Fra det tropiske sumpkrat, hvorigennem floden Jordan flød, snoede en vej sig opad gennem en afsvedet, skovløs egn til den frodige slette, der strakte sig til de nedre bjerge i Judæas ørken. På denne slette, som fik vand fra Elisas kilde og andre righoldige vandløb, lå, den herodianske by Jeriko. Cirka en mil længere nordpå og nærmere bjergene lå de spredte ruiner af det Jeriko, som blev ødelagt af Josua.

På Jesu tid var Jeriko en af Palæstinas smukkeste byer. Rundt omkring den, spredt over den yppige slette, lå lunde af daddelpalmer, haver med balsamtræer og roser, frodige frugthaver med mandler, citroner, kirsebær, granatæbler og appelsiner. Bagved var der hvede- og majsmarker, der modnedes tidligere end noget andet sted i Palæstina og somme tider gav dobbelt høst.

Man kan ikke undres over, at Markus Antonius valgte denne „duftende by" som gave til Kleopatra, Ægyptens dronning, og at Herodes den Store var så ivrig efter at købe den tilbage fra hende for at gøre den til sin vinterresidens.

Da Jeriko lå tværs over hovedvejen fra Jordans vadested til Jerusalem, var den også en vigtig by for karavanerne. Ad denne landevej kom handelsmænd og rejsende fra tetrark-staterne Galilæa og Peræa, fra det nabatanske kongerige mod syd og fra Arabien og endnu fjernere egne. Og når de jødiske fester indtraf, var der trængsel på vejene af pilgrimme, der drog op til Jerusalem for at tilbede.

Men foruden at være et smukt og fornøjeligt opholdssted og en stor handelsby var Jeriko også en af Judæas præstebyer, og mange tusinde præster boede her, når de ikke gjorde tjeneste i templet i Jerusalem.

Naturligvis hidlokkede Jerikos befolkning og rigdom en mængde tiggere, som man til alle tider kunne finde siddende i portene og langs ind- og udfaldsvejene til byen i håb om at vække medlidenhed hos de talrige forbipasserende.

Ligesom de mange hundrede andre rejsende på denne store hovedvej holdt Jesus og hans disciple rast om natten i Jeriko på den syvende dag af måneden nisan og boede enten i et herberg i byen eller i et telt eller en løvhytte i dens udkant. Rygtet om Jesu nærværelse spredtes hurtigt fra mund til mund blandt pilgrimmene, der stadig ankom, og da han næste morgen begav sig på vej, var der en stor menneskeskare, som ledsagede ham:

Lige uden for portene, „da de nærmede sig" byen, sad der to blinde tiggere, lidelsesfæller i ulykken. Den enes navn nævnes ikke, ligesom den anden besattes ved Gadara, men den anden var Bartimæus, hvilket betyder „Timæus' søn". Bartimæus var ikke blindfødt, men han havde for længe siden mistet sit syn, og sandsynligvis har han i årevis haft sin plads på netop dette sted.

Da mængden nærmede sig det sted, hvor tiggerne sad, opfattede Bartimæus' fintmærkende ører, at der var mange flere mennesker, end der i almindelighed vandrede sammen, og han spurgte, om der var noget særligt på færde. Da man fortalte ham, at Jesus af Nazaret gik forbi, bankede hans hjerte af spænding.

Han havde hørt om de vidunderlige mirakler, Jesus havde gjort, og at mange blinde mennesker havde fået deres syn igen. Her var en lejlighed, der ikke måtte forsømmes. Han måtte tiltrække sig den store læges opmærksomhed og fremføre sin egen bøn. Da folkeskaren kom nærmere, gav han sig derfor til at råbe, så højt han kunne: „Jesus, du Davids søn, forbarm dig over mig!"

Det, at Bartimæus benyttede den messianske tiltaleform, behøver ikke nødvendigvis at betyde, at han troede, at Jesus var Messias, men han må have hørt denne benævnelse brugt om ham, og for at gøre sin begæring om helbredelse mere indtrængende hilste han Jesus med den dybeste ærbødighed og hæder. Da den anden blinde hørte Bartimæus råbe, sluttede han sig også ivrigt til, i håb om at Jesus også ville helbrede ham.

