Da Jesus forlod sine disciple ved søens bred, bød han dem samle så mange som muligt af de galilæere, som troede på ham, for at møde ham på et bestemt bjerg på et af ham fastsat tidspunkt. I samklang med disse befalinger sendte disciplene bud vidt omkring til så mange som muligt, og da dagen kom, begav de sig til mødet ad forskellige veje for ikke at vække mistanke. På det fastsatte tidspunkt var der mere end fem hundrede forsamlet, langt det største antal, som Jesus nogen sinde havde samlet mellem sin opstandelse og sin optagelse til Himmelen.

Mens de troende i småflokke ventede på bjerget, stod Jesus pludselig iblandt dem, og „da de så ham, tilbad de ham". Men selv i denne udvalgte kreds var der dog nogle, som i begyndelsen „tvivlede" om, at det virkelig var ham. Men de havde ikke længe været sammen med ham, før de, ligesom Tomas, vidste, at det var deres opstandne Herre.

Hvorfor førte Jesus ved denne lejlighed alle disse troende sammen? En af de vigtigste årsager var den at give hans disciple i Galilæa et uimodståeligt bevis på hans opstandelse, ligesom han havde gjort det i Jerusalem. Som Paulus senere sagde om det, var det højdepunktet af de „mange beviser", hvorved han fremstillede „sig som den levende" fra de døde.

Men Jesus havde ikke rørt alle disse troende sammen kun for at give et sidste og afgørende bevis på sin opstandelse. Hans hensigt var frem for alt at overgive sin menighed dens store hverv. For apostlene og de troende i salen ovenpå i Jerusalem havde Jesus først skitseret deres fremtidige gerning. Ved den lejlighed havde der måske været omkring hundrede judæiske troende til stede. Nu gentog han missionsbefalingen for de troende i Galilæa.

Først forkyndte Jesus den myndighed, som var blevet ham tildelt af hans Fader. Han erklærede: „Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden." Fra nu af ville han fra sit sæde ved Guds højre hånd i Himmelen have hele engleskaren under sin ledelse i udøvelsen af sin midlergerning. Også på jorden ville al magt stå til rådighed for hans udvalgte forkyndere af evangeliet om hans frelsende nåde.

„Gå derfor hen," bød han sine disciple, „og gør alle folkeslagene til mine disciple." Dengang han selv gik omkring og lærte og prædikede, havde hans ord lydt: „Kom!" Nu bød han sit folk: „Gå!" Nu var disciplene blevet til „apostle".

Denne befaling rettede Jesus til alle dem, der lyttede til hans ord, og til alle, der i de kommende tider skulle høre evangeliet fra deres læber. Egentlig burde alle, som har lært frelsens glæde at kende, gå ud for at dele den med dem, som ikke kender den.

Mens Jesus var på jorden, gik han kun til de „fortabte får af Israels hus", men nu skulle muligheden for at høre evangeliet bringes til hedninger såvel som jøder, til grækere og barbarer, til alle mennesker alle vegne. De skulle begynde den nye forkyndelse i Jerusalem, og i sandhed var resultatet af deres første forkyndelse der på pinsedagen iøjnefaldende. Derpå skulle de fra Jerusalem gå ud i „Judæa" og „Samaria" og til slut „indtil jordens ende".

Ikke blot skulle evangeliet geografisk set nå ud til hele verden, men det skulle nå alle samfundsklasser, fra den højeste til den laveste. Rige og fattige, slaver og frie, lærde og ulærde, alle skulle høre den frelsende sandhed i evangeliet om genløsning. Det skulle ikke blot nå ud til „alle folkeslag", men til „al skabningen".

Det evangelium, som Guds sendebud skulle bringe ud, var „Rigets evangelium", nådens rige, som han først ville oprette i menneskehjerter, og herlighedens rige, hvor han ville samle sit folk ved sin genkomst.

