Profeterne!  

Selv den korteste oversigt over Israels historie kan ikke undgå at nævne det bemærkelsesværdige og egentlig uforklarlige fænomen, der hedder Israels profeter. Enhver husker fra historien om Saul, hvordan han er ude at søge efter sin faders æsler og herunder møder en skare profeter i henrykkelse, hvorefter han slutter sig til dem. Dette sker igen senere, og ved den lejlighed tilbringer Saul en dag og en nat nøgen på jorden. En nøjere betragtning af disse gamle beretninger viser, at man i Israel havde stor ærbødighed for den slags mennesker, der bragte sig selv i trance gennem sang og dans på en måde, vi måske har svært ved at acceptere. Grunden er, at man opfattede dette fænomen som en af de måder, hvorpå Jahve kunne åbenbare sig. Det siges lige ud om den store Elisa, at han behøvede en mand med en citer for at opnå den henrykkelsestilstand, i hvilken han meddelte Guds vilje. Vi får også at vide, at en af Jehus mænd om en profet fra Elisas kreds udtalte: Hvad ville den gale mand hos dig? Kong Akab havde 400 sådanne profeter i sin tjeneste, og de har sikkert brugt samme metode til at opnå en åbenbaring fra Gud om fx. resultatet af et projekteret felttog som Baalsprofeterne anvendte til at fravriste deres gud et tegn på Karmels Bjerg. Vi ved nu, at denne slags profeteren også kendtes i landene rundt om Israel, og at nogle konger havde profeter ansat ved deres hof. Det bemærkelsesværdige ved Israel er, at der fra tid til anden i sådanne grupper fremstod mænd, der vidste  uden at det er muligt helt sikkert at beskrive hvordan , at Gud talte gennem dem og havde udpeget dem til sine talsmænd. Sådanne mænd findes hele tiden i kongedømmets periode, fra Natan, der tordnede Guds vrede over David, til profeten Urija, der talte i samme ånd som Jeremias mod de falske profeter og betalte for sin åbenmundethed med sit liv. De omfatter også skriftprofeterne, der har fået denne betegnelse, fordi deres ord er overleveret i bibelske skrifter, der har fået navn efter dem. I tidligere tid blev de uvilkårligt betragtet som en slags teologer, der havde den særlige evne at kunne fortælle om den fjerne messianske fremtid.

Sidst i forrige århundrede indtrådte et skifte i synet på profeterne. En omhyggelig analyse af profetbøgerne viste, at de var blevet til længe efter, at de formodede forfattere var afgået ved døden. De omfatter fragmenter af profeternes prædikener, overleveret mundtligt eller skriftligt og udfyldt af forskellige tekster, hvoraf nogle er af meget senere dato. En anden grund er, at det moderne menneske har en historisk fornemmelse og en interesse for enkeltindividets personlighed, der giver en større forståelse for profetens situation og den helt personlige form, hvorunder han bringer sit budskab fra Gud. Man lagde mærke til, at de fleste skriftprofeters virksomhed faldt sammen med nationale krisesituationer. Kongerne i det mesopotamiske område (navnene trykt med kursiv er nævnt: i Bibelen; pilene betegner deres vigtigste felttog). Til højre for årstalssejlen er nævnt de forholdsvis sjældne angreb, der havde deres udspring i Ægypten. Yderst til venstre er anført rækken af profeter; skriftprofeterne er trykt med store bogstaver. Mod slutningen af Jeroboam IIs og Uzzias regeringstid  en lykkelig tid p.g.a. Assyriens svaghed i samme periode  ser vi de første skriftprofeter dukke op. Det var især de rige købmænd og embedsmændene, der havde nydt godt af de gode tider, som de betragtede som et resultat af Israels udvælgelse, der fejredes ved overdådige religiøse ceremonier. De forstod slet ikke, at deres uretfærdige behandling af de lavere klasser skreg på hævn. I denne krise fremstod hyrden fra Tekoa, Amos, der i Jahves navn profeterede ødelæggelse og deportation, fordi Jahve aldrig tåler uretfærdighed, og slet ikke i hans udvalgte folk. Israels moralske fald er i virkeligheden utroskab mod den, som i sandhed og ærlighed har sluttet pagt med dem, forkyndte Hosea kort tid efter. Denne profet, der blev svigtet af sin hustru, men fortsatte med at elske hende, så i den kommende ulykke et udtryk for følgerne af en knust kærlighed.

