Eksil og tilbagevenden!   

I 587 f.Kr. overgik der Juda rige den samme skæbne, som Israel mødte i 721: ødelæggelse af land og hovedstad og bortførelse af de herskende klasser i befolkningen. Det meget talende relief kan tjene til illustration af begge begivenheder. Overfor ses en detalje, der viser erobrerne, mens de bortfører en trone (til guddommen?), og et stort lerkar,  en slående illustration til, hvad Bibelen fortæller om tyveriet af de hellige kar (2.Kong. 25,4, jvf. Ezra 1,7). Dette røveris betydningsfuldhed ligger ikke så meget i den materielle værdi af de genstande, der blev taget; frem for alt betød det, at erobrernes gud havde besejret byens gud. I materiel henseende er der imidlertid stor forskel på de to begivenheder. I 587 var angriberne assyrere under kong Nebukadnezar. I sine talrige inskriptioner fortæller denne kraftige hersker aldrig om militære operationer, men kun om sine kostbare anlæg af templer, byer og overrislingsforanstaltninger, der ses som velgerninger mod guder og mennesker. Babylon giver kun lidt besked om det drama, der blev judas skæbne, men Bibelen udfylder hullerne. De fleste detaljer gives af Jeremias' ven og biograf Baruk, og disse blev overraskende suppleret i 1938 af oplysningerne på de beskrevne potteskår fra Lakisj.

Når Bibelen refererer judas skæbne så detaljeret, hænger det sammen med den væsentlige forskel mellem 721 og 587: de bortdragne fra Samaria opslugtes af det assyriske imperium og forsvandt sporløst, men Juda riges beboere holdt sammen og overlevede som gruppe de virkninger, som bortførelsen havde. Den gamle tro styrkedes umådeligt, da dens sædvanlige baggrund blev ødelagt, og det skyldtes judas mere stabile fortid og den kendsgerning, at denne gruppe fik ledere som Jeremias og Ezekiel. Hidtil havde de sorgløst foragtet profeternes advarsler. Nu indtraf de begivenheder, seerne havde indvarslet. Derfor fik deres ord vægt, de blev betragtet som inspirerede af Gud og fyldte med hans magt. Men så måtte man også kunne regne med den "hævn", de lovede ville komme. Med nidkærhed samlede jøderne i eksilet alle de profetier, de kendte, hvad enten disse levede i erindringen eller allerede var skrevet ned. De blev læst og kommenterede som "Guds ord", der stadig var virksomt. Ligeledes blev historiske traditioner omhyggeligt nedskrevet og udsendt. Den store krønikesamling fra Josias' tid blev omredigeret. Det nationale epos kunne nu bruges som prøvelse af den nationale samvittighed. DeuteroJesajas voldsomme digte viser den inspirerende kraft, der kunne udgå fra denne genoplivelse af fortiden. I Babylon  Nebukadnezars strålende hovedstad  levede Marduks storslåede liturgi, der muligvis er blevet kombineret med israelitiske data i denne profets fremstilling af de skatte, Jahvetroen rummede. Hvordan det nu end forholder sig med dette, så bidrog han i hvert fald til  året efter Kyros' magtovertagelse (efter 550)  at opflamme det svage håb blandt de bortførte i Babylon, og seks århundreder senere så Jesus af Nazaret i profetens dybe vision af Herrens tjener et udtryk, der dækkede hans faders vilje. Mindre end et ar efter, at Kyros havde indtaget Marduks by, udsendte han det berømte edikt, der tillod judæerne at vende tilbage til deres land og genopbygge templet for hans regning. Her opstod så i og omkring Jerusalem  ved møjsommeligt arbejde og under perserkongernes opmærksomme interesse  den eftereksilske menighed. Grunden blev lagt af to efterkommere af David, Sjesbassar og Zerubabel hjulpet af Haggaj og Zakarias. Halvtreds år senere vendte Ezra og Nehernias hjem fra Persien med myndighed til at foretage alle de skridt, som de selv har fortalt, om, og som krønikeskriveren har kombineret med andre dokumenter i Ezras og Nehemias' bøger i et forsøg på at give en fuldstændig skildring af folkets tilbagevenden. Her standser historien. Vi har praktisk taget ikke nogen efterretning om perioden fra 400 til 167 f.Kr. Arkæologiske fund er også meget sjældne. Og dog indtraf i disse århundreder begivenheder af umådelig betydning både for nedskrivningen af Gamle Testamente og den senere udbredelse af kristendommen.

Lærde præstekredse i Jerusalem supplerede de gamle jahvistiske historieberetninger (se s. 94) med senere materiale, især det, der fandt anvendelse ved gudstjenesten (f.eks. 1.Mos. 1 og 17, 2.Mos. 2531, 3540 og 3.Mos) Man tilføjede stamtavler og dateringer, der med stor sindrighed placerede fænomenerne kronologisk lige fra skabelsen, som man placerede i året 3761 f.Kr. Således opstod i det 5. århundrede "Loven", der fik en uhyre indflydelse på jødisk liv og tankegang gennem de følgende århundreder. Derefter blev tidligere profetiske skrifter samlet i de nuværende bøger, ofte suppleret med tekster, der indeholdt apokalyptiske forventninger (Jes. 24-27, Ez. 38-39), og nye blev føjet til (Malakias, Obadias, Jonas, Joel). De verdslige visdomsord, ordsprog, fra tidligere tider fik nu en mere religiøs form (Ordspr. 1-9 som indledning til de tidligere samlinger 10-22 Og 25-29). En særlig begavet fortæller formede bogen om job, og de eksisterende salmesamlinger blev forøget med nye digte, især lovsange og kunstfærdigt opbyggede læredigte.

De tolerante, persiske fyrster regerede enten fra Susa eller fra den strålende nye hovedstad Persepolis, og for det jødiske folk betød denne situation, at spredningen over mange lande, diaspora'en, tog fart. Det skete ikke altid fredeligt, se Esters bog. De vigtigste områder var Babylonien, hvor størstedelen af de judæiske forflyttede blev boende, og Ægypten, hvorhen mange var flygtet efter ulykken i 587. Udgravninger på øen Elefantine over for Assuan (hebraisk Sewéne, Syene i Ez. 29,10 og 30,6, Ægyptens sydligste by) har afsløret, at der her boede en betydelig jødisk gruppe, især soldater i persisk tjeneste, idet byen både militært og økonomisk var en vigtig grænseby. Her er fundet kopier af breve og kontrakter der kaster lys over, hvorledes den fjerne regering beskæftigede sig med den jødiske kult selv på dette afsides sted, og hvorledes forbindelserne var mellem denne koloni og centret i Jerusalem.