Han er opstanden!

 

Mens præsterne og soldaterne udklækkede den løgnagtige historie, ved hvilken de håbede at bortforklare opstandelsen, gav Jesus sine disciple afgørende beviser for sin sejr over døden.

Da Maria Magdalene og den anden kvinde sent om fredagen forlod graven, havde de aftalt at mødes om morgenen på den første dag i ugen for at fuldende balsameringen af Jesu legeme. Maria var uden tvivl taget hjem til Betania, medens den anden kvinde sandsynligvis boede i Jerusalem under påskehøjtiden.

Medens det endnu var mørkt søndag morgen, vandrede Maria over Oliebjerget hen til graven, og skønt det var hende, som havde den længste vej, kom hun dog først. Det var ved femtiden om morgenen.

Så snart hun kom nær nok derhen, så hun, at stenen var flyttet bort, og den huleagtige indgang til graven var vidt åben. Da hun ikke vidste noget om, at der var sat vagt ved graven, faldt den frygtelige tanke hende ind, at Jesu fjender for at kuldkaste den ære, Josef havde vist hans legeme, havde fjernet det og kastet det, som andre forbryderes, på affaldsdyngerne i Hinnomdalen. Derfor vendte Maria om, uden så meget som at se ind i graven, og løb hen for at fortælle Simon Peter og Johannes det. Da hun fandt dem, forklarede hun åndeløst: „De har taget Herren bort fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham."

Det var ikke længe, efter at Maria var styrtet bort fra graven, at de andre kvinder, tilligemed Maria, Jakobs moder, Salome og Johanna kom med de vellugtende urter, som de havde tilberedt før solnedgang fredag aften. Ligesom Maria vidste de intet om vagten, så det faldt dem slet ikke ind, at nogen ville hindre dem adgang til graven. Det, som bekymrede dem, da de nærmede sig, var den store sten, som var blevet rullet hen foran indgangen til graven. „Hvem skal vælte os stenen fra indgangen til graven?" sagde de til hinanden.

De gik videre i håb om at finde nogen, som ville hjælpe dem, og da de kom derhen, så de til deres overraskelse, at stenen allerede var blevet rullet bort.

Maria var blevet så forskrækket over synet, at hun straks var løbet bort uden at anstille nærmere undersøgelser, men da de gik hen til åbningen og så ind, så de en engel, der lignede „en ung mand - - iført en lang hvid klædning", siddende til højre i det forreste kammer, og de blev bange.

Engelen beroligede dem straks. „Bliv ikke forfærdede", sagde han. „I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her." Og der var en næsten bebrejdende klang i hans stemme, fordi de, ligesom de andre disciple, havde glemt hans ofte gentagne løfte.

„Kom i hu," vedblev han, „hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og kors-fæstes og opstå på den tredje dag." Mens engelen talte, stod det hele tydeligt for dem, og „de kom hans ord i hu".

„Kom," sagde engelen, da han så det forundrede udtryk på deres ansigter, „se, der er stedet, hvor Herren lå." På engelens befaling så de nu ind i det indre kammer og så en anden engel siddende på den forhøjning, hvor Jesus havde ligget, men hans legeme var intetsteds at se.

Da kvinderne kom ud fra graven, „bøjede de deres ansigter mod jorden" for de to engle. Så talte den første engel igen: „Gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går forud for jer til Galilæa; der skal I se ham, som han har sagt jer." Hvor var det barmhjertigt, at Jesus havde pålagt englene særligt at nævne Peter ved navn. Han vidste, at Peters anger var oprigtig, og han havde stadig en stor opgave til ham. Derfor sendte Jesus i sit første budskab Peter en særlig hilsen. Senere den samme dag gav han Peter personlig forvisning om tilgivelse og genoprejsning ved at åbenbare sig for ham først af alle disciplene. Skælvende og overvældede over, hvad de havde set og hørt, skyndte kvinderne sig bort for at bringe den vidunderlige efterretning til disciplene.

I mellemtiden havde Maria fundet Peter og Johannes, som blev ængstelige for, at hun led af en slags hallucination på grund af sin eksalterede tilstand, og tænkte, at de hellere måtte undersøge sagen selv. De begav sig sammen på vej, sandsynligvis ved halv syvtiden, men Johannes, som var den yngste og mest rapfodede, løb fra Peter og nåede først graven. Der fandt han stenen fjernet og graven åben, netop som Maria havde sagt.

På dette tidspunkt var Peter kommet til. Impulsiv som altid blev han ikke stående på tærskelen, men gik lige ind i forrummet og så ind i det indre gravkammer, hvor han så, at den afsats, hvor Jesu legeme havde ligget, var tom. Han lagde mærke til endnu mere. De lærredsbind, som legemet havde været svøbt i, var foldet sammen og lagt ved den ene ende af forhøjningen, mens klædet, som havde tildækket hans ansigt, var lagt sammen og anbragt lidt derfra for sig selv.

