CHARLES DARWIN døde af et hjerteanfald for godt 100 år siden. Hans store udviklingslære, grundlaget for al moderne biologi, er blevet accepteret med en begejstring, der grænser til næsegrus beundring. I naturvidenskabens historie har han fået plads ved siden af Kopernikus, Galilei, Newton og Einstein. Men selv om darwinismen er alment accepteret, er den i dag i stadigt stigende vanskeligheder.

Udviklingslære og darwinisme opfattes ofte som én og samme ting. Men det er det ikke. Teorien om udvikling af liv over en lang periode betvivles af mange, som tror på en guddommelig skabelse, men det materiale, der er indsamlet i de sidste to hundrede år af geologien, palæontologien, molekylærbiologien og andre naturvidenskaber har i realiteten bevist teorien. Darwinismen, derimod, er aldrig blevet videnskabeligt bevist trods meget store anstrengelser.

De fleste videnskabsmænd er enige om, at liv har udviklet sig med lejlighedsvise afbrydelser, men i stadig voksende mangfoldighed og mere komplicerede former, og at nogle af de vigtigste trin i levende organismers udvikling har været: 1) bakterier og slimdyr. 2) svampe og gopler. 3) fisk med rygrad. 4) amfibier (dyr, der lever dels i vand dels på land). 5) krybdyr (bl.a. dinosaurer). 6) fugle og pattedyr.

Fossilfund bekræfter denne udviklingsrækkefølge, men Darwin håbede, at man kunne nå endnu længere. Han troede, at de seks trin var knyttet sammen at fisk udviklede sig til ambifier, amfibier til krybdyr, krybdyr til fugle osv.

Ydermere var Darwin overbevist om, at denne proces almindeligvis fandt sted lidt efter lidt bittesmå »forbedringer,« der var et resultat af, hvad han kaldte »naturlig udvælgelse« af de bedst egnede individer i den stadige kamp for at overleve. Disse overlevende var ifølge Darwins teorier en anelse bedre end deres ophav de havde måske bedre øjne eller egenskaber, der satte dem i stand til at modstå ekstrem kulde. Disse overlevelsestræk blev der gradvis flere og flere af, indtil en ny dyre eller planteart var opstået.

Hvis det forholdt sig sådan, burde fossilfundene vise en ubrudt udviklingslinie, men det gør de ikke tværtimod. Det står helt klart, at jorden har oplevet en mængde livsformer, som vi ikke kender noget til, og nogle af dem har måske været overgangsformer. Men der er et gennemgående træk i fossilhistorien: fossilerne mangler på mange af de vigtigste steder. Flere led mellem nogle af de vigtigste dyrearter mangler helt eller de er der i hvert fald ikke i et antal, så man uden tvivl kan fastslå deres betydning.

Alligevel er der lange perioder i historien, hvor man skulle vente at finde masser af mellemliggende livsformer. Rundt om på museer findes for eksempel tusinder af fossiler af de første hvirvelløse havdyr og et lige så stort antal urgamle fiskearter. Mellem disse to grupper er et tidsrum på cirka 100 millioner år, hvor man skulle vente at finde fossiler med så små forskelle, at det var vanskeligt at sige, hvor de hvirvelløse holdt op, og hvirveldyrene begyndte. I stedet dukker der veldefinerede fiskearter op i fossilfundene tilsyneladende ud af den blå luft.

Disse spring mellem de store udviklingstrin er ikke uden betydning, for de repræsenterer perioder, hvor vældige fysiologiske forandringer må have fundet sted.

Hvordan gik det for eksempel til, at flagermusen fik vinger? Forskellen mellem en flagermus og dens vingeløse, spidsmuslignende stamfader er enorm. Alligevel er der intet blandt fossilfundene, der giver blot den fjerneste antydning af, at en langsom, darwinsk udvikling fra forben til vinge har fundet sted.

Et andet eksempel er hvalen. Den almindelige antagelse er, at hvalernes stamfædre var primitive hovdyr, der fra land vendte tilbage til havet, og at der i denne periode »må have været« et mellemliggende amfibietrin. Men ingen fossilfund bekræfter dette.

I sig selv er springene i fossilfundene dog ikke nok til at tage livet af darwinismen. Men teorien klarer sig ikke stort bedre i biologernes laboratorier.

Praktisk talt alt liv består af celler i hver celle er der gener med en genetisk kode, der er enestående for hver enkelt plante eller dyr. Ved forplantningen blandes forældrenes genetiske koder, og afkommet arver halvt af hver, så det får sin egen genetiske kode.

En gang imellem begår generne en fejl. Disse fejl kaldes mutationer, og de resulterer for det meste i en svækkelse eller deformitet hos planten eller dyret. Darwins tilhængere hælder imidlertid til den overbevisning, at det er den sjældne, gunstige mutation, der tæller i udviklingen. Denne teori kaldes neodarwinisme og går ud på, at en sådan tilfældig, gunstig mutation langsomt breder sig til hele plante eller dyregruppen, således at der i løbet af en periode er opstået en ny art.

