| |
Da soldaterne satte sig ned for at holde vagt ved korset, ventede de, at deres vagt ville blive langvarig; for skønt korsfæstelse var frygtelig pinefuld, så var det en langsom dødsmåde. Somme tider kunne det vare både to og tre dage, før døden gjorde en ende på ofrenes lidelser.
Mens Jesus hang på korset, gav hans fjender deres had luft i hånende ord. Uden at huske på deres værdighed som folkets førere spottede ypperstepræsterne og de skriftkloge ham og sagde: „Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham. Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham; han har jo sagt: 'Jeg er Guds Søn.'"
Hvis Jesus havde villet det, kunne han øjeblikkelig have befriet sig og bragt hastig dom over sine bødler. Men så ville hele den syndige menneskeslægt være fortabt for evigt. Det var, fordi han ikke ville overlade mennesket til sin skæbne, at han ikke steg ned. Ved en mirakuløs nedstigning fra korset kunne han have bevist sin magts vælde, men ved sit stedfortrædende offers mirakel åbenbarede han sin uendelige kærligheds dyb.
Anført af rådsherrerne tog de mange lediggængere, der flokkedes på den befærdede vej, del i spotten og hånen. Også de soldater, som havde spottet Jesus i Pilatus' palads, stemmede i med skældsord og sagde: „Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv!"
Først spurgte også begge røverne, som var korsfæstede sammen med ham, spottende om det samme i raseri og fortvivlelse. „Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os." Men den ene, som traditionen har givet navnet Dismas, forstod, mens han betragtede den tålmodigt lidende, fra hvis læber der ikke lød et hævnens eller selvmedlidenhedens ord under al hans kval, at han her stod over for en kraft, der var overmenneskelig, at her var en, som, om end han ikke ville frelse ham fra legemlig død, så dog kunne frelse ham fra evig fortabelse. Han blev dybt bevæget, og i sand anger erkendte han Jesus som sin frelser.
Han så over på den anden røver, som stadig spottede, og sagde til ham: „Frygter end ikke du Gud, skønt du er under den samme dom? Og vi er det med rette; vi får jo kun løn som forskyldt; men denne mand har intet ondt gjort."
Så drejede han hovedet om mod Jesus på det midterste kors og bad ham: „Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige!" Rimeligvis var røverens opfattelse af Messias' rige ikke forskelligt fra jødernes sædvanlige begreber, men han troede, at skønt Jesus nu hang på korset, så ville han på en for ham ubegribelig måde åbenbare sin magt og opfylde sin bestemmelse. Jesus værdsatte hans ufuldkomne tro. Uden at tænke på sine egne lidelser vendte han sig om imod ham og sagde: „Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis."
Som verset er formuleret i vor bibeloversættelse, kunne man tænke sig, – og således fortolkes det også almindeligvis – at Jesus forsikrede røveren, at han den samme dag ville vende hjem til sin Faders hjem i Himmelen, og at han ville tage den bodfærdige røver med sig. Men Jesus sagde intet i den retning.
I overensstemmelse med Bibelens lære, og som Paulus senere forklarede i et af sine breve, „opsteg" Jesus ikke ved sin død til Himmelen; han „steg først ned til jordens de lave egne", for der at sove dødens søvn indtil sin opstandelse. På den tredje dag kom Jesus ikke tilbage fra Himmelen for at mødes med sine disciple. Han kom ud fra graven, hvor han havde været siden sin begravelse. Følgelig opsteg Jesus ikke til Paradis den dag, da han døde, og røveren selvfølgelig heller ikke.
