Jerusalem, Guds og Davids by!

Indtil Sauls tragiske død i Gilboabjergene havde David været filistrenes vasal i Ziklag og samtidig de Judæiske bønders forsvarer i grænseområderne. Han blev nu i Hebron proklarneret til konge over Juda og salvet. Han høstede herved udbyttet af en klog og tålmodig politik, og han fortsatte denne politik i de kommende år i behandlingen af den øvrige del af Sauls kongerige. Til slut kom udsendinge fra de nordlige stammer for at bede ham være deres konge. Da David accepterede og blev salvet til konge over hele Israel ca. 1000 f.Kr., indledte han en ny æra, for Jahves folk.

David omdannede det sakrale stammeforbund til et vigtigt kongedømme, og han berigede Israels religiøse liv med nye perspektiver og nye udtryksformer. På den tid blev en nations konge nemlig betragtet som en sakral skikkelse, den nationale guds repræsentant på jorden, meget tæt forbundet med denne og endog ofte kaldet "guds søn". Denne opfattelse var stærk i Ægypten, og Davids kongedømme synes stærkt påvirket derfra. Ifi. en gammel tradition, som et stigende antal lærde i moderne tid fæster lid til, er det David selv, hofpoeten henvender sig til med ordene i Salme 110: Herren sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fender som skammel for dine fødder". I en anden salme (2,7) hævder kongen, at Jahve har sagt til ham: "Du er min søn, jeg har født dig i dag". At henvende sådanne ord til et menneske, en bondesøn fra Betlehem, var uhørt i Israel, men i Ægypten var det almindeligt. Den sidstnævnte tekst illustreres af Hatsjepsuts obelisk  Begge dele af udsagnet i Salme 110 illustreres overfor: Totmes III sidder ved guden Amons højre side, og fodstykket på Tutankamons trone viser Ægyptens ni traditionelle fjender.

Disse få eksempler  taget fra et umådeligt stort materiale rejser spørgsmålet om, hvorledes denne ægyptiske indflydelse kunne gennemtrænge titulaturen og utvivlsomt også ceremoniellet ved det unge kongehof. De historiske oplysninger, Bibelen har bevaret om David og hans værk, er fyldige og værdifulde, men ikke tilstrækkelige til at give et klart svar til en moderne historiker. Overleveringens fylde må tilskrives den kendsgerning, at David selv var en yderst fascinerende person. Allerede i hans levetid fremkom der historier om ham, mest om hans ungdom. Nogle af disse historier er indarbejdet i Samuelsbøgerne, selv om disses ophavsmænd ikke interesserede sig særlig meget for logisk sammenhæng mellem de refererede begivenheder.

Da David blev ældre, var der en lærd og klog mand i hans omgivelser, der inspireredes til at skrive en slags biografi. Det er et mesterværk, skrevet i en streng og klar stil, og det viser en klar fornemmelse for de menneskelige træk. Det er næsten uændret optaget i det nationale epos (2.Sam. 920 og 1.Kong. 12), og det vurderes langt højere end noget andet biografisk værk fra den tid og længe efter. ForfatteÉen har skrevet det i Salomos regeringstid. Hans hovedhensigt har været en understøttelse afdet davidiske dynasti; derfor vil han vise, hvordan den gamle hersker efter mange vanskeligheder og tilbageslag fik en efterfølger i Salomo. Denne sag var af umådelig national og dermed religiøs betydning, hvilket tydeligt ses, når man studerer de løfter, Israels Gud gav David og hans hus gennem profeten Natan. Ligeledes er de gået ind i det religiøse ceremoniel, hvilket ses af forskellige af Salmerne, se f.eks. 2.Sam. 7 sammenholdt med Salme 89,132 o.fl. Et resultat af dette begrænsede formål er, at denne storslåede kreds af beretninger giver os lige så lidt som den populære tradition om det, som vi virkelig gerne ville vide noget om i dag: hvorledes David udstrakte og konsoliderede sin magt, hvordan han administrerede og regulerede sit riges økonomi, hvilke fremmede indflydelser der & jorde sig gældende ved hoffet etc. Den moderne historiker kan kun give ufuldstændige svar på sådanne spørgsmål, samlet fra spredte bemærkninger (f.eks. Davids erobringer 2.Sam. 8), lejlighedsvise bemærkninger i de bibelske bøger, fra ikkebibelske kilder (fund, billeder og tekster) og mange hypoteser.

