Fredag morgen den fjortende nisan og påskens beredelsesdag, så snart det var blevet lyst — hvilket vil sige ved halv seks- eller sekstiden — kunne rådet atter mødes for at stadfæste den dom, som om natten var afsagt over Jesus.

Fra den celle, hvor han havde været indespærret, blev han ført ind i retssalen, hvor nu „hele rådet" var forsamlet. Dette antyder, at man nu havde fået forbindelse med nogle, som man ikke havde kunnet få fat i om natten, skønt det er tvivlsomt, om Nikodemus og andre, som sympatiserede med Jesus, var indkaldt selv til dette sidste rådsmøde.

Da alle beskyldningerne, som angik hans lære og de udtalelser, man tillagde ham om templet, var brudt sammen ved vidnernes uoverensstemmelse, var anklagen nu indskrænket til to punkter: hans hævdelse af at være Messias og hans yderligere hævdelse af at være Guds Søn. For at give alle dem, som ikke havde været til stede ved det tidligere forhør, bevismateriale med hensyn til disse anklagepunkter, stillede ypperstepræsten atter Jesus disse to afgørende spørgsmål.

„Er du Kristus, så sig os det!" spurgte han først. Dette var det mest betydningsfulde anklagepunkt, hvis man skulle sikre sig dommens stadfæstelse hos Pilatus, fordi det også havde politisk betydning. Hvis de kunne bevise, at Jesus søgte at gøre sig til jødernes messianske fører, kunne de være visse på, at Pilatus ville dømme ham som oprører. De vidste selvfølgelig aldeles udmærket, at Jesus aldrig havde gjort krav på timelig magt, og at han netop havde afslået at tage imod den kongeværdighed, folket havde tilbudt ham, men hvis de kunne få ham til at indrømme, at han var Messias, kunne de opbygge en meget alvorlig udlægning af det i deres henstilling til Pilatus.

Jesus gennemskuede Kajfas' snedighed og nægtede at gøre sagen lettere for ham. „Selv om jeg sagde jer det, ville I dog ikke tro det," sagde han, „og selv om jeg spurgte (om noget, der kunne bevise min uskyldighed), ville I ikke svare mig."

Hvis han havde indrømmet beskyldningens rigtighed, vidste han, at rådet ville stadfæste dødsdommen over ham, og hvis han erklærede, at han ikke var det, ville de dømme ham som en overbevist bedrager. Der var derfor slet ingen mening i at foregive, at dette var en retssag. Men, sagde han advarende, hvad enten de nu troede hans ord eller ikke, så skal „herefter Menneskesønnen sidde ved Guds krafts højre hånd". Og så ville det være for sent for dem at slutte fred med ham.

Uden at tage hensyn til Jesu forlangende om, at denne hykleriske fremgangsmåde skulle høre op, kom ypperstepræsten frem med sit næste spørgsmål: „Er du da Guds Søn?"

Dette var fra et jødisk synspunkt det afgørende anklagepunkt. At hævde at være „Menneskesønnen" var ikke tilstrækkeligt til at kaldes gudsbespottelse. Men hvis han hævdede at være guddommelig ved at sige, at han var „Guds Søn", lå sagen ganske klar.

Da Jesus roligt svarede: „I siger det selv; jeg er det," blev de jublende glade. I foregiven rædsel strakte de hænderne i vejret og udbrød enstemmigt: „Hvad skal vi med flere vidnesbyrd? Nu har vi jo selv hørt det af hans mund." Og for tredje gang blev dommen, at han var skyldig til døden, afsagt over ham og efterfulgt af endnu mere spot og umenneskelig mishandling.

Nu da dommen var blevet afsagt af et lovligt indkaldt møde af rådet, var præsterne og rådsherrerne parat til at gå videre med deres fange til den romerske lands-høvding Pontius Pilatus, for at han skulle stadfæste og eksekvere dommen. Jesus havde selv forudset dette, da han sagde, at han skulle „overgives til hedningerne" og „korsfæstes".

Nu var der ikke mere brug for den hemmelighedsfuldhed, hvormed sagen hidtil var blevet ført. I virkeligheden var nu mængdens medvirken ønskelig for at overbevise landshøvdingen om, hvor afkyelig Jesu forbrydelse var. Derfor gav præsterne og rådsherrene sig på vej til templet for at kalde folket sammen til at ledsage dem til landshøvdingens borg.

