På grund af sin beliggenhed ved den store karavanevej over den nedre Jordan var Jeriko et af de vigtigste toldsteder i Judæa. I virkeligheden svarede den som midtpunkt for opkrævning af told nøjagtigt til Kapernaum i den nordlige del af landet. Her blev der krævet toldafgift af alle varer, der kom ind fra Herodes' territorium i Galilæa og Peræa og længere borte fra, og den var uden tvivl også det financielle centrum for den omkringliggende slettes gårde og godser.

Den øverste regeringsrepræsentant for toldkontoret i Jeriko var en jøde ved navn Zakæus. Hvordan hans rygte egentlig var, ved vi ikke, men rimeligvis har det svaret meget dårligt til hans navn, som ironisk nok betød „den rene".

Ligesom alle de jødiske skatteopkrævere, der arbejdede for Herodes eller den romerske regering, havde Zakæus beriget sig ved fra købmænd og den stedlige befolkning at opkræve langt mere, end han var forpligtet til at betale sine overordnede, og uden tvivl var han hadet af sine landsmænd for sin gridskhed og uhæderlighed mod sit eget folk.

Men ligesom den tidligere skatteopkræver Mattæus-Levi var Zakæus ikke blottet for bedre følelser. Skønt han var rig, var han i sit hjerte ikke tilfreds. Det er muligt, at han først har været under indflydelse af Johannes Døbers prædiken, der havde tilskyndet tolderne blandt tilhørerne til „ikke at kræve mere", end de havde ret til, og sandsynligvis havde han også ved mange lejligheder lyttet til Jesus, når han drog gennem Jeriko. Muligvis har han endogså hørt om, hvordan Mattæus-Levi var blevet en af Kristi disciple. Under alle omstændigheder: det, han havde hørt, havde i hans sind vakt et ønske om at leve et nyt liv, og han var allerede begyndt at gøre godt, hvor han kunne, mod dem, han havde besveget.

Da han fik at høre, at Jesus atter var i Jeriko med påskepilgrimmene, besluttede Zakæus, at han måtte høre ham og om muligt tale med ham. Derfor forlod han sin pult og sluttede sig til de støjende skarer, der fulgte efter Jesus.

Uheldigvis var Zakæus meget lille af vækst, og skønt han løb frem og tilbage mellem skarerne, kunne han hverken komme til at høre eller se Jesus. Men da han var en praktisk lille mand, fik han snart en lys ide. Han ville skynde sig hen foran folkeskaren og krybe op i et af de ægyptiske figentræer eller morbærfigentræer, som stod langs kanten af vejen i udkanten af byen. Dette ville være en let sag, da træernes rødder krummede sig ud fra stammen oven over jorden og dannede anvendelige trin, ad hvilke han bekvemt kunne stige op til en af de nederste grene. Fra dette sted ville han have god udsigt til Jesus, når han gik forbi.

Ingen lagde særligt mærke til den rige tolder, da han skyndte sig bort, for højst sandsynligt var også andre mennesker optaget af at finde en god plads, og ikke så snart havde han forskanset sig i et passende træ, før Jesus Iangsomt kom vandrende. Da han gik forbi lige under det sted, hvor Zakæus sad, blev den lille tolder forbavset ved at se ham pludselig standse og se ham lige op i ansigtet. Så talte han. „Zakæus," sagde Jesus, „skynd dig og stig ned; thi i dag bør jeg tage ind i dit hus."

Zakæus blev så overrasket og henrykt, at han var lige ved at falde ned af træet af lutter iver for at adlyde Jesus. Han forstod slet ikke, hvorfra Jesus kendte hans navn, og det var ufatteligt, at han skulle tilbyde at gå ind i en foragtet toldembedsmands hus. Men han var kun alt for glad over at få en så vidunderlig chance, og hurtigt førte han Jesus til sit slotslignende hjem.

Højst sandsynligt boede Zakæus et lille stykke vej uden for Jeriko på sin egen gård eller landsted, og derfor behøvede Jesus ikke at gå samme vej tilbage for at komme derhen. I Zakæus' hjem ville han kunne spise sit middagsmåltid og hvile sig langt mere bekvemt end ved den støvede landevej.

