Da Jesus af Peter og Johannes havde fået at vide, at alt var rede til at fejre påskefest, ventede han, til det var blevet mørkt, for at undgå opmærksomhed og begav sig så af sted med sine disciple til Jerusalem. Det var mørkt, da de kom ind i den stue ovenpå, som var stillet til rådighed for dem.

Der var stillet vand og fodkar hen ved væggen til afvaskning af gæsternes fødder efter den støvede vandring fra Betania, men der var ingen tjener til stede til at udføre dette arbejde, og ingen af disciplene tilbød at betjene sine brødre, så de tog plads om bordet uden at blive vasket. Jesus blev bedrøvet over denne tilkendegivelse af stolthed i disciplenes hjerter. Han så, at deres tanker stadig kredsede om, hvilke stillinger de skulle opnå i Messias' rige — som de stadig fejlagtigt troede var nærmere — end om den tjeneste og det offer, hvortil han havde kaldet dem. Hvis de havde nedværdiget sig til at udføre den tjenergerning at vaske deres meddisciples fødder, følte de, at det ville have skadet deres muligheder for ophøjelse i riget. Og ligesom ved mange tidligere lejligheder blev denne sidste betydningsfulde sammenkomst skæmmet af en understrøm af spænding og strid.

Jesus sagde ikke straks noget om det. Han tillod Johannes at indtage sin sædvanlige plads ved hans" højre side og derefter Peter, mens Judas demonstrativt anbragte sig til venstre for Jesus. Da disciplene alle havde taget plads, hver af dem hvilende på sin venstre albue, talte Jesus til dem. „Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide."

Indtil nu havde Jesus deltaget i tre påskemåltider med sine disciple, skønt de ikke alle havde været til stede ved de første to, da disse var før indsættelsen af de tolv. Men denne påskefest skulle imidlertid blive den mest skæbnesvangre af alle, for den skulle i sandhed blive højdepunktet i den lange række af påskefester, siden Israel forlod Ægypten.

Dette var den „time", mod hvilken hele Jesu jordiske gerning havde været rettet, for næste morgen skulle forbillede og virkelighed mødes i hans lidelse og død. Hans gerning på jorden ville være afsluttet, og han skulle „forlade verden igen og gå til Faderen" for at begynde sin gernings næste stadium som Midleren mellem Gud og mennesker for at hjælpe syndere.

Men skønt Jesus havde glædet sig til denne sidste sammenkomst med sine disciple, var han dybt bedrøvet, fordi han vidste, at de langtfra var rede til at stå alene, når hans legemlige nærværelse blev berøvet dem. Den ene af dem ville skændigt forråde ham, og de andre ville i det sidste afgørende øjeblik flygte for at redde deres liv og overlade ham til alene at møde korsets kvaler. Dog, „som han havde elsket sine egne her i verden, elskede han dem til det sidste" og søgte at forberede dem til deres egne store prøvelser ved sine sidste kærlige råd.

Påskemåltidet begyndte på den sædvanlige måde, skønt Bibelen ikke fortæller enkeltheder om den første del af den hellige tjeneste. Efter at have bragt takken for anledningen til festen udtalte Jesus som deres overhoved en velsignelse over vinen, idet han benyttede de sædvanlige ord: „Velsignet være du, Gud, alverdens Konge, som skabte vintræets frugt." Så sendte han det første bæger rundt til hver af disciplene.

Denne indledning til måltidet blev almindeligvis efterfulgt af tvætning af alle de tilstedeværendes hænder. Det har derfor muligvis været på dette tidspunkt, at Jesus besluttede at genoprette, hvad der var forsømt, før de gik til bords, og give sine disciple en alvorlig påmindelse. Dette støttes af Johannes' beretning om aftenen: „Da de nu holdt aftensmåltid - - så rejser han sig fra måltidet og lægger sin kappe fra sig, og han tog et linnedklæde og bandt det om sig." Så hældte han vand i et af kobber-vandfadene, som var sat frem, og knælede ned og begyndte at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, han havde bundet om sig.

