Mens Jesus betragtede de sovende disciple, mere bedrøvet over at de havde undladt at få kraft ved at våge sammen med ham end skuffet over, at de havde M svigtet ham, hørte han støj noget borte. Den fortalte ham, at krisepunktet i hans jordiske liv var kommet.

På et meget tidligt tidspunkt af hans virksomhed havde hans fjender besluttet, at han måtte skaffes af vejen, og ved tre lejligheder havde Jesus forudsagt sin pågribelse, dom, lidelse og død. Atter og atter var der gjort forsøg på at ophidse mængden imod ham eller at få ham fængslet for at forstyrre tempelfreden, men altid var hans angribere blevet hindret som af en usynlig hånd, fordi hans time endnu ikke var kommet. Ikke før Jesus havde fuldendt den gerning, Gud havde givet ham at gøre, havde noget menneske magt til at skade ham. Nu var hans livs vidnesbyrd fuldendt, og han var rede til at afslutte sin jordiske gerning ved at vidne med sin død. Denne gang ville han ikke gøre noget forsøg på at undslippe fra det net, de var ved at trække sammen om ham.

Sammensætningen af den afdeling, der var ude for at pågribe Jesus, var et slående eksempel på de kræfter, som havde sammensvoret sig mod ham. Først var der de saddukæiske „ypperstepræster". De ønskede Jesu død, fordi han undergravede deres gejstlige administration og endogså havde vovet at forstyrre den indbringende tempelhandel.

Derefter var der de „skriftkloge", de konservative farisæeres ledere. De var ivrige efter at komme af med Jesus, fordi han havde overøst deres „overleveringer" med foragt og havde fordømt deres ydre formvæsen og hykleri.

Foruden disse to i almindelighed modstridende partier, som nu var forenet mod Jesus, var der også nogle af de „ældste", overhoveder for rige jødiske familier, hvis største frygt var, at Jesus skulle rejse en opstand mod romerne og bringe ulykke over folket og dem selv.

Til at udføre den egentlige pågribelse havde præsterne og de ældste hidkaldt tempelvagten, som normalt plejede at opretholde ordenen i templets gårde, og i forventning om, at Jesu disciple måske ville gøre modstand mod hans pågribelse, havde de også sat sig i forbindelse med den øverste høvedsmand for den romerske garnison og sikret sig et „vagtmandskab" under deres befalingsmand eller tribun. Hvor mange der var i denne afdeling kan ikke siges, da betegnelsen er vag, men der har måske været halvtreds.

Til sidst fulgte efter tempelvagten og soldaterne en flok broget sammensat pak bevæbnet med knipler og stokke, som hastigt var sammenkaldt af præsterne for alle tilfældes skyld.

Skønt det var fuldmåne, medførte vagten lygter og fakler for det tilfælde, at Jesus kunne flygte ind i olivenlundens mørke skjul. Skaren var anført af forræderen, Judas Iskariot. Den særlige omtale af, at han var „en af de tolv", betoner igen, at ligesom den gang David blev forrådt af Akitofel, havde han været Jesu „ven", som han „stolede på". Sandsynligvis havde Judas foretrukket at holde sig i baggrunden efter at have ført præsterne og rådsherrerne ind i haven, men da ikke alle vagterne og soldaterne kendte Jesus, måtte han ordne det med et tegn for at være sikker på, at de pågreb den rette. Derfor sagde han til dem: „Den, jeg kysser, ham er det." Og ved at huske på tidligere lejligheder, hvor Jesus var undsluppet fra sine fjender, tilføjede han: „Ham skal I gribe."

Da Jesus hørte trampen af bevæbnede mænd og så sværd og spyd glimte i faklernes røde skær, kunne han stadig have ført dem, der ville fange ham, på vildspor, men han gjorde det ikke. „Se," sagde han roligt til disciplene, idet han vækkede dem, „han, som forråder mig, er nær," og han begyndte langsomt at gå hen imod skaren.

