| |
Jordbundstyper dannes på overflader, hvor de løse
aflejringer eller den hårde klippe påvirkes af en
række fysiske, kemiske og biologiske processer, hvor
atmosfærisk luft er nødvendig. De forskellige processer i
udviklingen er indbyrdes afhængige og kan finde sted samtidig. De
kemiske processer omfatter hydrolyse (opsplitning af kemiske
sammensætninger ved hjælp af vand og dannelse af nye
sammensætninger, som indeholder brint og ilt), karbonation
(dannelse af karbonatmineraler ved reaktion med kuldioxid i luften) og
oxiderings/reduceringsreaktioner (hvori ilt bliver tilført eller
fjernet fra en mineralforbindelse).
Simple mineraler som fx kalkspat eller kvarts bliver ofte helt
opløst, men mange af de mere sammensatte
aluminium-silikat-mineraler bliver kun delvis opløst og
efterlader en fast rest. Den kultveilte, som indgår i disse
reaktioner, kommer især fra iltning af humus - det organiske
stof, som dannes ved delvis nedbrydning af plantemateriale. Omfanget og
hastigheden af de fleste kemiske forvitringsprocesser afhænger af
temperatur og af hvor hurtigt de opløselige stoffer fjernes ved
gennemstrømning af grundvand (udvaskning). De foregår
derfor hurtigt i varme, fugtige klimaer, og langsomt eller slet ikke i
kolde og tørre områder.
De kemiske forvitringsprocesser er forskellige fra de fysiske
forvitringsprocesser, hvor bjergarts- og mineralpartikler bliver gjort
mindre, men ikke ændret kemisk. De fysiske forvitringsprocesser
er almindeligst i arktiske områder og ørkener. Det golde
og stenede materiale, som herved dannes, regnes stadig for en
jordbundstype, selv om det ikke egner sig til plantevækst.
Levende organismers indflydelse!
Biologiske processer er yderst vigtige i dannelsen af jordbund. De
første planter, som kaster sig over en frisk overflade af sten
eller aflejringer, er lav, alger og mosser, hvoraf mange er i stand til
at udtrække næringsstoffer direkte fra bjergartens
mineraler og omdanne atmosfærens kvælstof til protein.
Når disse planter dør, bliver deres rester til
næring for stadig større planter helt op til træer.
Større planters rødder gror ned i bløde
aflejringer eller gennem sprækker i hårde bjergarter.
Herved åbnes overfladelagene langsomt, og vand, luft og dyr kan
trænge igennem, og de rådnende planterester (humus) kan
blande sig med brudstykker af bjergart og mineraler. Jordbundsdyrenes
antal overgår antallet af dyr i alle andre miljøer. De
største jordbundsdyr, muldvarpe, kaniner og grævlinger,
blander og flytter lokalt rundt på jorden ved at grave gange. De
mindre jordbundsdyr er mere jævnt fordelt.
Regnorme optager små partikler i jordbunden og
afsætter dem igen på overfladen. Herved kan der igennem
flere århundreder dannes centimetertykke overfladelag af fin
jord. Termitter er sociale insekter, som er almindelige i tropiske
jordbundstyper. De lever af planterester og bygger reder enten under
overfladen eller som store termitboer. En række mindre dyr, som
mider eller springhaler, skolopendere og tusindben udgør
jordbundens såkaldte mesofauna. Ligesom regnorme og termitter
hjælper de til med at omdanne blade og andet plantemateriale til
kompost ved at æde plantematerialet. De er derfor ikke så
almindelige i den dyrkede jordbund som i skove og på
græsland, der indeholder flere planterester. Endnu mindre
mikroorganismer i jordbunden omfatter forskellige protozoer, virus,
svampe, alger og bakterier.
De vigtigste er bakterierne, som er ansvarlige for yderligere
nedbrydning af organiske rester både i aerobe (iltholdige) og
anaerobe (iltfri) jordbundsmiljøer. Svampe hjælper
også til med at nedbryde plantemateriale. Svampe trives
især i sure miljøer, hvor bakterierne er mindre aktive.
Udvikling af jordbunden!
Den måde, jordbunden tillader planter at vokse, har været
genstand for interesse og videnskabelige undersøgelser i mange
år og i hvert fald siden romerriget.
Jordbrugere har været klar over at ved at tilføre
jorden gødning og dele af døde dyr, som fx blod og knuste
knogler, øges deres afgrøders vækst. Dog troede man
tidligere, at jordbunden blot fungerede som planternes fysiske
vækststed og som en svamp, der holdt på den eneste substans
(vand), der var nødvendig for deres vækst.
Dette blev tilsyneladende bekræftet af det
berømte eksperiment udført af Van Helmont (1577-1644).
Han lod en pilekvist vokse i en beholder med en vis mængde
tør jord, som han kun tilførte regnvand. Efter fem
år vejede træet næsten 34 gange så meget som
det oprindelige skud, mens den tørre mængde jord var
omtrent den samme. Han havde dog overset tre vigtige processer.
Atmosfæren leverede kulstof i form af kultveilte, jordbunden
leverede små, men nødvendige mængder af grundstoffer
som kalium fra mineraler, og mikroorganismerne i jorden leverede
kvælstof hentet fra atmosfæren, men i en form, som pilens
rødder kunne optage.
Eksperimenter med afgrøders vækst, som dem man
begyndte i det 19. århundrede med staldgødning og
uorganiske gødningsstoffer, viste, at kvælstof, fosfor,
kalium, magnesium, kalcium og natrium var vigtige som
planteføde. Senere har også små mængder af
svovl, selen, jern, mangan, zink, bor, molybdæn og kobolt vist
sig at være vigtige, selv om for store mængder både
af disse og af andre ikke absolut nødvendige grundstoffer kan
være giftige for plantevæksten.
|
|