De nærmeste, som mente, at Jesus ikke ville have tid til at standse og tale med de to stakkels tiggere, befalede dem barsk at holde op med deres råben, men ligesom den fønikiske kvinde blev de ved med endnu mere at råbe: „Herre, forbarm dig over os, du Davids søn!"

De havde ikke behøvet at ængste sig for, at Jesus skulle gå forbi uden at ænse dem. Han havde hørt deres første råb, og det var blot for at prøve deres tro, at han ikke straks kaldte dem til sig. Deres fortsatte råben overbeviste ham om deres brændende ønske, og da han kom nærmere, standsede han og bød folket bringe mændene hen til ham.

De, som havde befalet Bartimæus og hans kammerat at holde op med at råbe, løb nu begejstrede hen til dem og råbte: „Vær ved godt mod, stå op, han kalder på dig."

Efter vor oversættelse sprang de blinde straks op og kastede deres kappe fra sig i iver efter at besvare Jesu kald, men nogle tidligere håndskrifter siger, at de „iførte sig" deres klæder. Dette kunne synes at være det mest sandsynlige, for de havde lagt deres yderdragt fra sig, mens de sad i solen. Da de så blev hidkaldt til en så betydningsfuld person som Jesus, tog de den naturligvis på igen, så de kunne vise sig passende påklædt for ham.

Ført af mange hjælpsomme hænder stod de snart over for Jesus. De faldt på knæ for ham og hævede deres blinde øjne i ydmyghed og bønfaldende tro.

Jesus henvendte sig til Bartimæus og spurgte: „Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Naturligvis vidste Jesus, at han ønskede at få sit syn tilbage, men han ville have, at Bartimæus for sin egen skyld skulle give udtryk for sin begæring og også til vidnesbyrd for de mennesker, som gik forbi. Straks svarede Bartimæus: „Herre! Lad mig få mit syn igen!"

Aldrig vendte Jesus sig fra nogen stakkels lidende, der kom til ham i tillid for at få hans hjælp. Han udrakte sin hånd og rørte ved de blinde øjne, idet han sagde: „Bliv seende! Din tro har frelst dig." Og mens han talte ordene, åbnedes Bartimæus' øjne straks. Så gjorde Jesus det samme ved den anden tigger, og begge så de klart.

Helbredelsen af den blinde Bartimæus og hans ledsager er som alle Jesu undergerninger er vidunderlig fortælling, men den er også mere end det. Den er en lignelse om den åndelige helbredelse for enhver sjæl, der er blindet af synd. Mere end en gang talte Jesus om, at syndere, skønt de havde øjne, dog ikke var i stand til at se, og apostlen Paulus forklarer, hvorledes Satan forblinder deres øjne, som ikke tror, for at ikke Kristi herlige evangelium skal lyse for dem. Derfor forkyndte Esajas i en profeti, at et af formålene med Jesu komme ville være at åbne de åndeligt blindes øjne lige så vel som deres, der havde mistet det legemlige syn. Derfor er den blinde Bartimæus et billede på alle bedrøvede sjæle, der sidder i åndeligt mørke og længes efter synets og frelsens gave.

Ligesom folkeskaren forlangte, at Bartimæus og hans ledsager skulle holde op med deres råben, således er der altid mennesker, som er rede til at fraråde dem, der forsøger at komme til Jesus; men lige så sikkert som Jesus, trods larmen omkring dem, hørte de to stakkels menneskers råb, kan vi være sikre på, at han hører enhver nødlidende sjæls råb, når den stræber efter at komme til ham.

Ligesom Jesus berørte Bartimæus' og hans ledsagers blinde øjne, således rører han ved de åndeligt blindes liv, når de i tro og tillid søger hans hjælp, og de kommer ud af mørket for at vandre som lysets børn, der stråler af Kristi lys.

Hvis vi har oplevet dette vidunderlige ved den store læges berøring, så burde vi, ligesom de gjorde det, „lovprise Gud" og ved hans nåde dag for dag prøve at følge ham.