Jøderne i den hellenistiske verden! 

I 334 f.Kr. drog makedoneren Alexander den Store22 år gammel – ud på et togt for at ramme de persiske angribere. Da han havde nedkæmpet modstanden i deres flådebase Tyrus, gik han videre til Ægypten, der hilste ham som befrier. Inspireret af sin elskede digter Horner (Odysseen 4,354) grundlagde han Alexandrias havn over for øen Faros. Derefter fortsatte den nye farao  i sikker bevidsthed om sin guddommelige oprindelse til Mesopotamien. Darius III led et knusende nederlag. Mod slutningen af året 331 faldt Persepolis som et offer for det had, der var udviklet blandt grækere i mange generationer. Men Alexander ønskede at gå endnu videre  til det vældige hav, der beskyller verdens kyster. Fire år senere nægtede hans tropper, der da havde nået Indien, at gå videre mod øst. Han havde da tilbagelagt 18.000 km under stadig kamp. Han havde på sin vej grundlagt nye byer efter græsk mønster. I Babylon døde han d. 13. juni 323 efter et anstrengende tilbagetog, 33 år gammel. Han tumlede endnu ved sin død med planer om organisation af det udstrakte rige og om endnu dristigere ekspeditioner. Det jødiske samfund i Palæstina blev ikke direkte berørt af den unge erobrer. Efter en langtrukken krig mellem hans efterfølgere tilfaldt kystegnene ca. 300 ptolemæerne, der regerede fra Alexandria. Men seleukiderne, der senere havde deres hovedstad i Antiokia, hævdede, at de var de retmæssige herskere over dette område, og Palæstina blev således et stridens æble mellem kongerne mod nord og kongerne mod syd.

Til at begynde med følte jøderne i Jerusalem egentlig kun de græske erobrere som afløsere af perserkongens repræsentanter på skatteopkrævningens område, men efterhånden blev forholdet til den græske kultur et regulært principspørgsmål. Længe før Alexander den Store havde købmænd, lejetropper og kunstnere bragt elementer af græsk kultur ind i det persiske imperium. Fx har man fra ca. 400 f.Kr. en mønt, der er slået i Juda, og den bærer efter græsk skik et billede af Athenes ugle. Men de nye herskere propaganderede aktivt for den nye kultur. Lokale guder blev identificeret med græske guddomme, hvilket man fandt sig i. Den syriske Baal Shamajim, himlenes herre, blev til Zeus, og på samme måde gik det den ægyptiske Amon af Theben, hvor de begavede ptolemæere genoplivede den gamle kultur. I Palæstina genopbyggede "velgørerne" de gamle byer i ny stil: Rabba i Ammon blev til Filadelfia, Akko til Ptolemais. Dannede mennesker i disse byer talte græsk, mødtes i hippodrom og på idrætsplads og var kyndige i den moderne filosofi.

Men denne livsform kunne vanskeligt forenes med lovens forskrifter, og Jahve tålte ikke at blive identificeret med Zeus. Snart var den jødiske befolkning splittet i to grupper: de moderne, som ville tilpasse den gamle tro til den nye kultur (blandt disse mange af overklassen og præsterne), og de gammeldags, som mente, at deres nationale arv kun kunne bevares ved en komplet forkastelse af al hellenistisk indflydelse (som forfatteren af Prædikerens Bog, ca. 190 f.Kr.). Mellem disse to yderpunkter var tvivlerne og skeptikerne (måske skal forfatteren til Prædikerens Bog anbringes her). I Ægypten oversattes de gamle hebraiske bøger til græsk! I 198 f.Kr. bragte den store Antiokus III Palæstina endeligt ind under seleukidernes herredømme. Hans søn, Antiokus IV Epifanes, der betragtede sig selv som en inkarnation af Zeus, æggede det konservative parti til en revolte, da han forsøgte at tvinge dem til at antage den græske livsform og i 167 rejste en statue af Zeus Olympios (måske med hans egne træk) i Jerusalerns tempel. Daniels Bog fik sin nuværende form i disse kriseår. Modstandsbevægelsens medlemmer opmuntredes af denne helt, der på så strålende en måde fik hjælp fra Israels Gud i sin kamp mod selvfølende herskere (Dan. 16), og ikke mindre af de syner, som blev oprullet for dem (Dan. 712). Disse syner var gennemsyrede af den overbevisning, at Gud havde forudset alt og var ved at forberede den fuldstændige udslettelse af det fjerde rige, der (efter babylonernes, medernes og persernes) havde vovet at rette et direkte angreb på Jahve selv. Derefter ville Gud alene regere de helliges rige repræsenteret af ,,en menneskesøn".

I 1.Makkabæerbog (kun bevaret i en græsk oversættelse), som er skrevet ca. 100 f.Kr., kan man finde en pålidelig redegørelse for revolten og ledernes indsats: judas 1666o, hans broder Jonatan 16o43) og Simon (14334). Af denne fremstilling ses det også, at denne bevægelse, der i begyndelsen var rent religiøs, snart domineredes af politiske aspirationer.