Hvad var det da, Jesus lovede den angrende røver? Alt står klart, når man forstår, at der ikke er noget inspireret i Bibelens tegnsætning. Denne er indsat af oversætterne alt efter deres forståelse af skriftens betydning, eller i dette tilfælde som følge af deres misforståelse af den. Hvis de havde anbragt kommaet rigtigt efter og ikke foran ordet „i dag", ville de have gengivet Jesu ord rigtigt. Det, han sagde, idet han benyttede en almindelig gammeltestamentlig måde for at give sine ord vægt, var ikke: „Jeg siger dig, i dag skal du være med mig i Paradis," men: „Jeg siger dig i dag, du skal være med mig i Paradis." På netop denne dag, sin korsfæstelsesdag, lovede Jesus den angrende røver, at når han kom i sit rige – hvilket han mange gange før havde forklaret ville blive ved hans genkomst – så skulle den angrende røver sammen med alle de hellige blive oprejst til evigt liv ved „en overengels røst og Guds basun".
Medens altså den ubodfærdige røver døde, som han havde levet, uden håb, så ville den bodfærdige røvers kors blive som en tærskel ind til Guds Paradis. I selve sin dødsstund sejrede Jesus over Satan og fravristede ham endnu en sjæl ud af hans kløer og den evige fortabelse.
Beretningen om den angrende røver giver os en vidunderlig forvisning om, at det aldrig på denne side døden er for sent at søge Guds nåde, som aldrig støder en angrende synder bort. Samtidig giver den anden røver os en advarsel om, at det kan være for sent at vente indtil den ellevte time, for hans hjerte blev ikke bevæget ved synet af den døende frelser, og han nåede aldrig at angre.
Det var ikke længe, efter at Jesus havde talt sit frelsende ord til den angrende røver, at han kom til at se sin moder, som sammen med de andre Mariaer og hans kæreste discipel Johannes stod ved korsets fod. I omsorg for hendes fremtid mere end for den smerte og angst, han måtte lide, henvendte Jesus sit tredje ord fra korset til hende og sagde mildt: „Kvinde! se, det er din søn!" og til Johannes: „Se, det er din moder!" Og beretningen siger: „Og fra den time tog disciplen hende hjem til sit."
Overleveringen siger, at da Johannes forlod Palæstina for at tage sig af menighederne i Lilleasien, tog han Maria med sig, og at hun døde i Efesus i en høj alder. En anden overlevering hævder imidlertid, at hun blev begravet i en grav i Kedrondalen i nærheden af Jerusalem. Men hvad der så end er sandheden om hendes død, så ved vi, at hun ikke med sjæl og legeme blev optaget til Himmelen for sammen med Kristus at være vor talsmand hos Gud, som Rom for nyligt har kundgjort ved sit dogme om Jomfruens optagelse til Himmelen. Hvor end Maria er lagt til hvile, så venter hun stadig sovende sammen med alle de hellige på opstandelsen til et evigt liv. Hun gjorde sig til et med den øvrige menneskehed ved at bekende, at hun selv behøvede en frelser, og troede ligesom Paulus, at der er kun „en mellenmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus."
Da Johannes havde ført Jesu moder bort, blev de andre Mariaer der for at våge og vente. Da døden nærmede sig, blev Jesu legemlige smerter forstærkede. Legemets vægt sled i de sønderflængede hænder, de stivnede muskler pintes af kramper, lunger og hjerte blev overbebyrdet ved den forstyrrede blodcirkulation, årerne svulmede og stigende feber forøgede hans udmattelse. Men under alle sine lidelser sagde Jesus ikke et klagende ord. Den angrende røver var nu også stille, og kun den anden røver spottede stadig sine bødler.
Solen steg højere på himmelen, og da den ved den sjette time nåede sit højdepunkt, begyndte pludselig middagslyset at svinde bort, og nogle få øjeblikke efter bredte nattens mørke sig over hele landet. Det var ingen solformørkelse, for ved påsketid var det altid fuldmåne. Det kan kun forklares som et overnaturligt fænomen, hvorved Gud skærmede sin døende Søn fra dødeliges blikke under hans sidste lidelser. Det var også som et billede på det mørke, der sænkede sig over jorden, da „verdens lys" blev bort-taget fra den.
