Så snart Pilatus havde givet ordre til henrettelsen, blev Jesus afført den purpurkappe, som til spot var lagt om ham, og han fik sine egne klæder tilbage. Vi ved ikke bestemt, om tornekronen stadig var på hans hoved, skønt han på religiøse billeder sædvanligvis afbildes med den lige til det sidste.

Så udvalgte vagtens befalingsmand en eksekutionsafdeling på fire soldater, sandsynligvis syriske lejetropper under en romersk centurion, tværstangen til korset blev hentet frem fra kasernens oplag, og Jesus blev ført bort, „og han bar selv sit kors".

Jesus havde til Nikodemus antydet, at den lidende Messias skulle „ophøjes" til frelse for mennesker. Nu gik denne forudsigelse i opfyldelse ved den forfærdelige romerske korsfæstelsesstraf. Korsfæstelse var i gamle dage den frygteligste død. Den siges at være opfundet af perserne, for at ikke jorden, som var helliget Ormast, skulle blive besmittet ved henrettelser. Efter dem blev den overtaget af Alexander den Store og gik over til kartaginienserne og endelig til romerne under de puniske krige. Cicero omtalte den som „den grusomste og skrækkeligste straf", og Josefus sagde, at det var „den elendigste af alle dødsmåder".

Romerne benyttede korsfæstelsens rædsel til at holde orden i de undertvungne provinser; op til to tusind jøder blev på en gang korsfæstet af Quintilius Varus, mens Titus korsfæstede fem hundrede om dagen under den sidste frygtelige belejring af Jerusalem.

Ingen romer led korsfæstelsens nedværdigelse, da den for borgerlige overtrædelser kun gjaldt slaver; derfor betegner Tacitus den som „slavernes dødsstraf". Dette forklarer Paulus' hentydning til Jesu frivillige ydmygelse, så han led „døden, ja, døden på et kors". Derfor er det så betydningsfuldt, at dette tegn på den største ydmygelse skulle blive symbolet på uendelig kærlighed.

Nu var det efter romersk tidsregning dagens tredje time, eller klokken ni om morgenen. De to forhør hos Pilatus havde sammen med det korte besøg hos Herodes varet næsten tre timer.

Da Jesus begyndte sin vandring ad „smertens vej", var der sammen med ham to forbrydere, som bar deres kors. Måske har de været kammerater af Barabbas, og det kors, Jesus bar, kunne have ligget på Barabbas egne skuldre, hvis ikke folkeskaren havde været så vankelmodig. Som det var forudsagt i skriften, blev Jesus „regnet blandt overtrædere" i sin sidste lidelse og død.

Moseloven forbød udøvelse af dødsstraf inden for lejren og foreskrev, at der skulle være et rettersted på et fremtrædende sted uden for lejren, så „hele folket ... gribes af frygt". På Akabs befaling blev Nabot i Det gamle Testamente stenet uden for Samaria, og i Det nye Testamente skyndte man sig ud af byen med Stefanus og stenede ham i Kedrondalen. I sin lignelse om de onde vingårdsmænd havde Jesus ligeledes angivet, at ejerens søn skulle føres uden for vingården og myrdes.

Fra den monumentale indgang til Antoniaborgen, „Ecce Homo" Buen, skred optoget nu hen ad den vej, som nu kaldes Via Dolorosa eller „Smertens vej", som dengang var meget bredere end nu og gik i vestlig retning nedad mod den vej, der fra den tyropæiske del fulgte tempelområdets vestre mur.

Da de kom til denne vej, ved vi ikke sikkert, til hvilken side de drejede, da Golgatas beliggenhed ikke kendes med bestemthed. Den hellige gravs Kirke, som er bygget over stedet for Golgata og Kristi grav, som dronning Helena, Konstantin den Stores moder, stedfæstede i det tredje århundrede, ligger i dag inden for den gamle bymur, og de, som tror, at det er den rette beliggenhed, hævder, at på Kristi tid dannede Jerusalems vestlige mur her på dette sted en vinkel, som drejede mod øst ved Herodes' palads i nærheden af den nuværende Jaffaport, og derpå mod nord hen imod Damaskusporten. På denne måde ville hele det nordvestlige hjørne af den by, som i dag ligger inden for murene, på Jesu tid have ligget udenfor, indtil det ved Herodes Agrippas tredje mur kom indenfor, og imødekommer altså skriftens beretning om, at Golgata lå „uden for byporten".

