Problemets kerne

Den mest fundamentale af alle naturens love angår naturens tidsfornemmelse. Når der sker en eller anden begivenhed, foregår det på en måde, der sætter skel mellem "baglæns" og "forlæns". Dette er en kendsgerning, man var klar over allerede i oldtiden, hvor man opstillede lister over begivenheder, som aldrig kunne ske i omvendt orden. Floder løb ikke op ad bakke, planter og mennesker voksede ikke nedad, ild forvandlede ikke aske til hele træer. Ved begyndelsen af den videnskabelige epoke udvidede Newton de samme tanker lunkent vand, som er en blanding af kogende vand og koldt vand, vender ikke tilbage til henholdsvis kogende og koldt vand. Altså bliver varmen forringet, så der er mindre tilbage af den.

Det 19. århundrede udformedes princippet i loven om entropi (anden thermodynamiske lov) og fandt anvendelse i teorien om dampmaskinen. Siden den tid har entropiloven i matematisk udformning (det var Boltzmann der viste, hvordan dette kunne gøres) fundet anvendelse indenfor andre områder som f. eks. teorien om legeringer i metallurgien og kommunikationsteorien.

I alle tilfælde er det grundlæggende princip det samme. Begivenheder sker på en sådan måde, at en orden forsvinder, eller i bedste fald forbliver uændret. Entropi, d. v. s. uorden i molekylernes varmebevægelse, tager til. Taget i en videre betragtning kan vi sige, at morfolyseloven (luo jeg taber, morfe form) er universel, at den kan kaldes tidens målestok".

Vi står her over for et princip, der er grundlæggende for menneskelig tankegang. Kun i fantasiens verden kan vi forestille os en bagvendt udvikling; at en banan, vi har spist, bliver hel igen, at Niagara vandfaldet løber opad, at en atombombe eksploderer og forvandler en enorm ruindyrige til huse, gader og myldrende menneskemængder. I virkelighedens verden, videnskabens verden, sker tingene kun i én retning, en retning hvor uorden bliver større, hvor orden ødelægges.

Alle naturlove, som har noget at gøre med begivenheders forløb, er til en vis grad gentagelse af morfolyseloven. For videnskaben er denne kendsgerning i den grad fundamental, at vi kun prøver på at finde forklaringer, når vi står over for noget, der ser ud til at være et brud på dette princip. Og den klarlæggelse, videnskabsmændene søger efter, følger det samme mønster. Lad os se på to eksempler.

Et krystal dannes i en væske. Hvorfor arrangerer molekylerne sig i et fint og velordnet mønster? Der er to svar. For det første at mønsteret i sidste instans ikke er nyt, men at det i en større målestok afspejler de usynlige atomers form og andre egenskaber. Dette forklarer, hvorfor det dannede krystal har valgt én form frem for en anden. Men der sker en kvantitativ forøgelse af denne orden under krystallets dannelse. Dette opvejes af et tilsvarende tab af orden i den væske, krystallet udskilles af den er blevet varmere end før: dens molekyler er i større uorden.

Hvordan er den biologiske vækst mulig? Principielt er svaret det samme. Plantens eller dyrets form er en afspejling af genernes former og egenskaber. Efterhånden som planten eller dyret vokser op, kompenseres organismens forøgede masse (men ikke dens type) ved tab i dens omgivelser: den energi der er opsamlet i næringsstoffer eller i sollys forringes.

I begyndelsen var universets energi »vundet op i et nøgle«; elementerne blev skabt, forlenet med deres udviklingsmuligheder

De svar, vi har givet i de to eksempler, er typiske for de svar, som videnskaben må give på alle de stillede spørgsmål. Først når der kan gives et svar efter disse retningslinjer, er det muligt at gå i gang med alle de tusinder af detailspørgsmål, der må stilles, hvis vi skal nå frem til den fulde forståelse. Hvis vi ikke kan begynde besvarelsen af et spørgsmål på dette niveau, kan vi lige så godt straks tage vor tilflugt til trolddomskunst. Så forlanger vi en forklaring, der ikke er i overensstemmelse med videnskabelig tankegang.

Når vi skal undersøge problemets oprindelse, kommer vi imidlertid til den alarmerende omstændighed, at vi finder, at der i hvert fald på et eller andet stadium må være sket noget, som ikke kan besvares ud fra de anførte kriterier.

