| |
Næsten alle former for menneskelig aktivitet
påvirker landskabet og har gjort det i mange år. De
vigtigste aktiviteter er byggeri, udgravning, arbejde med vandkontrol
og landbrug. Nogle menneskeskabte landskabsformer er meget gamle. I
Norfolk i det østlige England er der fx klokkeformede huller i
jorden, der i den yngre stenalder blev brugt som flintminer. Der er
talrige små udgravninger og damme, hvor generationer af
landmænd har gravet kalk for at forbedre deres sandede,
syreholdige jorder. Og der er 25 store søer (The Norfolk
Broads), som man nu ved er oversvømmede middelalderlige
tørveudgravninger.
Den vigtigste årsag til udgravning er udvinding af
mineraler. Herved opstår minegruber, strip-miner, som
»skræller« lag for lag af bjergarten, stenbrud, som
leverer bygge- og anlægsmaterialer, osv.
I det 20. århundrede har der været en dramatisk
stigning i produktionen af opblandingsmateriale til beton. I
Storbritannien steg efterspørgslen efter opblandingsmaterialer
(sand, grus osv.) til byggeriet fra ca. 20 millioner tons årligt
i år 1900 til 276 millioner tons i 1973; en forøgelse i
forbrug pr. indbygger fra 0,6 ton om året til ca. 5 tons. En af
konsekvenserne af denne udvinding er dannelsen af mange menneskeskabte
søer i lavtliggende områder bestående af grus fra
flodterrasser.
Anlæggelse af volde og diger og skabelse af fastland,
hvor det ikke tidligere fandtes, er også kendt fra gammel tid,
men fænomenet bliver mere og mere udbredt i vore dage. Mange
hydrologiske projekter omfatter dæmninger på over 300
meters højde og enorme volde. Mange floder kanaliseres ud gennem
store systemer af volde som dem, der løber langs mere end 1000
km af Nilen og i en længde af mere end 4500 km i
Mississippidalen. De vigtigste træk er dem, som opstår ved
ophobning af affald fra miner og storbyer. I Mellemøsten og i
andre områder, hvor mennesket har levet gennem meget lange
perioder, har de ophobede efterladenskaber hævet landoverfladens
niveau, og såkaldte tells (affaldshøje efter langvarig
beboelse) giver arkæologerne mange nyttige oplysninger. Den
samlede affaldsmængde i New York-området er af samme
størrelsesorden som den mængde opslæmmet sediment,
alle floderne langs atlanterhavskysten mellem Maine og North Carolina
afgiver. Som befolkningstallet stiger, kan man forvente, at den
menneskeskabte sedimentmængde bliver endnu større.
Fremskyndelse af kysterosion!
Følgerne af en kysterosion kan være meget alvorlige.
En af de bedste former for kystsikring er en god strand, så hvis
en strand ødelægges, kan landet bagved blive angrebet af
havet. En sådan ødelæggelse kan finde sted i
forbindelse med anlægsarbejder, som fx da 600.000 tons ral i 1887
blev fjernet fra stranden ved Hallsands i England for at blive brugt
som byggemateriale ved anlæggelsen af kajanlæg ved
Plymouth. Det viste sig, at der kun blev dannet meget lidt nyt ral, og
som en følge heraf blev strandniveauet sænket med ca. 4 m,
og 6 meter skrænt blev derfor eroderet væk, og den lille by
blev opædt af bølgerne.
Det sker ofte, at kystsikring et sted fremkalder strand- og
kliterosion et andet. Selv om høfder kan betyde, at der dannes
en strand, vil der forekomme erosion et andet sted længere nede
ad kysten, fordi sedimenter lagres tidligere. Bølgebrydere og
moler kan have lignende virkninger.
En yderligere årsag til strandnedbrydning kan være
opdæmning af floder, idet floderne i nogle områder bringer
opslæmmet materiale til kystzonen. Dette materiale bliver en del
af strandene på grund af kyststrømmene. Hvis en stor
dæmning opfanger sedimenterne, før de når kysten,
kan det føre til kysterosion. Dette menes at være en af de
mindre heldige konsekvenser af anlæggelsen af
Aswan-dæmningen. Aflejringerne fra Nilen bevægede sig,
dengang de nåede kysten, mod øst med den almindelige
vand-bevægelsesretning i Middelhavet. De dannede sandbanker og
klitter, som medvirkede til delta-opbygningen. For ca. hundrede
år siden startede en modsatrettet proces, og deltaet begyndte at
»trække sig tilbage«. Fx mistede Rosettaudmundingen i
Nildeltaet omkring 1,6 km af sin længde mellem 1898 og 1954.
Forstyrrelsen i balancen mellem sedimentation og erosion synes at
være startet med deltaspærringerne i 1861 og fortsattes med
senere dæmninger. Den egyptiske kyst er nu underforsynet med
sediment. Som et resultat af denne generelle erosion af kystlinien er
de kystsandbanker, som ligger op til nogle af søerne i deltaet,
blevet eroderede og vil måske forsvinde helt. Hvis det sker, vil
søerne blive omdannet til havbugter, og saltvand vil komme i
direkte kontakt med lavtliggende landbrugsland.
Man har forsøgt sig med mange forskellige former for
stabilisering af deltaet ved bl.a. høfder, diger og
bølgebrydere. Men disse dyre og oftest ikke særlig
kønne forsøg har ikke været i stand til at beskytte
kystsamfundene mod ødelæggelse. Disse foranstaltninger har
desværre haft en direkte negativ effekt, fordi de ofte
fremskynder erosionen ved at formindske strandens bredde og bundens
hældning samt forøger bølgehøjden.
Menneskeskabte landskabsformer!
Større menneskeskabte landskabsformer omfatter projekter med
opfyldning af kystsumpe og marskland og indvinding af land fra havet.
De mest storslåede eksempler herpå findes i det
såkaldte polderland i Holland. Kysten fra Calais til De frisiske
Øer består af sandbanker og klitter, som udgør en
naturlig beskyttelse for lavlandet bagved. Dog var kraftige
forårsstorme og tidevandsbølger samt oversvømmelse
af floder tidligere en vedvarende trussel. Derfor har man nu anlagt en
lang række diger, og Hollands oprindelige kystlinie er blevet
reduceret med ca. 300 km. Zuiderzeeprojektet, der startede i 1919, og
som dækker knap %a million hektarer, har indvundet en række
områder, der ligger op til 5 m under havets overflade. Projektet
var baseret på et 32 km langt dige, som adskilte denne zee fra
Nordsøen.
|
|