Da Jesus efter opvækkelsen af Lazarus trak sig tilbage til Peræa, udstedte ypperstepræsterne en befaling, „at hvis nogen fik at vide, hvor han opholdt sig, skulle man melde det, for at de kunne gribe ham".

Det var uden tvivl på grund af denne ordre, at præsterne, som havde set Jesus i Simons hus, skyndte sig over Oliebjerget til Jerusalem med meddelelsen om, at han var i Betania, og at folk samledes i store skarer for at se ham. De gik lige til Kaj fas' palads i nærheden af templet, og da ypperstepræsten hørte denne nyhed, indkaldte han straks alle de medlemmer af rådet, han kunne få fat i, til møde. Den kendsgerning, at Nikodemus og Josef af Arimatæa ikke var til stede, kunne tyde på, at de ikke havde fået underretning om det på grund af deres velkendte sympati for Jesus.

Ved deres sidste møde havde Kajfas sagt til rådet, at man måtte gå hårdt til værks mod Jesus, før han rejste folket til opstand og bragte romernes vrede over dem. De sidste rygter fra Betania overbeviste dem om, at der nu ikke mere var nogen tid at spilde. Jesus var på vej til højtiden, og uroen bredte sig allerede. De måtte ikke tøve med at pågribe ham, og også Lazarus måtte dø, for så længe han var i live, ville han være et uimodsigeligt vidne om Jesu magt.

Den eneste vanskelighed var, at de ikke vovede at fængsle Jesus offentligt, så længe højtiden varede. Der ville være alt for mange mennesker til stede, som han havde hjulpet, og hans galilæiske venner ville sikkert komme ham til undsætning. Med beklagelse var de kommet til den afgørelse, at det ville være bedre at vente til efter påske, når skarerne var draget bort, da forhandlingerne blev afbrudt ved, at en gæst blev meldt. Da de vendte sig om for at se, hvem det var, kom Judas ind i salen. Han var fulgt efter præsterne ud af Simons hus, rasende over Jesu irettesættelse, og da han hørte dem sige, at de ville gå til ypperstepræsten i Jerusalem, var han fulgt bagefter, fast besluttet på nu at gøre det, han i lang tid havde overvejet, nemlig at tvinge Jesus til at afsløre sit sande væsen eller også helt bryde med ham.

Da Judas først sluttede sig til disciplenes kreds, havde han håbet, at Jesus hurtigt ville erklære sig for at være Messias, fordrive de romerske tyranner og oprette sit rige. Inden for det regnede han selv med at få en god stilling. Men lige siden Jesus afslog at lade sig gøre til konge efter bespisningen af de fem tusind, var han blevet mere og mere utålmodig over hans langsomhed til at åbenbare sig.

Da Jesus kort efter overgangen over Jorden på vejen op til påskehøjtideligheden endnu en gang var begyndt at forberede sine disciple på sin forestående lidelse og død, havde judas truffet den bestemmelse, at der ikke længere var nogen mening i at blive hos ham, og at jo før han kom ud af dette vanskelige forhold, jo sikrere ville det være for ham. Nu manglede han kun en undskyldning for at bryde forbindelsen.

Anledningen kom ved den irettesættelse, Jesus gav ham i Simons hus ved gæste budet. Judas overgav sig nu helt til den Ondes tilskyndelser og blev drevet uimodståeligt hen mod det højeste forræderi. Beretningen siger: „Satan for da i Judas (med tilnavn Iskariot)."

Den tragiske beretning om Judas kan nok tjene os til advarsel. Satan ligger altid på lur efter at „fare i" ubesindige sjæle for at forføre dem til at synde. Han afventede en gunstig lejlighed, for i Eva og bragte hende til at begå den første overtrædelse. Han for i Ananias og bragte ham til at lyve for Peter og Helligånden. Hans ånd arbejder stadig i „ulydighedens børn" og driver dem uden nåde frem mod undergangen. Men vi behøver ikke at være uvidende om hans anslag. Hvis vi ved Guds kraft „står Djævelen imod", som Jakob siger, så vil han besejret „fly" fra os. Judas modstod ikke Djævelen. Han gav atter og atter efter for den Ondes tilskyndelser ved små tyverier, kritiserende ord og illoyale handlinger mod Jesus, indtil han til sidst kom helt i hans magt.

