolle i ændringen af Jordens udseende er forøget væsentligt siden Marshs tid - både hvad angår forsætlige forandringer og de tilfældige og uventede bivirkninger af menneskeskabte aktiviteter. Nogle af ændringerne er uden tvivl til nytte for os, men mange andre vil skabe problemer, som det vil være særdeles farligt at ignorere.

Permafrost og landsænkning!
I dele af det arktiske område er undergrunden permanent nedfrosset, og man taler om permafrost. Alt, der kan få isen til at smelte, vil fremkalde et fænomen, som kaldes termokarst. Hvis den isolerende virkning af dækket af skov eller tørveholdig jord fjernes, eller hvis temperaturen ved overfladen hæves, fordi der ligger et hus eller en olierørledning, vil isen i permafrost tø og en landsænkning forekomme.

Udviklingen i en termokarst-landsænkning kan illustreres med et enkelt eksempel. Øverst i den uforstyrrede tundrajordbund ligger det såkaldte aktive lag, som er ca. 45 cm dybt. Derunder ligger den frosne jord, som er overmættet. Hvis den tøede, ville den afgive 50 % overskudsvand og 50 % vandmættet jord. Hvis noget af den øverste overflade, fx 15 cm, og dens dække af plante-vækst fjernes ved naturlig erosion, vil betingelserne være som den bare jords. Som et resultat heraf kan tykkelsen af det lag, som kan tø, forøges til 60 cm. Da der kun er 30 cm tilbage af det oprindelige aktive lag, må der skaffes endnu 30 cm. Dette modsvarer 60 cm optøet permafrost, idet halvdelen af denne er overskudsvand/-is. Derfor sænkes overfladen endnu 30 cm på grund af smeltningen, og herved bliver den samlede sænkning på 45 cm.

Dæmninger, kanaler og reservoirer!
At lede vand fra et område til et andet, hvor der er mangel på det, er en vigtig opgave overalt, hvor der dyrkes landbrug. Nogle landskaber på Jorden domineres således af dæmninger, kanaler og reservoirer. Det formodentlig mest slående eksempel er dæmningslandskabet i det sydøstlige Indien, hvor myriader af strømme og bække er blevet opdæmmet med små jordvolde. Herved er der dannet et landskab, som mest af alt minder om kæmpemæssige overlappende fiskeskæl.

I den nordlige del af subkontinentet, i Sind og Punjab, er landskabsændringerne lige så slående. Her afgrænses den mægtige Indus og dens bifloder af store dæmninger og volde. Vandløbene fordeles over tusindvis af kvadratkilometer ørken gennem et netværk af kanaler, som er blevet udviklet gennem de sidste 4000 år.

Kontrol af lavastrømme!
I visse områder udgør vulkansk aktivitet en alvorlig trussel for menneskers liv og ejendom. Uheldigvis går menneskets evne til at ændre landskabet ikke så langt som til at forhindre vulkanudbrud.

Under Helgafels udbrud i Island i 1973 blev byen Heimaey delvis begravet under en dyne af vulkansk aske. En lavastrøm truede havnen, men havneudløbet blev holdt åbent ved at rette brand-slanger mod lavastrømmen. Herved afkøledes den truende lava, og strømmen ændrede retning væk fra havneudløbet. Man var mindre heldig under Etnas udbrud i 1983. Videnskabsmændene forsøgte at aflede lavastrømmen ved at sprænge en del af lavakanalen væk og lade lavaen løbe ud i en mindre farlig retning. Desværre havde denne løsning kun midlertidig effekt. Lavastrømmen fortsatte senere i samme retning.