Da befolkningstilvæksten på Jorden har været meget kraftig i de sidste århundreder, og da den teknologiske udvikling er foregået med voldsom hastighed, er menneskets indvirkning på miljøet blevet af stigende betydning.

Ændringer på Jorden er gennemgribende og sammensatte, fordi det i naturen ikke er muligt at ændre blot en ting. Med enhver handling kommer en serie af følger. Et af de første mennesker, som indså dette, var George Perkins Marsh (1801-1882), der var videnskabsmand og fra New England. I 1864 skrev han en bane-brydende bog om naturbevarelse, »Mennesket og Naturen«. Det følgende korte uddrag beskriver de geomorfologiske og hydrologiske udløbere, han udpegede som følger af menneskets indgriben ved skovrydning.

»Enorme skove er forsvundet fra bjergsider og højderygge, den dyrebare jord, som samlede sig under træerne ved nedbrydningen af blade og væltede træer ... vasket væk ... Historisk berømte floder er svundet ind til ydmyge små bække ... Bækkenes bund er udjævnet til udstrakte flader af småsten og grus, hvorover man dog kan færdes tørskoet i tørre somre, men om vinteren tordner der vilde strømme ... Havne, engang centrum for en omfattende handel, tilsandes med aflejringer fra de floder, ved hvis udmunding de ligger, hævning af deltaers bund og den efterfølgende formindskede strømningshastighed i floderne, som flyder ud i dem, har forvandlet tusindvis af hektarer lavt hav og frodigt lavland til uproduktive og stinkende sumpe.« I dag over 100 år senere er vores indflydelse på naturen blevet om muligt større end dengang.

Ved slutningen af istiden for 10.000 år siden må hele verdens befolkning have været på omkring fem millioner mennesker, og store områder var først for nylig blevet beboet. Nord- og Sydamerika og Australien var fx ikke beboet i nogen nævneværdig grad indtil for omkring 30.000 år siden. Ved Kristi fødsel havde den totale befolkning nok nået ca. 200 millioner. Det var først i den viktorianske periode, at totalen passerede 1 milliard, mens 5 milliarder vil være nået før slutningen af 1980'erne.

Milepæle i menneskets udvikling!
I historien om menneskets tilstedeværelse på Jorden har en del teknologiske ændringer fundet sted, som har forandret dets evne til at fremkalde geomorfologiske ændringer. Bevidst brug af ild forekom måske så langt tilbage som for 1,4 millioner år siden i Østafrika. Hermed åbnedes vejen for rydning af store områder med bevoksning. Udvikling af stenredskaber medførte både slagtning og i nogle tilfælde udryddelse af vilde dyr samt fældning af skov. Menneskene var dog, indtil for omkring 10.000 år siden, stort set stadig en jæger- og samler-befolkning, der hovedsagelig levede som nomader i små grupper. Efter den tid medførte tæmning af dyr og udnyttelse af planter i store dele af verden en revolution i udviklingen, som gav muligheden for større befolkningskolonier med stor tæthed. Arbejdsdyr gav mennesket yderligere mulighed for at forme landskabets overflade. For omkring 5000 år siden brugte man for første gang kunstvanding, hvilket medførte delvis kontrol med flodsystemerne. Samtidig blev ploven udviklet, og dermed havde man et effektivt redskab, som kunne forstyrre jordbunden og fremkalde erosion. Brydning af malm og smeltning af metaller blev udviklet på nogenlunde samme tidspunkt og skabte et behov for gruber og miner samt for trækul. Endelig har der siden slutningen af det 17. århundrede været udviklingen af storindustrien og stærkt voksende byer. Mennesket har fået en enorm fysisk styrke til at ændre Jordens overflade ved opfindelsen af dampkraften, forbrændingsmotoren og atomenergien. Teknologien har også gjort det muligt for mennesket at ændre hidtil nærmest utilgængelige naturmiljøer. Det er fx kun i de sidste par årtier, at ørkener, som dem i Mellemøstens oliestater, eller sart tundra som i Sibirien og Alaska, er blevet underkastet betydelig miljøpåvirkning.

En pioner inden for naturfredning!
George Marshs forståelse for farerne ved menneskeskabt erosion hjemme i USA blev bekræftet gennem de rejser i udlandet, han foretog, efter at han blev diplomat i Det nære Østen og Italien. De samme ødelæggende processer - skovrydning, overgræsning, udryddelse af vilde dyr og så videre - gik igen overalt. De afdækkede skråninger ved Middelhavet var golde monumenter over menneskets grådighed eller uforudseenhed. Det var i sin klassiske bog »Mennesket og Naturen«, han beviste, at mennesket har en enestående formåen. Han gav frem for alt fældningen af træerne skylden for ubalancen, mennesket i sin uvidenhed havde forårsaget: voldsomme svingninger i flodernes udløb, udtørring af jorden, udtørring af kilder, indskrænkning af plante- og dyreliv og alvorligt forøget erosion.