Det ydre tegn på den indre modtagelse af evangeliet og ritualet for optagelse i hans menighed var dåben ved neddykkelse. Ligesom Johannes døbte i Jordan med „omvendelsens dåb" i forventning om Kristi komme, og ligesom Jesus lærte sine disciple at døbe dem, der under hans jordiske gerning tog imod hans ord, sådan skulle nu de, som tog imod Rigets evangelium, døbes „i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" som et tegn på deres død og begravelse med Kristus, deres åndelige opstandelse til nyt liv sammen med Kristus og deres optagelse i Guds familie. I sig selv har neddykkelseshandlingen naturligvis ikke nogen genfødende kraft, som nogle lærer. Røveren på korset blev helst, skønt han aldrig var blevet døbt. Det er troen på Kristus, som frelser. Men fordi vi tror, vil vi gerne åbenlyst vise vor tro ved dåben.

Det første skridt på troens vej, som efterfulgtes af dåben og optagelse i Kristi menighed, skulle efterfølges af flittig belæring om „at holde alt det", Jesus havde „befalet". Der var grund nok til at lægge vægt på dette, for allerede på Paulus' tid var der nogle, som forvanskede eller forringede den sande tro til „et andet evangelium", som slet ikke var evangeliet. Og på samme måde er der i vore dage mange, som hævder at bringe det glade budskab, men som kun bringer bud om det halve evangelium eller endog endnu mindre!

Der findes nogle, som forkynder „alt" angående nåde og tro, men som undlader at, undervise om „alt", der hører ind under lydighed, idet de glemmer, at Jesus kom for at frelse sit folk „fra" dets synder og ikke „i" dets synder. Guds sande folk er gennem alle tider dem, som „holder Guds bud" som følge af at have modtaget „troen på Jesus".

Så er der dem, der gør sig til talmænd for „samfunds-evangeliet", og som kun lægger hovedvægten på at forbedre de menneskelige forhold ved anvendelsen af de kristne principper. Vi kan alle være enige om, at de kristnes bestræbelser for at mildne menneskers jordiske tilværelse er i højeste grad anbefalelsesværdige, men Guds sendebud er ikke først og fremmest kaldede til at „gøre tjeneste ved bordene", som Peter kategorisk fremhævede det. Deres hovedopgave er at berede mennesker til et fremtidigt liv i Himmeriges rige, og ethvert såkaldt evangelium, der undlader at gøre dette, er en forvanskning af det sande evangelium.

Paulus sagde advarende, at der i „de sidste dage" ville være mange, som havde „gudsfrygts skin", men som ville fornægte dens „kraft", men de, som i sandhed fuldbyrdede missionsbefalingen, skulle bringe hele evangeliet ud til hele verden. Og dette evangelium er den uforvanskede, uforringede „tro, som en gang for alle er blevet over-givet de hellige", med sit kald til lydighed ved Guds nåde mod alle hans bud.

„Andelige gaver", alt efter hvad de behøvede, blev der lovet „enhver" af Kristi vidner efter Andens valg, men den største af alle gaver ville være Jesu nærværelse, som skulle følge hans folk „alle dage indtil verdens ende".

Når evangeliets sendebud opfyldte deres gudhengivne hverv fra slægt til slægt, skulle „tegn" kendetegne Guds tilfredshed med deres virksomhed. „Disse tegn skulle følge dem, der tror," sagde Jesus, „i mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger; på syge skal de lægge hænder, og de skal, blive raske - - de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem." Men det største „tegn" skulle være den åndelige forvandling ved Andens kraft i de synderes liv, som var frelst ved nåden..

De første disciples gensvar til dette Kristi fuldstændige program var en fuldstændig overgivelse af sig selv til opgaven, med det resultat, at de, mens de levede, så evangeliet prædiket „for al skabningen". I dag fører den samme hengivelse Guds sidste nådes-budskab ud til „alle folkeslag og stammer og tungemål og folk". Snart vil dette „rigets evangelium" være blevet „prædiket i hele verden til vidnesbyrd for alle folkeslag", og så kommer „enden" på denne verdensorden, og Guds nye verdensorden vil blive oprettet.