Under en konference i 1966 på Pennsylvanias universitet blev det klart, at biologerne ikke var de eneste, der tvivlede på neodarwinismen, men at også fysikere, matematikere og teknologer havde deres tvivl. Murray Eden, der dengang var professor i elektronik ved Massachusetts Institute of Technology, hævdede, at det var lige så sandsynligt, at mennesket skulle være opstået som en tilfældig mutation, som at man kunne »skaffe sig en meningsfyldt bogsamling på tusind bind ved følgende fremgangsmåde: begynd med én meningsfyldt sætning, skriv den om med enkelte fejl, forlæng den ved at tilføje nogle bogstaver, undersøg derefter resultatet og find ud af, om den nye sætning giver mening. Gentag denne proces, indtil bogsamlingen er komplet.«

Forestillingen om gunstige, tilfældige mutationer i hvert fald mutationer, der på darwinsk vis kommer i rækkefølge én efter én fører til en ny biologisk gåde: det Darwin kaldte »organer af den yderste fuldkommenhed.« Hans største bekymring på dette område var opbygningen af det menneskelige øje. For at øjet kan fungere, skal det være rent og fugtigt. Lyset passerer det yderste beskyttelseslag (hornhinden) og fortsætter via en selvregulerende blænder (pupillen) til en linse, der også indstilles automatisk, og som samler lyset i et punkt på bagsiden af nethinden. Her udløser 130 millioner lysfølsomme stav og tapceller fotokemiske reaktioner, der omdanner lyset til elektriske impulser. Disse impulser overføres derefter til hjernen med utrolig fart.

Hvordan er det muligt, at tusinder og atter tusinder af gunstige mutationer opstod ved tilfældigheder, så linse og nethinde som ikke kan fungere hver for sig udviklede sig sideløbende?

På dette punkt må vi konstatere, at udviklingslæren ikke slår til. På de tre områder, hvor neodarwinismen kan efterprøves, har den ikke kunnet forklare udviklingen i dens helhed:

* Fossilfandene viser ofte et mønster med store spring i udviklingen i stedet for de gradvise ændringer, som Darwin beskrev.
* Gener er en stærk, stabiliserende mekanisme, og de begrænser mulighederne for, at nye former opstår.
* Tilfældige mutationer på molekyleniveau kan næppe forklare livsformernes organiserede og stadig mere komplicerede opbygning.

Men hvad nu, hvis man forkaster neodarwinismen, fordi den ikke kan give svar på alle spørgsmål, og skabelsesberetningen, fordi den ikke kan bevises videnskabeligt? Er der noget andet at sætte i stedet? Ja, det er der faktisk. Hvis man kombinerer alle de alternativer, der blev fremsat i 1970'erne, begynder man at kunne ane en »ny biologi. « Dens principper kan opsummeres således:

* Det er fysiske og kemiske love (snarere end tilfældige genmutationer), der styrer skabelsen af biologiske former.
* Mens Darwin troede, at udvikling er en gradvis proces, tyder matematiske love på, at omfattende forandringer kan ske i ét brat spring.
* Miljøet er afgørende for udviklingen, især for dens hastighed. (Dette afviger fra Darwins teori om, at miljøet blot luger de mindst egnede af genmutationerne bort.)
* Store forandringer i udviklingen er ikke en sum af mange små forandringer, forårsaget af et voldsomt udvælgelsespres i grupper med for mange individer. Det sker snarere i forbindelse med store miljømæssige omvæltninger efterfulgt af en periode, hvor der ikke er overbefolkning.

De første landdyrs opståen kan derfor beskrives på denne måde:

I kølvandet på en verdensomspændende katastrofe blev et stort antal amfibiedyr skyllet op på land. Mange døde. De overlevende drægtige hunner blev udsat for store forandringer: de skulle vænne sig til nye fødemidler og et nyt klima. Det medførte stress, og sammen med erhvervet immunitet over for sygdomme betød det et voldsomt genetisk pres mod deres ufødte unger. De kromosomændringer, der blev resultatet, fremkaldte tusinder af mutationer eller »misfostre«. Langt de fleste var dødfødte eller ude af stand til at formere sig. Men en gang imellem blev kromosomændringen forplantet til afkom, og efter et par generationer blev flere former for »misfostre« levedygtige nye arter, som derefter bredte sig ud over en stort set ubeboet klode.

I dag ser den nye biologi med friske øjne på alle levende væsener deres former, deres livsmønstre, deres drivkraft og deres forhold til hinanden. Men selv om teorien om »naturlig udvælgelse« efter godt et hundrede år er blevet vejet og fundet for let selv om vi endnu en gang synes at svæve i uvidenhed om arternes oprindelse ville Darwin ikke have haft noget imod det. Han vidste, at videnskab er en opdagelsesrejse mod en ukendt horisont, og at der bag den ligger nye horisonter i uendelig rækkefølge.