Patriakerne!   

Som ingen anden nation i oldtiden har Israel bevaret og værnet erindringerne om dets oprindelse. Allerede på dommertiden var stammerne vant til  ved ofringen af førstegrøden i Jahves helligdom  at bekende deres oprindelse med disse ord: "En omvandrende aramæer var min fader, og han drog ned til Ægypten... og der blev han til et folk, stort, mægtigt og talrigt. Og ægypterne behandlede os hårdt og plagede os og lagde trældom på os. Så råbte vi til Herren vore fædres Gud, og Herren hørte vor røst ... og Herren bragte os ud af Ægypten med sin mægtige hånd ... og han bragte os til dette sted og gav os dette land... og se, nu bringer jeg førstegrøden af jorden, som du, o Herre, har givet mig." Han siger vi, og heraf ser man, hvor stærkt israelitten følte sig som et med sine forfædre. Det er ligeledes klart, at endog hans første trosbekendelse (overleveret i 5.Mos. 26,510) allerede indeholder elementer af de stærke temaer, som behersker Pentateuken: stammernes vandrende forfædre, som dannede en nation i Ægypten; slaveri og befrielse; ledelsen af folket til det forjættede land (kun temaet om Sinai og pagten mangler her). Det første tema er udviklet i de kendte historier i 1.Mod.1250 om Abraham og Sara, deres søn Isak og dennes tvillingesønner Esaw og Jakob, af hvilke den sidste  efter josefs strålende karriere  bosætter sig i Ægypten med hele sin familie.

Disse historier, som bindes sammen af det stadig tilbagevendende tema om Guds løfter og hans personlige førelse af hovedpersonerne, viser sig ved nærmere undersøgelse at være en usædvanlig sammenblanding af vidt forskellige elementer fra skiftende tidspunkter strækkende sig fra folkelige beretninger til historier af dybtgående teologisk betydning. Efter hebræernes opfattelse levede patriarken i egentligste forstand i sin stamme.

Derfor plejede fortællerne at gengive noget karakteristisk ved stammen eller en oplevelse, stammen havde haft, ved at berette om patriarkerne, ofte således at de særlig understregede betydningen af hans navn. For eksempel: engang dannede "Jakobs sønnerne" en stammeenhed; på Davids tid besejrede disse edomitterne, som levede i bjerglandet Seir. Disse kendsgerninger sammenblandedes på denne måde: Ordet edom betyder "rød", og seir hænger sammen med begrebet "håret". Navnet Jakob, der måske oprindelig betyder "måtte han (Gud) beskytte", fremkaldte hos israelitterne tanken om ordet akeb (hæl); et verbum, der sprogligt sandsynligvis hører sammen med dette ord, har i tredje person formen jakob, ,han lægger snarer for hælen, han er snu, han snyder". Historien om tvillingerne, af hvilke den ældste, Esau (edomitternes stamfader), er rød og håret, og som Jakob griber i hælen for senere at snyde og beherske ham (1.Mos.25,2226) viser sig på den måde at være et virkeligt stykke folkeetymologi. Den historiske begivenhed fra Davids tid er her kombineret med den meget ældre tradition, at edomitterne var af samme folkegruppe som israelitterne, at de var "tvillingebrødre". På samme måde havde israelitterne bevidstheden om slægtskab med de transjordanske folk moabitterne og ammonitterne (skønt de hadede dem). Deres navne gengav de hebraiske navne for fader og faderlig; derfor den ikke særlig opbyggelige historie om Lot, Abrahams nevø, som deres fælles stamfader (1. Mos. 19,3038).

Under den assyriske krise karakteriserede Jesaja gudsfolkets holdning som tro; senere  under og efter eksilet  fik den allerede århundredgamle praksis med omskærelse sin fulde betydning som symbol på pagten. Abraham, prototypen på nationen, som han bar "i sin lænd", beskrives derfor som troende (1.Mos. 15,6), og omskærelsen kom til at indtage en væsentlig plads i beretningen om Guds pagt med ham (1.Mos. 17).

Disse få eksempler er forhåbentlig tilstrækkelige til at gøre det klart, at den brogede samling, som udgøres af 1.Mos.1250, ikke kan betragtes blot som en enkel beretning om nogle få menneskers oplevelser i oldtiden. Disse kapitler har en langt dybere betydning. Israels særlige historieopfattelse var nøje forbundet med dets overbevisning om, at det stadig var genstand for Guds særlige interesse  den, som han først viste patriarkerne. Det er netop af den grund, at mindet om patriarkerne er blevet holdt levende; gennem tiderne har beretningerne ændret og udviklet sig, så det nu er umuligt at uddrage de detaljer, som interesserer os mest i dag: hvordan stammefædrene var som individer, hvordan deres familieforhold var, og hvad der virkelig skete med hver af dem. Vi må stille os tilfreds med nogle få hovedlinjer, der imidlertid passer særdeles godt ind i det billede, som vi nu har af situationen i Mellemøsten omkring midten af det andet årtusinde f.Kr.

Abrahams familie må stamme fra Ur og bosætter sig nær Haran. Adskillige bynavne fra disse egne forekommer i Abrahams slægtsfortegnelse (jvf. Haranf, Nahor, Tiltaruhi, Sarugi og Phaliga, Haran og Nahor, Abrahams ,brødre", og Terah, Serug og Peleg, hans ,forfædre" (1.Mos. 11,1826). En gruppe af familien, Abraham og Lot, "stamfader" til Moab og Ammon, rejste herfra sydpå til Kanaan, dog uden at miste kontakten med dem, der blev tilbage i AramNaharaim. eller PaddanAram, som egnen omkring Haran også kaldtes. De levede som hyrdenomader og rejste med deres får, geder og æsler fra det ene vandingssted til det andet. De yndede at opslå deres telte i landet mellem de vandløse sletter og de tæt befolkede byområder. En af deres ruter lå gennem Jabbokdalen, hvor Penuel eller Peniel lå, ind i Jordandalen, forbi Sukkot, som nu er en letkendelig tell, over floden til sletten foran Sikern, ind i hjertet af landet. De drog over bjergkæden midt i landet og derefter sydpå forbi Betel og Hebron, hvor ældgamle traditioner om Det døde Havs oprindelse og en mærkelig klippeformation var forbundet med deres vandringer (1.Mos. 18,19) og til sidst til Negev, landet mod syd, for derfra  drevet af sult  at søge mod det frugtbare Nildelta. Omkring 1890 f.Kr. lod den ægyptiske hersker Khnumhotep en sådan gruppe semitiske nomader afbilde på en mur i sit gravmæle. Med deres mangefarvede dragter, deres våben, deres vandposer af skind og musikinstumenter giver de et godt billede af, hvordan Israels forfædre må have set ud