Da Jesus havde overgivet sin befaling til de troende, som var forsamlede på bjerget i Galilæa, bød han sine disciple vende tilbage til Jerusalem, hvor forkyndelsen af evangeliet om den opstandne Kristus skulle begynde. Medens de afventede yderligere anvisninger fra ham, mødtes de regelmæssigt i salen ovenpå. Det har muligvis været i disse dage, at Jesus åbenbarede sig for Jakob, som omtalt af Paulus. Så den femogtyvende i måneden iyyar, lige ti dage før pinse, mens disciplene var forsamlede, stod Jesus midt iblandt dem, at de kastede sig ned for ham i tilbedelse, denne gang blev han der ikke for at tale, men han kaldte dem med sig. De gik gennem Jerusalems gader og ud af byen gennem Fåreporten. De gik ned ad trappe-gaden til Kedron, gik over bækken og fulgte vejen op ad Oliebjerget. De gik forbi Getsemane Have og nåede snart op på det knudrede højdedrag på den mellemste tinde af bjerget, hvorfra der var udsigt over til landsbyen Betania.

Her standsede Jesus, og disciplene flokkedes om ham, i forventning om, hvad han denne gang ville sige til dem. Nu, da Jesus havde „lidt", ville det sikkert ikke vare længe, før han „indgik til sin herlighed" i sit rige. Derfor spurgte en af disciplene ham rent ud: „Herre! er tiden nu kommet, da du vil genoprette Riget for Israel?"

Jesus kunne have sagt dem, at der ville gå lange tider, før hans rige blev genoprettet, men han ønskede ikke at tage modet fra dem. Derfor sagde han ganske kort: „Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af sin egen magt."

Tidspunktet for Rigets komme måtte de overlade til Gud. Det, som havde større betydning, var, at de i dette tidsrum skulle beflitte sig på den opgave, han havde givet dem. „Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende."

Så rakte han sine naglemærkede hænder velsignende ud over disciplene og begyndte at stige op fra jorden. Disciplene fulgte ham med øjnene, mens han steg højere og højere, indtil en sky af strålende engle omgav ham, og „han skiltes fra dem og opløftedes til Himmelen".

Bibelen giver os ikke tilstrækkelig viden til nøjagtigt at stedfæste, hvor himmelfarten foregik, og ligesom der er tre Getsemane'er, er der tre mulige steder, som alle ligger knap en kilometer fra hinanden, og som udpeges som det sted, hvorfra han steg op.

I det fjerde århundrede blev en Himmelfartsrundkirke rejst på et af disse steder. Den havde en stenlagt gård, som var åben oventil mod himmelen, som et symbol på Kristi himmelfart, og den var omgivet af tre søjlerækker, der dannede en dobbelt buegang. Denne første bygning blev ødelagt af perserne, men blev atter genopbygget af korsfarerne i larm af en ottekantet bygning, der hvilede på otte dobbeltsøjler med buer imellem og atter åben oventil mod himmelen. Da korsfarerne blev fordrevet, udfyldte muhamedanerne buerne og byggede en kuppel til, og denne skikkelse har den beholdt til vase dage. For mærkeligt nok: skønt muhamedanerne benægter Kristi opstandelse, tror de på hans himmelfart, og nogle få meter borte fra bygningen ligger der en moske og en minaret, hvorfra der er en vidunderlig udsigt over Jerusalem og ned over Judæas ørken.

Et lille stykke vej fra det, som nu er Himmelfartskirken, findes det russiske klokketårn, som er rejst i slutningen af det nittende århundrede, og som også betegnes som stedet for himmelfarten ligesom den græsk-ortodokse patriarks bolig ikke langt derfra.

Hvor det nøjagtige sted end findes, er det betydningsfuldt, at Jesus steg op fra et bjerg, da hans værk var afsluttet. Det var fra et bjerg i Galilæa, at han holdt sin bjerg-prædiken og indsatte sine disciple. På forklarelsens bjerg åbenbaredes hans herlighed for et øjeblik, og på Golgatas høj bragte han sit sidste offer for den fortabte verdens genløsning. Nu var det fra Oliebjerget, at han vendte hjem i herlighed, og når han til sidst kommer igen for at genoprette sit rige på jorden, vil det blive på det samme bjerg, at han nedstiger i kraft og herlighed.

Når evangelisterne beskriver Kristi forunderlige bortdragen fra jorden, giver de ikke noget billede af hans ankomst til Himmelens porte. Men denne gribende begivenhed beskrives imidlertid profetisk af salmisten. Han skildrer levende, at da sejrstoget når til de himmelske porte, stiger dette råb op fra den ledsagende hærskare: „Løft eders hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind!"

Og fra Himmelen lyder dette råb til svar: „Hvo er den ærens konge?" hvortil engleskalen svarer: „Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig! Løft eders hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind."

Atter lyder spørgsmålet: „Hvo er han, den ærens konge?" og svaret gentages: „Herren, Hærskarers Herre, han er ærens konge!"

