Fra Josua til Saul!  

Ifølge nogle arkæologer skulle Bibelens beretning om israelitternes invasion i Kanaan, der medførte store ødelæggelser, blive bekræftet af sporene af den samtidige ødelæggelse af Betel, Lakisj og Tell Beit Mirsim (sandsynligvis Debir), der dateres til før 1200 f.Kr. Denne opfattelse understøttes i nogen grad af udsagn fra israelske arkæologer, der har arbejdet intensivt i Hazor mod nord siden 1955. På den anden side må man imidlertid også se på de negative resultater, man har i Jeriko og Aj. De nederste lag i Jeriko, der er blevet undersøgt ved årlige udgravninger siden 1952, viser bosættelser fra det 8. årtusinde f.Kr., hvilket betyder, at Jeriko er den ældste by i verden. Men man har ikke fundet sikre spor af et Jeriko, fra 1200tallet f.Kr. eller deromkring. Byen Aj, hvis fald beskrives i Jos. 8, har man længe formodet gemte sig i en kæmpemæssig ruinhøj 2½ km sydøst for Betel. Denne kendes blandt indbyggerne som etTell, "tell'en", hvilket passer med det hebraiske navn, der betyder stenbunke. Denne tell blev udgravet i 193334, Og det konstateredes, at stedet var beboet allerede ca. 3300 f Kr. blev totalt ødelagt ca. 2400 f.Kr. og lå som en ruinbunke lige, til ca. 1000 f.Kr., da israelitter bosatte sig der. På Josuas tid var Aj altså, hvad navnet siger: en ruinhøj. Hvorledes kan det nu passe med Bibelen? Fire løsninger er foreslået: a) historien i Jos. 8 har en sen oprindelse og har til formål at forklare den vældige ruinhøj; b) den indeholder en kerne af historisk sandhed, idet beboerne i det nærliggende Betel skulle have forskanset sig i Aj mod de invaderende israelitter; c) historien skulle oprindelig have skildret erobringen af Betel, men da denne senere blev en blomstrende israelitisk by, blev beretningen overført til Aj; d) Aj må ligge et andet sted end i etTell. Det er i hvert tilfælde klart, at hvad angår omstændighederne ved Israels bosætning i Kanaan, må man nøjes med antagelser. Det er måske bedst at regne med en mellemting mellem en lynkrig fulgt af en total okkupation og en lang fredelig indtrængen.

I hvert tilfælde levede de næste to århundreder videre i Israels historie som den heroiske periode. Helten Josua, hed egentlig Hosea (4.Mos. 13,16), men Moses forandrede hans navn til en klart jahvistisk form: Jahve er frelse eller giver frelse (udtaltjesus af de alexandrinske jøder). Han efterfulgtes af en række populære helte, der virkelig bragte "frelse", dvs. sejr over fjenden, frihed fra undertrykkelse, fred og trivsel. De, der under kong Josias samlede det nationale epos, optog en række traditioner om disse skikkelser i det, der nu kaldes Dommerbogen. De følte, at de bedst tjente deres landsmænd, der havde lidt under assyrernes undertrykkelse, ved i disse beretninger bestandig at understrege det grundlæggende synspunkt: det var Jahve, deres Gud, der på grund af israelitternes frafald var tvunget til at udlevere dem til undertrykkeren. Når folket i sin nød atter vendte sig til sin Gud, sendte han dem en, der bragte frelsen,  en genløser i skikkelse af en dommer. Fortællerne modstår ikke deres ønske om at bruge historien i overført betydning (jf. prologen, Dom. 2,63,4 og 10,616), men de respekterer det originale materiale. Derfor kan den moderne historiker i deres arbejde finde pålideligt materiale vedrørende livet i stammerne i disse århundreder. De dannede en slags sakral sammenslutning, sandsynligvis af den type, som vi også finder i Grækenland: hver stamme varetager i en måned ad gangen kulten i den helligdom, som ligger midt iblandt dem, og som de alle føler sig knyttet til. Dette synes at være oprindelsen til opdelingen i tolv stammer både i Israel og hos nabofolkene (jvf. Nakors 12 "sønner" i 1.Mos. 22,20-24 og Ismaels i 1.Mos. 25,13-16). Efter Gilgal blev Silo, hvor pagtens ark opbevaredes, den centrale helligdom og tillige mål for pilgrimsrejser.

Mod nord finder vi stedet for Deboras og Baraks kamp mod kanaanæiske bykonger, hvor det kæmpemæssige Tabor Bjerg tjente som et samlingspunkt. Den poetiske beskrivelse af denne kamp i Dom, 5, der sandsynligvis er skabt, da begivenhederne stod friske i sindet (ca. 1125 f.Kr.), og overleveret næsten uforandret, fortæller os en hel del om den fælles tro og forholdet mellem stammerne. Kortet viser også Gideons aktion mod nomader, der kom fra øst på deres kameler og hærgede på Israels territorium, Jeftas aktion mod ammonitterne og Ehuds kamp mod moabitiske undertrykkere.

Den største vanskelighed for udviklingen af Israel udgjordes af filistrene. Dette folk havde deltaget i de store folkevandringer omkring 1200 f.Kr. og havde været årsag til store forandringer i den nære orient. Ramses III (1197-1165) havde kun med besvær forhindret dem i at, invadere Ægypten, og nu havde de bosat sig på den sydlige kystslette i Palæstina. I nogle årtier var der konstante skærmydsler mellem dem og de nærmest boende israelitter (disse gav baggrund for de populære historier om Samson og hans strålende bedrifter). Derefter begyndte disse uornskårne ikkesemitter at trænge dybere ind i det centrale bjergland. De terroriserede israelitterne, for de havde et større kendskab til brugen afjern,  en viden, de havde bragt med sig fra deres hjemland (Kaftor kaldte israelitterne det, måske er det Kretas kulturområde). Det er en gribende serie historier, fortællerne, der samlede det store historieværk, har anbragt i i. Sam., og de viser tydeligt, hvor kritisk situationen var, da pagtens ark  symbolet på stammernes enhed  blev erobret af filistrene, der også okkuperede et stort israelitisk landområde. Endog Silo, det fælles pilgrimsmål, blev ødelagt ved den lejlighed. Ved læsning af 1. Sam. Man det pas mellem Mikmas og Geba, hvor Jonatan udførte sin heltedåd (1. Sam. 14). Det sidste kapitel i 1. Sam. Her led Israel et afgørende nederlag, og Saul, den første konge, mødte døden.