Boskttelse i Kanaan!  

Efter at have opholdt sig et år i landet Kadesj, den allersydligste del af Palæstina, drog Moses med jøderne mod nordøst til "Moabs ørken", øst for Jordan over for Jeriko. Det er ikke længere muligt med den brudstykkeagtige tradition, som findes i fjerde og femte Mosebog, at give en fuldstændig beskrivelse af den rute, som blev fulgt. Moses har utvivlsomt krydset den dybe kløft i det transjordanske højland, hvor floden Arnon løber. Den bibelske tradition lokaliserer hans afskedstale og død til bjerget Nebo. På dette bjerg ligger ruinerne af en kirke og et kloster fra det femte århundrede. Fra bjergets top kan man tværs over Jordanfloden, der ligger ca. 1. 100 m nede, overskue hele Palæstinas midterste bjergland fra Hebron til Galilæa inel. Karmelbjerget. Sydpå kan man se store dele af Det døde Hav, og mod nord kan man se så langt som til Genesaret Sø og det snedækkede Hermon, 180 km fra Nebo. Det land, som Moses gennem de mange år havde set for sit indre øje, lå her udstrakt for ham. Men den glæde, at føre sit folk ind i det forjættede land, blev ikke tilstået ham. Denne opgave var forbeholdt Josua.

Planen for den bog i Gamle Testamente, der bærer hans navn, er meget simpel, og dens geografi er (i det mindste hvad angår kampene) let at vise på et kort. I overensstemmelse med Guds ordre udsendte Josua mænd, der skulle udspionere landet på den anden side Jordan (kap. 12), gik over Jordan (hvis vande delte sig, som de gjorde det i Det røde Hav i sin tid) med de tolv stammer (kap. 34), lod folket omskære og fejrede påsken (kap. 5). Derpå erobrede han Jeriko (kap. 6). Nu lagde han vejen efter landskabet og indtog Aj i det centrale bjergland (kap. 78.). Han skånede Gibeon og byerne, der var i forbund med den (kap. 9) hvorefter han nedkæmpede nogle herskere, blandt dem kongen af Lakisj, og erobrede hele det sydlige Kanaan (kap. 10); han udkæmpede et slag ved Meroms Vand og ødelagde den vigtige kongeby Hazor; han satte sig i besiddelse af den nordlige del af Palæstina og blev således herre over hele landet (kap. 12). Herefter blev hele landet  herunder også ØstJordanlandet, der allerede var blevet besat  delt mellem de tolv stammer (kap. 1322). Josua gav derpå sine sidste formaninger, døde og blev begravet (kap. 2324),

Det er klart, at vi her har en simplificeret gengivelse af en langt mere kompliceret begivenhedsrække. Simplificeringen er forståelig. Josuabogen blev skrevet under kong Josias (64009 f.Kr.), sandsynligvis som første del af et større historieværk og revideret under eksilet. Dette værk kan betragtes som en slags nationalt epos, der viste, at det nationale og det religiøse var ét i Israel. For israelitterne var beboelsen af Palæstina en væsentlig del af troen. Jahve var ikke gud sådan i almindelighed; Jahve var den, der havde lovet Kanaans land til deres fædre og nu  trofast mod sit ord  havde ledet deres efterkommere ud af Ægypten for at gøre dem til sit folk, der skulle bebo hans land. På denne baggrund forstår man den frygtelige krise, da assyrerne erobrede størstedelen af Palæstina i 721. Man forstår også den genoplivelse af de religiøse og nationale forhåbninger, der fulgte på Assyriens hurtige forfald efter 650. Snart ville Israel igen bo uforstyrret i hele Jahves land! I denne periode blev alle de gamle traditioner, der stadig levede, samlet i en slags epos,  ikke alene af kærlighed til det gamle, men også som udtryk for den genoplivede tro, såvel som til opmuntring og ledetråd for den nationale genopstandelse. Dette er grunden til, at vi i starten får en kort og veltalende skildring af Israels erobring af og bosættelse i Det hellige Land. Med støtte fra Jahves mægtige arm gik Josua ind i dette land i spidsen for de tolv stammer. Han erobrede hele landet, og hver stamme fik sin del. ,Ikke ét af alle de gode ord, Herren havde talt til Israels hus, faldt til jorden; alle sammen gik de i opfyldelse", Jos. 21,45. "Men ligesom alle de gode ord, Herren eders Gud talte til eder, gik i opfyldelse på eder, således vil Herren også lade alle sine trusler gå i opfyldelse på eder, indtil han har udryddet eder fra dette herlige land, som Herren eders Gud gav eder." Jos. 23,15.

Inden for denne imponerende ramme anbragte de, der skabte dette epos, meget forskelligt både fra den ældre og den nyere tradition, og de skænkede det ikke mange tanker, om det alt sammen passede ind i den historiske baggrund. For eksempel er man i dag temmelig sikker på, at en del af de byer, som overlades til Juda stamme i Jos. 15, slet ikke eksisterede på Josuas tid; i stedet for blot at skrive: Juda fik sit særlige område, brugte de en administrativ liste fra Juda kongers tid. De brugte også ældre kilder, som viser, at nogle stammer havde store vanskeligheder med at sætte sig i besiddelse af de kanaanæiske byer, Jos. 17,11-13, jvf. Dom. 1,27-35. Tilsyneladende generede det dem ikke, at disse detaljer stod i direkte modsætning til deres idé, at Josua personligt erobrede alle disse byer. Vi kan se, at Bibelen selv bringer det spørgsmål på bane, hvordan bosættelsen faktisk fandt sted. De lærdes teorier er stadig meget forskellige. Man slutter fra det faktum, at der ikke nævnes noget om kampe i det centrale Palæstina, og fra beretningen om fornyelsen af stammernes pagt (Jos. 24) i Sikem, der utvivlsomt har gamle kilder, at de nyankomne fandt beslægtede stammer her. Var disse ankommet fra Ægypten før dem, eller havde de aldrig været der?

Hvad enten det ene eller det andet er tilfældet, må beretningen om, at de tolv stammer drog ind i landet over Jordan nær Jeriko, være resultatet af en simplificering. Dette gælder også for mange kapitler i Mosebøgerne, der skildrer rejsen gennem ørkenen. Desuden er der forhold, der tyder på, at Judastammen indeholder grupper, der er trængt ind i Kanaan fra syd. Dette bestyrker det indtryk, at stammernes indvandring i virkeligheden var en begivenhed af langt mere indviklet karakter. I det følgende kapitel skal vi se, at arkæologien snarere end at have løst det har gjort problemet endnu mere indviklet hvilket advarer os om forsigtighed over for den anskuelse, at udgravninger bestyrker Bibelens udsagn.