Morgenen efter sit indtog i Jerusalem var Jesus atter meget tidligt oppe og på vej til byen. Han vidste, at en mængde tempelsøgende ville være der ved daggry for at overvære morgenofferet og fremsige deres „velsignelser" i tempel-gårdene. Han var sikker på, at de begærlige forretningsfolk i templet også ville være der, for det var på denne dag, at påskelammene sædvanligvis blev købt for at kunne tilberedes til festen. I sin iver efter at gøre sin Faders gerning ventede han ikke engang på at få noget at spise, før han begav sig på vej.

Denne gang var Jesus til fods, så sandsynligvis valgte han den korteste, men brat-teste vej lige over toppen af Oliebjerget. Hans vej gik gennem de figenhaver, som dækkede bjergets øvre skråninger. På denne årstid, da „det ikke var figentid", var træerne for størstedelen uden blade, skønt meget af frugten allerede var ansat og hang grøn og umoden mellem grenene. Efter hvad Talmud siger, var det i meget tidlige år muligt for figner at modnes tilstrækkeligt til at kunne plukkes ved påsketid, men i reglen var den første høst ikke moden før i begyndelsen af juni.

Mens Jesus vandrede af sted sammen med sine disciple, faldt hans blik imidlertid på et træ, som stod i nærheden af vejen, og som i modsætning til de omkringstående var fuldt af blade. Alt tydede således på, at det var så langt forud for de andre træer, at det kunne have haft frugt, som var veludviklet og plukkemoden.

Da Jesus ikke havde spist, før han begav sig på vej, gik han hen til træet for at plukke nogle figner, som det efter Mose lov var tilladt vejfarende at gøre, når de gik forbi. Men da han stod under træet og så op mellem grenene, så han, at der slet ingen figner var på det. Ved en manglende ligevægt i væksten var al kraften helt gået med til frembringelse af blade, så træet var ganske goldt for frugt. Da Jesus vendte det frugttøse træ ryggen, sagde han: „Aldrig i evighed skal nogen mere spise frugt af dig!" og gik videre op ad den stejle vej.

Jesus vendte ryggen til det ufrugtbare figentræ og gik videre op ad den stejle vej.

Mange har fundet det underligt, at Jesus, som ufravigeligt brugte sin undergørende kraft til at velsigne og frelse, ved denne lejlighed skulle benytte den til at påføre fordømmelse, selv om det kun drejede sig om et træ, og nogle har endog vovet at indvende, at det var et uværdigt udslag af utålmodighed og hævngerrighed.

Men Jesus handlede aldrig på den måde. Han var ikke utålmodig eller hævngerrig, heller ikke da han gjorde sit andet straffende mirakel, tilintetgørelsen af gadarenernes svin. I dette tilfælde var træet ganske åbenbart unyttigt. Forringelsesprocessen var allerede langt fremskreden, og før eller senere ville frugthavens ejer hugge det om, fordi det optog et stykke god jord. Træet var modent til ødelæggelse. Jesus fremskyndede blot dets dom for at lære sine disciple noget alvorligt.

I øjeblikket tillagde de ikke begivenheden stor betydning, fordi de tænkte, at Jesus kun udtrykte sin overbevisning om, at dette træ aldrig ville bære frugt. Men da de atter gik forbi træet næste morgen og så, at det allerede var visnet og dødt, huskede de på den dom, Jesus havde fældet over det, og udtrykte forbavselse over, at domfældelsen havde virket så hurtigt.

Jesus viste ikke hen til lignelsens tydelige lære: den uundgåelige dom over folket eller det enkelte menneske, som ikke herliggør Gud. Han overlod til fremtiden at fastslå dette for disciplene, når Jerusalem og Israels folk mødte deres undergang. I stedet for benyttede han den til at minde dem om de hjælpemidler af kraft, der ville stå til deres rådighed, når de havde brug for dem for hans sags skyld.

„Sandelig siger jeg eder: hvis I har tro og ikke tvivler, vil I ikke alene kunne gøre dette med figentræet, men om I så ville sige til dette bjerg: „ og han viste med hånden hen imod Oliebjergets top — „'Løft dig op og kast dig i havet,' så skal det ske."