I 745 besteg TiglatPileser Assyriens trone, og i begyndelsen var han optaget af at bringe sit lands forhold i orden. Efter nogle år forstod man imidlertid i Jerusalem, hvad denne mand sigtede imod, ja, den kloge forudså med rædsel, at dette kunne blive enden på Israels eksistens (og Jahves herredømme?). Da havde den begavede og veluddannede Jesaja sin rystende oplevelse i Jerusalems tempel af Israels hellige Gud, den eneste, Herren, kongen. Da vovede han at råbe det ud, at verdensherskeren. ikke var andet end en kæp, Israels Gud havde hentet fra Eufrat for at tugte sit folk. Alle Syriens og Palæstinas folk skulle kort efter blive stillet over for muligheden af udslettelse eller overleven; blandtjahves folk skulle kun de overleve, som troede, dvs. som stolede på ham alene. Årstalssejlen til højre for Jesajas navn på skemaet, på side i 16 a viser, hvor længe hans tjeneste varede. Han oplevede Israels ødelæggelse og Sankeribs forgæves belejring af Jerusalem. Hundrede år senere havde babylonerne overtaget det assyriske rige og dets deportationsmetoder, og da nærmede enden sig for Juda rige. Jeremias, den følsomme og ensomme, men i stadig forbindelse med sin Gud, oplevede genrejsningen under josias og fiaskoen for alle dennes gode bestræbelser (om blot Gud ville skrive sine bud i menneskenes hjerter) samt afslutningen på judas eksistens som nation. De bortførte modtoges 587 i Babylon af Ezekiel, den mærkelige, men betydelige mand, der frelste den gamle tro i det fjerne land. Omkring 550 f.Kr. var hele Mesopotamien i bevægelse p.g.a. den mærkelige og vældige magt, der udfoldede sig i det persiske højland (ny krig, ny politik og en ny og universel religion), og samtidig opstod blandt de fordrevne i eksilet en digter, der under navnet Deuterojesaja eller Den anden Jesaja står som forfatter til Jes. 4055. Her proklameres i dybe og bevægede ord Jerusalerns genopbygning. Omkring 520 gik en gruppe hjemvendte rundt mellem de trøstesløse ruiner af byen og templet. Nu opstod en ny krise, der fremkaldte profeterne Haggaj og Zakarias.

Ved omhyggeligt studium af overleveringerne ser man, at hver profet har en særlig måde at tale om Gud på, nok så meget bestemt af hans opdragelse og temperament som af de omstændigheder, hvorunder han profeterer. Trods forskellene i stil kan man dog også iagttage udbredt lighed, ikke blot fordi de senere bygger på forgængernes prædikener (den unge Jesaja har kendt Amosudtalelserne, Jeremias har haft samme forhold til Hosea), men fordi de alle står på den samme grund, arven fra Moses. For et halvt hundrede år siden var det stadig den almindelige opfattelse, at profeterne var de strenge modstandere af al ydre gudsdyrkelse, og at de havde opdaget tilbedelsen i "ånd og sandhed". I dag regner mange med, at det netop er de religiøse ceremonier, denne blanding af riter, digtning og sang, der har bevaret den egentlige kærne i jahvismen og givet profeterne det udgangspunkt, som deres indre erfaringer tvang dem frem til.

Den, der rejser som pilgrim gennem Palæstina, bliver gang på gang mindet om Guds store talsmænd. Ved ankomsten til Haifa ser han i tanken Elias' tjener stå på Karmels Bjerg og se efter regnskyen. Den, der bestiger Oliebjerget nær ved det tyske hospital, hvor den lille by Nob med nogen sandsynlighed kan anbringes, vil straks tænke på det betagende digt, hvor Jesaja beskriver assyrerkongens march mod Sion (Jes. 10,28-30, måske fortsættelsen af 5,26-29). For han ser foran sig nogle af de steder, Jesaja nævner. Fra Nob, hvor han nu står, kunne assyreren true Sions Bjerg, som han nu ser ligge under sig. Derfra er der ikke langt til den lille by 'Anåta, i hvis nærhed man finder tell'en af Jeremias' fødested, Anatot. Hvis man følger den her anlagte pipeline nedad, kommer man til det kildevæld, hvorfra der blev pumpet vand ind til Jerusalem. Stedet kaldtes på Jeremias' tid Para og er måske identisk med det Frat (hvilket almindeligvis betyder Eufrat), som nævnes i Jer. 13,47. På vejen tilbage kan han måske ærgre sig over en bonde, som har lukket munden på sine tærskende okser stik imod profeternes krav, som de bygger på 5.Mos. 25,4. Måske husker man så andre tekster om tærskning, fx. den gribende udtalelse af en eksilprofet, der siger: Mit knuste, mit tærskede folk (Jes. 21,10). Længere fremme er to bønder optaget af at kaste det tærskede korn op i luften; det tunge korn falder ned igen, avnerne spredes for vinden. Dette minder om profeten, der taler om adskillelse af de gode og de onde: således skal høstmanden skille avnerne fra kornet, når han kommer til dom.