Så snart påskeugen var forbi, drog disciplene til Galilæa, som Jesus havde sagt dem, og mens de ventede på at overholde den aftale, han havde truffet med dem, tog de til deres hjem i Kapernaum.

En aften snart efter deres ankomst vandrede flere af disciplene ved søens bred. Der var Peter og Tomas, som nu var befriet for al sin tvivl, Zebedæus' sønner, to andre disciple, muligvis Andreas og Filip, og Natanael, der havde besluttet at blive boende i Kapernaum hellere end vende tilbage til Kana oppe i bjergene.

Ligesom så mange andre kraftige mennesker fandt Peter det meget skuffende at gå og vente, og da han så fiskerne, som han kendte mange af, gøre bådene i stand for at sejle ud på søen ved aftenstid, sagde han pludselig til de andre: „Jeg tager ud at fiske." Han følte, at det ville give ham beskæftigelse, og udbyttet ville være en hjælp til atter at fylde deres magre forråd. Straks sagde hans venner: „Vi tager med dig." Så lagde de nogle garn i en af Zebedæus-familiens ledige både og sejlede ud. Men skønt de arbejdede hele natten, „fangede de ikke noget".

Skuffede over tilsyneladende at have mistet deres dygtighed vendte de tilbage til kysten, mens daggryet brød frem over Gileads bjerge, da de hørte nogen kalde fra bredden. „Mon I har noget at spise, børn?" eller med andre ord: om de havde fanget noget? Da de ikke genkente Jesus, enten på grund af morgendisen over kysten, eller fordi, som ved andre lejligheder, deres øjne var „tillukkede", svarede de kort og godt: „Nej."

Så råbte manden på bredden igen: „Kast garnet ud på højre side af båden, så skal I få!"

I den tanke, at han havde set tegn til en stime i nærheden af kysten, kastede de atter deres sammenrullede garn ud i søen, som han havde sagt, „og nu kunne de ikke længere hale garnet ind, så mange fisk var der".

Overvældede over en sådan fangst, når de i de bedste nattetimer ikke havde fanget det mindste, kiggede de atter på skikkelsen på stranden, og pludselig hviskede Johannes til Peter: „Det er Herren." Det var Johannes, som først „troede" ved graven, og nu var han atter den første til at genkende Jesus.

Peter stod på bådens ræling, kun klædt i en ærmeløs trøje, som nåede ham til knæene. Da han blev klar over, at det var Jesus, „tog han sin fiskerkjortel over sig" og sprang ud i vandet. Det var ganske lavt netop der, og han kunne let vade ind til bredden, mens de andre disciple styrede det lille skib de sidste hundrede meter ind til kysten, mens de slæbte nettet, der var fuldt af fisk, efter sig.

Da de nåede land, fulgte de Peter hen langs kysten, og snart så de „en kulild" eller snarere nogle afbrækkede grene, som Jesus havde samlet sammen på bredden, og „fisk, liggene derpå". På en sten ved siden af ilden lå der brød.

Da der ikke var nok mad til alle disciplene, sagde Jesus til Peter: „Kom med nogle af de fisk, som I lige har fanget." Lydigt gik han tilbage til båden, og ved de andre disciples hjælp trak han garnet, som „var fuldt af store fisk", op på land. Han bragte nogle af dem til Jesus, og mens de blev tilberedt, satte han sig sammen med de andre til at sortere og tælle fangsten. De blev forbavsede over at opdage, at de havde fanget ikke mindre end et hundrede og treoghalvtreds i alt, „og skønt der var så mange, gik garnet dog ikke i stykker".

Da der var tilberedt tilstrækkeligt af mad, sagde Jesus til disciplene: „Kom herhen og hold måltid!" og de satte sig alle omkring ilden sammen med ham. Jesus tog brødet og fisken fra det fælles fad, velsignede det, som han altid gjorde, og uddelte det til disciplene, der var sultne efter nattens strenge arbejde.

Da måltidet var forbi, tog Jesus Peter afsides og gik sammen med ham et lille stykke hen ad bredden. Peter mærkede straks, at Jesus ville tale med ham om hans troløshed, og ventede ængsteligt. Da de var uden for hørevidde, sagde Jesus til ham: „Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere, end de andre gør?" Skønt Jesus ikke ligefrem hentydede til hans fornægtelse, forstod Peter tydeligt, hvad han mente. Tidligere ville et sådant spørgsmål have fremkaldt lidenskabelige indvendinger fra ham, om at hans kærlighed var dybere end nogen af de andres, men nu havde han ikke store tanker om sig selv. Så langt fra at elske Jesus „mere" end de andre disciple gjorde hans opførsel for kort tid siden det tvivlsomt, om han elskede ham så højt som de. Derfor svarede han ydmygt: „Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær," men det ord, han benyttede, betegnede en ringere grad af kærlighed, end den, Jesus havde lagt i sit spørgsmål. Jesus havde brugt ordet agapao, som betegner den højeste kærlighed, som et menneske kun kan nå til ved guddommelig nåde. Peter følte sig ikke berettiget til at bruge dette, og i virkeligheden sagde han: „Du ved, at jeg føler stor hengivenhed (phileo) for dig."

Uden at hentyde til Peters svar sagde Jesus: „Vogt mine lam!" Herved antydede han for Peter, at ligesom han af nåde atter var optaget i Jesu venskab, så skulle han have særlig medfølelse for fejlgreb og vaklende tro hos dem, der var nye i sandheden.

Da de var gået lidt længere, sagde Jesus igen: "Simon, Johannes' søn, elsker du mig? Atter spurgte han Peter, om hans kærlighed var af de største, men denne gang spurgte han ham ikke, om han elskede „mere" end sine brødre. Lidt forvirret svarede a Peter ligesom før: „Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær."