I begyndelsen var universets energi vundet op som i et garnnøgle"; som følge af alt det, der er skabt siden, er der blevet mindre og mindre energi tilbage. De etniske grundstoffer var fra deres skabelse udstyret med forbløffende velordnede" udviklingsmuligheder. Var det ved en tilfældighed, at brint, kulstof, kvælstof, ilt og alle de andre fik deres specielle egenskaber, hvoraf mange er så vigtige for livets opretholdelse? Også vor klode blev placeret i den rette afstand fra solen, med have til at holde temperaturen på et ensartet niveau, med en skrå akse der giver vekslende årstider, med en vægt der lader brint slippe bort, men holder ilten tilbage, osv.

Livet opstod på én eller anden måde, og vi er en del af det. Men hvordan gik det til?

Ja, på én eller anden måde blev der liv: tredimensionale atonistrukturer med forbløffende indviklede former, forsynet med velegnede instruktioner om selvformering! Efterhånden som tiden er gået, er der opstået nye og endnu mere komplicerede konstruktioner: kunstfærdige flyveapparater, udstyr til stedbestemmelse i forhold til omgivelserne ved modtagelse af tilbagekastede elektromagnetiske stråler; fantastiske apparater til orientering i tyngdefelter; pumper med ventiler og indviklede justeringsmekanismer til at pumpe væsker med; apparater til påvisning og videregivelse af meddelelser om kontakt, varme, kulde og skader; mekanismer der optager og fortolker rytmiske, atmosfæriske forstyrrelser på et utroligt lavt energiniveau, men som uden at blive beskadiget kan reagere på en 1000 milliarder gange stærkere påvirkning; ting som gigantiske telefoncentraler, der har forbindelse til milliarder af abonnenter og sådan kunne vi blive ved i en uendelighed, for der er hele tiden nye apparater og konstruktioner, der ser dagens lys.

Der er ingen tvivl om, at alt dette er sket. Vi er selv part i sagen; men hvordan gik det til? Er det muligt blot at begynde at svare på spørgsmålet efter de retningslinjer, vi benytter, når vi tager fat på de spørgsmål, videnskaben stiller? Det ser ikke ud til det. Vi kan forstå, hvorledes en ny type af en eksisterende art kan udvikles ved nedbrydning af kemiske forbindelser og lysenheder, men hvordan opstår tusindvis af nye arter?

Man kunne ligeså godt forvente et enormt salg af biler uden hjul l håb om, at de skulle kunne bruges som kaninbure

For 100 år siden mente Darwin, at tilfældige variationer i forbindelse med de bedst egnedes overlevelse til sidst ville fremkalde den rette formgivning. Måske havde han ret når det gælder det meget primitive; men der er kun få, der mener, at Darwins, teori trænger ind til problemets kerne.

De bedst egnedes overlevelse kan ikke forklare den orden, der hersker i universets energi, eller de kemiske grundstoffers egenskaber, eller oprindelsen af de første livsformer, der må have været yderst komplicerede for overhovedet at kunne leve. Og selvom tanken har været almindeligt anerkendt i 100 år, har den dog ikke været nogen hjælp, til løsningen af de væsentligste biologiske problemer, selvom den har været god til klaring af mindre spørgsmål.

Biologiske strukturer må ligesom alle funktionelle opbygninger være til stede alle sammen på én gang, da de ellers ikke kan fungere. En bil uden hjul eller en båndoptager uden bånd vil ud fra et naturligt kvalitetsvalg blive afvist som ubrugelige. I naturen finder man dog yderst specialiserede organer, og man kan vanskeligt antage, at de alle skulle være opstået gradvis. Der har i nogle tilfælde været fremsat formodninger om formålet med ufærdige strukturer, men almindelig sund fornuft går imod tanken om, at alle forhold kan forklares efter disse retningslinjer. Man kunne lige så godt forvente et enormt salg af biler uden hjul, fordi de måske ved et rent lykketræk skulle vise sig anvendelige til kaninbure.

En anden fundamental vanskelighed er spørgsmålet om størrelse. Inden for maskinteknikken er det en kendt sag, at man ikke uden videre kan efterligne en lille maskine i en større målestok. Der kommer et tidspunkt, hvor man ikke kan nøjes med enkelte ændringer,' men hvor en helt ny konstruktion vil være nødvendig. Dette hænger sammen med, at vægten. øges i 3. potens af størrelsen, mens overfladeareal og den kraft, der kan overføres gennem kabler, sener eller muskler kun øges i 2. potens. En flue på størrelse med en hund ville derfor brække benene, mens en hund i fluestørrelse ikke ville kunne holde på legemsvarmen. Hvis udviklingen derfor skulle være begyndt med meget små organismer, ville der komme et tidspunkt, hvor små naturbetingede ændringer ikke længere ville være til nogen nytte for den større organisme. Hvis den skulle overleve, måtte der en fuldstændig ny opbygning til, og noget sådant ville en naturlig udvælgelse ifølge sin natur ikke kunne præstere.