Så snart præsterne, der havde set Judas i Simons hus, genkendte ham, forestillede de ham for de andre. På spørgsmålet, hvorfor han, som var Jesu discipel, var kommet til dem, forklarede Judas, at han var blevet mere og mere skeptisk over for hans krav og havde bestemt sig til at skille sig fra Jesus. I virkeligheden, sagde han, var han nu rede til at hjælpe dem til at sikre sig hans pågribelse og domfældelse.

Da rådet hørte dette, „blev de glade". Judas' hjælp ændrede hele situationen, for han vidste besked med, hvad Jesus foretog sig, og kunne føre dem hen til ham, når han ikke var omringet af folkeskarerne. Derfor lovede de med glæde „at give ham penge" for at begå dette forræderi.

Judas modtog beredvilligt deres tilbud. Han havde fulgt Jesus i håb om en håndgribelig belønning for sin tjeneste. Nu da han havde besluttet at skifte parti, kunne han lige så godt få så meget som muligt ud af det.

Men hvis Judas troede, at han skulle modtage en rigelig belønning for sit forræderi, så tog han fejl, for rådsherrerne var lige så gnieragtige som han selv. Efter præsternes vurdering var Jesus en bedrager, og prisen for at medvirke til hans pågribelse burde ikke være mere end prisen for en slave. „De udbetalte ham så tredive sølvpenge" eller sekler fra templets skatkiste, ikke mere end firsindstyve kroner i vor mønt.

Hvor var det sandt, hvad apostlen skrev, da han sagde, at han, som var „Gud lig", tog „tjenerskikkelse" på, for den pris, der blev sat på hans hoved, svarede nøjagtigt til en slaves. Og ved at gå ind på at modtage denne betaling opfyldte Judas to andre profetier, som angik dette forræderi. David havde forkyndt, at hans større søn skulle blive forrådt af sin „ven", som han „stolede på", og Judas var, som beretningen betegnende siger, „en af de tolv". Nu opfyldte han Zakarias' ord, hvor han ved Guds Ånd forkyndte: „Så afvejede de min løn, tredive sekel sølv." Det var den pris, judas modtog bytte for sin sjæl!

Om han forestillede sig, at Jesus ikke ville lade sig gribe, kan vi aldrig få at vide. Det er muligt, at han som en sidste udvej tænkte sig at prøve at tvinge Jesus mod hans vilje til at åbenbare sin magt. Så kunne han vende tilbage til ham og sige, at han havde handlet ud fra de bedste hensigter af længsel efter rigets komme. Den kendsgerning, at han begik selvmord, da hans plan strandede, kunne give indtryk af. at han aldrig havde forudset, at noget så frygteligt ville ske.

Da vilkårene for forræderiet var blevet fastlagt, stillede præsterne judas det spørgsmål, hvornår han kunne overgive Jesus i deres hænder. Det måtte ikke „ske på højtiden", sagde de til ham, „for at der ikke skal blive uroligheder iblandt folket". Judas var enig med dem heri og foreslog, at han skulle bringe dem hen til Jesus i Getsemane Have, hvor han om aftenen plejede at gå hen med sine disciple for at bede. Dette tilfredsstillede fuldt ud de præstelige sammensvorne, og de ordnede det således, at de kunne træffe judas igen to dage før højtiden for at gøre de sidste aftaler om planen.

Hvor lidt gjorde de sig klart, da de skiltes fra hinanden, at deres forandrede planer ville falde sammen i tid med endnu en profeti, som „måtte gå i opfyldelse". For nu ville hans fængsling og domfældelse medføre hans død på nøjagtigt samme tidspunkt som ofringen af påskelammet. Forbilledet og den til billedet svarende virkelighed skulle mødes i påskefestens højdepunkt, og skriftens mest skæbnesvangre profeti ville blive opfyldt til punkt og prikke på den dertil fastsatte tid.

Imidlertid skyndte Judas sig tilbage til Betania for at slutte sig til disciplene, før de fik tid til at få mistanke om den frygtelige gerning, han var ved at begå.