Jødisk historieskrivning!  

Indtil senmiddelalderen var jøder og kristne af den opfattelse, at de fem første bøger var skrevet af Moses selv. Dette store arbejde  kendt som Loven eller med et græsk udtryk Pentateuken, dvs. et værk bestående af fem bogruller  var uadskilleligt sammenknyttet med grundlæggeren af Israels religion. Det handlede netop om begivenhederne fra verdens skabelse til og med de mægtige oplevelser, på hvilke Israels religion byggede gennem de følgende århundreder: udvandringen fra Ægypten til friheden, pagten på Sinai og færden til Det forjættede Land. Her havde Moses selv spillet den førende rolle, og alt, hvad han fortalte om tidligere begivenheder, kunne han vide fra traditionen. Kunne han ikke spore sin herkomst tilbage til Adam? Det blev også almindeligt antaget, at denne den største af alle profeter, der havde modtaget kendsgerningerne om skabelsen fra Gud (1. Mos. 1), havde fuldendt arbejdet med en skildring af sin egen død (5.Mos. 34,18). Først på renæssancetiden begyndte man at tvivle på denne ældgamle tradition. Dette skyldtes ikke så meget, at folk dengang var skeptiske over for enhver slags tradition. Man var nu begyndt at udgive både Bibelen og andre gamle skrifter i den hebraiske grundtekst, og de, der studerede Pentateuken, blev mere opmærksomme på dens litterære kvaliteter, end de foregående århundreder havde været.

Man opdagede snart, at Moseloven indeholdt passager i vidt forskellige stilarter, gentagelser og modsigelser, hvilket syntes at umuliggøre hypotesen om én forfatter. Nogle hævdede også, at på Moses' tid var skriften endnu ikke opfundet, eller i hvert fald var den så primitiv, at et så varieret  og for nogle afsnits vedkommende fremragende  værk, ikke kunne være skrevet på den tid. At dette sidste argument ikke holder, kræver ingen særlig forklaring efter det, som er skildret side 4346. Som en yderligere påmindelse ser vi på side 56 en velbevaret statuette af en ægyptisk skriver, som levede 1000 år før Moses, og som har opnået udødelighed på grund af den karriere, han skabte sig efter en lang skoling og et grundigt studium af den litteratur, der allerede på hans tid ansås for klassisk.

Hvis Moses blev trænet til et højt embede ved faraos hof i det østlige delta omkring 1300 f.Kr. kendte han formodentlig ikke blot ægyptisk skrift, men også kileskriften, der blev brugt til diplomatisk korrespondance med Asien. Dette indicerer, at i teknisk henseende var han fuldt ud i stand til at skrive et så omfattende værk so ' m Pentateuken, men i virkeligheden er dette værk skrevet århundreder efter hans død. Det antages almindeligt, at teksten, som vi kender den, først er blevet til i det 5. århundrede f.Kr. I denne periode har de lærde præster, som ledede folket, samlet alle former for beretninger og lovsamlinger fra de forrige århundreder og forøget dem med materiale, der var bevaret i deres egne kredse. Alt dette omdan nede de til et hele i den form, som syntes dem bedst for den jødiske menighed. Denne proces er fremstillet skematisk på dia grammet her på siden: mundtlig tradition fra den ,hebraiske" periode I, nedlagt i forskellige samlinger i den ,israelitiske" periode Il udfoldede sig i Pentateuken (A) i den ,jødiske" periode III. Man skal også mærke sig anbringelsen af de to andre store historiske værker. De bøger, der bærer navnene Josua, Dommerne, Samuel og Kongerne, anses af mange for at være et oprindeligt hele (B); de skal være skrevet under Josias og revideret under eksilet. Krønikebøgerne samt Ezras og Nehernias' (C) blev skrevet af en levit i 3ootallet f.Kr. Akkurat som ved A's tilblivelse har forfatterne af B og C anvendt alle slags traditionelt materiale af forskellig type og oprindelse; også de følte sig under samlingen af bøgerne stærkt tilskyndede af deres samtids åndelige behov og deres syn på fortiden. Heraf følger, at den mere eller mindre litterære genfortælling af indholdet i (A), (B) og (C) ikke uden videre kan betegnes som "historie". Dette ord reserveres i vore dage for en opsummering af fortidige begivenheder, baseret på en kritisk undersøgelse af kilderne.

Enhver, der vil skrive en Israels historie, må først undersøge enhver beretning i de tre arbejder for at afgøre, i hvilke omgivelser den er opstået, hvor meget den er ændret af overleveringen, og sluttelig hvorfor forfatteren har indført den i sin bog netop i denne form og på dette sted. Det er af afgørende betydning, at disse spørgsmål stilles, for alt for mange klynger sig ubevidst til billedet af den bibelske historiker, der sidder skjult med benene over kors og en bogrulle i skødet og fejlfrit noterer ned alt, hvad han ser og hører. Kritisk undersøgelse af teksterne  sammenarbejdet med, men ikke fortrængt af arkæologiske opdagelser  er nødvendig, selv om visse populære bøger ynder formodninger.

Sådanne undersøgelser fører ofte til hypoteser, hvor man kunne ønske sig sikkerhed, især hvad angår periode I. Men her må hypoteser foretrækkes frem for falsk sikkerhed  af respekt for Bibelen.