Det var sandsynligvis på dette tidspunkt, at Judas, som med tiltagende forfærdelse havde fulgt fremgangsmåden ved de forskellige forhør, ikke mere kunne beherske sig. Vi ved ikke, hvad han havde ventet, at Jesus skulle gøre, men han har sikkert aldrig tænkt sig, at han ville lade sig dræbe.

Han styrtede af sted til templet med den pung med penge, som han havde fået for at forråde sin mester, banede sig vej mellem de ledende præster og de ældste, som lykønskede hinanden til det held, de havde haft med deres planer, og greb fat i ypperstepræstens kjortel for om muligt at vække hans opmærksomhed. „Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod!" råbte han.

Ypperstepræsten rystede vredt og foragteligt Judas af sig og sagde ganske kort: „Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag." Hvis Judas havde samvittighedsnag over, hvad han havde gjort, måtte han selv om det. Dem kom det i hvert fald ikke ved.

Opfyldt af rædsel og samvittighedsnag over sin forfærdelige forbrydelse „kastede han sølvpengene ind i templet og gik bort derfra".

Men han kunne alligevel ikke skaffe sig af med sin skyldfølelse ved at skille sig af med sin så slet erhvervede vinding. Forfærdet og fortvivlet besluttede han at gøre ende på sin elendighed ved at tage sit liv. Han styrtede bort fra templet og løb gennem gaderne og ud af byen, og på et ensomt sted uden for murene „hængte" han sig.

Hvor var det et frygteligt endeligt, Judas fik. Da han først sluttede sig til Jesus, havde han ikke følt noget virkeligt kald til et højere liv. Han mente, at han gjorde Jesus en tjeneste ved at forene sin skæbne med hans, og han fortsatte med ham for det, han håbede at opnå, når Jesus oprettede sit rige. Men snart begyndte han at kritisere den måde, hvorpå Jesus udrettede sin gerning. Han var vred over, at han tillod, at Johannes Døber blev halshugget, over, at han afslog at modtage kongeværdigheden fra de taknemmelige skarer efter bespisningen af de fem tusind, og han blev utålmodig over Jesu gentagne forsikringer om, at han måtte lide og dø.

Da Judas ikke kunne få medhold hos disciplene, besluttede han sig til at fremtvinge et resultat og tvinge Jesus til at afsløre sit sande væsen. Lige indtil domsafsigelsen var Judas sikker på, at han ville undslippe fra sine fjender, og da han ikke gjorde det, forstod han for sent, at hans omhyggeligt gennemtænkte plan var kommet over hans eget hoved og medførte ikke blot hans legemlige død, men hans evige tilintetgørelse.

Da Judas forlod templet, samlede præsterne de mønter op, som han havde kastet på jorden, og talte om, hvad de skulle gøre med dem. Da pengene var betaling for forræderi, kunne de ikke få sig selv til at lægge dem tilbage i tempelblokken. De sagde: „Det går ikke an at lægge dem i tempelkisten, for det er blodpenge." Jesus havde mere end en gang beskyldt farisæerne for at være alt for samvittighedsfulde med overholdelsen af de underordnede detaljer i deres overleveringer, mens de forsømte de mere vægtige moralske principper, og dette var i sandhed toppunktet af deres hykleri. De havde nedladt sig til bundløse nederdrægtigheder for at tilintetgøre Jesus, men da de fik betalingen for forræderiet tilbage fra redskabet for deres ondskab, var de alligevel for samvittighedsfulde til at lægge den i tempelkisterne.

Ypperstepræsterne besluttede efter samråd for pengene at købe et stykke jord, som kaldtes „Pottemagermarken", til begravelsesplads for fremmede, der døde under besøg i Jerusalem uden at efterlade sig venner. Markens navn tyder på, at det var en nu ubrugelig lergrav i Hinnomdalen syd for byen i nærheden af Pottemagerens Port.

Ved at handle således opfyldte de endnu en profeti om lidelseshistorien, for Zakarias havde ved inspiration ikke blot angivet den nøjagtige pris for forræderiet, men også tilføjet: „Men Herren sagde til mig: 'Kast den til pottemageren'... Og jeg tog de tredive sekel sølv og kastede dem til pottemageren i Herrens hus."

Præsterne ville have holdt hele den utiltalende sag hemmelig, hvis de havde kunnet det, men det varede ikke længe, før den blev kendt af Jerusalems indbyggere, og altid senere blev denne mark kaldt Hakeldama eller „Blodmarken".