Så åbnedes Himmelens porte på vid gab, og sejrstoget drog med den herliggjorte Kristus i spidsen igennem dem hen til Guds trone, hvor Kristi sejr blev forkyndt. Der udgik denne befaling: „Lad alle Guds engle tilbede ham," og mens hele Himmelen kastede sig ned i tilbedelse, genlød ærens boliger af pris og jubel.

Da Jesus opsteg til Himmelen, får vi at vide, at „han bortførte fanger". Dette hentyder uden tvivl til de døde, som opstod af deres grave ved hans opstandelse. Disse fik en hædersplads i sejrstoget hjem til Himmelen, og i Åbenbaringen får vi et glimt af dem som de fireogtyve „ældste", der tager del i englenes tilbedelse omkring tronen.

Mens disciplene anstrengte deres øjne for at få et sidste glimt af deres himmel-farne Herre, lød der en stemme til dem. Da de vendte sig om i den retning, hvorfra den kom, så de to engle. „I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himmelen?" sagde den ene af dem. „Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen."

Det var nødvendigt, at Jesus måtte vende tilbage til Himmelen for at begynde sin forsonergerning som vor ypperstepræst på grundlag af sit stedfortrædende offer. Det var også nødvendigt, at han skulle gå bort, for at han kunne uddele sine „gaver" til de første vidner, som behøvede dem under udøvelsen af deres store opgave. Jesus havde også sagt: „Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer ... for at hvor jeg er, der skal også I være." Af alle disse årsager var det tjenligt, at Jesus for en tid skulle forlade sine disciple. Men når den sidste sjæl har modtaget evangeliets indbydelse, når Jesus har givet sit blod for den sidste angrende synder, og de himmelske „boliger" er rede til at modtage hans trofaste folk, så vil Jesus opfylde sit løfte om at „komme igen". Så skal det nuværende nådens rige vige pladsen for hans altomfattende og evige herlighedsrige.

Englene erklærede, at Jesu optagelse til Himmelen ville komme til at svare til hans genkomst. Netop „denne Jesus", som var skiltes fra sine disciple, ville komme tilbage for selv at tage sit folk til sig. Ligesom Jesus synligt opsteg til Himmelen midt imellem sine disciple, sådan skal „hvert øje" se ham ved hans genkomst. Midt i en sky af strålende engle steg han op til Himmelen, og ledsaget af „alle de hellige engle" vil han vende tilbage til jorden for at „samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser". „Og således," tilføjer apostlen Paulus, „skal vi altid være sammen med Herren."

Da englene havde bragt deres budskab, forsvandt de, og disciplene kastede sig ned og tilbad. Så gik de tilbage til byen og gik ind i templet „og priste Gud".

Ti dage efter, ved pinsefesten, nedsteg den lovede „kraft fra det høje" til dem som flammende ild, og de gik ud for at begynde deres store missionsgerning. Snart brød der forfølgelser ud mod den hastigt voksende menighed, og de troende adspredtes. Men dette fremskyndede blot arbejdet for evangeliet, for, som det var befalet dem, „gik de ud og prædikede alle vegne. Og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med".

Her må disse siders beretninger nødvendigvis slutte. Vi har fulgt Jesu fodspor, indtil hans fødder forlod jorden ved hans himmelfart, og der er ikke plads til at følge den himmelfarne Kristus i hans kirkes historie gennem århundrederne.

Lad det da være nok at sige, at den gamle Johannes' inderlige håb, som er skrevet i de afsluttende sætninger af det sidste evangelium, der er skrevet, er blevet rigeligt opfyldt. „Disse er nedskrevet," erklærede han, „for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn," og i hvert slægtled siden da har mængder af mennesker fundet dette „liv" ved et blik på den korsfæstede og opstandne frelser. Den forvandling, der ved evangeliet er sket i menneskers liv, har på afgørende måde vist, at de inspirerede forfatteres „vidnesbyrd" ikke er almindelige ord, heller ikke blot en livsfilosofi, men selve „Ordet" til vor frelse.

Trods forfølgelser og frafald er evangeliets budskab gået frem „sejrende og til sejr" lige, til vi i vor tid ved de aldrig før oplevede midler til samkvem, som Guds forsyn har fremskaffet, har set dets mirakuløse udbredelse over hele verden, og alle vegne uddybes i Guds folks hjerter overbevisningen om, at den længe forudsagte „ende" nærmer sig.

Det er sandt, at flertallet af mennesker ikke ser „det skinnende lys" bag ide mørke - „skyer", som dækker jorden, men vi ved, at han er der og med længsel venter på sin endelige åbenbarelses dag. Snart vil han opfylde sit løfte og atter komme „for anden gang", ikke i ydmyghed, men i herlighed, ikke for at forkastes af mennesker, men for at oprette sit altomfattende og evige rige.

Hvis vi derfor af hjertet kan bede Bibelens sidste bøn: „Amen. Kom, Herre Jesus!" så kan vi være forvissede om, at vi på hans store genkomsts dag vil være blandt dem, som ser op og siger: „Dette er vor Gud, vi har biet på ham, og han vil frelse os. Dette er Herren; vi har biet på ham, vi vil glæde og fryde os over hans frelse." Gud give, at vi må være med i denne jublende skare!