Sammen med mørket sænkede dødens stilhed sig overalt. Hån og spot døde på de rædselsslagne tilskueres læber. Mange slog sig for brystet i forfærdelse og famlede sig frem tilbage til byen.
Omtrent ved den niende time lød Jesu stemme ud fra mørket og hørtes af dem, der stadig holdt vagt: „Eli! Eli! Lama sabaktani," råbte han, og det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"
Nogle sagde, da de hørte råbet: „Han kalder på Elias," for efter den almindelige opfattelse kom Elias dem til hjælp, som var i den yderste nød. Andre sagde: „Bi lidt! Lad os se, om Elias kommer for at frelse ham." Men det var ikke Elias, Jesus kaldte på. Det råb, der trængte gennem mørket, lød fra hans læber, mens han så ned i en afgrund af evig adskillelse fra Gud for syndige menneskers skyld. I Getsemane Have blev en engel sendt fra Gud for at trøste ham efter hans skæbnesvangre beslutning, men på korset var Guds ansigt skjult. Jesu ord var ikke egentlig et spørgsmål, for han ønskede ikke at blive fritaget for det endelige offer. Tanken med dem var snarere at give et glimt af den frygtelige skæbne, som mennesket blev frelst fra, ved at han påtog sig forbandelsen for verdens synd. Og det vidunderlige ved den guddommelige kærlighed er, at skønt det stod i hans magt at vende om, så gjorde han det ikke. Menneskelig visdom kan aldrig gøre sig håb om at fatte den guddommelige kærligheds hemmelighed, men i dette råb kan vi måske svagt skimte forsoningens vidunder.
I tre timer havde det frygtindgydende mørke vedvaret, og så i den niende time spredtes det lige så uforklarligt, som det var kommet, og åbenbarede Jesus lige ved at dø. Fra hans læber, der var udtørrede af feber, lød råbet: „Jeg tørster!"
Ved siden af korset stod der en lerkrukke „fuld af eddike", – i virkeligheden en slags sur vin, som soldaterne forfriskede sig med under deres vagt. En af dem, som fik medlidenhed med ham, tog en isopstængel, stak en svamp fast på den, og da han havde dyppet den i vinen, fugtede han dermed Jesu tørre læber. Dette var ingen bedøvende drik som den vin, der var blandet med myrra, og denne gang afslog Jesus ikke at drikke den. Sådan blev endnu et skriftord opfyldt: „De slukked min tørst med eddike."
Da Jesus havde fået drikken, åbnedes hans læber og med „høj røst", som alle de tilstedeværende kunne høre, råbte han: „Det er fuldbragt!" For jøderne, som var forblindede af fordomme, var Jesu død en bedragers død. De troede, at hans forkyndelse havde vist sig at være tomme ord, at hans lære var kuldkastet og hans indflydelse for evigt tilintetgjort. Men for Jesus var korset højdepunktet af hans gerning på jorden og grundvolden for det arbejde, han i Himmelen ville overtage ved sin opstandelse.
Korset var den afgørende anklage mod Satan og afsløringen af den „løgn", som han i sin oprørskhed havde sat op mod Guds „sandhed".
Det var den endelige afsløring af syndens ondskab og tilkendegivelsen af dens uundgåelige følger. Det var en hævdelse af den evige lovs hellighed. Det ydede fuld dækning for den guddommelige retfærdigheds krav. Det var den sidste betaling af syndens gæld.
Det var det højeste bevis for Guds frelsende kærlighed i Kristus. Det var vidne om, at grundlaget for forsoningen var tilvejebragt, og at den vej nu stod åben, hvorved menneskets samfund med Gud atter kunne oprettes.
Det kundgjorde, at kampen mod Satan var vundet, at hans nederlag var fuldstændigt og hans skæbne beseglet.
Korsets gerning var en „fuldbragt" gerning, og når vi i tro ser hen til den korsfæstede frelser, kan vi kun gentage apostlen Paulus' personlige vidnesbyrd: „Men det være langt fra mig at rose mig af noget andet end vor Herres Jesu Kristi kors."
