Udgang fra trældommens hus! 

Blandt de utallige tekster, der er fundet i Ægypten, er der ikke en eneste, der hentyder det mindste til jakobssønnernes ophold i deltaet. Man hører ikke om Moses, ej heller om hebræernes mirakuløse redning over Det røde Hav. På samme måde forholder Bibelen sig tavs med hensyn til faraoner i beretningerne om patriarkerne og i anden Mosebog. Dette rejser spørgsmålet om, hvor de bibelske historier skal lokaliseres i rammen af den nu kendte, ikkebibelske historie.

Omtrent der, hvor Suezkanalen nu løber, byggede faraonerne i i800tallet f.Kr. en række forter for at beskytte deres land mod de mængder af udhungrede nomader fra Kanaan, som deltaets frugtbarhed øvede tiltrækning på. Imidlertid fik de lov at komme ind som handelsfolk, som vi så det på billedet af høvdingen Ibsha og hans familie. Den forreste tituleres i hieroglyfteksten "hersker i et fremmed land". Da det 0. 1700 f.Kr. viste sig, at befæstningen var for svag til at tilbagevise en invasion af racemæssigt blandede grupper fra Kanaan og endnu fjernere lande, der så regerede Nedre Ægypten i mere end et århundrede, gav man disse den samme titel: hq'h's.t, hvilket på græsk blev til "hyksos". Mange videnskabsmænd er af den opfattelse, at jakobssønnernes bosættelse i Ægypten må søges på denne historiske baggrund. Josefs karriere ville være forståelig ved et hof, hvor faraoen selv kom fra Kanaan. 0. 1570 f.Kr. blev hyksos drevet ud af herskeren i det sydligere liggende Theben, og dermed begyndte den store epoke, hvorunder faraonerne fra Arnenofis I til Totmes III udvidede deres territorium mod nord lige til Eufrat. Dette rige faldt atter sammen under den verdensfjerne, religiøse reformator Arnenofis IV, som kaldte sig selv Akenaton. Horemheb var navnet på den general, der forsøgte at nedkæmpe den revolte der blussede op i Palæstina under Akenatons svage svigersøn, Tutankamon, og som selv endte med at blive farao (1345-1318). De strålende relieffer fra hans grav nær Mernfis har fundet vej til forskellige museer - nogle af de fineste findes i Museum voor Oudheden i Leiden. På billedet side 72 ses en detalje: en ægyptisk soldat fører to palæstinensiske fanger i Horemhebs triumftog. Et andet felt viser en gruppe syrere, der, som den ledsagende tekst forklarer, "ikke ved, hvordan de skal holde sig i live", og som derfor beder om adgang til Ægypten efter jeres fædres skikke i umindelige tider". Efter Horemheb fortsattes konsolideringen af riget; det sidste højdepunkt af magt og velstand nåedes under Ramses II (1301-1234).

De første år af sin regeringstid udkæmpede Ramses en række bitre kampe med hittitterne, som kom fra Lilleasien. Han sluttede fred med den berømte traktat i 1280. Den ægyptiske version kan stadig læses på tempelmurene i Theben, og den hittittiske udgave er blevet fundet i Babylon; den er skrevet med kileskrift på lertavler. Man regner almindeligvis med, at hebræernes udvandring under Moses må have fundet sted i denne faraos regeringstid. Denne teori understøttes af en del palæstinensiske, arkæologiske data, såsom spor af tilintetgørelse eller flytning af indbyggere, som må have fundet sted forskellige steder omtrent ved denne tid, ca. 1200 f.Kr. Tillige synes situationen at være en ideel baggrund for de bibelske oplysninger. Efter fordrivelsen af hyksosherskerne blev mange "asiater" boende i deltaområdet. De var ilde lidt og genstand for mistanke, så det er forståeligt, at Ramses har taget sine bygningsarbejdere fra deres rækker. På den velkendte scene fra Rekhmires grav i Theben, som er malet ca. 1460, ser man en typisk "asiat" blandt murerne Under Ramses har de utvivlsomt udgjort flertallet af dem, der udførte dette strenge arbejde. Disse folk dannede sammen med andre krigsfanger og slaver en særlig social klasse, som kaldtes 'apiru. Nogle videnskabsmænd sammenstiller denne form med ordet 'ibri, som ganske rigtigt anvendes i historierne om Josef og udvandringen.

Medens jøderne i Gosen blev tvunget til stadig tungere arbejde, havde Moses sit mystiske møde med Gud i den storslåede egn ved Sinai, hvor han opdagede storheden og omsorgen hos "fædrenes Gud". Gennem smalle pas, gennem bjerglandskaber i strålende farver trænger man ind til halvøens granithjerte for pludselig at komme op på et plateau med en række bjergtinder i baggrunden; tinden til venstre helt ude baggrunden er det bjerg, som århundreders tradition har udpeget som Moses' bjerg. Karavanen på dette fotografi er på vej til et sted i den skyggefulde dal til venstre i billedet, hvor det berømte Sct. Katarinakloster ligger. Det kan ses på det følgende billede, som er taget i den modsatte retning, så plateauet ligger som baggrund. Førte Moses sin gruppe af jøder, denne "blandede mængde", som omfattede en hel del "pøbel" (2.Mos. 12,38; 4.Mos. 11,4) lige til disse majestætiske omgivelser efter den mirakuløse overgang over Det røde Hav? Eller skal vi følge de videnskabsmænd, som mener, at udvandringen fandt sted langs den nordlige rute? Så må den mirakuløse overgang have fundet sted ved kysten, øst for Pelusium, hvor et gudsbjerg også kendes fra gamle tider. Stedsangivelserne i den bibelske beretning giver ingen klar bekræftelse af hverken den ene eller den anden vej (Sivsøen Pihahiroth, Migdol, BaalZephon ...) . Kun det foreløbige slutmål for rejsen er sikkert: den kildefyldte egn omkring Kadesj i det sydlige Palæstina. Moses og hans indsats sammenlignes undertiden med et bjerg, som stiger op af tågen. Konturerne ses kun svagt, men man ved, at det er der, majestætisk og imponerende.

Israels senere historie bygger på disse to begivenheder: udvandringen af Ægypten og pagten på Sinai. Israels tro bevarede kernen i de to oplevelser og førte dem ind i dagligdagen  ikke mindst gennem de stadig gentagne religiøse ceremonier. Erindringen om de nøjagtige begivenheder sløredes. Historikeren må famle i mørket. Han er ikke nær så sikker på begivenhedernes forløb som filmproducenterne i Hollywood, skønt han langt bedre end de forstår, hvor langt disse historiske begivenheder virkede på Israels tro og historie.