For videnskaben vil det være lettere at bevise, at udviklingslæren Ikke kan være mulig, end at forklare, hvordan det egentlig gik til

Det bliver mere og mere klart, at det ud fra disse kendsgerninger og flere til vil være lettere at vise videnskabeligt, at evolution udvikling ikke er mulig, end at forklare, hvordan det egentlig gik til. Vanskeligheden her er faktisk så stor, at man ofte kan undre sig over, at dette ikke erkendes i højere grad. Og dog. I det nittende århundrede håbede videnskabsmænd at finde sandheden om naturens orden. I dag er der mange, der siger, at videnskabens mål ikke er sandheden, men opstilling af teorier, som kan stimulere opdagelser og tanker. Darwins udviklingslære er i virkeligheden et eksempel herpå. En biolog må somme tider sige det rent ud, at han har valget mellem noget, som han faktisk ikke rigtigt tror på, og slet ingen ting. Således skriver professor Gray, Cambridge, (England): Ingen argumenter eller kloge epigrammer kan skjule, at ortodoksi i sig selv er en umulighed (ortodoksi = den ortodokse udviklingslære), men de fleste biologer er af den opfattelse, at det er bedre at lade tankerne arbejde med usandsynlige begivenheder end slet ikke at tænke." Nature, 1954, side 173, 227.

Tager vi Ikke tilflugt til trolddom, når vi siger, at Gud skabte verden? Skabelse ved tankevirksomhed, ved skabende kraft, er Ikke trolddom

Når vi ærligt og oprigtigt ser vidnesbyrdene i øjnene, er det klart, at vi overalt finder den bibelske doktrin bekræftet om, at ,det synlige blev til af det, vi ikke kan se". Men hvis vi siger, at Gud skabte verden, eller livet, eller gjorde det og det, tager vi så ikke tilflugt til forklaringer om trolddom? Vender vi ikke ryggen til videnskaben?

Herpå er der to svar. For det første er det at postulere trolddom uden at anskueliggøre kendsgerninger, og det er faktisk det, evolutionsteorierne gør. Medens de foregiver at være videnskabelige, påstår de noget, som er i strid med al videnskabelig tænknings grundprincip de postulerer en spontan, magisk skabelse af radikalt nye systemtyper uden at nogen overhovedet har observeret det: det stik modsatte af morfolyseloven! Hvis vi på den anden side tager vor tilflugt til magi, når vi siger, at Gud skabte verden, er vi i hvert fald ikke værre end den materialistiske evolutionist. Man kan snarere sige, at vor indstilling er at foretrække, fordi vi tilslører ikke magi bag hule fraser, der skal give udseende af at være videnskab.

Men for det andet må vi ikke glemme, at vi alle sammen har erfaring for et ikkemagisk princip, som kan vende op og ned på morfolyseloven. Ved tænkning, ved mobilisering af skabende evner og anstrengelser, kan vi netop skabe den orden, der så let og spontant kan ødelægges. Men menneskesindets skabende evner har ikke noget med trolddom at gøre. Trolddom kræver ingen anstrengelse bare hokus pokus«, og så er det hele klaret. Men det menneske, som er flere år om at skrive en bog eller konstruere en bro, ved, at der er udgået en kraft af ham." Han skaber noget ved tro og arbejde, ikke ved trolddom.

Når vi tænker på naturens primære tilblivelse, ser vi mange vidnesbyrd om planlægning eller hvad der ser ud som en plan. Det ser ud til, at alle de væsentlige organisationsformer (men måske ikke alle de uvæsentlige) er forstandsprodukter af en art, der ikke er ulig vore egne, men en forstand der er ufattelig meget større og mere kompetent. Det forekommer naturligt og fornuftigt at tage vidnesbyrdene for gode varer; at tro på, at Gud skabte himlen og jorden. Men der er ingen grund til at forestille sig Gud som en almægtig troldmand. Bibelen taler ofte om den omtanke og omhu, Gud lagde i sin skabergerning (vi læser endog om, at Han hvilede ovenpå sit arbejde), og i videnskaben ser vi en godtgørelse af dens kere. Vi er selv skabt i Guds billede, og vi er ikke troldmænd, så der er heller ingen grund til at anse Gud for en troldmand.