En enkelt vigtig beretning skal tages med i denne korte oversigt. Da David accepterede de nordlige stammers tilbud om at blive konge, var der én enklave mellem disses land og Juda stammes område: byen Jerusalem og dens omgivende territorium. Filistrene blev noget foruroligede over, at deres tidligere vasal pludselig fik så megen magt, og de samlede ved Jerusalem en stor hær for at nedkæmpe ham på hans første rejse mod nord. David slog dem ved BaalPerazim lidt nordvest for Jerusalem, og han gjorde det så eftertrykkeligt, at de aldrig mere udgjorde nogen alvorlig trussel mod Israel. Tre århundreder senere erindrede Jesaja denne sejr som Guds mægtige værk (Jes. 28,21). Derpå erobrede David enklaven. Jerusalerns lille, men stærke borg lå på en bjergryg; begge bjergsider var meget stejle. Ved foden udsprang Gihonkilden. I tilfælde af belejring kunne indbyggerne afskære adgangen til kilden fra dalen og selv nå vandet fra byen gennem en tunnel, der var hugget ud i klippen; dette system blev også anvendt i andre af Kanaans byer, Megiddo, Gezer og Gibeon. Senere udbyggede kong Hezekias anlægget i Jerusalem.

David erobrede borgen. Hvis vi læser teksten rigtigt, skete det ved Joabs dristige bedrift: han krøb gennem tunnelen (i Jerusalem var en del af den en lodret brønd!) og overraskede forsvarerne (2.Sam. 5,8; 1.Krøn. 11,6). David gjorde straks Jerusalem  det gamle Sion  til sin hovedstad. Tidligere havde den været en skillende mur mellem Juda og de øvrige stammer; efter erobringen gav David den sit eget navn (2.Sam. 12,28) og den blev hovedbyen i de tolv stammers nye stat. Derfor overførte David hurtigt pagtens ark hertil; den havde gennem de foregående års trængsler stået halvglemt i Kirjatjearim. Således overtog Davidsbyen den rolle, Silo tidligere havde haft i halvandet hundrede år som center for stanimernes sammenslutning.

Fra et verdenshistorisk synspunkt kan denne virksomhed i Davids første regeringsår næppe overvurderes. Man behøver blot at notere sig den fulde vægt af de ideer, der her gøres evige i historien: Israels Gud tog ophold i den salvedes by. Således var Davids titel, på hebraisk Messias, på græsk Kristos. Fra

Guds hovedstad skulle denne Kristos herske retfærdigt og  ved at afgøre alle stridigheder udbrede retfærdigheden  først i hans eget kongedømme, derefter i alverden! Disse løfter, som Natan overgav ham, gjaldt også for de fremtidige herskere af Davids hus og slægt og indeholdt faktisk kimen til Israels håb om en ,,messiansk" fredsepoke for hele menneskeheden, en forventning der udtrykkes i mange salmer og profetier. Centrum for disse profetier er altid Sion, Davids og Guds by.

Under kong Salomos regering (ca. 970-930 f.Kr.) udvidedes Jerusalem stærkt mod nord. Her fandtes jebusitten Omans tærskeplads: den lå højere end byen selv, udsat for vinden, så tærskningen lettere kunne gennemføres. Denne plads havde David købt for der at rejse Herren et alter og bringe sit offer. På dette sted byggede Salomo et tempel for jahve, hvor han lod pagtens ark opstille. Han beskæftigede både arkitekter og kunstnere, og han hentede materialerne fra Fønikien og Libanon (cedertræ). Utvivlsomt øgede han tærskepladsens areal ved at bygge en kunstig terrasse; men vi vil aldrig få at vide, hvor stor denne terrasse var,  ejheller kan vi få at vide, hvor han byggede sit imponerende palads mellem templet og byen. Kong Herodes har nemlig udvidet terrassen til en vældig tempelplads. Her står nu Omarmoskeen, og klippe toppen, som denne er bygget over, er  efter Mekka  det helligste sted i Islam, så det har aldrig været muligt at komme til at udgrave stedet.