Jesus ville naturligvis ikke antyde, at de nogen sinde ville få brug for at kræve Guds kraft til et sådant formål. Han tegnede det modsætningsforhold, der var mellem et enkelt træ, som voksede på et bjerg, og selve bjerget, for at vise, at der ikke var nogen grænse for den magt, de i hans tjeneste rådede over. Han forsikrede dem: „Alt, hvad I beder om i jeres bøn, det skal I få, hvis I tror." Begæringens størrelse var uden betydning, hvis de bad i tro og overensstemmelse med hans vilje.

Dette løfte gælder for os i dag lige så vel som for dem dengang. Gennem troens bøn vil bjerge af vanskeligheder blive fjernet fra vor sti, når vi haster fremad ad den os tildelte vej i Guds tjeneste. „Hvis I beder om noget i mit navn," lovede han ved en anden lejlighed sine disciple, „vil jeg gøre det." Når vi har fået et sådant løfte, hvorfor undlader vi så så ofte at gøre brug af den vældige åndelige kraft, der står til vor rådighed?

Lad ikke Gud bebrejdende kunne sig til os: „I får ikke, fordi I ikke beder," men lad os hellere „med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid".

Men denne betydningsfulde troens lære var kun lille i forhold til det store formål, der lå Jesus på sinde, da han forbandede figentræet, nemlig over for disciplene på uforglemmelig, profetisk måde at betone forudsigelsen af dommen over Jerusalem, som han lige den foregående dag havde afsagt.

Ligesom dette figentræ havde Israels folk været plantet, plejet og beskyttet af Gud gennem århundreder, for at de kunne være vidner over for verden. Men i stedet for at søge at opfylde deres gudgivne ansvar, havde jøderne benyttet alle de fordele, der var skænket dem: antagelsen, hæderen, pagten, forjættelserne, til deres egen egoistiske forherligelse. De havde gjort sig selv til et skue af pralende væsen ved deres ceremonier og ritualer, men de havde undladt at åbenbare retfærdighedens frugter i deres liv. De hævdede at være Abrahams børn, men de gjorde ikke Abrahams gerninger. De frembragte en overdådighed af blade, men ingen frugt. Ligesom det golde træ forrådte sin skaber, således vanærede Israel ved sine falske foregivender Gud over for andre folkeslag i stedet for at forherlige ham.

Som det var beskrevet i den tidligere lignelse om figentræet, var Israel atter og atter blevet advaret af Guds sendebud om, at fortsat ufrugtbarhed ville gøre en ende på Guds langmodighed, men de var fuldstændig ubekymret blevet ved uden at ænse deres hellige ansvar over for verden.

Da Jesus den foregående dag havde betragtet Jerusalem, havde han bebudet dens visse dom. Nu fremstillede han tydeligt ved at lade det ufrugtbare træ visne, at Gud havde besluttet sig til dom over det ubodfærdige Israel. Lige så uundgåeligt og hastigt ville den golde nation visne og dø under Guds forbandelse.

Men advarslen gjaldt ikke alene Israels folk. Da Gud åbnede en anden vej til velsignelse for verden gennem det åndelige Israels kirke, var dens kald betinget af, at den opfyldte sit guddommelige formål. Middelalderens frafaldne kirke måtte forkastes og erstattes af den samme grund som det frafaldne Israel, og i det profetiske billede af de sidste tider afsiges dommen også over dem, som har „gudsfrygts skin", men fornægter „dens kraft". Disse de sidste dages falske lærere vil blive afslørede, og de vil blive tilintetgjort, når Kristus kommer til dommen; mens troen hos den frelste „rest" vil blive åbenbaret i lydighed mod alle „Guds bud".

Hvor er det da betydningsfuldt for os at lære af denne lignelse i disse sidste dage af menneskets prøvetid. Gud give, at vore liv må blive som træer, „der er plantet ved bække", og hvor „bladene ikke visner", men bærer frugt til Guds ære både her og i hans evige rige.