Straks efter den betydningsfulde forkyndelse: „Det er fuldbragt!" sagde Jesus sine sidste ord fra korset. Han sagde til sin Fader: „I dine hænder betror jeg min ånd," hvorefter hans hoved sank ned på brystet, og han „opgav ånden". Han bogstavelig talt bortsendte sin ånd! Dette udtryk har sin betydning. Jesus kunne have holdt fast ved det liv, som efter hans natur boede i ham. „Jeg har magt til at sætte det til," sagde han, og dette gjorde han frivilligt og for vor skyld som prisen for menneskers genløsning. Til sin Fader overgav han det liv, som var hans, for at han frit kunne give det til dem, der ved troen ville modtage, hvad han ved sit offer havde vundet for dem.
Da Jesus døde, „skjalv jorden, og klipperne revnede" ligesom i protest mod guddommens tragedie. I den klippeblok, som efter traditionen er fra Golgata og findes i Den hellige gravs Kirke, viser man en revne på ca. to meters længde og en sjettedel så bred, men dette kendetegner på ingen måde stedet, for revnen stammer i virkeligheden fra et langt tidligere jordskælv, da denne egn fra de ældste tider har været hjemsøgt af jordrystelser.
Rystelsen forplantede sig til byens nærliggende begravelsesplads, og mange af gravstenene flyttedes fra deres plads, så der fremkom gabende huller, fra hvilke, efter Kristi opstandelse, „mange af de hensovede helliges legemer opstod, og de gik ud af gravene og kom - - - ind i den hellige stad og viste sig for mange".
I templet stod den tjenstgørende præst foran alteret med hånden løftet for at slagte lammet til aftenofferet. En anden af præsterne havde trukket det første forhæng til side og stod med hævet røgelsekar foran røgelsealteret, da pludselig det inderste „forhæng" af linned indvævet med guld og purpur, som hang for indgangen til det „allerhelligste", „flængedes i to stykker, fra øverst til nederst".
Præsten i „det hellige" tabte røgelsekarret, kniven faldt ud af hånden på præsten ved alteret, og lammet løb fra ham og slap bort. Det sidste symbol havde mødt den guddommelige virkeliggørelse på korset, det levitiske præsteskabs mellemkomst var forbi og en levende vej åbnet ind til nådens trone med indbydelse til alle syndere, jøder og hedninger, om ved troen „med frimodighed at træde frem for nådens trone". Ofringer og offergaver var nu erstattet af det sande Guds lams udgydte blod. Tiden for symboler og skyggebilleder var forbi; en ny tid med evangeliets virkelighed var begyndt.
„Og alle skarerne, som var strømmet sammen til dette skue og så, hvad der skete, slog sig for brystet og vendte hjem" i rædsel fra korset og fra templet.
De jødiske ledere lod sig ikke formilde ved den guddommelige værdighed, der var over Jesu død, eller ved de katastrofale begivenheder, der fandt sted. I deres tillukkede sind og hjerte følte de sig stadig overbevist om, at Jesus var en bedrager, som havde fortjent sin rette løn. Men der var andre mellem præsterne og folket, hvis samvittighed var blevet vakt ved, hvad de havde set, og som ved Golgatas mørke og sorg var blevet draget til Frelseren, og ved pinsefesten bekendte de deres tro.
Et nådens værk var også fuldkommet i mindst en af de soldaters hjerte, som havde udført dødsdommen. For da de „så jordskælvet, og hvad der ellers skete, blev de rædselsslagne", og høvedsmanden, som traditionen har givet navnet Petronius, udbrød:
„Det var i virkeligheden en retfærdig mand — sandelig, den mand var Guds Søn." Og han gjorde fælles sag med Simon af Kyrene, den angrende røver og de mange ukendte præster og mennesker, som den dag fandt livet ved et blik på den korsfæstede.
|
|