Der er imidlertid mange, som ikke godkender den traditionelle overlevering om Golgatas beliggenhed, fordi de mener, at murene på Jesu tid mere eller mindre fulgte samme linjer som den nuværende mur. Disse vil henlægge Golgata til et stykke uden for den nuværende nordmur på en forhøjning øst for Damaskusvejen ikke langt fra Jeremiasgrotten, og Kristi grav til en ældgammel have i nærheden. Dette sted kaldes undertiden Gordons Golgata, fordi han troede mest på denne beliggenhed, da han besøgte det hellige land. Hvis dette sted er det rette, må Via Dolorosa være drejet mod nord ved knudepunktet for vejen ved den tyropæiske dal, være ført ud af byen ved Damaskusporten og derefter hen ad den store nordvej til Golgatas høj. Men i virkeligheden betyder stedfæstelsen af korset så lidt. Det, der betyder noget, er, hvad der foregik der, og vor personlige indstilling til det.

En stor skare fulgte med Jesus og soldaterne, deriblandt ypperstepræsterne, skriftkloge og ældste, folk fra byen og pilgrimme, som var kommet ind til påskehøjtiden. De førstnævnte var ivrige efter at se ham dø, andre kom af en usund nysgerrighed, mens mange andre fulgte med i sorg over, at en uskyldig skulle lide så frygtelig en død. I skaren var også disciplene og mange af de kvinder, der havde hjulpet Jesus under hans gerning. Maria fra Betania var der sammen med Maria, Jesu moder, og Maria, som var moder til Jakob den Lille.

Da „de førte ham bort", viste det sig snart, at Jesus ikke ville være i stand til selv at bære korsets tværbjælke op ad den stejle vej. Svag og udmattet efter piskningen og mishandlingerne sank han sammen under byrden. Irriteret over forsinkelsen så høvedsmanden sig om efter en eller anden, som han kunne tvinge til at hjælpe for at få Jesus ad til retterstedet. Disciplene kunne ikke have været langt borte, men ingen af dem vovede at tilbyde deres hjælp° for ikke at blive anklaget for at være medskyldige, ja måske blive henrettet sammen med ham.

Nu skete det imidlertid, at der netop i dette øjeblik „ude fra marken", hvor han boede under påskehøjtiden, kom „en mand fra Kyrene ved navn Simon". Kyrene kan måske have været Kyrenaika i Nordafrika, men det har snarere været Kyrenia eller Kypern, hvor der var en betydelig jødisk koloni. I Peters menighed ved pinsefesten var der mænd fra Kyrene. Stefanus havde også en ordstrid med kyrenæere, og en af lærerne i den kristne menighed, som senere blev oprettet i Antiokia, var Lucius fra Kyrene.

Vi får ikke at vide, hvordan Simon reagerede på dette krav, der blev stillet ham. Måske har han følt sig ydmyget over den skammelige behandling, eller måske har han villigt hjulpet af medlidenhed med Jesus. Men vi ved, at det forandrede hele hans liv, for Markus omtaler i sit evangelium, at Simon var „fader til Aleksander og Rufus", som øjensynligt var velkendte i den kristne menighed i de kommende år. En mand ved navn Rufus omtales af Polykarp i hans brev til filipperne, og efter overleveringen siges det, at Aleksander døde martyrdøden for sin tro.

Ved at bære korset „efter Jesus" fandt Simon ikke blot frelse for sig selv og sin familie, men han gav os andre et eksempel: at vi skulle tage vort kors op og „følge ham" i vor gerning og tjeneste.

