I assyrernes hænder! 

Set fra verdenspolitikkens synspunkt blev Israel og Juda i de to århundreder efter rigets deling blot to smådele af den gruppe af små stater mellem Eufrat og Nilen, der bestandig bekrigede hinanden. Mod øst lå Edom, Moab og Ammon, alle tidligere dele af Davids rige og uafhængige efter delingen, mod nord lå Damaskus  også tidligere under Davids herredømme, og endnu længere borte Hamat. Vest for rigerne: lå filisterbyerne, mod nord Tyrus, der dominerede kysten indtil Karmelbjerget, og Sidon m.fl. Vi har ikke mange enkeltheder om de stadige stridigheder. De fyldigste beretninger i Bibelen drejer sig om krigene: mellem Israel og Damaskus, og de refereres kun for at danne baggrund for skildringen af Elias og Elisa. Den første af disse modarbejdede stærkt den hedenskab, der trængte ind i den nye hovedstad Samaria. Tirza, som Omri erobrede i sin regerings 6. år, og hvor arkæologer har fundet imponerende, men ufuldendte fundamenter lige under tell'ens overflade, lå for enden af en dal, der åbnede sig mod sydøst og dannede en god forbindelse til det transjordanske område. Under Omri gik imidlertid det meste af dette tabt til Mesha, kongen af Moab, som anfører det på sin berømte stele. Enhver med kendskab til Bibelens sprog kan læse dette enestående monument i moabitisk litteratur (et overbevisende eksempel på forbindelsen mellem Israel og Moab), hvor Mesha giver en redegørelse for sine erobringer fra Israel nord for Arnon. Delvis for at kunne få en stærkere front mod Damaskus valgte Omri sin nye hovedstad således, at han havde gode forbindelseslinjer til Tyrus. Hans søn Akab ægtede en prinsesse fra denne by. Dette ægteskab indvarslede en omfattende hedensk indflydelse, som Elias rejste sig imod i protest. Akab fortsatte kampen mod Damaskus; denne var dels bestemt af handelspolitiske årsager, dels forårsaget af ønsket om at komme i besiddelse af Gilead med fæstningen RamotGilead i det nordlige Transjordanien. Som vi ved fra assyriske kilder, standsede kampen for en tid i 853.

Israel havde længe vidst, at den gamle erobrerånd endnu engang var vågnet i Assyrien. Man havde også hørt om de frygtelige metoder, Assurnasirpal anvendte (88359) under ødelæggelsen af de små aramaiske stater i Mesopotamien. Til ære for guden Assur, der ønskede at besidde hele verden, udvidede Salmanassar III (85824) de områder, som hans fader havde erobret og organiseret på udmærket måde. Han trængte igennem indtil Kilikien, og i 854 vendte han sin hær mod syd. Nær Karkar ved Orontesfloden mødtes han af tolv konger, hvis navne han opgiver, tillige med deres hære. Akab af Israel opgives som værende i forbund med Hadadezer af Damaskus! Kort efter er de imidlertid igen i indbyrdes strid, særlig efter at den assyriske trussel synes at have aftaget. I 841 måtte Jehu, som vi kender godt fra beretningerne om Elisa, der støttede hans politik, betale tribut til Salmanassar, der anførte denne begivenhed på sin 2 m høje, sorte obelisk, der nu findes på British Museum. En detalje fra denne obelisk viser Israels konge (med tophue) kaste sig i støvet for den assyriske hersker, der er i færd med at bringe et drikoffer. Assyrerens guder er repræsenteret af symbolerne for Assur og Ishtar, en vinget sol og en stjerne. Ved denne lejlighed måtte også Damaskus betale tribut. Da det assyriske pres kort efter lettede, faldt Damaskus over Israel med fornyet kraft. Israels position var blevet svækket som følge af, at dets forbindelser med Tyrus var blevet vanskeliggjort p.g.a. Elias' protester. Denne kamp sluttede, da Adadnirari III (8o9782) tildelte Damaskus et knusende slag. Efter hans regeringstid kastedes Assyrien ud i indre konflikter. Både Israel og juda fik derved en blomstringsperiode under henholdsvis Jeroboam II (78343) og Azaria (Uzzia) (78140) judas område øgedes herved væsentligt, tabte områder generobredes, ringen af fæstninger omkring Jerusalem blev udvidet og forstærket, og hæren blev reorganiseret. Foruden de militære aktiviteter medførte denne periode forbedringer i agerbruget og kvægopdrættet. Men før disse kongers død vågnede den tilsyneladende sovende gigant mod nord endnu engang.

TiglatPileser, den største regent i den assyriske historie, kom på tronen i 745. Han indførte deportationssystemet, der gik ud på, at den del af befolkningen i et erobret område, som ikke allerede var blevet udryddet, skulle overføres til en anden del af det store rige og erstattes af kolonister fra fremmede egne. På den måde søgte han at dræbe nationalismen hos de overvundne folk og forberede et imperium, hvor alle kunne føle sig hjemme overalt, fordi de alle steder var undersåtter under et medlem af den lille, stolte assyriske nation.

1738 påbegyndte TiglatPileser en række felttog mod vest. 1734 deporterede han store dele af befolkningen i Israel. Hans efterfølger, Salmanassar V, påbegyndte belejringen af Samaria, som blev erobret 721 af Sargon II, hvorefter beboerne blev deporteret. Dette betød enden på de ti stammers kongedømme. Under Sankerib (70568 1) undgik Jerusalem med nød og næppe ødelæggelsen, Juda rige fik endnu en frist. På billedet s. i i i ses en illustration af den assyriske metode, som den gengives på et relief fra Ninive. Ingeniørtropper er i færd med at nedbryde de ydre mure, mens flammer fortærer fæstningen og byporten. De sidste soldater har netop  belæsset med bytte  passeret gennem den, fulgt af endnu en soldat, der driver to civilister foran sig. Nederst får vi et øjebliksbillede fra lejren, hvor soldater og marketendere holder drikkegilde. DurSarrukin (i dag Korsabad). Nederst ses kong Assurbanipal på jagt, et mesterstykke blandt assyriske relieffer, der især viser en fremragende fremstilling af dyr. Overfor ses en skjolddækket murbrækker på hjul, tank'ens forgænger, brugt til storm på en bymur. Øverst til venstre i billedet ses fjender sat på stage og andre, der fra et tårn i muren beder om nåde. En officer (med langt skørt) spænder buen, mens en soldat ved hans side holder et skjold, der er større end en mand; bag dem en tilsvarende gruppe.