Skaren listede sig forsigtigt frem, da de tænkte at overraske Jesus, og stødte så pludselig på ham i en lysning mellem træerne. Hans skikkelse lyste i skæret af påskemånen. Efter den forud aftalte plan gik Judas i foregivet venskab frem for at møde Jesus, og med sin sædvanlige hilsen: „Vær hilset, rabbi," kyssede han ham. I den religiøse kunst fremstilles Judas sædvanligvis kyssende Jesus på kinden, skønt den mere almindelige hilsen til en rabbi fra en discipel var et kys på hånden. Hvordan end denne form for hilsen var, så antyder ordet, at han kyssede Jesus inderligt flere gange og således til det sidste opretholdt sit hykleri.

„Ven," sagde Jesus og så bedrøvet på sin tidligere discipel, „hvorfor kommer du her?" Og uden at vente på svar tilføjede han: „Forråder du Menneskesønnen med et kys?"

Så snart soldaterne var klare over tegnet, gik de frem for at gribe Jesus. Han vendte sig fra Judas og mødte dem roligt. „Hvem leder I efter?" spurgte han. „Jesus fra Nazaret!" svarede de.

„Det er mig," sagde Jesus. Straks styrtede de hen imod ham, men da de kom nærmere, strålede den overnaturlige kraft, som i Nazaret havde holdt hans angribere på afstand, fra hans ansigt, og skaren „veg tilbage" og krøb sammen i forvirring „og faldt til jorden".

Ved denne forbigående åbenbaring af guddommelig magt viste Jesus, at hans fjender intet kunne udrette imod ham uden ved Guds vilje. Hans underkastelse skulle være lige så frivillig, som hans offer var stedfortrædende.

Da der ikke skete dem noget, rejste de i de forreste rækker sig langsomt op og fandt Jesus stadig stående ubevægelig foran dem.

„Hvem leder I efter?" spurgte Jesus igen.

„Jesus fra Nazaret," sagde de, nu ikke truende, men frygtsomt, i skræk for, hvad han ville gøre ved dem.

Roligt svarede Jesus: „Jeg har sagt jer, at det er mig; når det altså er mig, I leder efter, så lad disse gå!" Og han pegede hen på disciplene. Selv i dette kritiske øjeblik gjaldt Jesu første tanke hans disciples sikkerhed. Men Peter, den altid modige og impulsive, var ikke indstillet på at redde sig selv og se på, at hans mester blev taget fra dem.

„Herre! Skal vi slå løs med svæd?" Råbte han, og med lynets fart trak han sin kniv af skeden og huggede efter den nærmeste mand. Det var tilfældigvis Malkus, ypperstepræstens private tjener, der uden tvivl var kommet derhen for straks at bringe bud om anholdelsen til sin herre. Hans navn tyder på, at han ikke selv var jøde, men sandsynligvis en slave fra Nabat eller Syrien.

Malkus forsøgte at undgå hugget, og kniven strejfede ham på siden af hovedet og skar næsten hans højre øre af. Hurtigt vinkede Jesus Peter til side med disse ord: „Lad dem kun gå så vidt!" og han satte øret, som kun hang fast ved en strimmel hud, tilbage på dets plads, og såret blev straks lægt. Hvor er det betegnende, at Jesu sidste under var en ufortjent barmhjertighedsgerning mod en fjende!

Så vendte han sig til Peter og sagde: „Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd." Ved sin tåbelige handling havde Peter udsat sig selv og de andre disciple for øjeblikkelige repressalier, og hvis ikke Jesus straks havde handlet, kunne de let alle som en være blevet hugget ned.