I Talmud gives der en levende beskrivelse af et herrettelsesoptog. Forrest gik en herold lige foran den dødsdømte og bekendtgjorde hans forbrydelse efter et stort pergament med anklagen og spurgte, om nogen ønskede at hævde hans uskyldighed selv nu på dette sene tidspunkt. To skriftkloge ledsagede fangen og søgte at aflokke ham en tilståelse om hans forbrydelse for at mildne Guds vrede imod ham. En repræsentant for rådet fulgte med for at skabe sikkerhed for, at dommen blev retmæssigt udført. Om alt dette blev sat i scene for Jesu skyld, siges der ikke noget.

Mens Jesus langsomt bevægede sig hen ad vejen, kom han forbi en lille flok kvinder, der var overvældede af sorg, og selv i denne sin kvals mørkeste time fandt han tid til at standse og tale med dem. „I Jerusalems døtre! græd ikke over mig," sagde han, for i sine lidelser blev han holdt oppe ved „den glæde, som ventede ham". I stedet burde de græde over den frygtelige gengældelse, som ville ramme dem, der forkastede ham og nu sendte ham til korset. „Thi gør man således ved det grønne træ, hvordan vil det da gå med det visne?" sagde han. Hvis Jesus, som var en grøn og frugtbar gren, uden skyld blev hugget om, hvordan ville det så gå det syndige Israels døde og visne træ? Hvis Jesus, som var uden synd, blev behandlet således, hvordan ville det da ikke gå dem, „der er ulydige mod Guds evangelium".

Til sidst nåede det sørgelige tog „det sted, som på hebraisk hedder Golgata", hvilket betyder „Hovedskalsted". Hos Lukas kaldes navnet „Hovedskal". Dette kan være

afledt af højens kullede form, eller den kan have fået betegnelsen, fordi det var et almindelig brugt rettersted, overstrøet med de uhyggelige vidnesbyrd om talløse tidligere ofre. På siden af den høj, som kaldes Gordons Golgata, findes to små hulninger, som får den til at ligne en hovedskal, og som er benyttet til at forklare navnet, men det er usandsynligt, at denne misdannelse stammer helt tilbage fra Kristi tid. Den er snarere fremkommet ved forvitring og stenbrydning i langt senere tider. Men hvorfra navnet så end stammer, har det den dybeste betydning i den bibelske historie, for det var på dette dødens sted, at døden for evigt blev udslettet for dem, der modtager Kristi stedfortrædende offer.

Det var en barmhjertig skik, som havde sin oprindelse langt tilbage i tiden, at tilbyde forbrydere, som skulle til at dø, en bedøvende drik af galde eller myrra til at dulme deres sidste lidelser. Denne barmhjertighedsgerning omtales i Ordsprogene, og på Kristi tid var der en velgørenhedssammenslutning af rige kvinder, som efter hvad der siges i Talmud, havde påtaget sig at udrette denne tjeneste. Da derfor Jesus og røverne var nået til henrettelsesstedet, fik de tilbudt „vin med myrra i". Røverne tømte ivrigt bægrene, men Jesus „ville ikke drikke det". Endnu på korset havde han en gerning at udrette, og hvis han havde taget imod denne dulmende drik, ville han være blevet for ubevidst til at kunne have hjulpet nogen, mens han hang der. Derfor ville han i sin sidste time ikke tage imod noget, som for tidligt ville ende den frelser-gerning, han var kommet for at fuldføre, eller som kunne skille ham fra samfund med Gud. Med guddommeligt heltemod mødte Jesus døden, fuldt bevidst til det sidste.

På Golgatas høj gav soldaterne sig nu til at stille korsene op. Der var i den romerske tid fire forskellige slags kors. Crux simplex var blot en vognstang, til hvilken offeret blev bundet. Crux summissa havde en tværbjælke øverst oppe som et T. På crux decussata blev lemmerne anbragt diagonalt som på et Andreaskors, mens crux immissa havde tværbjælken sat ind i en fordybning neden for toppen af den opretstående bjælke. Det sidste betragtes i almindelighed som den type kors, på hvilket Jesus døde.