Når man ser mod nord gennem Kedrondalen' får man et godt indtryk af den terrasse, hvor Salomos tempel og palads var placeret. Heldigvis kan vi nu belyse den vanskeligt tilgængelige skildring af Salomos tempel i 1.Kong. 67 med forskellige arkæologiske opdagelser. På den klare grundplan, som man har fundet en bemærkelsesværdig parallel til i Hazor, kan der laves en ret pålidelig rekonstruktion. Også genstande, der anvendtes ved de religiøse ceremonier, kan nu beskrives ved henvisning til konkrete eksempler, fx. bassin og alter. Det samme gælder ornamenteringen. Udgravninger viser rester af kong Salomos bygninger uden for Jerusalem, f.eks. i Megiddo en byport; til denne port en nøjagtig parallel i Hazor.

Skønt Salomo mistede nogle af faderens landområder, forøgede han sin rigdom, nemlig ved en udstrakt verdenshandel. Hans handelsflåde, bygget og bemandet af fønikere, sejlede fra havnen nær ved EsjonGeber ved Elatvigen og helt til guldlandet Ofir. Udgravningerne i EsjonGeber giver et supplement til Bibelens lovprisende beretning om Salomos berømmelse, der allerede dengang synes at have været legendarisk: man har fundet rester af en stor metalindustri der. I løbet af få årtier måtte Israels bondebefolkning derfor vænne sig til helt nye forhold; mange af disse var inspireret af fremmed, især ægyptisk, indflydelse.

Jerusalem var en meget gammel by, der gennem århundreder havde været affiængig af faraonerne (ligesom f.eks. Megiddo), og den havde ældgamle religiøse traditioner. Bibelen noterer selv den om Melkizedek, den Allerhøjeste Guds præst i 1.Mos. 14A24 Vi hører ikke om, at David dræbtejebusitterne eller deres konge,  tværtimod, hans respekt for deres besiddelse af Araunas (Ornans) tærskeplads er umådelig. Det er muligt, at David, der senere blev betragtet som den store organisator af tempeltjenesten, har overtaget elementer fra deres tradition, herunder noget, som drejede sig om hans egen stilling som konge for Jahves folk. I hvert fald har ægyptere og folk, der var uddannet i Ægypten, deltaget i organiseringen af det nye kongedømme. Salomo ægtede en datter af farao. Når det forholder sig sådan, må man kunne danne sig en idé om meget af det, man har kunnet møde ved Salomos hof, musik og dans fx., ud fra ægyptiske relieffer.

Alle disse fornyelser måtte give anledning til voldsomme reaktioner i et folk, der var så stærkt bundet til sine traditioner. Særlig upopulær var den nye administrative inddeling i tolv distrikter, som Salomo indførte (1.Kong, 4,719), og som bevidst nedbrød de gamle stammeforbindelser. På den anden side havde den politiske reorganisation sine fordele.

Salomo, var i besiddelse af overmenneskelig visdom (1.Kong. 4,2934), og legenderne om ham var mangfoldige. Ved "visdom" skal man ikke blot forstå en altomfattende og ordnet viden om alt under solen, men også den præcise bestemmelse af alle former for menneskelig optræden, især den kunst at være en fuldkommen gentleman. Denne kunst, der nødvendigvis måtte beherskes af den, der ville opnå en strålende karriere, var blevet dyrket gennem århundreder i Ægypten.

Kernen i de tidligste samlinger af ordsprog (Ordsprogenes Bog 1022 og 2529) har sandsynligvis deres oprindelse i hofembedsmændenes kreds. Disse ordsprog nævner ikke Israel, pagt, udvælgelse, hellighed el. lign., men i Salomos regeringstid eller i århundredet efter skabtes et værk, hvori var nedlagt Israels dybeste religiøse tanker, refereret på den mest storslåede måde. I en stil, der måler sig med den allerede nævnte Davids hofkrønike, lagde en forfatter eller gruppe af forfattere grunden til den såkaldte Jahvistiske krønike. Måske i et forsøg på at bevare de gamle traditioner, mens stammesammenholdet var i opløsning, skabte de en sammenhængende beretning om Israels fortid fra Abraham til Moses' død. Den begynder med en dybsindig introduktion, der anlægger et almenmenneskeligt synspunkt: skabelsen af Adam, dvs. mennesket i paradis. Beretningerne om faldet, om brodermordet, om syndfloden og om Babelstårnet repræsenterer det ondes hurtige vækst som et resultat af opløsningen af en menneskelighed, som Jahve havde villet til skabelse af et lykkeligt samfund. På denne baggrund tegner sig kaldet til Abraham, dvs. til Israel: gennem ham ønskede Jahve at genskabe menneskeheden og skænke den sine velsignelser.