Straks kaldte han på Johannes, for at han skulle komme og se. Instinktmæssigt forstod de begge, at dette ikke kunne skyldes hverken venner eller fjender af Jesus. Hvis nogen havde bragt det døde legeme bort for at lægge det i en anden grav, ville de absolut ikke have fjernet ligklæderne og taget det nøgent med sig. Og ingen fjende, som havde tænkt sig at kaste Jesu legeme i dødegruberne i Hinnomdalen, ville først have sammenfoldet gravklæderne så smukt, før de forsvandt med det. For Peter var det uforståeligt, og han gik hjem „i undren over det, som var sket". Men Johannes „så og troede". For ham var den eneste forklaring, at Jesus måtte være opstået, som han havde sagt, at han ville.

Ikke så snart havde Peter og Johannes skyndt sig bort for at fortælle de andre disciple det, før Maria, som var fulgt efter dem, atter kom til graven i haven. Nu var klokken næsten syv. Denne gang gik hun helt hen til gravkammeret, mens hun græd stille, fordi hendes Herre var forsvundet, og da hun bøjede sig for at se derind, så hun de to engle, som havde talt med de andre kvinder for kort tid siden. De havde med vilje ikke vist sig for Peter og Johannes, men nu sad de, „hvor Jesu legeme havde ligget, en ved hovedet og en ved fødderne".

Da Maria ikke kendte noget til samtalen med de andre kvinder og stadig troede, at Jesu legeme var blevet taget bort, svarede hun, da englene spurgte: „Hvorfor græder du?" „Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham."

Før englene kunne svare, hørte Maria skridt bag ved sig, og da hun vendte sig om, så hun en skikkelse, som gentog engelens spørgsmål: „Kvinde! Hvorfor græder du? Hvem leder du efter?"

Om det var på grund af morgendæmringen, eller fordi hendes øjne var blændede af tårer, eller om det var, fordi hendes øjne var blevet „tillukkede", så antog hun den spørgende for at være Josefs nattevagt, der var ansat for at have opsyn med haven. Da hun mente, at han, som havde været der hele natten, måske vidste, hvad der var blevet af Jesus, spurgte Maria: „Herre, hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham."

Så lød der fra hans læber, som hun antog for gartneren, ordet „Maria" med en stemme, som hun straks genkendte som Jesu.

„Rabbuni!" (det betyder mester) var alt, hvad hun kunne sige, da hun kastede sig ned for hans fødder og strakte hænderne frem for at omfavne dem.

Men Jesus holdt hende tilbage. „Rør ikke ved mig," sagde han, „thi jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud." Da engelen havde overbragt Jesu første budskab til de andre kvinder, havde han omtalt dem som hans „disciple", men nu i Jesu næste hilsen gennem Maria kaldte han dem ved et kærligere navn, end han nogen sinde før havde brugt. Trods deres upålidelighed og fejhed betragtede han dem nu ikke blot som sine „tjenere" eller sine „venner", men som sine „brødre".

Kort efter at Jesus havde talt til Maria, lønnede han de andre kvinders tro og hengivenhed ved at vise sig også for dem, da de var på vej tilbage til byen. „Vær hilset!" sagde han til dem, og med glæde kastede de sig ned for ham og omfavnede hans fødder og tilbad ham.

At Jesus kort tid før måtte forhindre Maria i at berøre ham og dog nu tillod disse kvinder at omfavne hans fødder tilkendegiver, at Jesus i mellemtiden var steget op til sin Fader for at få sit offer antaget og atter var vendt tilbage. Så snart Jesus havde modtaget kvindernes tilbedelse, forsvandt han igen.

I største hast nåede kvinderne snart det hus, hvor disciplene boede, og fandt der Maria såvel som Peter og Johannes. Overvældet udvekslede de deres forskellige oplevelser om, hvad hver især havde set og hørt. Maria og de andre kvinder fortalte, hvordan de havde set englene ved graven og fået at vide, at Jesus var opstået, og derpå virkelig havde set ham selv. For at få bekræftelse vendtedisciplene sig til Peter og Johannes. Havde de set englene? Havde de set Jesus? Men de måtte indrømme, at ingen af dem i virkeligheden havde set englene eller Kristus.

Disciplenes sind var delt mellem håb om, at kvindernes beretning var sand, og frygt for, at de i deres ophidsede tilstand havde været ude for en øjenforblændelse. De ville gerne tro, men de kunne ikke frigøre sig for deres tvivl. Før de fik yderligere beviser, kunne de ikke tro på kvindernes historie. „Deres ord syntes dem at være løs tale, og de mødte dem med vantro." Så lod de sagen hvile, og de forvirrede disciple afventede yderligere efterretninger om, hvad der var blevet af Jesus.