| |
Før eller senere når de fleste af skorpens
bjergarter op til Jordens overflade og bliver eroderet. I tropiske
klimaer mørnes mineraler af organiske syrer i det gennemsivende
overfladevand. Silikater nedbrydes og efterlader uopløseligt
ler, hvorfra de opløselige dele, heriblandt silikat, er blevet
udvasket. I reglen er den tilbageblivende rest en rød,
jernholdig jordbundstype kaldt laterit. Aluminiumrige bjergarter
producerer dog en rest af aluminium-hydroxider, som kaldes bauxit, den
vigtigste kilde til aluminium. På Ny Hebriderne indeholder
lateritterne, der er dannet på ekstremt basiske bjergarter, nu
selv høje koncentrationer af nikkel, som oprindelig fandtes i
olivin.
Opløste metaller når til sidst oceanerne, hvor de
blot indgår i havvandets lave metalindhold og i reglen forbliver
opløste. Dog har livet blomstret i en milliard år i lave
have. Under stillestående betingelser kan bakterier få
organisk materiale til at rådne og udvikle svovlbrinte.
Opløste metaller, der ledes ud i lave have, kan udfældes
som sulfider. Disse stinkende bassiner var kilden til de store lagdelte
afsætninger af kobber i Zambia og bly- og zinkforekomsterne ved
Broken Hill i Australien.
Fysisk forvitring frigør blot mineraler fra hinanden.
Mineralerne sorteres til forholdsvis rene bestanddele afhængig af
deres størrelse, hårdhed og massefylde og transporteres
derefter af vand, luft og is. De kan aflejres, hvor
strømhastigheden aftager, fx i en flods bugtning eller på
strande.
Aflejringer af stor værdi, som er ophobet på denne
måde, kaldes placers eller vaskemalm. Et tungt mineral som guld,
der kan modstå findeling og tåle at blive transporteret
opslæmmet, bliver koncentreret i lommer. Herved opstår
vaskeaflejringer som de, der fremkaldte guldfeberen i Klondike.
Vigtigere er de tinholdige vaskeaflejringer i de malaysiske floder og
det titaniumholdige sorte strandsand i Australien.
|
|