Korsets højde var forskellig, men i almindelighed var fødderne ikke mere end det halve af legemets højde over jorden. Det menes ikke, at der benyttedes nogen støtteblok for fødderne, men måske har der været anbragt en støtte mellem benene for at bære legemets vægt, som naglerne ellers ikke kunne have båret.

Den opretstående bjælke, som allerede var på stedet, blev lagt på jorden og tværbjælken fastgjort til den. Jesus blev delvis afklædt lagt på korset, og hans hænder naglet til tværstangen med søm, der blev slået fast med en trækølle. På fremstillinger af korsfæstelsen vises sårene i reglen i Kristi håndflader, men det er mere sandsynligt, at det var nødvendigt, at sømmene måtte føres igennem håndledene for at kunne bære legemets vægt. Så blev fødderne naglet til hovedbjælken, enten hver for sig eller med en enkelt nagle gennem de krydslagte lemmer.

I reglen fremkaldte denne grusomme fremgangsmåde smerteskrig fra offeret, men under det alt sammen hørte man fra Jesus ikke et klagende ord. Han hviskede kun en bøn til sin Fader for dem, der pinte ham. "Fader, tilgiv dem! thi de ved ikke, hvad de gør." Jesu første ord fra korset ville give barmhjertighed og nåde til de soldater, der i uvidenhed adlød høvedsmandens befaling, men ikke til dem alene. De taler om tilgivelse til alle, der siden dengang har forstået deres sjælenød ved korsets fod.

Øverst på den opretstående bjælke var anklagen mod Jesus fastgjort. Pilatus havde befalet, at der skulle stå: „Jesus fra Nazaret, jødernes konge", på de tre sprog, som dengang brugtes i Palæstina: aramaisk, de jævne folks sprog, græsk, den hellenistiske verdens sprog, og latin, de romerske overherrers sprog, som var det officielle, – på samme måde som general Allenby, da han i 1917 erobrede Jerusalem fra tyrkerne, udsendte sin proklamation på arabisk, hebraisk og engelsk.

Da ypperstepræsterne så denne indskrift, gjorde de indsigelser over for Pilatus og krævede, at den skulle forandres til: „Han sagde: Jeg er jødernes konge!" men Pilatus afslog at forandre den og sagde kort og godt: „Hvad jeg skrev, det skrev jeg!" Og derfor blev den stående, ved en højere afgørelse end Pilatus', som et vidnesbyrd over for hans fjender om, at han selv fra korset herskede og en dag skulle herske i herlighed som kongernes Konge og herrernes Herre, og også som vidnesbyrd for alle dem, der siden hen ville lære af frelserkongen indtil verdens ende og tidernes afslutning.

Da alt var gjort, blev korset med sin guddommelige og menneskelige byrde rejst op af soldaterne og med en dump lyd sænket i det hul, der var indrettet til det, mens Jesu hænder og fødder sønderreves, nu da de grusomme søm måtte bære hans legemes fulde vægt.

På hver side af Jesus blev de to andre dømte mænds kors nu rejst, og soldaterne samlede de klæder, de havde taget af ofrene som den sædvanlige bifortjeneste ved deres modbydelige arbejde, og gav sig til at dele dem, før de begyndte på deres sidste vagt.

Først delte de, de to røveres fattige tøj, og så kom de til Jesu klæder. De deltes om hans sandaler, bælte, hovedklæde og kappe, men da de kom til den kjortel, han havde haft på, så de, at „den var uden sammensyninger, vævet i et stykke fra øverst til nederst", efter al sandsynlighed af hans moders kærlige hænder. De forstod, at det ville være en skam at skære et så fuldendt klædningsstykke itu og besluttede at kaste lod om det, og således blev endnu en forudsigelse om hans lidelse opfyldt: „De delte mine klæder imellem sig og kastede lod om mit klædebon."