Juda og Israel!  

Allerede i Davids tid var der tegn på indre splittelse i kongeriget, og denne tilstand forværredes ved Salemos måde at regere på; umiddelbart efter Salomos død ca. 930. £Kr. kom det endelige brud. Da hørtes atter i nord det gamle råb: Hvad del har vi i David? Vi har ingen lod i Isajs søn! Til dine telte, Israel! (1.Kong. 12,16, jvf 2.Sam. 20,1). Oprørerne samledes i Sikem, det gamle mødested, og valgte en mand ved navn Jeroboam til konge. Han var af Efraims stamme, en født leder, som Salomo havde givet hvervet som opsynsmand ved det tvangsarbejde, som udførtes "af Josefs hus"; denne betegnelse dækker ikke blot Efraim og Manasse, men alle de nordlige stammer. På grund af oprørske tilbøjeligheder havde han måttet skjule sig i Ægypten for kongens politi. Ifl. i. Kong. i i havde en profet fra Silo, Ahija, styrket disse tendenser; Silo var den gamle stammealliances, altså også Efraims centrum. Udpeget af en profet og proklameret af folket, ganske som Saul og David før ham,  det var grundlaget, da Jeroboarn begyndte sin kongegerning i Sikern.

Adskillelsen blev aldrig helet, og fra nu af kan det nordlige rige, som Jeroboam herskede over, kaldes Israel, mens det sydlige  med Salomos søn Rehabeam som konge  kaldes Juda.

Den politiske adskillelse fulgtes naturligvis af en religiøs. Jeroboam udpegede to helligsteder i sit rige til tilbedelse af Jahve, et mod nord i Dan, og et andet i Betel, 15 km nord for Jerusalem. Det sidste mente man var grundlagt af patriarken Jakob, også kaldet Israel. Både i Dan og i Betel sørgede kongen for, at der blev opstillet en figur af en guldbelagt tyrekalv. Dette dyr havde fra gammel tid været et populært symbol på den guddom, der giver liv og frugtbarhed. I Hazor har man fundet en tyrestatue i en førisraelitisk helligdom. Jeroboam søgte på den måde at gøre dyrkelsen af Jahve mere attraktiv. Måske har han tænkt, at disse statuer skulle være de troner, hvor Jahve sad usynligt som al frugtbarheds giver.

I landene rundt omkring Kanaan er der fundet mange billeder, som viser en guddom stående på et dyr, der er hans symbol. Undertiden erstattes guddommen af et symbol, fx. et himmellegeme, der anbringes over dyret. Men den almindelige mand ville ikke være i stand til at foretage en sådan skelnen; han ville begynde at dyrke tyren som Jahve, akkurat som hedningerne dyrkede baalerne, og det ville få umådelig indflydelse på hans liv og tankegang.

To hundrede år senere betragtede Jesaja denne adskillelse, hvorved ,Efraim rev sig løs fra Juda" (Jes. 7,17), som den største ulykke, der nogen sinde var overgået Guds folk; Jesaja var tilknyttet Sion, hjemstedet for Israels eneste hellige såvel som for Davids hus. Hvordan Jahve bedømte Jeroboams handling, så profeten og hans disciple rigeligt klart i 72 1, da Assyrien fjernede det nordlige rige totalt fra landkortet. Under Sankeribs felttog mod Juda i 70 1 skånedes alene Jerusalem ved et mirakel. Således stod det ganske klart, at Israels Gud ønskede at blive dyrket i Jerusalem og kun der, ikke engang på de gamle, tidligere ærede høje eller lokale helligdomme i egnen rundt om hovedstaden. Kong Hezekias udfoldede store bestræbelser for at opfylde dette ønske, men det var kong Josias, der klart gennemførte reformen, der har fundet sit utvetydige udtryk i 5. Mosebog.

De, der samlede Kongebøgerne, var beherskede af den samme overbevisning. Deres hovedkilde til de to rigers historie er de kongelige annaler eller udskrifter af disse. Disse giver dem grundlaget, på hvilket de behandler de enkelte konger: "I det og det år af kong x's, konge af judas (Israels), regering blev y konge i Israel (Juda) og regerede i så og så mange år". Derefter følger deres vurdering. Alle Israels konger dadles, fordi de følger i Jeroboams spor og leder Israel til synd. Med andre ord: fordi de ikke bragte delingen til ophør. Dette er baggrunden for den belæring i fortællingens form, der  vanskeligt tilgængelig for moderne læsere gives i 1.Kong. 13 (og 14) samt 2.Kong. 17. Juda konger var alle af Davids slægt, og Jahves hus var kongeligt tempel for dem alle. Og dog bliver kun otte af dem betegnet som gode, seks med den nedsættende bemærkning, at ,under dem blev offerhøjene ikke fjernet". Kun Hezekias og Josias får ublandet ros. Historieskrivernes overbevisning har også stor betydning for udvælgelsen af det materiale, de udfylder deres beretning med. De finder det særligvigtigt at medtage historier, der har at gøre med religionen, fx. sådanne, der har tilknytning til templet, eller hvori en profet optræder. Vi hører om Sjisjaks invasion (den første farao, Bibelen navner ved navn!), fordi Rehabeam betalte ham løsepenge med skattene fra templet. Vi ved lidt mere om Akab, fordi han er Elias' modstander i den fine kreds af fortællinger om denne profet. At Akab i 854 f.Kr. deltog i slaget ved Karkar med 10000 mand og 2000 stridsvogne (mod Salmanassar), var åbenbart en detalje som læseren selv kunne finde i de officielle beretninger, hvis det ellers havde nogen interesse! judas og Israels annaler eksisterer ikke mere, men vi har stadig Assyriens, indskrevet på lertavler og sten; det er fra disse, vi ved, at Akab deltog i dette slag.

Fra disse og andre ikkebibelske tekster og fra arkæologiske fund kan den moderne historiker supplere det temmelig ensidige materiale i kongebøgerne (og de endnu mere ensidige krønikebøger, der dog har enkelte værdifulde tilføjelser) og således danne det billede af Israel, der kan ses i pålidelige historiske skildringer. Således får vi i seks linjer om Omri at vide, at han forlod sin hovedstad Tirza efter seks år og byggede en ny, som han kaldte Samaria. Hvad han byggede i Tirza, har man fundet ved udgravning lige i overfladen af tell'en. Hans palads i Samaria er også blevet udgravet, og man har fundet resterne af elfenbensfriserne. Nu forstår vi, hvorfor han skiftede hovedstad, og beundrer ham som en af de største herskere i Israel.