Det, at Jesus kunne tilbyde at gå ind i en tolders hus, vakte forbavselse og knurren blandt nogle af den stedlige befolkning, ikke mindst hos de hovmodige præster, der regnede det for en fornærmelse, at han kunne foretrække den slags selskab for deres.

Til enhver anden tid ville Zakæus måske være blevet vred over deres kritiske bemærkninger, men han var så rørt over Jesu venlighed, at han besluttede sig til på stedet at fremkomme med en offentlig bekendelse af alle sine tidligere misgerninger og sin beslutning om mere end fuldt ud at erstatte al den uretfærdighed, han havde været skyld i. „Se, Herre," erklærede han i sine fjenders påhør, „halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige; og hvis jeg har presset penge af nogen, så giver jeg det firdobbelt tilbage."

De, som kendte Zakæus, må være blevet rystede over det løfte, han så offentlig aflagde. Normalt krævede Mose lov kun tillæg af en femtedel, når der frivilligt blev ydet erstatning for uærlighed. Hvis en sag blev bragt for domstolen, kunne der pålægges en bøde på det dobbelte, men kun i tilfælde, hvor det drejede sig om det mest forsætlige og forbryderiske bedrageri, blev der krævet det firdobbelte beløb. Og her pålagde Zakæus frivilligt sig selv lovens strengeste straf.

Hvilken forskel afslørede ikke dette mellem den rige tolder og den unge rådsherre, der for ikke så mange dage siden var kommet til Jesus. Tolderen var villig til at udlevere alt for at vinde Kristus. Rådsherren klamrede sig til sine rigdomme og gik glip af frelsens dyrebare ord.

Som svar på hans tilståelse og løfte om at give erstatning sagde Jesus straks: „I dag er frelsen kommet til dette hus," og med særligt henblik til præsterne i skaren tilføjede han: „eftersom også han er en Abrahams søn."

Som Roms tjener og en forræder imod sit land havde Zakæus efter de strenge jøders opfattelse forspildt sin fødselsret; men Jesus anerkendte ham som en mere ægte „Abrahams søn" end de selv, thi den væsentlige forudsætning for slægtskab med Abraham var ikke så meget nedstamning efter kødet som tro på Gud og hans Søn, og dette var i sandhed, hvad Zakæus havde. Som Paulus sagde ved en anden lejlighed: „Thi jøde er ikke den, som er det i det udvortes, ... men jøde er den, som er det i det indvortes." Abrahams sande børn er ikke børn efter kødet, men troens børn. Det er derfor, Abraham kaldes „de troendes fader".

Ved Zakæus' oplevelse åbenbares den sande forbindelse af tro og gerning i de troendes liv. Farisæeren i templet fortalte pralende Gud om alle de gode gerninger, som han plejede at gøre – i forventning om at få en passende gengæld fra Gud. Men den slags gerninger blev forkastet som værdiløse, fordi „han søgte at opstille sin egen retfærdighed". Zakæus kom til Jesus og indrømmede sin synd og fandt frelse alene ved troen. Men da så nådens nye kraft kom til at virke i hans liv, fik den udtryk i troens gerninger, som Jesus straks glædede sig over.

Zakæus' gerninger blev ikke gjort i den hensigt at kræve gengæld for hans handlinger, men var virkningen af den tro, der var frembragt i hans hjerte ved Jesu kraft. I Guds øjne var farisæernes gerninger „døde gerninger", men Zakæus' gerninger var frugten af hans nye slægtskabsforbindelse med Jesus og med Gud.

Troen på Kristus overflødiggør ikke gerninger, som nogle mener, for Jakob siger med sandhed: „Troen er død uden gerninger," men Guds sande børns gerninger er frugten af troen og ikke et grundlag for at erhverve frelse.

At Jesus under sit korte ophold i Jeriko var standset for at helbrede den stakkels Bartimæus og hans ledsager og derpå bragte frelse til den rige tolder Zakæus' hus viser atter tydeligt, hvor altomfattende hans gerning var. Han kunne i sandhed sige, idet han forlod Zakæus' hjem: „Menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse det fortabte." For Jesus betyder det ikke noget, om den søgende sjæl er rig eller fattig, lærd eller uvidende, jøde eller hedning. Det betyder kun noget, om han er klar over, at han trænger til Jesus, og ingen, der i tro søger ham, vil han nogen sinde sende tomhændet bort.