Denne gang sagde Jesus til ham: „Vær hyrde for mine får!" Nu, da han havde erfaret, hvordan Satan havde fulgt ham som en ulv for at tilintetgøre ham, ville han være i stand til som en hyrde at drage omsorg for de andre får i Guds hjord.

Nogle få øjeblikke efter sagde Jesus tredje gang til Peter: „Simon, Johannes' søn, har du mig kær?" Denne gang fulgte han i Peters spor og sagde egentlig: „Kan du virkelig sige, at du har dyb hengivenhed for mig?"

Peter blev bedrøvet over dette. Han havde indrømmet, at han ikke kunne gøre fordring på at have givet bevis på den højeste kærlighed til Jesus, men da Jesus udtalte tvivl endog om hans vurdering af sin kærlighed, sårede det ham. Men han forstod, at hans handlemåde berettigede Jesu tvivl, og idet han kun stolede på hans tilgivende nåde, han, som kan se ind i os, svarede han: „Herre! du kender alt, du ved, at jeg [i det mindste] har dig kær." For tredje gang sagde Jesus som svar: „Vogt mine får."

Peter havde fornægtet Jesus tre gange, og derfor stillede Kristus ham sit spørgsmål tre gange, for at han tre gange kunne komme til at bevidne sin anger. Peter havde i sandhed lært, hvad han skulle lære, og ikke blot fik han atter plads mellem de udvalgte disciple, men også sin tidligere førerstilling. Deraf skal vi imidlertid ikke slutte, som katolikkerne fejlagtigt hævder, at Peter nu var udpeget til at være den kristne menigheds stedsevarende førerskikkelse. Mens han var udset til at holde den første missionsprædiken på pinsedagen, var det Jakob, som førte an ved det første missionsråd, der bliver fortalt om i det femtende kapitel i Apostlenes gerninger, og Paulus, som til sidst blev den ledende hedningemissionær. Peter gjorde et stort arbejde for Gud i de år af sit som han havde tilbage, men aldrig betragtede han sig som noget „mere" i retning af iver, fromhed eller myndighed end en medarbejder sammen med de andre disciple i Kristi tjeneste. Den romerske kirkes tilegnelse af ham var det sidste, han nogen sinde ville have ønsket for sig selv.

Da Peter havde fået lejlighed til at vise, hvor oprigtig hans anger var, gik Jesus over til at fortælle ham om det sidste store offer, han skulle komme til at bringe i sin Herres tjeneste: „Da du var yngre," sagde Jesus, „bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville." Dengang var han sin egen herre og kunne gøre, hvad han havde lyst til. „Men når du bliver gammel," fortsatte Jesus, „skal du række dine hænder ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil." „Med disse ord sigtede han til den død, hvormed han skulle herliggøre Gud." Og som en sidste opmuntring til sin elskede discipel endte Jesus samtalen med denne formaning: „Følg mig!"

Nu var der ikke mere noget spørgsmål om Peters beredvillighed til at følge Jesus i liv og i død, og Apostlenes gerninger og hans egne breve viser, hvor trofast han fulgte Herren. I Bibelen berettes der ikke om hans død, men overleveringen siger, at Peter blev pisket og korsfæstet i Rom år 67 på den samme dag, som Paulus blev hals-hugget. Men så forskellig var han da fra de tidligere dages stortalende Peter, at han bad om at blive korsfæstet med hovedet nedad, idet han ikke følte sig værdig til at dø på samme måde som Jesus. Peter herliggjorde Gud ved et liv i tjeneste, og tappert herliggjorde han ham ved sin død.

Da Jesus vendte sig for at gå tilbage langs søens bred, så Peter Johannes, som kom dem i møde, og spurgte: „Herre! Hvordan skal det gå ham?" Peter og Johannes havde altid fulgtes ad i deres arbejde, og Peter tænkte med undren på, om de stadig skulle vedblive at arbejde sammen og måske endog lide og dø sammen for Kristi skyld. Det var på en måde et ret naturligt spørgsmål, men Jesus tilfredsstillede ikke hans nysgerrighed. I stedet for svarede han: „Dersom jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!"

Jesu ord er en advarsel til alle arbejdere i Guds gerning om, at forbindelser inden for tjenesten aldrig må blive så faste, at der opstilles individuelle sammenligninger, hvis de trænger til at afbrydes. Undertiden synes kristne arbejdere, at andre har fået forrettigheder og fordele, som de ikke har, og måske de endog misundeligt stræber efter en andens kald og foragter deres eget. Jesus ville gerne betone, at det kun tilkommer ham at afgøre, hvordan hans tjeneres talenter skal anvendes, og at sammenligninger med andre aldrig burde forstyrre deres glæde og tilfredshed i tjenesten for ham.

I disse to disciples tilfælde blev det efter Guds forsyn Johannes tilladt at fortsætte med sin tjeneste længe, efter at Peter led martyrdøden for sin tro, og mere end en gang blev han selv udfriet fra martyrdøden. Men tvært imod den tro, som nogle havde, at han „ikke skulle dø", samledes han til sidst med „de døde i Kristus", og sammen med Peter afventer han den dag, da Jesus kommer igen for at opvække og lønne sit sovende folk.

Det samme gælder os. Hvis vi stadig ser hen til Jesus og er tro i det arbejde, han giver os at gøre, kan vi være forvissede om, at hans forsyn vil støtte os i alt, hvad der møder os, og at der til sidst vil vente os „en krone", og at en andel i „de helliges arv" vil være gemt netop til os.