|
Patriakerne!
Som ingen anden nation i
oldtiden har Israel bevaret og værnet erindringerne om dets
oprindelse. Allerede på dommertiden var stammerne vant til
ved ofringen af førstegrøden i Jahves helligdom
at bekende deres oprindelse med disse ord: "En omvandrende
aramæer var min fader, og han drog ned til Ægypten... og
der blev han til et folk, stort, mægtigt og talrigt. Og
ægypterne behandlede os hårdt og plagede os og lagde
trældom på os. Så råbte vi til Herren vore
fædres Gud, og Herren hørte vor røst ... og Herren
bragte os ud af Ægypten med sin mægtige hånd ... og
han bragte os til dette sted og gav os dette land... og se, nu bringer
jeg førstegrøden af jorden, som du, o Herre, har givet
mig." Han siger vi, og heraf ser man, hvor stærkt israelitten
følte sig som et med sine forfædre. Det er ligeledes
klart, at endog hans første trosbekendelse (overleveret i 5.Mos.
26,510) allerede indeholder elementer af de stærke temaer, som
behersker Pentateuken: stammernes vandrende forfædre, som dannede
en nation i Ægypten; slaveri og befrielse; ledelsen af folket til
det forjættede land (kun temaet om Sinai og pagten mangler her).
Det første tema er udviklet i de kendte historier i 1.Mod.1250
om Abraham og Sara, deres søn Isak og dennes
tvillingesønner Esaw og Jakob, af hvilke den sidste efter
josefs strålende karriere bosætter sig i
Ægypten med hele sin familie.
Disse historier, som bindes
sammen af det stadig tilbagevendende tema om Guds løfter og hans
personlige førelse af hovedpersonerne, viser sig ved
nærmere undersøgelse at være en usædvanlig
sammenblanding af vidt forskellige elementer fra skiftende tidspunkter
strækkende sig fra folkelige beretninger til historier af
dybtgående teologisk betydning. Efter hebræernes opfattelse
levede patriarken i egentligste forstand i sin stamme.
Derfor plejede
fortællerne at gengive noget karakteristisk ved stammen eller en
oplevelse, stammen havde haft, ved at berette om patriarkerne, ofte
således at de særlig understregede betydningen af hans
navn. For eksempel: engang dannede "Jakobs sønnerne" en
stammeenhed; på Davids tid besejrede disse edomitterne, som
levede i bjerglandet Seir. Disse kendsgerninger sammenblandedes
på denne måde: Ordet edom betyder "rød", og seir
hænger sammen med begrebet "håret". Navnet Jakob, der
måske oprindelig betyder "måtte han (Gud) beskytte",
fremkaldte hos israelitterne tanken om ordet akeb (hæl); et
verbum, der sprogligt sandsynligvis hører sammen med dette ord,
har i tredje person formen jakob, ,han lægger snarer for
hælen, han er snu, han snyder". Historien om tvillingerne, af
hvilke den ældste, Esau (edomitternes stamfader), er rød
og håret, og som Jakob griber i hælen for senere at snyde
og beherske ham (1.Mos.25,2226) viser sig på den måde at
være et virkeligt stykke folkeetymologi. Den historiske
begivenhed fra Davids tid er her kombineret med den meget ældre
tradition, at edomitterne var af samme folkegruppe som israelitterne,
at de var "tvillingebrødre". På samme måde havde
israelitterne bevidstheden om slægtskab med de transjordanske
folk moabitterne og ammonitterne (skønt de hadede dem). Deres
navne gengav de hebraiske navne for fader og faderlig; derfor den ikke
særlig opbyggelige historie om Lot, Abrahams nevø, som
deres fælles stamfader (1. Mos. 19,3038).
Under den assyriske krise
karakteriserede Jesaja gudsfolkets holdning som tro; senere under
og efter eksilet fik den allerede århundredgamle praksis
med omskærelse sin fulde betydning som symbol på pagten.
Abraham, prototypen på nationen, som han bar "i sin lænd",
beskrives derfor som troende (1.Mos. 15,6), og omskærelsen kom
til at indtage en væsentlig plads i beretningen om Guds pagt med
ham (1.Mos. 17).
Disse få eksempler er
forhåbentlig tilstrækkelige til at gøre det klart,
at den brogede samling, som udgøres af 1.Mos.1250, ikke kan
betragtes blot som en enkel beretning om nogle få menneskers
oplevelser i oldtiden. Disse kapitler har en langt dybere betydning.
Israels særlige historieopfattelse var nøje forbundet med
dets overbevisning om, at det stadig var genstand for Guds
særlige interesse den, som han først viste
patriarkerne. Det er netop af den grund, at mindet om patriarkerne er
blevet holdt levende; gennem tiderne har beretningerne ændret og
udviklet sig, så det nu er umuligt at uddrage de detaljer, som
interesserer os mest i dag: hvordan stammefædrene var som
individer, hvordan deres familieforhold var, og hvad der virkelig skete
med hver af dem. Vi må stille os tilfreds med nogle få
hovedlinjer, der imidlertid passer særdeles godt ind i det
billede, som vi nu har af situationen i Mellemøsten omkring
midten af det andet årtusinde f.Kr.
Abrahams familie må
stamme fra Ur og bosætter sig nær Haran. Adskillige bynavne
fra disse egne forekommer i Abrahams slægtsfortegnelse (jvf.
Haranf, Nahor, Tiltaruhi, Sarugi og Phaliga, Haran og Nahor, Abrahams
,brødre", og Terah, Serug og Peleg, hans ,forfædre"
(1.Mos. 11,1826). En gruppe af familien, Abraham og Lot, "stamfader"
til Moab og Ammon, rejste herfra sydpå til Kanaan, dog uden at
miste kontakten med dem, der blev tilbage i AramNaharaim. eller
PaddanAram, som egnen omkring Haran også kaldtes. De levede som
hyrdenomader og rejste med deres får, geder og æsler fra
det ene vandingssted til det andet. De yndede at opslå deres
telte i landet mellem de vandløse sletter og de tæt
befolkede byområder. En af deres ruter lå gennem
Jabbokdalen, hvor Penuel eller Peniel lå, ind i Jordandalen,
forbi Sukkot, som nu er en letkendelig tell, over floden til sletten
foran Sikern, ind i hjertet af landet. De drog over bjergkæden
midt i landet og derefter sydpå forbi Betel og Hebron, hvor
ældgamle traditioner om Det døde Havs oprindelse og en
mærkelig klippeformation var forbundet med deres vandringer
(1.Mos. 18,19) og til sidst til Negev, landet mod syd, for derfra
drevet af sult at søge mod det frugtbare Nildelta.
Omkring 1890 f.Kr. lod den ægyptiske hersker Khnumhotep en
sådan gruppe semitiske nomader afbilde på en mur i sit
gravmæle. Med deres mangefarvede dragter, deres våben,
deres vandposer af skind og musikinstumenter giver de et godt billede
af, hvordan Israels forfædre må have set ud
|
|