Hvis Jesus havde ønsket at drive sine angribere tilbage, havde han ikke behøvet Peters ringe våben. „Eller mener du," fortsatte han, „at jeg ikke kan bede min Fader, så han med det samme sender mig mere end tolv legioner engle?" Han kunne ligeledes have fået ildvogne til sit forsvar, sådan som der blev sendt for at beskytte profeten Elias ved Dotan. Når han ikke benyttede sig af nogen overnaturlig hjælp, var det, fordi hans pågribelse var i overensstemmelse med planen for menneskets frelse, som hans Fader havde bifaldet. Peters ilde anbragte iver var derfor ikke blot tåbelig, men en hindring for Guds formål. „Skulle jeg ikke drikke den kalk, som min Fader har givet mig?" sagde han bebrejdende til sine disciple.

Det havde været godt, om Guds folk i senere tider havde taget mere omhyggeligt hensyn til Jesu bebrejdelse ved denne lejlighed, for alt for tit har de kristne taget det i deres egen hånd med magt at opretholde, hvad de fejlagtigt har anset for at være Guds sag.

Som Paulus foreholdt menigheden, er våbnene i kristenhedens kamp „ikke verdslige", og Guds tjenere har ingen ret til at gribe til materielle våben hverken for at forsvare eller fremme Guds sag. Det eneste sværd, som det sømmer sig for ordets sendebud at bruge, er „Åndens sværd, som er Guds ord".

Jesus havde forberedt sine tro disciple på, at de ville blive genstand for had, fjendskab og forfølgelser for hans skyld, men han har aldrig nogen sinde antydet, at de skulle blive nødt til at kæmpe med materielle våben for at bevare livet. Ofte ville de komme til at være som får mellem ulve, men de skulle ikke til gengæld selv handle som ulve. De skulle komme til at lide forfølgelse og, om det var nødvendigt, ofre deres liv, ligesom han nu måtte gøre, i forvisningen om, at de derved ville frelse sig selv for evigt.

Jesus vendte sig nu atter til sine angribere og sagde: „Som mod en røver er I draget ud med sværd og knipler for at fange mig. Dag efter dag sad jeg i helligdommen og lærte, uden at I greb mig." Hvis de havde en gyldig anklage imod ham, hvorfor havde de så frygtet for at anholde ham offentligt? Det var tydeligt nok, fordi deres egne bevæggrunde var mistænkelige. Men han ville ikke gøre modstand imod dem. „Men nu er det jeres time," sagde han, „og mørket har magten." Og med disse ord gik han hen imod dem med fremrakte hænder.

På afdelingens og jødernes befalingsmænds bud gik nu vagten og soldaterne frem, og et øjeblik efter var Jesu hænder bundet på ryggen og armene fast til hans side.

Nu blev disciplene klare over, at Jesus havde besluttet at overgive sig i fjendernes hånd, og at de intet kunne gøre for at hjælpe ham; derfor benyttede de sig af forvirringen ved pågribelsen og listede sig bort i mørket. Da vagten efter at have sikret sig Jesus så sig om efter dem, var de alle borte med undtagelse af „en ung mand", der meget muligt har været Johannes Markus, da kun hans evangelium beretter om denne hændelse. Han var fulgt med Jesus og disciplene ind i haven og havde fra nogen afstand været vidne til pågribelsen. Da han så dem flygte, var han lige ved at følge dem, men ventede blot lidt for længe. Nogle af vagten forfulgte ham og kom nær nok til at få fat i den linnede underklædning, som flagrede efter ham, mens han løb. Da han rev sig løs, blev klædningen revet itu, og han styrtede nøgen af sted og efterlod det meste af den i deres hænder.

Der var også en anden, som sneg sig bort. Judas havde udrettet sit onde værk. De jødiske rådsherrer havde ikke mere brug for ham, og han havde for stedse skilt sig fra disciplene. Mens han skyndte sig bort i mørket, gik det for første gang rigtig op for ham, hvor frygteligt han havde handlet. Han havde håbet at tvinge Jesus til at håndhæve sin magt, men i stedet for havde han sat en kæde af begivenheder i gang, som skulle føre Jesus fra retssalen til Golgatas kors.