Forundrede og skamfulde over, at Jesus nedlod sig til dette, tog disciplene i tavshed mod tjenesten, indtil han nåede til Peter. Da Jesus satte vandfadet foran ham, kunne Peter ikke mere styre sine følelser. „Herre! Tvætter du mine fødder?" udbrød han tvivlrådig.

„Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det siden efter," svarede Jesus og tog varsomt om Peters fødder.

„Aldrig i evighed skal du tvætte mine fødder," brast det uvilkårligt ud af Peter, idet han trak sine fødder til sig. „Hvis jeg ikke tvætter dig, har du ikke lod og del sammen med mig," svarede Jesus roligt.

Peter blev atter stille ved denne formaning. Skønt han stadig ikke kunne fatte, hvorfor Jesus absolut ville vaske hans fødder, berørte tanken om at blive skilt fra Jesus ham alvorligt. „Herre! så ikke mine fødder alene, men også hænderne og hovedet," sagde han. Men dette var hverken nødvendigt eller passende til den påmindelse, Jesus tilsigtede. „Den, der er badet, har ikke nødig at tvætte andet end fødderne," svarede han, „men er ellers helt ren."

Hermed mente Jesus, at ligesom et menneske, der har badet hele sit legeme som beredelse til højtiden, var ren, når undtages rejsens støv på fødderne, sådan behøver de, som har overgivet deres liv til ham, kun at holde deres hjerte rent ved at rense det for enhver flygtig syndig tanke, før den får tid til at fæstne sig. Og der er ikke tvivl om, at denne symbolske tjeneste nåede sit ønskede mål hos de angerfulde disciple.

„Forstår I, hvad jeg har gjort ved jer?" spurgte Jesus, da disciplene atter ydmygt havde indtaget deres pladser ved bordet. „I kalder mig mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det. Når nu jeg, jeres Herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er I også skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer. ... Når I ved dette, er I salige, om I gør det."

Det er virkelig sørgeligt, at de fleste kristne kirkesamfund har glemt denne tydelige befaling og ikke længere fejrer denne smukke anordning, som Jesus indstiftede som en forberedelse til nadverens sakramente; for i dag ville den være lige så virkningsfuld til at nedbryde hovmod, opelske ydmyghed og styrke fællesskabets ånd i kirken, som den var det i det værelse i øverste stokværk i Jerusalem for længe siden. Den bringes traditionelt i erindring en gang om året på skærtorsdag i den katolske kirke, når paven vasker fødderne på tolv fattige mænd i Det sixtinske Kapel, og en lignende praksis følges i nogle af østens kirker. Der findes også nogle få protestantiske kirker, hvor befalingen om fodtvætning stadig regelmæssigt overholdes som en indledning til nadverens sakramente med den deraf følgende velsignelse til de deltagende, som Jesus har lovet.

Da Jesus havde givet sine disciple denne hårdt tiltrængte påmindelse om ydmyghed, sagde han dem et vidunderligt opmuntrende ord: „Ligesom min Fader har tildelt mig kongedømme," sagde han, „tildeler jeg jer." Hvis de ville følge ham i tjeneste og opofrelse, ville de engang få en vidunderlig løn. Hvis de nu drak af hans kalk, skulle de „spise og drikke" ved hans „bord" i hans rige. Hvis de ydmygede sig nu i hans tjeneste, skulle de, når tiden kom, ophøjes til at sidde sammen med ham „på troner og dømme Israels tolv stammer".

Måske var det, fordi Jesus så et glimt i Judas' øjne, da han nævnede kongedømmet, at han tilføjede: „Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt." Mens Jesus så på sine disciple, vidste han, hvem der var hans, og hvem der ikke var det. Judas havde af ærgerrighed sikret sig plads i discipelskaren, men lige fra begyndelsen hørte han aldrig rigtig til imellem dem. Og snart skulle han for evigt skilles fra dem.

Vi burde ikke glemme denne højtidelige tjenestes påmindelse, for kun de, som lærer ydmyghed, vil blive ophøjet i Guds rige. „Ydmyghed først og siden ære," sagde Salomo, og Jesus sagde: „Salige er de sagtmodige, thi de skal arve jorden."