De store klimatiske ændringer og de medfølgende ændringer i bevoksningen, som ramte de mellemliggende breddegrader i kvartær, resulterede i en række meget forskellige jordbundstyper. I de koldeste perioder havde de områder, som ikke var nedisede, arktisk ørkenjordbund, der var kraftigt påvirket af frost og fysisk forvitring, men som ikke viste nogen kemisk omdannelse. Derimod var nogle af mellemistidernes områder formodentlig varmere end nu, fordi der i veldrænede miljøer fandtes kalkfrie jordbundstyper med tegn på stor mineralforvitring, lerilluviation og endog mindre ophobning af jern og aluminium, som farver jordbunden rødlig. Vi ved mindre om de prækvartære jordbundstyper.

Tertiære jordbundstyper var sandsynligvis i de fleste egne af verden, undtagen ved polerne, lig vore dages tropiske jordbund, mens mesozoiske og senpalæozoiske jordbundstyper formodentlig var noget anderledes. At de var anderledes skyldes, at græsarterne, de blomstrende planter og de bredbladede træer, som er ansvarlige for mange af de moderne jordbundstypers træk, ikke dukkede op før i slutningen af kridt eller i palæocæn. Inden de øvrige vigtige landplanter dukkede op i slutningen af silur, må jordbunden have indeholdt nogle mikroorganismer (bakterier, svampe og alger), men få dyr og næsten ingen humus. Da der var mindre ilt i atmosfæren, var forvitring ved oxidering ikke så almindelig. Ler blev antagelig dannet ved karbonation og kemisk vandoptagelse, da atmosfæren indeholdt kultveilte og vanddampe, men sammenlignet med moderne jordbundstyper havde de svage strukturer og var meget udsatte for erosion.

Jordbundstyper!
Jordbundstyper er først og fremmest kendetegnet ved ændringer i den samlede kemiske sammensætning i forhold til den bjergart, de stammer fra. Ændringerne omfatter fjernelse af opløselige mineraler (udludning) og ophobning af ikke-opløselige rester. De resulterende jordbundstyper kan sammenholdes med vækst- og klimazonerne. Vand er nødvendigt for enhver kemisk ændring i jordlagene. Når det siver igennem, kan det udvaske overfladelagene eller de øvre horisonter (eluviation), og i mange jordbundstyper afsætter det partikler af lerstørrelse i underjorden eller de nedre horisonter (illuviation). Kalciumkarbonat (kalk) udvaskes fra de øvre horisonter af vand, som indeholder opløst kultveilte. Noget af karbonatet kan udskilles i de nedre horisonter som små klumper af sekundært karbonat eller som tynde belægninger på sprækkevægge, men det meste føres væk i grundvandet. Udludning af jern og aluminium sker i sandede og andre gennemtrængelige jordbundstyper, kaldt podsoller. De forekommer især i kolde områder under nåleskov og hedebevoksning, hvis nedbrydningsprodukter er syreholdige og derfor opløser jern og aluminium. De øvre horisonter er enten mørkerøde af jernoxid eller sorte, fordi humus også genudskilles. Jern og aluminium kan ophobes som rester i de øvre jordbundshorisonter, fordi silika og andre grundstoffer fjernes ved udvaskning. Det sker især i tropiske og varme tempererede områder og fremkalder jordbundstyper, der er farvet røde af jernet, som fx latent -jorde i Afrika og Indien.

Jern-III-oxider reduceres til jern-II-holdige sammensætninger under anaerobe (iltfri) betingelser. Disse betingelser fremkaldes ved vandmætning i jordbundstyper, som enten er tæt på grundvandet eller kun er langsomt gennemtrængelige, så regnvand ophobes nær overfladen. De kaldes gleyjorde og er enten grå hele vejen igennem eller spættede i de nedre horisonter.

Jordbundsforhold og plantevækst!
En vigtig forskel mellem jordbundstyper og det materiale, de dannes af, er deres struktur. Deres forbundne porer og sprækker er fyldt med luft eller vand, hvilket giver dem meget lavere samlede massefylder end både hårde bjergarter og uhærdede aflejringer. Sprækkernes tilstedeværelse er vigtig for udveksling af gasarter med atmosfæren og påvirker også den naturlige jordbundsstrukturs styrke og stabilitet.

Mineralsammensætningen af den oprindelige bjergart, arten af de øjeblikkelige jordbundsdannende processer og kendetegnene i jordbundsstrukturen påvirker planters adgang til vand og næringsstoffer. Fx foretrækker de fleste planterenten basiske, karbonatrige jordbundstyper eller sure, kalkfrie typer. Når de sidstnævnte plante-typer vokser i karbonatrig jord, får de blegsot, der er en misfarvning af plantens grønne dele, på grund af forkert jernstofskifte.

Ilt fri forhold i vandmættede jordbundstyper er ofte dårlige for planterne, fordi sulfider og kulbrinter fremstillet af anaerobe bakterier forhindrer rødderne i at gro, og visse mikronæringsstoffer (jern, mangan, bly og nikkel) er lettere opløselige under anaerobe forhold og kan optages i giftige mængder. Det er vigtigt at være i stand til at bestemme de forskellige jordbundstyper og vurdere deres egnethed til en række anvendelser, især ved landbrug. Dette opnås igennem en kombination af grundige undersøgelser af hver enkelt horisont, laboratorieanalyser og praktisk erfaring med diverse jordbundstypers adfærd i forskellige klimaer og under forskellige former for landbrug.

Forstenet bevismateriale!   
Vidnesbyrd om fortidens jordbund fås fra profiler begravet i lag af sedimenter og fra fritliggende jordbunde i de ældre, flade dele af den nuværende landoverflade, som ikke er blevet udsat for erosion (som fx flodterrasser). Begravede jordbunde er nyttige i stratigrafi (forskning i lagdeling), fordi de viser, på hvilke tidspunkter aflejring ikke fandt sted, og ofte findes ved diskordanser (vinklet lagstilling). De er dog sjældne, da landjorden normalt er udsat for erosion og ikke for aflejring. De, der findes, er i reglen kun bevaret i kontinentale aflejringer og undersøges med de samme metoder som moderne jordbund. Men mange er vanskelige at bestemme, fordi de har mistet deres typiske struktur og organiske indhold efter at have været begravet i lang tid. Jordbunde fra tidligere perioder, som stadig findes på den nuværende landoverflade (relikte jordbunde), indeholder ofte en blanding af træk fra forskellige klimatiske perioder eller bevoksningstyper. I tempererede områder indeholder de ofte kiler, hærdede og forvredne lag påvirket af frosten i istiderne i kvartær, samt rød-marmorerede, lerrige horisonter dannet i varme mellemistider.